"trods" poems
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
Mar 13, 2016
Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC
Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.
May 29, 2016
May 29, 2016 at 5:26 AM UTC
Laying there,
Almost asleep.
Silent, Rustling thoughts.
Reach out for my friend,
...The Heavens stamp upon my weakened chest,
My relentless, petrified trembling.
Is this my becoming?
No.
I am Stronger than This.
~
Let the beast trod his energy asunder until he trods his last.
And there I stand.
I labor these embrittled bones to rise.
I stand here.
I bleed all I have and more,
as I stare into your pestilent eyes,
and I say,
I.
Am.
Strong.
You will not take this from me,
I fear you not.
No matter how many times you crush my heart,
I will rise.
Again.
And Again.
Until the day I rise above you and I can finally...
give you my thanks.
This endless torrent of pain that pours from my heart feeds the earth within which my roots are planted.
I grow stronger with each drop.
You cannot take from me what you've never known.
But,
I forgive you...
because I am strong.
I am.
~Robert van Lingen
Dec 18, 2018
Dec 18, 2018 at 12:51 PM UTC
- en at kigge på når jeg vågner søndag morgen
- en der vil tage min hånd og danse rundt med mig
- en at dele de ting der gør mig lykkelig med
- en at dele de ting der gør mig bedrøvet med
- en som vil have et godt forhold til min familie
- en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys
- en at tage med ud at se på kunst
- en at diskutere politik og læse avis med
- en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden
- en der ville tage med mig til Paris
- en som vil kysse min nakke blidt i søvne
- en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med
- en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det
- en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes
- en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes
- en at læse mine digte højt for
- en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange
- en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv
- en at lytte til lækker musik med
- en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange
- en som tør dele sine tanker og følelser med mig
- en at lytte til
- en at leve for
- en at elske med
- en at kysse på
- en at have tillid til
- en som elsker mig på trods af mine fejl
- en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter
- en som syntes at disse ting også er væsentlige
Dec 4, 2015
Dec 4, 2015 at 7:42 PM UTC
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
min mor har altid set på mig som en kat
*** kan ikke fordrage det dyr
betegnelsen var baseret på et digt *** engang hørte
noget om en kat der strejfede rundt
og ikke havde nogen ejermand
for den var helt sin egen
trods min mor ikke kan fordrage katte
er der én kat *** elsker ubetinget
den sorte kat fra digtet
og jeg har altid været katten der ikke
ville fanges, ikke ville tæmmes eller bestemmes
så min mor gav op og lod mig gå mine egne veje
et og et halvt år gammel og store øjne
min mor prøvede at beskytte og nusse om mig
men allerede der var jeg blevet til en kat
jeg svarede hende "det skal du ikke kymre dig om mor"
så drejede jeg om og spaserede væk
min mor kunne aldrig beskytte den sorte kat
så *** lærte at elske den, netop fordi den er helt sin egen
og ingen andres
Nov 26, 2014
Nov 26, 2014 at 5:48 PM UTC
den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner
Feb 12, 2015
Feb 12, 2015 at 8:56 AM UTC
Methinks he doth not have compassion,
as his gaze strays to the waxed floor, and into the blinding florescent light
in four brief moments,
never once trying to reflect a sense of empathy.
For the petals of all flowers does wither
as does the strong winds eventually lose momentum.
And into that dark place,
where one's heart is discarded into
the deep Caribbean blue mass of water
--floating alongside the millions of seawater wonders--
empathy flees the best of mankind
elsewhere.
And who's fault is to blame?
A question even the most intelligent of beings
and the most worldly of people
cannot earnestly answer?
And he is here.
his words unthinking
and "free-willed"
scorning the self-piteous.
whilst he refuses to acknowledge
his own state of being maudlin.
and this fine youth trods on
unknowingly
stepping closer to the seawater wonders,
lost.
and a little bit more.
and a lot more less.
but inevitably
Oct 31, 2011
Oct 31, 2011 at 7:40 PM UTC
If you love me so. take hold of me
will be going deep in thine abyss
I peck thee soft with sweet velvet lips
settle in like monarchs
sitting in thine empirial chair
wherth slow wizard trods
just passed the golden gates
each there own pod
over the sunlit hill
with trumpets sounding shrills
sauntering in the reflective pond
his royle holiness
Jun 2, 2015
Jun 2, 2015 at 9:44 PM UTC
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.
Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.
En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.
Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
Oct 11, 2015
Oct 11, 2015 at 5:44 PM UTC
du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig
Oct 28, 2015
Oct 28, 2015 at 6:01 PM UTC
Sunday's somewhere in the teal dawn
wandering on a lukewarm breeze.
Monday pens weary travelogues
with fugal prose of frozen seas.
Tuesday holds a gilded halo
of sunlit cirrus atop the knoll.
Wednesday gathers ornate words
and begets infinity upon a scroll.
Pale gleams flutter
upon a lap of willowing streams
and in a dream, the sun melts
as the moon sets at the end of my bed.
Island marooned, mana consumed,
and with ancient runes, a song is stitched
as love is woven in the white of wool threads.
Thursday hums a quiet tune
and lilts over the azure morn.
Friday trods the afternoon
through blossom and thorn.
Saturday nestles in cool dusk;
a shroud of purple-painted skies.
We'll blot a scarlet streak of stars
and crown the night with your hazel eyes.
Mar 11, 2023
Mar 11, 2023 at 2:51 PM UTC
regretting the life I have chosen to live is not something I aimed to see,
the more this temple trods this earth,
the more this soul wishes for release,
happiness is a place where they both join in hand in triumph,
until that day, they remain at war,
they remain these never ending enemies at opposite ends,
the soul wishes for peace but the temple remains,
uncooperative
Jun 3, 2016
Jun 3, 2016 at 12:17 PM UTC
The time has come, the Poet said
To talk of other things
Of War and Tax and Poverty
Of Peasants and their Kings
And all the treasures of the sea
That never shall be found
And all the Good that speaks in vain
That trods upon the ground
And why WE try, I shall not know,
For all will trod again
And all the truths that 'ere befalls
Shall perish now in vain
When all men born who cast a verse
A poet shall they be
And all of those will play their part
In slaying poetry
Jul 17, 2013
Jul 17, 2013 at 7:23 AM UTC
jeg har skrevet
i hvad der føles som årtier
med rystende fingrebevægelser
på mit drivvåde tastatur
kolde fornemmelser
i håret
trods fjernvarmefyrets temperatur
er plus 21 grader celsius
hvorfor har jeg gåsehud?
og hvorfor må ingen se
mine "værker"?
Oct 15, 2014
Oct 15, 2014 at 10:46 AM UTC
UDBRÆNDT ILDSJÆL
INGEN FLAMMER I BÅLSTEDET;
BLOT GLØDER
EN ULMEN
INGEN ÅBEN ILD, MEN:
INDRE VARME, SVITSEN
EN DØDBRINGENDE KERNE
UNDER DEN GÅ, OPBRUGTE
SKAL
SÅ RØR MIG IKKE,
PÅ TRODS AF MIN
UDSLUKTHED
MEDMINDRE DET ER MED
FORBRÆNDINGER I TANKERNE
FOR JEG ULMER STADIG;
ILDEN ER IKKE
BEKÆMPET
JEG BRÆNDER
OP
LANGSOMT
SÅ KOM IKKE NÆR
Oct 23, 2015
Oct 23, 2015 at 4:49 PM UTC
The times are young
And the times are tough
The mountain man sews his cloth
The winter is gonna be rough.
He palms the sweat from his brow
Out the window he surveys his plow
Jagged rust
Scratched iron's reaction to snow
By the pond lies his cow
His beloved bovine Big Brown
And he recalls the calf, after birth, lying on the ground
The mountain man sighs in desperation
His wife and daughter with gaunt faces warm their skinny bones by the fire
The cast shadow paints them like death
Flies swirling in their breath
And the mountain man grabs his gun.
With heavy heart, and heavy boot he trods the winter mix,
Jagged soles so as not to slip.
A single tear steams as it strolls his face.
Two shells in their homes
Aims the barrel to the brown beast's nose.
Past the eyes, antlers reveal with grace.
He pulls the trigger and the snow is painted red.
The animal falls dead.
He turns to the house and sees his daughter through the window peer,
Notices the anticipation on her face
And gives God grace for the deer that took Big Brown's place.
Feb 5, 2016
Feb 5, 2016 at 3:13 PM UTC
Look at that bird so sweet and free
always listening, and singing.
Yesterday morn she sat by me.
Naught but love and peace she's bringing,
Even now, delight's new meaning.
In isolation's bitter cage
She presented herself to god.
Caught between a rock and the wind
Underneath bitter love she's pinned.
'Til we march where satan trods,
everything will be done, I've sinned.
Nov 10, 2013
Nov 10, 2013 at 2:54 AM UTC
Oh, how when I consider how my life is spent
It seems as though
it is some sad tell
told by some melancoly fool
who never knew the meaning of life
and never knew the way to a happy life.
Oh, all through this sad live that I live
I have ever been searching
and hoping to find its true meaning
like a man without a home
who restly trods this earth
for to know
why he should ever live.
Oh, I know that some great mind
and some great heart
conceived all that ever was
and all that shall ever be.
Oh, if my poor sad and forlorn heart
could ever become one
with that great heart
and that great mind
to know the love of all things.
Oh, to love beyond all mortal words!
Oh, for this I would gladly
let this mortal life
slip away between my fingers
and my heart beat no more.
Oh, how I know
that the one who formed you
and gave life to your lovely frame
breathed into you
a beauty beyond the beauty
of all other created things
and such a warm loving heart
like the one that beats
in his loving chest.
Oh, and all the beauty
upon the green hills of heaven
I can see in your eyes
and in your smile
I know there is a wisdom
beyond time.
Oh, and I know
that I shall never be the same again
for you hold my heart in your hands
and I have not the desire to escape
from the bonds of love
that hold me close.
Oh, for who when they have ever seen
such beauty
that has come from the heavenly realm
that makes all words
dead upon the cold winter ground.
Oh, can ever again be satisfied
with this base and lowly earth.
Oh, how I know
that I shall be held captive
by all the beauty that flows
from your soul
and all the music I hear
that comes from your beating heart.
Oct 28, 2016
Oct 28, 2016 at 5:45 PM UTC
De forlader mig aldrig, trods modstand
En evig modstand, en evig påmindelse
En påmindelse om, at jeg eksisterer
Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem
For mindet om min eksistens
Giver mig liv, holder mig i live
De er som Vivaldis symfonier
Vintermåneden
Dominerende, skiftende, fængende
Aug 26, 2014
Aug 26, 2014 at 3:52 PM UTC
Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den.
Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start.
Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.
Aug 12, 2017
Aug 12, 2017 at 6:46 AM UTC