Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Nat Lipstadt Nov 2018
strike my eyes lovely


for S. B.

by way of introduction,
when you have gone to confession,
freely admitting you have nothing left for others to harvest,
no seed to plant a new crop, and lies and laughter, interchangeable,
there is no poetry left, not even raisin scone crumbs,
one good friend informs that a forgotten five month old poem,
a computer has selected & resurrected, for distinction

so months later you snicker for you have been seriously
self-kicked away from writing, all your vocabularies,
trite and yellowed overused, and you read
really good poetry and are
slapped-seen-outed by the impoverishment of
your own no-winsome word-smithy,
no delusions, even this, but a-quick script, more a thank you note,
and it’s the only lasting quality is the
genuine nature of its intent
but the poem itself falls bottom of the cliff, short on quality,
a victim of your dissatisfaction

let me explain better

she messages you while the time difference works in her favor,
she reads while you sleep the sleep of the soul-exhausted,
she, scoffing at your claims of motivation deprivation,
as she cherishes this forgotten one,
with words that cannot be ignored

the poem

                 strikes her eyes lovely

daggered, this morning phrase cannot go unchallenged  

for this a compliment that any poet would
weep for, be inspired by, stung into action,
provoked, ego flattered and challenged to-do more-better,
what writer could want for anything more!

who can own this ability  
accept this ultimatum of success, a cross-word crucification

to strike down lovely
the readers eyes, almost all once,
almost excuses me forever
for trying and failing so many times

you smile
but not in the chest where
lovely
needs to strike you

for if you cannot strike the readers eyes again and again, then...
let the moment gleam, and then disappear,
again and again, stored but not restorative

11/21/18
Miami
Hazel May 2017
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***.
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
-Hazel
Hvad skete der
Hvad fik jeg sagt
Hvilke tankestrømme spyttede jeg ud i dit lyttende ansigt
Tårernes aftryk, mærker jeg på min kind
Din lyd runger stadig i min øregang
Det du sagde
Satte sig på hjertet
Afgørelsen blev aldrig gjort
Gør den nu?
Jeg vil ikke glemme
Men lad os pakke det væk
Trøjerne er vores teaterpladser
til aftenens halvkølige forestilling
udspillende på det store blå lærred

Den handler om bølgerne
om hvordan der aldrig er to
som er helt ens

Veje af skovbund bærer
vores kroppe på cyklerne

Med uophørlig tillid
lader vi dem lede os sammen.
Sofie Esmeralda May 2015
låser døren
tænder lyset
sætter mig i stolen
tænker
Sofie Esmeralda May 2015
8//
dem der af alle eller ingen
grund
er oppe om natten
mens det dæmpende tæppe af mørke
synger alle til køjs
de åbne øjne i natten
dem der ikke burde være
men alligevel er
dem der har mest at tænke over
og mest af alt burde sove
Jane Deer May 2015
flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej
Ordomkasteren Jan 2015
Nat
I de aller
længste
sorte, mørke nætter
fyldt til randen
med regn
er det så rart
at vandre
forpjasket
fordrukken
over det brolagte
søgende efter det
absolutte ingenting
i mørke kopper
med den næste salige lykke i.
Ordomkasteren Jan 2015
Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.
Next page