Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Yggy Aug 2016
I don't want to write. I'm not in the mood.
But I have to do it. It's a thing I do.
So, sorry y'all. You'll have to bear with me.
I can't even get drunk right now. Oh the misery.
If you want to skip the *******,
Click down to the ******* squiggley.
I write when the overwhelming reality
Of post-happiness and emptiness surrounds me,
Drowns me in the grip of the undertow
Issuing from all those things I knew
And wouldn't let go of. So they grew
To be stones immovable, the blue
Churning to make room for their slow
Descent into the unknown.
All this is, is my effort to make a bubble.
Whether to signal for help or help myself,
I don't know. I guess whichever is less trouble.
The lovable, down-on-his-luck, real distant
Misfit who knows exactly how to fit in.
I suppose that's me, if you choose to believe
This is me that I'm being. I won't be
Fooled so easily. For indeed I am the fool,
The fool who used his hands
To take food from other lands
And ran on his two feet
After kicking something sleeping.
Something sleeping selflessly.
Something sleeping just for me.
Hell I had to wake it up,
I'm not worth a price so steep.
Everyone should have their chance.
I ****** mine up, so **** me.
~
I told you all to bear with me.
If you've stuck around, that's nice to see.
I don't care either way, the point this is making
Is no point at all. I just need to write.
It's like pressure being taken off a really filled balloon.
It's like somehow quieting down a goin-ape-**** baboon.
Take one is always great, until you record over it with take two.
My lines aren't always great, but you'll snort em up anywho.
I know, I'm all over the place. But these words, they stick like glue.
Maybe that's why I need to write. Maybe that's why I hate it, too.
They never seem to come out right. These words hardly fit any shoe.
Yet, I need something, somewhere to start.
Bleeding heart poet? I'll play the part.
Evolve like a **** to a shart, and become
A mean-spirited thing. A bled heart sum.
A regular in the slums
Breathing trash-burn oxygen.
Looking up at the sun
Wondering where my moxy went.
Burdening my pen,
Which shifts it to the page;
Estranged from the tangle
Now, this unaimed auto-ramble.

I suppose everything should have an end
If only to leave openings to begin again.
But knowing me, I'll probably nail my shin
And fall to the ground, oo-ing and ahh-ing when
It's time for me to get off the stage.
Just take a look at my life, any page.
You'll probably wonder how I've survived on such a wage.
Well, I'm thrifty, *******. I'm insane.
I'm like a perfectly fine cat, but with mange.
You won't touch me, but my own kind will still play.
And if you do, my disease spreads like a plague
And consumes you until there's nothing left but disdain.
Please try to pet me so I can run away.
I want all the attention, without any of the danger.
I know you've fed me....like, every single day.
But that doesn't change that we are both predators.
And that hand that feeds will meet catastrophe
If it happens to wander too close to me.
Cliche time: it's not you. It's me.

So I write and while I'm writing
I find the signs of my demise
Comforting in light of my shortcomings
Falling in place along these lines
llcb Oct 2015
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
Timothy Nov 2012
A few hours after midnight; the world is fast asleep.
Alone and cold do I wander. Like a nightmare do I creep.
With the intent of nothing I sit and watch the street.
It’s a week after Halloween and my shoes are on my feet.
I near my house, I think I’ll shave, (My chin has an itch.)
But at my feet upon the ground a color doesn’t fit;
Black on black with a spot of white doesn’t sit quite right.
You’d think they’d be more careful, ornery little gits.
Yet here at my feet, some candy lies plainly in my sight.
I stop to stare and wonder, and my brain does a nervous twitch.
 
So here I am; with a piece of candy that might have mange
Meanwhile my mind is discovering a whole new range
For all the pain we go through, to keep the world nice,
 Nothing anyone does ever seems to pay the price.
I’ve got a new hybrid car, gets 50 to the gallon plus it’s electric.
And when I finish a snack trash is out the window. Are we epileptic?
I mean you’ve got to be kidding me, who can say that they are not
A miserable little hypocrite? World is full of betrayal and lies.
Filling with anger, righteous and hot, I feel a change in my soul.
I’ll be better! I’ll change the world or the two of us will sever ties!
The earth will follow my example and we’ll hold to higher goal.
Give me a few years and then lets see what we’ve got!
 
I hold onto the fantasy for a while, sad to let it slip.
But the truth does sink in and reality has a tighter grip.
Even if I spoke who would listen? One cry in a thousand’s not so great.
I’m not saying we shouldn’t try, to resign ourselves to our fate.
I’ve never been a pessimist, just a realistic optimist you understand.
If you want change, aim for what you can hold in your hand.
Think you can bring about world peace, think you’ve got the might?
Try to keep peace in your town, or your block, or home without a fight.
I stand and think to myself one more Sucker here and there,
Isn’t going to change a thing. If ten men vowed never to let themselves repeat
Their mistakes, the next day a chance would come, one would stand,
Nine would shudder and forsake him. Alone he’d return to his seat.
I step away and head home. I return my thoughts to the matters at hand.
Like my homework; a poem and some calc. I’ve still got to lose some ****** hair
Homme dont la tristesse est écrite d'un bout
Du monde à l'autre, et même aux murs de la campagne,
Forçat de l'hôpital et malade du bagne ;

Dormeur maussade, à qui chaque aube dit : « Debout ! »
Voyageur douloureux qu'attend la Mort, auberge
Où l'on vend le lit dur et les pleurs blancs du cierge,

Tu gémis, étonné de te sentir si las ;
Puis un jour tu te dis : « L'âme est un vain bagage,
Et mon cœur est bien lourd pour un pareil voyage ! »

Et, sans songer que Dieu te donne ses lilas,
Tu veux jeter ton cœur, tu veux jeter ton âme,
Pour alléger ta marche et mieux porter la Femme ;

Par ta route et ses ponts fiers de leur parapet,
Compagnon de l'orgueil, fils des froides études,
Tu vas vers le malheur et vers les solitudes.

Tout plein des arguments dont l'esprit se repaît,
Tu fais, pour savourer ta gloire monotone,
Taire ta conscience à l'heure où le ciel tonne.

Si pourtant à ce prix tu manges à ta faim,
Si tu dors calme, au creux de l'oreiller facile,
Ecoute ta science et reste-lui docile ;

Si ta libre raison, la plus forte à la fin,
Respire au coup mortel porté par elle au doute,
Pareil au Juif errant, homme, poursuis ta route.

Sois content sans ton âme, et joyeux sans ton cœur,
Sois ton corps tyran ni que et sois ta bête fauve,
Fais tes traits durs et froids, fais ton iront vaste et chauve !

Mais si ton fruit superbe engraisse un ver vainqueur,
Si tu bâilles, les soirs larmoyants, sous ta lampe,
Tâche de réfléchir, pose un doigt sur ta tempe.

Si tu n'as toujours pas trouvé sur ton chemin,
Qu'assourdit la rumeur des sabres et des chaînes
Repos pour tes amours et cesse pour tes haines ;

Si ton bâton usé tâtonne dans ta main,
Pauvre aveugle tremblant qui portes une sourde,
La Femme, chaque jour plus énorme et plus lourde ;

Si Tentant ancien sommeille encore en toi,
Gardant le souvenir de la faute première,
Dis : « J'ai le dos tourné peut-être à la Lumière » ;

Dis : « J'étais un esclave et croyais être un Roi ! »
Pour t'en aller gaiement, frère des hirondelles,
Reprends ton cœur, reprends ton âme, ces deux ailes ;

Et grâce à ce fardeau redevenu léger,
Emporte alors l'enfant, mère, sœur ou compagne,
Comme l'ange en ses bras emporte la montagne ;

Enivre-toi du long plaisir de voyager ;
Que ta faim soit paisible et que ta soif soit pure,
Bois à tout cœur ouvert, mange à toute âme mûre !
Michael W Noland Sep 2012
I was always attempting to fade into the crowd. Picking sides or choosing ideologies. Deciding on favorite movies, and songs, to define who i was as an individual.

I always tried to rationalise my bad decisions using logic, and situational miracles as examples that very rarely came to be.

I was living a lottery, in solitary confinement.

I drew doors on walls, in which everyone knocked, and thought, that no one answered.  

Now i am the last one left, and refusing to answer the door, unless you call first.

I needed the wanderers, the observers of the world. The passionate surfers of the blur... writers of life, who ****** in the flames, rubbed scars together, and faded into the mange ...of sleepless nights,  in which i fade no more, as i open the door,  to myself.
Maja Klit Jun 2015
Målet er at ramme flaskebunden.
Derefter sættes samme mål.

REPEAT REPEAT REPEAT
(Det er blevet normens faste procedure)

Målet er at være stilikonet. Tiltrække gade fotograferne. Genvejen til de fem minutters berømmelse.

KNIPS KNIPS KNIPS
(Det hele er blevet en farverolade)

Målet er at pisse byen gul. Urban gødning er vel det rette ord når køen til de røde bokse er for lang.

SSH SSH SSH
(Kan ikke længere se forskel på øl tis vand)

Målet er at score. Så mange singler samlet med håbløse forventninger.

SUT MIG SUT MIG SUT MIG
( Det er det nærmeste de kan komme kærlighed)

Målet er at have en fest. Sild i tønder til hjernedøde beats.

BASS DROP BASS DROP BASS DROP
(Når de gode endelig kommer til lukkes festen af de euforiseredes konsekvenser)
Sofie Esmeralda May 2015
6//
der er så mange ting der ikke giver mening
som ikke lægger sig som det perfekte puslespil
men i store bunker som faldende blade om efteråret
Christina Jun 2014
jeg ligger i et badekar og vandoverfladen er fuldkommen stillestående
jeg er ikke mig selv
fra nu af er jeg ikke mig selv
jeg står nøgen i køkkenet og spiser en ostemad med det våde hår klasket ned af ryggen
han omfavner mig bagfra og stikker fingre op i mig, jeg ved ikke hvor mange men jeg kan ikke holde nydelsen tilbage
jeg vender mig om for at få mere men han er der ikke længere
og jeg er ikke længere mig
Nat Lipstadt Nov 2013
a  e  i  o  u  and opposing thumbs*

my woman, she's a
snuggler and spooner.

burying herself on my,
no, in my
double barreled chest,
her blonde hair,
my field of gold.^

she landscapes my life,
paralyzing me with the
simplest of gestures.

she sleeps holding my thumbs.
locks me up.
locks me down.
so I cannot transcribe
the lines of poetry mindful,
landlines shut,
land-mines of verse
unexploded,
till these now,
hours later.

a few notes ago,
a few days ago,
heard an octet,
eight voices singing of
five letters, five vowels,
a  e  i  o  u.

you can hear what I heard too.

after you listen,
better understand
vowels are the butter of language.
the anointing oil of connectivity.
more than a line of code,
they are the keys to the code,
that make words and life musical.

I suppose we could mange without them if we had to.
spsz v cd mng wthot thm ff v hd t.

but not so well.

I suppose we could manage
without opposing thumbs.
learn to type with my nose,
paint with my toes.
but not so well.

here is how it comes all together.
a  e  i  o  u  and opposing thumbs,
never give them more than a
never thought, passing over, assumed.

oh yeah, on some tv show,
you can buy a vowel.

these glues are the things that
give me the chance to tell this:

this poem it is a bit about me.
this poem it is a bit about her.
this poem is really about you.

I could live without
a  e  i  o  u  and opposing thumbs.
but I could not live
without her landscaping my chest.

but
when I share this knowledge
with you friend, it becomes a
verified, realized, acknowledged truth.

So you see this poem is about
a  e  i  o  u  and opposing thumbs,
but really about you.

In fact, I am thinking,
that if I did not love the title
a  e  i  o  u  and opposing thumbs
so much,
would entitle it instead,
a wholesome democracy of love.*

you, a registered voter,
vote then with both all the
a  e  i  o  u  and opposing thumbs
at your disposal.
Notes:
^ So she took her love
For to gaze awhile
Upon the fields of barley
In his arms she fell
As her hair came down
Among the fields of gold

Sting "Fields Of Gold"

~~
www.youtube.com/watch?v=mYbFJJnJ9Q4

Aug 5, 2009 - Uploaded by roomfulofteeth
Roomful of Teeth premieres Judd Greenstein's "AEIOU"

~~
Indebted to james-bradley-mccallum for the phrase that deserves a poem of its own,
*a wholesome democracy of love.**

Born at midnight, realized at 2:45am,
When my thumbs read the
Declaration of Emancipation.
ha.

Yet and still
Vowels and thumbs
Can live without
As long as we our have
Hearts to point the way...
Que devant les coquins l'honnête homme soupire ;
Que l'histoire soit laide et plate ; que l'empire
Boîte avec Talleyrand ou louche avec Parieu ;
Qu'un tour d'escroc bien fait ait nom grâce de Dieu ;
Que le pape en massue ait changé sa houlette ;
Qu'on voie au Champ de Mars piaffer sous l'épaulette
Le Meurtre général, le Vol aide de camp ;
Que hors de l'Elysée un prince débusquant,
Qu'un flibustier quittant l'île de la Tortue,
Assassine, extermine, égorge, pille et tue ;
Que les bonzes chrétiens, cognant sur leur tam-tam
Hurlent devant Soufflard : Attollite portam !
Que pour claqueurs le crime ait cent journaux infâmes,
Ceux qu'à la maison d'or, sur les genoux des femmes,
Griffonnent les Romieux, le verre en main, et ceux
Que saint-Ignace inspire à des gredins crasseux ;
Qu'en ces vils tribunaux, où le regard se heurte
De Moreau de la Seine à Moreau de la Meurthe,
La justice ait reçu d'horribles horions ;
Que, sur un lit de camp, par des centurions
La loi soit violée et râle à l'agonie ;
Que cet être choisi, créé par Dieu génie,
L'homme, adore à genoux le loup fait empereur ;
Qu'en un éclat de rire abrégé par l'horreur,
Tout ce que nous voyons aujourd'hui se résume ;
Qu'Hautpoul vende son sabre et Cucheval sa plume ;
Que tous les grands bandits, en petit copiés,
Revivent ; qu'on emplisse un sénat de plats-pieds
Dont la servilité négresse et mamelouque
Eût révolté Mahmoud et lasserait Soulouque ;
Que l'or soit le seul culte, et qu'en ce temps vénal,
Coffre-fort étant Dieu, Gousset soit cardinal ;
Que la vieille Thémis ne soit plus qu'une gouine
Baisant Mandrin dans l'antre où Mongis baragouine ;
Que Montalembert bave accoudé sur l'autel ;
Que Veuillot sur Sibour crève sa poche au fiel ;
Qu'on voie aux bals de cour s'étaler des guenipes
Qui le long des trottoirs traînaient hier leurs nippes,
Beautés de lansquenet avec un profil grec ;
Que Haynau dans Brescia soit pire que Lautrec ;
Que partout, des Sept-Tours aux colonnes d'Hercule,
Napoléon, le poing sur la hanche, recule,
Car l'aigle est vieux, Essling grisonne, Marengo
À la goutte, Austerlitz est pris d'un lombago ;
Que le czar russe ait peur tout autant que le nôtre ;
Que l'ours noir et l'ours blanc tremblent l'un devant l'autre ;
Qu'avec son grand panache et sur son grand cheval
Rayonne Saint-Arnaud, ci-devant Florival,
Fort dans la pantomime et les combats à l'hache ;
Que Sodome se montre et que Paris se cache ;
Qu'Escobar et Houdin vendent le même onguent ;
Que grâce à tous ces gueux qu'on touche avec le gant,
Tout dorés au dehors, au dedans noirs de lèpres,
Courant les bals, courant les jeux, allant à vêpres,
Grâce à ces bateleurs mêlés aux scélérats,
La Saint-Barthélemy s'achève en mardi gras ;
Ô nature profonde et calme, que t'importe !
Nature, Isis voilée assise à notre porte,
Impénétrable aïeule aux regards attendris,
Vieille comme Cybèle et fraîche comme Iris,
Ce qu'on fait ici-bas s'en va devant ta face ;
À ton rayonnement toute laideur s'efface ;
Tu ne t'informes pas quel drôle ou quel tyran
Est fait premier chanoine à Saint-Jean-de-Latran ;
Décembre, les soldats ivres, les lois faussées,
Les cadavres mêlés aux bouteilles cassées,
Ne te font rien ; tu suis ton flux et ton reflux.
Quand l'homme des faubourgs s'endort et ne sait plus
Bourrer dans un fusil des balles de calibre ;
Quand le peuple français n'est plus le peuple libre ;
Quand mon esprit, fidèle au but qu'il se fixa,
Sur cette léthargie applique un vers moxa,
Toi, tu rêves ; souvent du fond des geôles sombres,
Sort, comme d'un enfer, le murmure des ombres
Que Baroche et Rouher gardent sous les barreaux,
Car ce tas de laquais est un tas de bourreaux ;
Etant les cœurs de boue, ils sont les cœurs de roche ;
Ma strophe alors se dresse, et, pour cingler Baroche,
Se taille un fouet sanglant dans Rouher écorché ;
Toi, tu ne t'émeus point ; flot sans cesse épanché,
La vie indifférente emplit toujours tes urnes ;
Tu laisses s'élever des attentats nocturnes,
Des crimes, des fureurs, de Rome mise en croix,
De Paris mis aux fers, des guets-apens des rois,
Des pièges, des serments, des toiles d'araignées,
L'orageuse clameur des âmes indignées ;
Dans ce calme où toujours tu te réfugias,
Tu laisses le fumier croupir chez Augias,
Et renaître un passé dont nous nous affranchîmes,
Et le sang rajeunir les abus cacochymes,
La France en deuil jeter son suprême soupir,
Les prostitutions chanter, et se tapir
Les lâches dans leurs trous, la taupe en ses cachettes,
Et gronder les lions, et rugir les poètes !
Ce n'est pas ton affaire à toi de t'irriter.
Tu verrais, sans frémir et sans te révolter,
Sur tes fleurs, sous tes pins, tes ifs et tes érables,
Errer le plus coquin de tous ces misérables.
Quand Troplong, le matin, ouvre un œil chassieux,
Vénus, splendeur sereine éblouissant les cieux,
Vénus, qui devrait fuir courroucée et hagarde,
N'a pas l'air de savoir que Troplong la regarde !
Tu laisserais cueillir une rose à Dupin !
Tandis que, de velours recouvrant le sapin,
L'escarpe couronné que l'Europe surveille,
Trône et guette, et qu'il a, lui parlant à l'oreille,
D'un côté Loyola, de l'autre Trestaillon,
Ton doigt au blé dans l'ombre entrouvre le sillon.
Pendant que l'horreur sort des sénats, des conclaves,
Que les États-Unis ont des marchés d'esclaves
Comme en eut Rome avant que Jésus-Christ passât,
Que l'américain libre à l'africain forçat
Met un bât, et qu'on vend des hommes pour des piastres,
Toi, tu gonfles la mer, tu fais lever les astres,
Tu courbes l'arc-en-ciel, tu remplis les buissons
D'essaims, l'air de parfums et les nids de chansons,
Tu fais dans le bois vert la toilette des roses,
Et tu fais concourir, **** des hommes moroses,
Pour des prix inconnus par les anges cueillis,
La candeur de la vierge et la blancheur du lys.
Et quand, tordant ses mains devant les turpitudes,
Le penseur douloureux fuit dans tes solitudes,
Tu lui dis : Viens ! c'est moi ! moi que rien ne corrompt !
Je t'aime ! et tu répands dans l'ombre, sur son front
Où de l'artère ardente il sent battre les ondes,
L'âcre fraîcheur de l'herbe et des feuilles profondes !
Par moments, à te voir, parmi les trahisons,
Mener paisiblement tes mois et tes saisons,
À te voir impassible et froide, quoi qu'on fasse,
Pour qui ne creuse point plus bas que la surface,
Tu sembles bien glacée, et l'on s'étonne un peu.
Quand les proscrits, martyrs du peuple, élus de Dieu,
Stoïques, dans la mort se couchent sans se plaindre,
Tu n'as l'air de songer qu'à dorer et qu'à peindre
L'aile du scarabée errant sur leurs tombeaux.
Les rois font les gibets, toi, tu fais les corbeaux.
Tu mets le même ciel sur le juste et l'injuste.
Occupée à la mouche, à la pierre, à l'arbuste,
Aux mouvements confus du vil monde animal,
Tu parais ignorer le bien comme le mal ;
Tu laisses l'homme en proie à sa misère aiguë.
Que t'importe Socrate ! et tu fais la ciguë.
Tu créas le besoin, l'instinct et l'appétit ;
Le fort mange le faible et le grand le petit,
L'ours déjeune du rat, l'autour de la colombe,
Qu'importe ! allez, naissez, fourmillez pour la tombe,
Multitudes ! vivez, tuez, faites l'amour,
Croissez ! le pré verdit, la nuit succède au jour,
L'âne brait, le cheval hennit, le taureau beugle.
Ô figure terrible, on te croirait aveugle !
Le bon et le mauvais se mêlent sous tes pas.
Dans cet immense oubli, tu ne vois même pas
Ces deux géants lointains penchés sur ton abîme,
Satan, père du mal, Caïn, père du crime !

Erreur ! erreur ! erreur ! ô géante aux cent yeux,
Tu fais un grand labeur, saint et mystérieux !
Oh ! qu'un autre que moi te blasphème, ô nature
Tandis que notre chaîne étreint notre ceinture,
Et que l'obscurité s'étend de toutes parts,
Les principes cachés, les éléments épars,
Le fleuve, le volcan à la bouche écarlate,
Le gaz qui se condense et l'air qui se dilate,
Les fluides, l'éther, le germe sourd et lent,
Sont autant d'ouvriers dans l'ombre travaillant ;
Ouvriers sans sommeil, sans fatigue, sans nombre.
Tu viens dans cette nuit, libératrice sombre !
Tout travaille, l'aimant, le bitume, le fer,
Le charbon ; pour changer en éden notre enfer,
Les forces à ta voix sortent du fond des gouffres.

Tu murmures tout bas : - Race d'Adam qui souffres,
Hommes, forçats pensants au vieux monde attachés,
Chacune de mes lois vous délivre. Cherchez ! -
Et chaque jour surgit une clarté nouvelle,
Et le penseur épie et le hasard révèle ;
Toujours le vent sema, le calcul récolta.
Ici Fulton, ici Galvani, là Volta,
Sur tes secrets profonds que chaque instant nous livre,
Rêvent ; l'homme ébloui déchiffre enfin ton livre.

D'heure en heure on découvre un peu plus d'horizon
Comme un coup de bélier au mur d'une prison,
Du genre humain qui fouille et qui creuse et qui sonde,
Chaque tâtonnement fait tressaillir le monde.
L'***** des nations s'accomplit. Passions,
Intérêts, mœurs et lois, les révolutions
Par qui le cœur humain germe et change de formes,
Paris, Londres, New-York, les continents énormes,
Ont pour lien un fil qui tremble au fond des mers.
Une force inconnue, empruntée aux éclairs,
Mêle au courant des flots le courant des idées.
La science, gonflant ses ondes débordées,
Submerge trône et sceptre, idole et potentat.
Tout va, pense, se meut, s'accroît. L'aérostat
Passe, et du haut des cieux ensemence les hommes.
Chanaan apparaît ; le voilà, nous y sommes !
L'amour succède aux pleurs et l'eau vive à la mort,
Et la bouche qui chante à la bouche qui mord.
La science, pareille aux antiques pontifes,
Attelle aux chars tonnants d'effrayants hippogriffes
Le feu souffle aux naseaux de la bête d'airain.
Le globe esclave cède à l'esprit souverain.
Partout où la terreur régnait, où marchait l'homme,
Triste et plus accablé que la bête de somme,
Traînant ses fers sanglants que l'erreur a forgés,
Partout où les carcans sortaient des préjugés,
Partout où les césars, posant le pied sur l'âme,
Etouffaient la clarté, la pensée et la flamme,
Partout où le mal sombre, étendant son réseau,
Faisait ramper le ver, tu fais naître l'oiseau !
Par degrés, lentement, on voit sous ton haleine
La liberté sortir de l'herbe de la plaine,
Des pierres du chemin, des branches des forêts,
Rayonner, convertir la science en décrets,
Du vieil univers mort briser la carapace,
Emplir le feu qui luit, l'eau qui bout, l'air qui passe,
Gronder dans le tonnerre, errer dans les torrents,
Vivre ! et tu rends le monde impossible aux tyrans !
La matière, aujourd'hui vivante, jadis morte,
Hier écrasait l'homme et maintenant l'emporte.

Le bien germe à toute heure et la joie en tout lieu.
Oh ! sois fière en ton cœur, toi qui, sous l'œil de Dieu,
Nous prodigues les dons que ton mystère épanche,
Toi qui regardes, comme une mère se penche
Pour voir naître l'enfant que son ventre a porté,
De ton flanc éternel sortir l'humanité !

Vie ! idée ! avenir bouillonnant dans les têtes !
Le progrès, reliant entre elles ses conquêtes,
Gagne un point après l'autre, et court contagieux.
De cet obscur amas de faits prodigieux
Qu'aucun regard n'embrasse et qu'aucun mot ne nomme,
Tu nais plus frissonnant que l'aigle, esprit de l'homme,
Refaisant mœurs, cités, codes, religion.
Le passé n'est que l'oeuf d'où tu sors, Légion !

Ô nature ! c'est là ta genèse sublime.
Oh ! l'éblouissement nous prend sur cette cime !
Le monde, réclamant l'essor que Dieu lui doit,
Vibre, et dès à présent, grave, attentif, le doigt
Sur la bouche, incliné sur les choses futures,
Sur la création et sur les créatures,
Une vague lueur dans son œil éclatant,
Le voyant, le savant, le philosophe entend
Dans l'avenir, déjà vivant sous ses prunelles,
La palpitation de ces millions d'ailes !

Jersey, le 23 mai 1853.
ungdomspoet Feb 2016
18
føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest
jd Nov 2013
Jeg kan stadig mærke
Min hånd om dig
Kærtegne
Der
Hvor mange piger før har rørt
Og jeg ved endnu ikke
Om jeg er speciel
Eller den nyeste
I rækken
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
betterdays Apr 2016
November is a month
i dread, all the marking...
all the words ..... ideas
clutter up in my head....
all the hopes and ambitions
weigh heavily on my back.

the first day, my birthday
hip hip hooray!!!
then a rushing, pell mell
downward track
of red pens and meetings
going on and on and on

planning, prepping, late night stressing

then, when not at work,
not shirking, just not working
hoping to give the brain a rest
am bombarded...
like i am ******* in cheer
...continual messages of
christmas is near....
coffee and carols,
shopping and angels
harking, harking,
joy to the world, fa al lalala...
Santa queues
truly not an Ebeneezer
but Christmas teasers
in November make me grey
around the gills
fish out of water
lamb to the slaughter

and running on empty,
always empty,
just want one day...
when the world
would stop hassling
and just go away

no end of year parties...
prentending to be hale and hearty
with all sorts of colleagues
and academic smarties
no presentations of budgets..
thinner than last
no we could not fast
this area, to be on line
no it's alright, it will be just fine
while sculling copious amounts
of cheap, cheap, nasty  red wine.
no hangover from said feast...
no,  you be the one to corner the beast.

no more standing with mothers and others
watching children in a god awful christmas play
and clapping and chatting while little bettsy
recieves an award for knitting a sleeve
and george gets one for adding fourhundred and forty

please, please show me the door.....

not to mention hayfever,
daylight savings and more

but all this seems trivial...
when I consider
the blight of my life...
in the stakes of annuity.

the month of November has a great heart
Movember...a charity of moustache art
has an fanatic in my big, bluff,bloke
for a month he curries and cares for the
caterpillar  that grows on his lip...
a fuzzy flecked monstrosity
with the mange and a weird flip.

November a month of avoiding
the succour of contact....
with that thing,
my toes curl now
thinking of it....
tho I try not to react
(after all charity begins at home)
november november
truly you are the ***.

last year he bought
the ****** thing a comb



yet in the end
you are but a month
and it seems I survive you
year after year
thank god for take away meals
and long cold beers....
I.

À présent que c'est fait, dans l'avilissement
Arrangeons-nous chacun notre compartiment
Marchons d'un air auguste et fier ; la honte est bue.
Que tout à composer cette cour contribue,
Tout, excepté l'honneur, tout, hormis les vertus.
Faites vivre, animez, envoyez vos foetus
Et vos nains monstrueux, bocaux d'anatomie
Donne ton crocodile et donne ta momie,
Vieille Égypte ; donnez, tapis-francs, vos filous ;
Shakespeare, ton Falstaff ; noires forêts, vos loups ;
Donne, ô bon Rabelais, ton Grandgousier qui mange ;
Donne ton diable, Hoffmann ; Veuillot, donne ton ange ;
Scapin, apporte-nous Géronte dans ton sac ;
Beaumarchais, prête-nous Bridoison ; que Balzac
Donne Vautrin ; Dumas, la Carconte ; Voltaire,
Son Frélon que l'argent fait parler et fait taire ;
Mabile, les beautés de ton jardin d'hiver ;
Le Sage, cède-nous Gil Blas ; que Gulliver
Donne tout Lilliput dont l'aigre est une mouche,
Et Scarron Bruscambille, et Callot Scaramouche.
Il nous faut un dévot dans ce tripot payen ;
Molière, donne-nous Montalembert. C'est bien,
L'ombre à l'horreur s'accouple, et le mauvais au pire.
Tacite, nous avons de quoi faire l'empire ;
Juvénal, nous avons de quoi faire un sénat.

II.

Ô Ducos le gascon, ô Rouher l'auvergnat,
Et vous, juifs, Fould Shylock, Sibour Iscariote,
Toi Parieu, toi Bertrand, horreur du patriote,
Bauchart, bourreau douceâtre et proscripteur plaintif,
Baroche, dont le nom n'est plus qu'un vomitif,
Ô valets solennels, ô majestueux fourbes,
Travaillant votre échine à produire des courbes,
Bas, hautains, ravissant les Daumiers enchantés
Par vos convexités et vos concavités,
Convenez avec moi, vous tous qu'ici je nomme,
Que Dieu dans sa sagesse a fait exprès cet homme
Pour régner sur la France, ou bien sur Haïti.
Et vous autres, créés pour grossir son parti,
Philosophes gênés de cuissons à l'épaule,
Et vous, viveurs râpés, frais sortis de la geôle,
Saluez l'être unique et providentiel,
Ce gouvernant tombé d'une trappe du ciel,
Ce césar moustachu, gardé par cent guérites,
Qui sait apprécier les gens et les mérites,
Et qui, prince admirable et grand homme en effet,
Fait Poissy sénateur et Clichy sous-préfet.

III.

Après quoi l'on ajuste au fait la théorie
« A bas les mots ! à bas loi, liberté, patrie !
Plus on s'aplatira, plus ou prospérera.
Jetons au feu tribune et presse, et cætera.

Depuis quatre-vingt-neuf les nations sont ivres.
Les faiseurs de discours et les faiseurs de livres
Perdent tout ; le poëte est un fou dangereux ;
Le progrès ment, le ciel est vide, l'art est creux,
Le monde est mort. Le peuple ? un âne qui se cabre !
La force, c'est le droit. Courbons-nous. Gloire au sabre !
À bas les Washington ! vivent les Attila ! »
On a des gens d'esprit pour soutenir cela.

Oui, qu'ils viennent tous ceux qui n'ont ni cœur ni flamme,
Qui boitent de l'honneur et qui louchent de l'âme ;
Oui, leur soleil se lève et leur messie est né.
C'est décrété, c'est fait, c'est dit, c'est canonné
La France est mitraillée, escroquée et sauvée.
Le hibou Trahison pond gaîment sa couvée.

IV.

Et partout le néant prévaut ; pour déchirer
Notre histoire, nos lois, nos droits, pour dévorer
L'avenir de nos fils et les os de nos pères,
Les bêtes de la nuit sortent de leurs repaires
Sophistes et soudards resserrent leur réseau
Les Radetzky flairant le gibet du museau,
Les Giulay, poil tigré, les Buol, face verte,
Les Haynau, les Bomba, rôdent, la gueule ouverte,
Autour du genre humain qui, pâle et garrotté,
Lutte pour la justice et pour la vérité ;
Et de Paris à Pesth, du Tibre aux monts Carpathes,
Sur nos débris sanglants rampent ces mille-pattes.

V.

Du lourd dictionnaire où Beauzée et Batteux
Ont versé les trésors de leur bon sens goutteux,
Il faut, grâce aux vainqueurs, refaire chaque lettre.
Ame de l'homme, ils ont trouvé moyen de mettre
Sur tes vieilles laideurs un tas de mots nouveaux,
Leurs noms. L'hypocrisie aux yeux bas et dévots
À nom Menjaud, et vend Jésus dans sa chapelle ;
On a débaptisé la honte, elle s'appelle
Sibour ; la trahison, Maupas ; l'assassinat
Sous le nom de Magnan est membre du Sénat ;
Quant à la lâcheté, c'est Hardouin qu'on la nomme ;
Riancey, c'est le mensonge, il arrive de Rome
Et tient la vérité renfermée en son puits ;
La platitude a nom Montlaville-Chapuis ;
La prostitution, ingénue, est princesse ;
La férocité, c'est Carrelet ; la bassesse
Signe Rouher, avec Delangle pour greffier.
Ô muse, inscris ces noms. Veux-tu qualifier
La justice vénale, atroce, abjecte et fausse ?
Commence à Partarieu pour finir par Lafosse.
J'appelle Saint-Arnaud, le meurtre dit : c'est moi.
Et, pour tout compléter par le deuil et l'effroi,
Le vieux calendrier remplace sur sa carte
La Saint-Barthélemy par la Saint-Bonaparte.

Quant au peuple, il admire et vote ; on est suspect
D'en douter, et Paris écoute avec respect
Sibour et ses sermons, Trolong et ses troplongues.
Les deux Napoléon s'unissent en diphthongues,
Et Berger entrelace en un chiffre hardi
Le boulevard Montmartre entre Arcole et Lodi.
Spartacus agonise en un bagne fétide ;
On chasse Thémistocle, on expulse Aristide,
On jette Daniel dans la fosse aux lions ;
Et maintenant ouvrons le ventre aux millions !

Jersey, novembre 1852.
Jeg frygter en verden uden dig
Jeg er bange for om solen vil skinne,
og om blomsterne vil blomstre.
Vil min verden kunne fungere?
For når du spørger mig om,
hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle.
Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder,
Finder ud af at der er mange smukke mennesker
Og at jeg bare bliver en forvildet del,
Af den fortid, som alle glemmer.
- Frygten for at blive glemt
Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne
Du frygtede vinteren
Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra
Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet
Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg
Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og
Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig
Da du ødelagde mig
De vintenætter
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Katrine Jul 2014
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
Michael R Burch Dec 2024
These are poems about dogs and doggerel about dogs...

Dog Daze
by Michael R. Burch

Sweet Oz is a soulful snuggler;
he really is one of the best.
Sometimes in bed
he snuggles my head,
though mostly he plops on my chest.

I think Oz was made to love
from the first ray of light to the dark,
but his great love for me
is exceeded (oh gee!)
by his Truly Great Passion: to Bark.



Epitaph for a Lambkin
by Michael R. Burch

for Melody, the prettiest, sweetest and fluffiest dog ever

Now that Melody has been laid to rest
Angels will know what it means to be blessed.

Amen



This Dog
by Rabindranath Tagore
loose translation/interpretation/moderniz     ation by Michael R. Burch

Each morning this dog,
who has become quite attached to me,
sits silently at my feet
until, gently caressing his head,
I acknowledge his company.

This simple recognition gives my companion such joy
he shudders with sheer delight.

Among all languageless creatures
he alone has seen through man entire—
has seen beyond what is good or bad in him
to such a depth he can lay down his life
for the sake of love alone.

Now it is he who shows me the way
through this unfathomable world throbbing with life.

When I see his deep devotion,
his offer of his whole being,
I fail to comprehend...

How, through sheer instinct,
has he discovered whatever it is that he knows?

With his anxious piteous looks
he cannot communicate his understanding
and yet somehow has succeeded in conveying to me
out of the entire creation
the true loveworthiness of man.



My Dog Died
by Pablo Neruda
loose translation/interpretation by Michael R. Burch

My dog died;
so I buried him in the backyard garden
next to some rusted machine.

One day I'll rejoin him, over there,
but for now he's gone
with his shaggy mane, his crude manners and his cold, clammy nose,
while I, the atheist who never believed
in any heaven for human beings,
now believe in a paradise I'm unfit to enter.

Yes, I somehow now believe in a heavenly kennel
where my dog awaits my arrival
wagging his tail in furious friendship!

But I'll not indulge in sadness here:
why bewail a companion
who was never servile?

His friendship was more like that of a porcupine
preserving its prickly autonomy.

His was the friendship of a distant star
with no more intimacy than true friendship called for
and no false demonstrations:
he never clambered over me
coating my clothes with mange;
he never assaulted my knee
like dogs obsessed with ***.

But he used to gaze up at me,
giving me the attention my ego demanded,
while helping this vainglorious man
understand my concerns were none of his.

Aye, and with those bright eyes so much purer than mine,
he'd gaze up at me
contentedly;
it was a look he reserved for me alone
all his entire sweet, gentle life,
always merely there, never troubling me,
never demanding anything.

Aye, and often I envied his energetic tail
as we strode the shores of Isla Negra together,
in winter weather, wild birds swarming skyward
as my golden-maned friend leapt about,
supercharged by the sea's electric surges,
sniffing away wildly, his tail held *****,
his face suffused with the salt spray.

Joy! Joy! Joy!
As only dogs experience joy
in the shameless exuberance
of their guiltless spirits.

Thus there are no sad good-byes
for my dog who died;
we never once lied to each other.

He died, he's gone, I buried him;
that's all there is to it.



Bed Head, or, the Ballad of
Beth and her Fur Babies
by Michael R. Burch

When Beth and her babies
prepare for “good night”
sweet rituals of kisses
and cuddles commence.
First Wickett, the eldest,
whose mane has grown light
with the wisdom of age
and advanced senescence
is tucked in, “just right.”

Then Mary, the mother,
is smothered with kisses
in a way that befits
such an angelic missus.

Then Melody, lambkin,
and sweet, soulful Oz
and cute, clever Xander
all clap their clipped paws
and follow sweet Beth
to their high nightly roost
where they’ll sleep on her head
(or, perhaps, her caboose).



Excoriation of a Treat Slave
by Michael R. Burch

I am his Highness’s dog at Kew.
Pray tell me, sir, whose dog are you?
—Alexander Pope

We practice our fierce Yapping,
for when the treat slaves come
they’ll grant Us our desire.
(They really are that dumb!)

They’ll never catch Us napping —
our Ears pricked, keen and sharp.
When they step into Our parlor,
We’ll leap awake, and Bark.

But one is rather doltish;
he doesn’t understand
the meaning of Our savage,
imperial, wild Command.

The others are quite docile
and bow to Us on cue.
We think the dull one wrote a poem
about some Dog from Kew

who never grasped Our secret,
whose mind stayed think, and dark.
It’s a question of obedience
conveyed by a Lordly Bark.

But as for playing fetch,
well, that’s another matter.
We think the dullard’s also
as mad as any hatter

and doesn’t grasp his duty
to fling Us slobbery *****
which We’d return to him, mincingly,
here in Our royal halls.



Wickett
by Michael R. Burch

Wickett, sweet Ewok,
Wickett, old Soul,
Wicket, brave Warrior,
though no longer whole . . .

You gave us your All.
You gave us your Best.
You taught us to Love,
like all of the Blessed

Angels and Saints
of good human stock.
You barked the Great Bark.
You walked the True Walk.

Now Wickett, dear Child
and incorrigible Duffer,
we commend you to God
that you no longer suffer.

May you dash through the Stars
like the Wickett of old
and never feel hunger
and never know cold

and be reunited
with all our Good Tribe —
with Harmony and Paw-Paw
and Mary beside.

Go now with our Love
as the great Choir sings
that Wickett, our Wickett,
has at last earned his Wings!



The Resting Place
by Michael R. Burch

for Harmony

Sleep, then, child;
you were dearly loved.

Sleep, and remember
her well-loved face,

strong arms that would lift you,
soft hands that would move

with love’s infinite grace,
such tender caresses!

...

When autumn came early,
you could not stay.

Now, wherever you wander,
the wildflowers bloom

and love is eternal.
Her heart’s great room

is your resting place.

...

Await by the door
her remembered step,

her arms’ warm embraces,
that gathered you in.

Sleep, child, and remember.
Love need not regret

its moment of weakness,
for that is its strength,

And when you awaken,
she will be there,

smiling,
at the Rainbow Bridge.



Oz is the Boss!
by Michael R. Burch

Oz is the boss!
Because? Because...
Because of the wonderful things he does!

He barks like a tyrant
for treats and a hydrant;
his voice far more regal
than mere greyhound or beagle;
his serfs must obey him
or his yipping will slay them!

Oz is the boss!
Because? Because...
Because of the wonderful things he does!



Xander the Joyous
by Michael R. Burch

Xander the Joyous
came here to prove:
Love can be playful!
Love can have moves!

Now Xander the Joyous
bounds around heaven,
waiting for his mommies,
one of the SEVEN ―

the Seven Great Saints
of the Great Canine Race
who evangelize Love
throughout all Time and Space.

Amen



Mary, Mary
by Michael R. Burch

Mary, Mary,
sweet yet contrary,
how do your puppies grow?
With sugar and spice
and everything nice,
and Mama Beth loving them so!



Lady’s Favor: Ye Noble Ballade of Sir Dog and the Butterfly
by Michael R. Burch

Sir was such a gallant man!
When he saw his Lady cry
and beg him to send her a Butterfly,
what else could he do, but comply?

From heaven, he found a Monarch
regal and able to defy
north winds and a chilly sky;
now Sir has his wings and can fly!

When our gallant little dog Sir was unable to live any longer, my wife Beth asked him send her a sign, in the form of a butterfly, that Sir and her mother were reunited and together in heaven. It was cold weather, in the thirties. We rarely see Monarch butterflies in our area, even in the warmer months. But after Sir had been put to sleep, to spare him any further suffering, Beth found a Monarch butterfly in our back yard. It appeared to be lifeless, but she brought it inside, breathed on it, and it returned to life. The Monarch lived with us for another five days, with Beth feeding it fruit juice and Gatorade on a Scrubbie that it could crawl over like a flower. Beth is convinced that Sir sent her the message she had requested.



Solo’s Watch
by Michael R. Burch

Solo was a stray
who found a safe place to stay
with a warm and loving band,
safe at last from whatever cruel hand
made him flinch in his dreams.

Now he wanders the clear-running streams
that converge at the Rainbow’s End
and the Bridge where kind Angels attend
to all souls who are ready to ascend.

And always he looks for those
who hugged him and held him close,
who kissed him and called him dear
and gave him a home free of fear,
to welcome them to his home, here.



Buffy
by Michael R. Burch

Buffy is fluffy
but never stuffy.
Though she runs forever,
she never gets huffy.
The perfect puppy.



Prince Kiwi the Great
by Michael R. Burch

Kiwi’s
a ***-wee
but incredibly bright:
he sleeps half the day,
pretending it’s night!

Prince Kiwi
commands us
with his regal air:
“Come, humans, and serve me,
or I’ll yank your hair!”

Kiwi
cries “Kree! Kree!”
when he wants to be fed ...
suns, preens, flutters, showers,
then it’s off to bed.

Kiwi’s
a ***-wee
but incredibly bright:
he sleeps half the day,
pretending it’s night!

Kiwi is our family’s green-cheeked parakeet. Parakeets need to sleep around 12 hours per day, hence the pun on “bright” and “half the day.”

Keywords: dog, dogs, canine, love, loyal, loyalty, friendship, companionship, bark, barking, soul, soulful, sweet, bossy, angel, angels, heaven, Rainbow Bridge
KajK Jun 2015
Jeg forbyder en morskab
Med for mange principper
Som ingen rigtig forstår

Jeg selv tror, jeg selv ved, med ved det egentlig ikke

Et sats
Pest eller kolera
Som for andre
Blot er chancen
Den der tages
Hvor der gives
En kyklopisk spandfuld af egenskaber

Egenskaber jeg er blevet for gammel til
Eller måske er jeg blot for ung
Men ung og dum
Gammel og klog
Jeg finder da ingen mening

For hvem ved dét
Dét som ingen ved
Her i søgning efter mening

Hvorfor gør jeg det ikke
Hvorfor bliver jeg ved
Med at tænke
Det utænkte
Hazel Nov 2017
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
-Hazel
Olivia Kent Jan 2015
I am a pretend in a pretext of what you think I should be.
A prerequisite to a sequel.
I'm a bird on the wing.
Me.
I have to be free.
My feathers all filled up with bird mites and mange.
Baby sweet baby.
I feel rather strange.
I am a lady.
I'm waiting.
Sat here waiting for thee.
Full up with love's energy.
Are you waiting for me.
Feeling rather dizzy.
My head's all in a tizzy.
I do so want to kiss you.
Do you want to kiss me?
I know that you do!
By ladylivvi1

© 2015 ladylivvi1 (All rights reserved)
the unreachable black hole disguised as a star

                                                         something you cant quite mange

teasing you with its proximity

                                                  

                                                                                                       there are many things in the universe control is not one of them
Mon papa, c'est le plus fort des papas.
Mon papa, c'est le plus beau des papas.
Mon papa, même quand il est fatigué, on dirait Richard Gere.
Mon papa, même si il est carnivore, moi, je l'aime quand même.
Mon papa, quand il mange, on dirait qu'il a 5 ans, mais moi, je l'aime quand même.
Mon papa, il a des voitures super cool qui font vroom.
Mon papa, quand il conduit, on dirait Michel Vaillant, même pas peur.
Mon papa, quand il me dit bonne nuit, j'ai même plus peur.
Les monstres sous mon lit, eux, ils se désintègrent avec la force des bisous de mon papa.
Mon papa, parfois, il ronfle et je l'aime quand même.
Mon papa, quand on est dans la piscine, il joue au crocrodile avec nous.
Mon papa, quand il porte des choses, les manches de sa chemise se déchire sous les   muscles.
Mon papa, avec une barbe, on dirait un homme des caverne, c'est trop cool.
Mon papa, quand il fait des câlins, on disparait sous ses couches d'amour.
Mon papa, quand il nous emmène faire du shopping, il supporte des heures et il sourit.
Mon papa, il nous laisse faire des trucs qui lui font peur, mais il veut nous faire plaisir, alors il dit oui.
Mon papa, il m'a laissé faire du saut en parachute, et je suis même pas morte.
Mon papa, il râle parfois mais on sait qu'en fait, c'est parce qu'il nous aime.
Mon papa, même quand il voyage, il pense à nous.
Mon papa, il nous emmène en voyage avec des photos tout le temps quand il travail.
Mon papa, il nous emmène en voyage tout le temps quand il est en vacances.
Mon papa, il fait des trucs de papa trop génial.
Par exemple, il connait nos restaurants préférés, et il sait ce qui nous fait plaisir.
Alors il nous y emmène.
Mon papa, même quand il est en colère, il est beau.
Mon papa, quand il sourit il est comme Thor, le dieu du tonnerre, il est puissant.
Du coup, parfois, ma maman elle fait un nervous break down.
Parce que mon papa il est trop beau c'est même pas normal.
Mon papa, il a un double menton pour que si un jour Game Of Thrones arrive dans la vraie vie, on pourra pas lui trancher la gorge.
Mon papa, il fait du vélo plus vite que le Tour de France. La preuve, ca fait des années qu'ils sont en France, mon papa, lui, il est déjà à Dubai.
Mon papa, parfois il oublie notre anniversaire quand on lui demande au pif, mais il oublie jamais de le souhaiter, donc on lui pardonne.
Mon papa, il voyage en first class.
Mon papa, il connait les aéroports mieux que James Bond.
Mon papa, il regarde des series TV de jeunes.
Mon papa, il porte des costards.
Mon papa, il nous emmène manger des dans endroits incroyables.
Mon papa, il nous emmène dans des hôtels de luxe.
Mon papa, il devrait être président du monde.
Mon papa, il est mieux que les autres papa parce que c'est le mien.
Mon papa, il est irremplaçable.  
Mon papa, si on m'en donnait un autre, j'en voudrais pas.
Mon papa, je veux que celui la.
Mon papa il est pas toujours là, mais c'est pas grave, parce qu'il est jamais ****.
Mon papa, il traverse le monde mais après il nous raconte, alors c'est cool.
Mon papa, il fait une super vinaigrette. Dommage que j'aime pas la vinaigrette.
Mon papa, quand il fait un barbeque, ca fait beaucoup de fumée et pas beaucoup de feu, mais c'est pour mieux nous impressioner quand il fait rôtir la viande.
Mon papa, il parle Anglais.
Mon papa, c'est le meilleur papa du monde.
Mon papa, je l'aime, même si maintenant, il a presque un demi siècle.
Mon papa, c'est comme un druide.
Ca meurt jamais.
C'est trop cool.
Mon papa, c'est comme une mode indémodable, tu veux jamais le remplacer, il est toujours tendance.
Mon papa, on peut pas le comparer a une mode fashion, parce que c'est un humain.
Mon papa, c'est le meilleur humain que je connaisse.
Avec ma maman et ma soeur et mon chat, mais chuuuuut.
C'est un secret.
Mais ce que je préfère à propos de mon papa, c'est que dès que je le vois, je peux lui dire:
"mon papa, je l'aime."
Naja Feb 2015
Blide men hastige toner
Fra hendes lysebrune guitar
Minder mig om egetræet i min gamle have, som falmer langsomt
Ligesom sangen man har hørt
For mange gange
Noderne slynger sig ind i øregangen
Har lyst til at blive
Men triller hurtigt ud igen
Afvist
Alt for mange gentagelser af toner
Som første gang var det eneste rigtige
De eneste man kunne holde ud
Men eftersom tiden løber ud
Falmer tonerne
anna charlotte Nov 2014
Og der låg jeg så
Ødelagt, af din mangel på ord
Jeg ville græde, men det kunne jeg ikke
Så himlen gjorde det for mig
Med fødderne ude fra dynen
Så jeg kunne mærke kulden, jeg genkendte fra dig
Den kulde jeg troede var lagt som et sjal om dig, viste sig at komme fra dit dybeste kammer
Jeg kiggede på mine fingre, og de mindede mig om de mange gange jeg ville ønske de var svøbet om dig, som en baconsvøbt pølse, fra vognen ved Nørreport.
Du lærte mig at elske de små ting i livet, selvom du selv var stor
Lille som jeg er, må jeg vel bare forlade den tanke om os, jeg så standhaftigt holder mig fast ved
Det der aldrig skete
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
LifeBeauty13 Nov 2016
You thought you couldn't injure my heart
and that you could get away hurting me by your cheating dart
But you were so wrong cause I am ready for a fight
I am so much stronger with amazing might
Revenge is my name and I am ready to take you down
I am not crazy, my mind is incredible and sound
Cheating guys are all the same and you never change
with your dog like personality and your mange
You rack up your numbers saying this is what makes a man
I promise you Mr.Dog you will get yours,you will be ******
I will find a real man,I will be respected and greatly loved
Only thing you will find is your many diseases and your doctors hand gloved
What you sow you will reap.And not all guys are cheaters,their are some good ones out there.(just have to find them)
Anna Nov 2015
du sagde dét der

og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine tanker har kredset om det,
for der er et vivar af billeder i mit hoved.

jeg husker stadig klokkeslættet da du lænede dig selvsikkert op af springvandet og holdte om mig.

det eneste jeg husker er støvregn og hemmeligheder
men mine hvide ruskindssko er nu mørke af snavs, og så ved jeg jo at det er fra da jeg gik hjem i regnen
med læber der brændte
Nikoline Nov 2014
du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
Laura Amstutz Jan 2019
Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner

— The End —