This is it
The only one

Everything between the rising moon
and the setting sun
is all you've got

It'd be a shame not
to make the best of it

It's a new year
What's done is done
Today is here

Move on.

low, fast moving clouds
make me feel
like i'm standing
still on a mountain

wisps of cotton candy
and wind in my hair

there is a change in the air
a slower, colder
turning motion
all around me

my head in the sky
my feet in the sea.

An Oklahoma politician
wants to outlaw hoodies
in the hood

It's true, it must be
I read it in Fox News  :)

I'd sooner be in Missouri or Cleveland
or New York City where you don't have to
wear a hoody or raise your hands to get shot


There are other things more pressing
than hoodies in the hood
that don't need ironing

like hoods in suits
and the elephant in the room
that needs shooting.

blot et par måneder siden, ville selv det mindste tegn på oprigtighed vise sig ved sentimentalitet
Vi ville grine og nyde sommeraftener sammen, vi ville skåle for vores dybe samtaler svøbt i champagne
vi ville fortælle sandheder og hvide løgne, og ingenting ville kunne males ovenpå det lærred af glæde og kreativitet vi havde formet
Men når det kom til stykket
Ville vi ikke dele oplevelser eller indre tanker, end ikke når det var vinter og det regnede og var koldt
Vi ville ikke drikke kakao sammen, og varme os ved pejsen
Nej, om vi ikke ville sprede selviskhed og irritable toner
Fordi at tiden heler ikke sorg, den lindrer bare og vi fortrænger
Hvilket er det jeg tror der skete
Vi fortrængte minderne
Og det kan vi ikke gøre noget ved

I don’t want to be
the fat kid on the seesaw
anymore

The let down
the crash into
the dirt

I want to build castles
in the sandbox

Maybe  
hang precariously
inverted

Or perhaps slide
perpetually

Or swing so high
I might go upside down

then just
let go into a freefall
jump

She must've gotten tired
of slicing her wrists with razors
And setting fire to her skin
So she burned herself on lovers
And cut herself on friends

i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv