Du vasker dine lagner hvide
Renser dem for dårlig samvittighed
Fjerner hvert et spor
Vasker dem indtil de kun lugter af billigt vaskemiddel
og skylder minderne ud
i afløbet

den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner

I de hvide lagner opstår de hvide løgne. Forskruede sandheder der uden tøven er klar til at passere dine læber unden at overveje konsekvenserne. På deres vej mellem dine læber og mit øre, overvejer de ikke een gang hvem de kunne såre, eller hvad de kunne ødelægge.
De danser blot gennem luften, ubekymrede og smålige. De tre små ord, med den største betydning. Men jeg anser det ikke. Jeg er for betaget af din ydre skønhed til at indse at du, i mine hvide lagner fortæller hvide løgne.