Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Clindballe Aug 2019
Eternity is every mans ambitious endeavor with woman of mine and child in hand. This utopia which emerges from love and greediness is my life’s paradox. My most eager wish of eternal life is bypassed by my sensitive tear canals my over sensitivity for life in this world which the universe has created for me. Ungrateful for this nonpareil chance, a life as an intellectualistic individual in a cosmos with 7.5 billion other intellectual fellow creatures. Despite it all my mind still desires to let life be and let go of the dream.
Written: 29. December - 2018

Dansk version:
Fra vugge til grav

Evighed er en hver mands ambitiøse bestræbelse, med kvinde min og barn i hånd. Denne utopi som opstår af kærlighed og grådighed er mit livs paradoks. Mit mest ivrige ønske om evigt liv kortsluttes af mine følsomme tårekanaler, min overfølsomhed for livet i den verden, som universet har skabt for mig. Utaknemlig for en enestående chance, et liv som et intellektualistisk individ i et kosmos med 7,5 milliarder andre intellektuelle medskabninger. Trods min længselsfuldhed begærer mit sind en hvis trang til at lade livet ligge og slippe drømmen.
Victoria Wilhelm Aug 2019
I New York City;

i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der        altid bliver overhalet


I New York City;

på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl  der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement      mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?


I New York City;

alle blikkene kører som elevatorer         op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke



altid dette i New York City; (og alle andre steder)

blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe

min krop, der er så kold.


I New York City;

*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square    igen  
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke   ikke for nogen.

Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Hazel Aug 2019
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
-Hazel
Clindballe Aug 2019
Depression always sits on the edge of the bridge that I call my brain ready to throw us both into the deep water where we drown together like a twisted one-man Romeo and Juliet act. Sometimes I let my sick thoughts take control they always wanted what’s best for me like when the self destructive thoughts tried to convince me that it was seppuku and not suicide even though the only deference is the level of holiness. No one should open Pandora’s box and get to know all its secrets. I would rather die than keep on living knowing that people worried about me but my anxiety for death saved me. My biggest inner-conflict is between my depression and anxiety, one tries more eagerly than the other to take control while I walk the bridge of memories and trauma - a alternative history lesson that always begins with once upon a time and ends with a to be continued that might never continue.
Written: November 25 - 2017

Danish version:
Depressionen sidder altid på kanten af den bro, jeg kalder min hjerne, klar til at kaste os begge i det dybe vand, hvor vi drukner sammen som en forskruet form for en-mands Romeo og Julie akt. Nogle gange lader jeg mine syge tanker tage kontrollen, de har altid villet mig det bedste, som da de selvdestruktive tanker var ved at overbevise mig om at det var seppuku og ikke selvmord, selvom forskellen blot er helligdom. Ingen skulle åbne pandoraæske og kende til dens hemmeligheder, så hellere dø end leve videre med tanken om at folk bekymrede sig. Men angsten for døden reddede mig. Mit største indre-dilemma er mellem depression og angst, den ene forsøger mere ivrigt end den anden at tage kontrollen, mens jeg går over broen af minder og traumer, en alternativ historietime, som altid starter med der var engang og slutter med en fortsættelse som aldrig vides sikker
Carl D'Souza Jul 2019
I am eating
slices of delicious
Danish Havarti Cheese:
smooth
creamy
nutritious with calcium and protein;
my tongue is enjoying the taste
my stomach is enjoying the nutrition.
Lejla Hott May 2019
Stor og stærk som en marmorsten,
Hans blå bedrageriske øjne.
Facaden dækker den pinefulde leen
Samt de enigmatiske løgne.

Overvældende følelse af ansvarlighed;
Forventningerne er høje.
Det skyller ind over hans dyster sind,
Han lader sig nu bøje.

Den urene og maliciøse ravn,
Omslutter hans inkurable krop.
Ølflasker i hans favn,
Stakkels fyr kan ikke holde op.

Svagt blinkende gadelygter,
Viser vejen til sandheden; livets fjende.
Den han med hele hjertet frygter,
Hvornår ville denne lidelse ende?

- Lejla Hott
Hazel Apr 2019
Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til. 
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!
-Hazel
Martin Narrod Nov 2018
You sleep they come, you sleep they go. They strike it rich, they take their gold.
They stake your home, you lose your house. Their life may change, you’ll lose it all. Ouchita surplus garbanzo bonanza. Milky white thistle caterpillars encircling State Farm. Around the rosy, redness blooms. First in a scratch, then flooding soon. You they watch, they watch you halved. First, you gave up plastic bags. Now plastic straws, and soon a water tax. The facts may might farriers to make haste with maize, face fate with rays of sun plants, and laughter, goodness stitched into new seeds we need to sew. New pith to chew our speed and seed pods back into. New buckets to hide the tragedies we’ve given into. Peace test, speed test. Time’s up and the beast continues. Some starve heading the tables of ancient feasts, infeasible feats that backroom recording darkness flows to fever grips in crimson-painted streets throw whim through. Chief prisoner that we’ve turned into? Where come we when new winds throw her Earth down, to see this missing blessed ‘being where unshucks from mystery and hide of humans’ rind, polls the throes in wheat to patrol these streets, puh lease don’t let this be the sh*t new DJs push their interdigital civics' symptom just to watch their hips get prompted down.

Who wants to be prompted. Particularly not we. Not now. Not a present. Not of precedent, and certainly not with this incredibly myopic disorderly gag borderer promulgating fact-less el ordeals. Wish these weren’t our ideals? Think again.

Faster than air conditioning units plucked out from under eaves, suspense is just injustice suspect from corruptness. Untouchable blood mensches, Houdini's that’ve come straight down the drain to take The Duchess. Forget smoke relief, screens between players in the first box, and the fellas driving the hearse, box first to fifteen with a given chance to clock down at the top if there’s a draw or otherwise start in at the Bell and pick up as many two or three rounds need to be until one side forgets why it needed to stand up to be put down, so then the Reader’s can connect with a truth mercurial and persistent with which needs to be more regularly achieved. Parts in pieces, or even just pieces in parts. If we don’t start to look at the pieces we’re never gonna figure this all out. We’re never going to make it to the paper on the sidewalk reminding us why we’re wandering around waiting to find a piece of paper to tell us everything, because look left, look right, and then turn around, answers to the questions you seek have never been more available than today.
Hazel Aug 2018
Deja-vu
På en måde
Og så alligevel
Ikke.
-Hazel
Next page