"dak" poems
Ma
Inħobbok
Mhux dejjem naraw għajn b’għajn
Imma nħobbok
Naf li dejjem pruvajt mill-aħjar li stajt
Biex tagħtini dak li int qatt ma ngħatajt
Imma sfortunatament mhux dejjem irnexxilek
Il-Mulej mhux dejjem provdilek
Jien qatt m’għidtlek meta nqasstni
Meta bin-nuqqas tiegħek warrabtni
Qatt ma ridt niksirlek qalbek
U ngħidlek li ħadd mhu qed jisma talbek
Imma iva Ma,
Weġġgħajt
Għaddejt minn ħafna u int ma taf b’ xejn
Alla ħares tkun taf kif u x’ fatta u fejn
Bħalek Ma,
Għaddejt minn dak li m’ għandu jgħaddi ħadd
Ġarrabt id-dlam
U bkejt fis-solitudni
Imma issa Ma
Sa fl-ahhar...
Inħoss li sibt il-kuntentizza
Inħoss li qbadt it-trejqa li qed nibni jien
Ma rridx nibqa naħbilek iktar
Għajjejt nigdeb u nħaref
Allura għidtlek
Ma flaħtx inżomm iktar
U għidtlek
Kienet diffiċli għax kont beżgħana
Imma ridt naqsam din l-aħbar ferħana
Stennejt li ser tifhimni
Stennejt li xorta waħda ser tibqa tħobbni
Imma
Ir-reazzjoni tiegħek ma kienetx dik li stennejt
Ma kienetx dik li f’ moħħi pinġejt
Għalfejn Ma?
Għalfejn ma tridnix?
Għalfejn mhux taċċettani?
Għidli Ma
Lil min inħobb ma għandux jaffettwa kemm inti tħobb lili
Lil min inħobb ma għandux inessik li jien xorta waħda bintek
Mara offritli dak li dejjem fittixt
Mara għallmitni nagħraf x’inhi l-imħabba
Mara urietni kif jidher id-dawl fost id-dlam
Mara qed tgħini nsir inħobb lili nnifsi
Iva Ma
Inħobb mara
U mhux raġel
Għalfejn qed tħares lejja b’ dak il-mod Ma?
B’ ħarsa ta’ diżappunt
B’ ħarsa ta’ diżgust
Bintek għadni Ma
L-istess **** li kont tgħannaq miegħek
Meta kont tħoss li d-dinja qed tikrolla
L-istess **** li kont tiftaħar tgħid li hi tiegħek
Lil kull min taf meta tilmaħni fost il-folla
Ħobbni Ma
Nitolbok
L-istess għadni
Biss, ħrigt mill-moħba
15/10/2018
Dec 9, 2018
Dec 9, 2018 at 6:35 AM UTC
I haven't slept for two days now. The nights pass by slowly as I am in deep thought, my grandmother’s radio plays at full volume in the other room, and my parents and uncle talk loudly into the ears of their loved ones an ocean away.
I hear my father tell his brother to search for his son among the bodies of the dead, I hear my mother asking for the latest news and picture her standing there holding her breathe as she listens to the tired frantic voice of the person on the other end of the line, and I play the scene over and over again where my grandmother walks slowly into my room, with a back, hunched because of years of hard labor. She stares at me with a wrinkled face and a look in her eyes that I recall seeing only a few times but only when she speaks of her past, during the rough times.
She asks me if I know what's going on, and I tell her yes. Then she begins to summarize anyways, speaking in a lowered voice so that is just above a whisper enunciating each word clearly and I understand despite the usual misunderstandings between me and her, I nod my head, and release noises known worldwide to reassure someone who is speaking that the audience is listening.
And as her words become separated by seconds that tell stories in themselves, and that look in her eyes, she says in a grave voice and in a language that seems so familiar yet foreign, “chi we dak, chi we dak” then she turns around and walks out of the room in the same fashion in which she came in.
I ponder her words as I sit there.
“The world has broken, the world has broken.”
May 22, 2014
May 22, 2014 at 6:36 AM UTC
I. '88 dakota
mondays still **** granted i don't get up at the crack of dawn no more but around noon i always feel the need to leave the rest of the day behind me and take the big red monster out and go to the beach and contemplate my life for hours, so i'll reach into my tattered 35 year old prada bag for a lanyard that says "nirvana" on it (like the band, not the stage of buddhism), but then i remember that gas guzzler and i got 337 miles between us, no more, no less.
II. whidbey
on wednesdays i feel like i've shifted into an alternate universe where there are things other than evergreen trees and dirt roads, where the view when i look out the window is an interstate and dagger-like icicles that are as tall as me. maybe it started when they took down the texaco star in freeland and maybe it started the day i left, but i'm not sure if i can remember what home feels like anymore.
III. you
i still miss you on thursdays, sometimes saturdays. i know, i thought i woulda found someone better by now too till i realized that i'd been giving myself false hope this entire time. no one will ever be you. no one's teeth will curve the same way. no one will ever love the home teams as much as you. no one will ever smile as hard when i give them my last kit-kat in a strip mall parking lot at sunset. they drink to dak prescott and spit wintergreen griz more than you ever did. i thought i would find someone better until i walked into the coldest part of heaven with some crinkled twenty dollar bills and a carharrt jacket.
-z. vega
Jan 17, 2017
Jan 17, 2017 at 6:28 PM UTC
I want the world in my hands,
But it's too dak outside for conquering,
I want to touch the stars,
But it's too cold outside for flying,
I need to feel the air,
But the wind will mess up my hair,
I need to hear the birds,
But I'm too afraid of getting hurt,
I want the grass under my feet,
But thorns are hiding out of sight,
I want to relax in the ocean,
But creatures are lurking in the night,
I need to feel the suns rays,
But it's too hot outisde today,
I need to go to school,
But the students there are cruel,
I haven't spoken in months,
Because I'm too afraid of getting hurt.
Mar 1, 2016
Mar 1, 2016 at 8:18 AM UTC
Ek is 'n alleen vlieënde uil
Ek ry op die rug van die wind
Niemand kan my hou nie
Niemand kan my vang nie
Ek lei 'n nagtelike lewe
Vol misterie
Deur die dag slaap ek
En ek **** ... ek **** nogal baie
Ek sit hier bo in my boom
Ek kyk af op die mensdom
Dom is omtrent die woord
Ek wonder hoeveel wysheid julle het
Ek wonder of julle weet *** groot 'n gebrek aan wysheid julle het
Dan in die stilte van die nag sing ek hoo hoo
Om die bygelowiges en die klein gelowiges te rattle
Veral wanneer ek op hulle huis se dak gaan sit
Dadelik skreeu hulle ... Iemand gaan dood!
Dan lag ek lekker in my vlerk vir die klomp simpel goed
Wat hieronder my rond skarrel ... Aih julle klomp liggelowige
My oë kyk deur julle
En ek weet dat julle my nie verstaan nie
*** kan julle tog ... Nooit!!!
Ek bly verre weg van die mens en die dom
Wat net wil moor en vernietig ... Di's julle natuur
Ek hou my een kant ... Want ek is een kant
Dec 28, 2020
Dec 28, 2020 at 6:58 AM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
its like walking in to a dak woom with no lights room and deperately looking for a light swiththat isn't there.
Like chiking on every word you say, terrifie of the resoce that spills through your ****** cracks=ed lips.
I cant close my eyes.
i see nothng at all.
I feel it all.
Everthing in its place that;s not supposed to be there.
walls necorted wall decortate with fist chaped wholesand shatter glass judt lkr nre carpet.
I close my eye and i see his face.
All of the face.
His long beard cover in whiskey, her thin hair, the way she said, "im going to kiss you like adults do."
It swollows me whole.
It take my minutes, my hours, my days stripped away from me.
I am nothing to be to be cared for,
I am nothing but dissasociated mindlessness.
You stole it all from me.
Every part of me was ripped away like fragibe bir bines.
Drape me in this body bag of satin sheets.
I'm too sick. Like a flu in my mid.
there is not cure.
Mar 21, 2017
Mar 21, 2017 at 6:36 PM UTC
He stares at the whizzing blades above the bed,
recalling each face during moonlight hours—
civilians twitching with each bullet as they slam
into walls, finally trapped.
His hands, trembling, remain bare
but the faint iron odor sits under his nose, unmoving
since 1967 in Dak Son.
Defeated cries pierce the early morning silence
in the village. A baby whimpers next to the body
of his mother. Women’s feet pound against gray dirt,
an anthem for the safety of children.
He visits fallen brothers, squinting
at endless rows of gravestones.
The villagers all lie together.
Nov 11, 2014
Nov 11, 2014 at 9:25 PM UTC
Żmien ta’ ferħ w ’nnoċenza
ta’ sempliċita u purezza
Żmien ħieles mill-inkwiet
u mżejjen bil-paċi fis-skiet
Dak li dejjem smajt
u dak li dejjem tgħallimt
Pero m’ huwiex dak li esperjenzajt
m’ huwiex dak li ngħatajt
Mingħalihom li tawni kollox
Mingħalihom li ma naqsuni f’xejn
Mur għidilhom kemm battejt
Kemm minħabba fihom soffrejt
Noħlom bi tfulija
sempliċi u pura
Nixtieq li ġejt mogħtija
bidu ta’ ħajja sura
16/04/2009
Dec 1, 2018
Dec 1, 2018 at 12:34 PM UTC