Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ungdomspoet Dec 2015
en at kigge på når jeg vågner søndag morgen
- en der vil tage min hånd og danse rundt med mig
- en at dele de ting der gør mig lykkelig med
- en at dele de ting der gør mig bedrøvet med
- en som vil have et godt forhold til min familie
- en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys
- en at tage med ud at se på kunst
- en at diskutere politik og læse avis med
- en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden
- en der ville tage med mig til Paris
- en som vil kysse min nakke blidt i søvne
- en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med
- en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det
- en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes
- en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes
- en at læse mine digte højt for
- en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange
- en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv
- en at lytte til lækker musik med
- en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange
- en som tør dele sine tanker og følelser med mig
- en at lytte til
- en at leve for
- en at elske med
- en at kysse på
- en at have tillid til
- en som elsker mig på trods af mine fejl
- en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter
- en som syntes at disse ting også er væsentlige
Be My Metaphor Apr 2014
*** var ødelagt. Revet op indenfra.
Det plagede hende, og *** frygtede, at det ville være der for altid.
Hvordan han bevægedede hendes følelser.
Hvordan han hviskede til hende.
Hvordan han rørte hende.

*** talte altid om det. *** talte altid om ham.
*** gav ham skylden for næsten at tage hendes uskyld.
Det gjorde ondt.
Det gjorde ondt at skulle høre på. Det gjorde ondt, at *** bebrejdede ham alt. Det gjorde ondt at se hende give op.

Det gjorde ondt, at vide hvordan *** havde det.  
Det var en smerte som forsatte, hvor hendes historie slap.
Tankerne om hvordan det kunne have udviklet sig...
Jeg har selv været der.

Jeg kender den forsættende smerte.
*** tror, at *** forstår det. Men *** vækker bare minder.
Og jeg vil gøre alt for at passe på hende. For at hendes smerte aldrig skal nå så lang. For at *** kan komme lidt videre.
For at *** kan få et liv.

Men *** må stole på mig. *** må føle kærligheden.
*** skal føle min kærlighed.
Men hvad er kærlighed uden tillid?
    
                                                              *SK
Sie halt meine Liebe
Noch im Speicher
Ihre Augen werde ich nie vergessen
Ich sah Gott in ihr wie kein anderer
Wenn ich sie wieder zu sehen,
Wenn dor Tod keine Grenze
Lass es sein, oh Gott, lass es sein

Sie ubt Achtsamkeit in ihrem Gang
Sie spricht, wenn sie spricht
Sie liebt es, wenn sie allein ist
Sie erzahlte mir,
Und ich glaube, sie

Wenn das Ego hingibt Stolz
Wahre Macht gehalten wird
Wahre Liebe aufgedeckt
Und die wahre Wahrheit ans Licht -

Her kiss of days between

She holds my love
Still in memory
Her eyes I’ll never forget
I saw God in her like no other
If I am to see her again
If death is of no boundary
Let it be, oh God, let it be

She practices mindfulness in her walk
She speaks when she talks
She loves when she is alone
She told me
And I believe her

When the ego surrenders pride
True power is held
True love is uncovered
And the true truth is revealed
Matthew Harlovic Sep 2019
You profess to value all life
so you don't strike to ****
You hype the truth, and
gorge on the fear you instill

© Matthew Harlovic
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
ryn Dec 2015
.
*    |                                       |                                              |
    |                                       |                                              |
    |                                       |                                              |
     |                                    •arches                                      |  
   |                                 up top bef-                                   |
   |                               ore tapering                                   |
   |                                   down to                                      |
   |                   ­                    the                                           |
    |                                         ­                                            ooo
       |                   ooo    bottom•a sym-      ooooo         ooo    o
   |              oooo    bol that holds my en-     oooo      ooo
|       oooo        tirety for ransom•a hos-      oooooo  
|   ooo              tage situation that made          ooo    
ooo                   me so willing•truss me                      
  ooo              up, bound...  i am not                      
oo            fighting•call this in-              
          oo            sensibility... name                         
ooo                  this foolery•i am                   
   ... but a branch
dangling off
|                           a  tree•                            |  
|                call                           thus            |  
|           me   an                        i   am           |  
|          idiot... la-                 the doll,          |    
|            bel  me a              from  oth-         |    
|            nitwit•for          ers, set far          |    
|                i only                    apart•           |    
|     have my                             i am the     |    
| strings...                                      marione-    
i am but                                             tte who's
a limp                                                        after
pup-                                              your
    ­ pet•                                         heart•
*
.
By far the toughest concrete poem I have ever attempted!

Concrete Poem 29 of 30

Tap on the hashtag "30daysofconcrete" below to view more offerings in the series. :)
.
Edna Sweetlove Aug 2015
A bilingual "Barry Hodges" poem!

Ah, beloved Dachau!
Thou delightful Bavarian city of charm,
History has made thy name immortal
Yet cruel warfare has passed you by.
Thank God thy medieval streets and squares
Remain untouched by high explosives.

I took a lovely young maid there
For a weekend of rampant love,
But, after an immense meal of pork chops,
Sauerkraut, Blutwurst and Bratkartoffeln,
Her stomach exploded like a grenade
And her gorgeous body was ruined.

How cruel is life in our modern world!
As I sat weeping in the Pension Eichmann,
Looking through the contents of her wallet,
I decided to pay her a fitting tribute
By buying a night with the fat chambermaid,
Who swore she was you-know-who's ******* great-granddaughter.

O great joy, she said, since it was the low season in Dachau,
We would be joined by her bony bulimic friend Angelika
(Himmler's great-niece), two mouthfuls for the price of one,
Thanks be to God, it was the just right time of the month
For such a cosy little *******, because although I love raw meat
I am less keen on it being oozing blood, so ******* vampires.

And now for the German version!*

Ach, geliebte Dachau!
Du schöne bayerische Stadt mit Charme,
Die Geschichte hat deinen Namen unsterblich gemacht
Unt grausame Kriegsführung hat umgangen werden Sie.
Gott sei Dank, dein mittelalterlichen Straßen und Plätzen
unberührt von hochexplosiven Sprengstoffen zu bleiben.

Ich lockte ein schönes junges Mädchen dort
Für ein Wochenende der grassierenden Liebe,
Aber nach einer gigantische Mahlzeit von Schweinekoteletts,
Sauerkraut, Blutwurst und Bratkartoffeln,
Ihr Bauch explodierte wie eine Granate
Und ihre wunderschönen Körper ruiniert war!

Wie unfreundlich ist das Leben in unserer modernen Welt!
Wie ich in der Pension Eichmann weinend saß,
Beim Blick durch den Inhalt ihrer Geldbörse,
Ich entschloss mich, ihr ein passender Tribut machen
Mit dem Kauf einer Nacht mit dem großen Zimmermädchen -
Sie hat geschworen, war der illegitime Ur-Enkelin des Eichmann.

O große Freude, sagte sie. In der Nebensaison Dachau,
Wir würden uns von ihrer Freundin Angelika (Himmlers Großnichte),
Verbunden werden, zwei Bissen für den Preis von einem,
Gott sei Dank, war es die richtigen Tage im Monat
Für solch einen gemütlichen kleinen Orgie, denn obwohl ich liebe Fleisch
Ich bin weniger daran interessiert, wenn es Blut sickert. Vampire raus!
jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk
- digte om et papmachesind
Frederik B Aug 2014
"Du skal huske, at det er let at tage to dage ud af kalenderen. Det svære er at få dem tilbage igen. Nyd dit liv og gør det til dit eget."

(Aksel Bartholomæussen)
Du er savnet.
udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
  fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera
Annesofie Olsen Jun 2016
Hendes sved på hendes lår når *** lå i det rigtige lys, lignet det kokain. Jeg havde lyst til tage det. Jeg har lyst til at tage kokain, som jeg har lyst til dig.
chimaera Feb 2015
yeah you did
and now you don't
'cause this furry one
pulled the carpet
on the oldie and her
smashing umbrella
and finally
took his revenge
even texted it in 140 plain
characters or less
yeah i ate the tweety
and it made me burp but
this putty tat taught the tage

#thehellwiththebirdie
8.1.2015

1. I Taw a Putty Tat is a 1948 short Merrie Melodies animated cartoon directed by Friz Freleng. It stars Tweety and Sylvester, both voiced by Mel Blanc. [http://en.m.wikipedia.org]
2. I guess it turned into a confession of my disappointment on using twitter...(may twitter lovers forgive me!)
Frederik B Oct 2015
Vi har løbet så længe
kan vi tage det med ro
og for en gangs skyld
Lad os være hinanden tro

Du er min blomst
lad mig være din biolog
helt ærligt kvinde
Jeg vil høre hvad du tænker på

Det kan blive os mod verden
du skal ikke være bange
lad mig fri dig fra dine tanker
Vi kan klare det her sammen

Hvad er tid når du er nær mig
det står stille i mit hoved
siger ikke at vi har travlt men
Tiden går hurtigere end jeg troed

*(f.b)
Kan læses forfra og bagfra.
Annesofie Olsen Apr 2015
lad mig tage på en tur i dine tanker
lad dem føre mig hen til et ukendt sted
lad denne ekspedition gøre mig klogere på dig og livet
lad mig tage afsted i nat.
Johanna Khan May 2013
Mit jeder Träne die fällt
Werden meine Gedanken klarer
Mit jeder Träne die fällt
Zerplatzt ein neuer Traum
Mit jeder Träne die fällt
Zerbricht mein Herz in neue Stücke

Dein Anruf hat mein Herz zum Rasen gebracht
Ich konnte nicht aufhören zu lächeln
Die Zukunft war eine Traumwelt
Du und ich und unsere Träume in ihr vereint
Gedanken an dich haben meine Tage verschönert
Gedanken an deine Stimme
Gedanken an deine Augen
Gedanken an deine Umarmungen
Gedanken die mich lächeln ließen
Und mir jetzt das Blut in den Adern gefrieren lassen

Mit jeder Träne die fällt
Werden meine Gedanken klarer
Mit jeder Träne die fällt
Zerplatzt ein neuer Traum
Mit jeder Träne die fällt
Zerbricht mein Herz in neue Stücke

'Take care' waren meine letzten Worte an dich
Die Antwort von dir - nur ein Lächeln
Dein letztes Lächeln für mich
Ist im Nachhinein auch mein letztes Lächeln gewesen
Nun flüstere ich jeden Abend mit dem Mond
Doch mein 'I miss you' wird dich nicht erreichen
Denn dein Mond ist jetzt ein anderer
Du hättest dieses eine Mal auf mich hören sollen!
Parce que, jargonnant vêpres, jeûne et vigile,
Exploitant Dieu qui rêve au fond du firmament,
Vous avez, au milieu du divin évangile,
Ouvert boutique effrontément ;

Parce que vous feriez prendre à Jésus la verge,
Cyniques brocanteurs sortis on ne sait d'où ;
Parce que vous allez vendant la sainte vierge
Dix sous avec miracle, et sans miracle un sou ;

Parce que vous contez d'effroyables sornettes
Qui font des temples saints trembler les vieux piliers ;
Parce que votre style éblouit les lunettes
Des duègnes et des marguilliers ;

Parce que la soutane est sous vos redingotes,
Parce que vous sentez la crasse et non l'œillet,
Parce que vous bâclez un journal de bigotes
Pensé par Escobar, écrit par Patouillet ;

Parce qu'en balayant leurs portes, les concierges
Poussent dans le ruisseau ce pamphlet méprisé ;
Parce que vous mêlez à la cire des cierges
Votre affreux suif vert-de-grisé ;

Parce qu'à vous tout seuls vous faites une espèce
Parce qu'enfin, blanchis dehors et noirs dedans,
Criant mea culpa, battant la grosse caisse,
La boue au cœur, la larme à l'œil, le fifre aux dents,

Pour attirer les sots qui donnent tête-bêche
Dans tous les vils panneaux du mensonge immortel,
Vous avez adossé le tréteau de Bobèche
Aux saintes pierres de l'autel,

Vous vous croyez le droit, trempant dans l'eau bénite
Cette griffe qui sort de votre abject pourpoint,
De dire : Je suis saint, ange, vierge et jésuite,
J'insulte les passants et je ne me bats point !

Ô pieds plats ! votre plume au fond de vos masures
Griffonne, va, vient, court, boit l'encre, rend du fiel,
Bave, égratigne et crache, et ses éclaboussures
Font des taches jusques au ciel !

Votre immonde journal est une charretée
De masques déguisés en prédicants camus,
Qui passent en prêchant la cohue ameutée
Et qui parlent argot entre deux oremus.

Vous insultez l'esprit, l'écrivain dans ses veilles,
Et le penseur rêvant sur les libres sommets ;
Et quand on va chez vous pour chercher vos oreilles,
Vos oreilles n'y sont jamais.

Après avoir lancé l'affront et le mensonge,
Vous fuyez, vous courez, vous échappez aux yeux.
Chacun a ses instincts, et s'enfonce et se plonge,
Le hibou dans les trous et l'aigle dans les cieux !

Vous, où vous cachez-vous ? dans quel hideux repaire ?
Ô Dieu ! l'ombre où l'on sent tous les crimes passer
S'y fait autour de vous plus noire, et la vipère
S'y glisse et vient vous y baiser.

Là vous pouvez, dragons qui rampez sous les presses,
Vous vautrer dans la fange où vous jettent vos goûts.
Le sort qui dans vos cœurs mit toutes les bassesses
Doit faire en vos taudis passer tous les égouts.

Bateleurs de l'autel, voilà quels sont vos rôles.
Et quand un galant homme à de tels compagnons
Fait cet immense honneur de leur dire : Mes drôles,
Je suis votre homme ; dégaînons !

- Un duel ! nous ! des chrétiens ! jamais ! - Et ces crapules
Font des signes de croix et jurent par les saints.
Lâches gueux, leur terreur se déguise en scrupules,
Et ces empoisonneurs ont peur d'être assassins.

Bien, écoutez : la trique est là, fraîche coupée.
On vous fera cogner le pavé du menton ;
Car sachez-le, coquins, on n'esquive l'épée
Que pour rencontrer le bâton.

Vous conquîtes la Seine et le Rhin et le Tage.
L'esprit humain rogné subit votre compas.
Sur les publicains juifs vous avez l'avantage,
Maudits ! Judas est mort, Tartuffe ne meurt pas.

Iago n'est qu'un fat près de votre Basile.
La bible en vos greniers pourrit mangée aux vers.
Le jour où le mensonge aurait besoin d'asile,
Vos cœurs sont là, tout grands ouverts.

Vous insultez le juste abreuvé d'amertumes.
Tous les vices, quittant veste, cape et manteau,
Vont se masquer chez vous et trouvent des costumes.
On entre Lacenaire, on sort Contrafatto.

Les âmes sont pour vous des bourses et des banques.
Quiconque vous accueille a d'affreux repentirs.
Vous vous faites chasser, et par vos saltimbanques
Vous parodiez les martyrs.

L'église du bon Dieu n'est que votre buvette.
Vous offrez l'alliance à tous les inhumains.
On trouvera du sang au fond de la cuvette
Si jamais, par hasard, vous vous lavez les mains.

Vous seriez des bourreaux si vous n'étiez des cuistres.
Pour vous le glaive est saint et le supplice est beau.
Ô monstres ! vous chantez dans vos hymnes sinistres
Le bûcher, votre seul flambeau !

Depuis dix-huit cents ans Jésus, le doux pontife,
Veut sortir du tombeau qui lentement se rompt,
Mais vous faites effort, ô valets de Caïphe,
Pour faire retomber la pierre sur son front !

Ô cafards ! votre échine appelle l'étrivière.
Le sort juste et railleur fait chasser Loyola
De France par le fouet d'un pape, et de Bavière
Par la cravache de Lola.

Allez, continuez, tournez la manivelle
De votre impur journal, vils grimauds dépravés ;
Avec vos ongles noirs grattez votre cervelle
Calomniez, hurlez, mordez, mentez, vivez !

Dieu prédestine aux dents des chevreaux les brins d'herbes
La mer aux coups de vent, les donjons aux boulets,
Aux rayons du soleil les parthénons superbes,
Vos faces aux larges soufflets.

Sus donc ! cherchez les trous, les recoins, les cavernes !
Cachez-vous, plats vendeurs d'un fade orviétan,
Pitres dévots, marchands d'infâmes balivernes,
Vierges comme l'eunuque, anges comme Satan !

Ô saints du ciel ! est-il, sous l'œil de Dieu qui règne,
Charlatans plus hideux et d'un plus lâche esprit,
Que ceux qui, sans frémir, accrochent leur enseigne
Aux clous saignants de Jésus-Christ !

Septembre 1850.
Ciel Noir Mar 2019
Filling with hope
Like the spring tomorrow
When the rain
Washes away my sorrow

Peace fills my wings
And the fear disappears
When the rain
Washes away my tears
Isha Nov 2016
Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen
Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes
Taisez-vous, ô mon cœur ! Taisez-vous, ô mon âme !

Et n'allez plus chercher de querelles au sort ;

Le néant vous appelle et l'oubli vous réclame.


Mon cœur, ne battez plus, puisque vous êtes mort ;

Mon âme, repliez le reste de vos ailes,

Car vous avez tenté votre suprême effort.


Vos deux linceuls sont prêts, et vos fosses jumelles

Ouvrent leur bouche sombre au flanc de mon passé,

Comme au flanc d'un guerrier deux blessures mortelles.


Couchez-vous tout du long dans votre lit glacé ;

Puisse avec vos tombeaux, que va recouvrir l'herbe,

Votre souvenir être à jamais effacé !


Vous n'aurez pas de croix ni de marbre superbe,

Ni d'épitaphe d'or, où quelque saule en pleurs

Laisse les doigts du vent éparpiller sa gerbe.


Vous n'aurez ni blasons, ni chants, ni vers, ni fleurs ;

On ne répandra pas les larmes argentées

Sur le funèbre drap, noir manteau des douleurs.


Votre convoi muet, comme ceux des athées,

Sur le triste chemin rampera dans la nuit ;

Vos cendres sans honneur seront au vent jetées.


La pierre qui s'abîme en tombant fait son bruit ;

Mais vous, vous tomberez sans que l'onde s'émeuve,

Dans ce gouffre sans fond où le remords nous suit.


Vous ne ferez pas même un seul rond sur le fleuve,

Nul ne s'apercevra que vous soyez absents,

Aucune âme ici-bas ne se sentira veuve.


Et le chaste secret du rêve de vos ans

Périra tout entier sous votre tombe obscure

Où rien n'attirera le regard des passants.


Que voulez-vous ? Hélas ! Notre mère Nature,

Comme toute autre mère, a ses enfants gâtés,

Et pour les malvenus elle est avare et dure.


Aux uns tous les bonheurs et toutes les beautés !

L'occasion leur est toujours bonne et fidèle :

Ils trouvent au désert des palais enchantés ;


Ils tètent librement la féconde mamelle ;

La chimère à leur voix s'empresse d'accourir,

Et tout l'or du Pactole entre leurs doigts ruisselle.


Les autres moins aimés, ont beau tordre et pétrir

Avec leurs maigres mains la mamelle tarie,

Leur frère a bu le lait qui les devait nourrir.


S'il éclot quelque chose au milieu de leur vie,

Une petite fleur sous leur pâle gazon,

Le sabot du vacher l'aura bientôt flétrie.


Un rayon de soleil brille à leur horizon,

Il fait beau dans leur âme ; à coup sûr, un nuage

Avec un flot de pluie éteindra le rayon.


L'espoir le mieux fondé, le projet le plus sage,

Rien ne leur réussit ; tout les trompe et leur ment.

Ils se perdent en mer sans quitter le rivage.


L'aigle, pour le briser, du haut du firmament,

Sur leur front découvert lâchera la tortue,

Car ils doivent périr inévitablement.


L'aigle manque son coup ; quelque vieille statue,

Sans tremblement de terre, on ne sait pas pourquoi,

Quitte son piédestal, les écrase et les tue.


Le cœur qu'ils ont choisi ne garde pas sa foi ;

Leur chien même les mord et leur donne la rage ;

Un ami jurera qu'ils ont trahi le roi.


Fils du Danube, ils vont se noyer dans le Tage ;

D'un bout du monde à l'autre ils courent à leur mort ;

Ils auraient pu du moins s'épargner le voyage !


Si dur qu'il soit, il faut qu'ils remplissent leur sort ;

Nul n'y peut résister, et le genou d'Hercule

Pour un pareil athlète est à peine assez fort.


Après la vie obscure une mort ridicule ;

Après le dur grabat, un cercueil sans repos

Au bord d'un carrefour où la foule circule.


Ils tombent inconnus de la mort des héros,

Et quelque ambitieux, pour se hausser la taille,

Se fait effrontément un socle de leurs os.


Sur son trône d'airain, le Destin qui s'en raille

Imbibe leur éponge avec du fiel amer,

Et la Nécessité les tord dans sa tenaille.


Tout buisson trouve un dard pour déchirer sa chair,

Tout beau chemin pour eux cache une chausse-trappe,

Et les chaînes de fleurs leur sont chaînes de fer.


Si le tonnerre tombe, entre mille il les frappe ;

Pour eux l'aveugle nuit semble prendre des yeux,

Tout plomb vole à leur cœur, et pas un seul n'échappe.


La tombe vomira leur fantôme odieux.

Vivants, ils ont servi de bouc expiatoire ;

Morts, ils seront bannis de la terre et des cieux.


Cette histoire sinistre est votre propre histoire ;

Ô mon âme ! Ô mon cœur ! Peut-être même, hélas !

La vôtre est-elle encore plus sinistre et plus noire.


C'est une histoire simple où l'on ne trouve pas

De grands événements et des malheurs de drame,

Une douleur qui chante et fait un grand fracas ;


Quelques fils bien communs en composent la trame,

Et cependant elle est plus triste et sombre à voir

Que celle qu'un poignard dénoue avec sa lame.


Puisque rien ne vous veut, pourquoi donc tout vouloir ;

Quand il vous faut mourir, pourquoi donc vouloir vivre,

Vous qui ne croyez pas et n'avez pas d'espoir ?


Ô vous que nul amour et que nul vin n'enivre,

Frères désespérés, vous devez être prêts

Pour descendre au néant où mon corps vous doit suivre !


Le néant a des lits et des ombrages frais.

La mort fait mieux dormir que son frère Morphée,

Et les pavots devraient jalouser les cyprès.


Sous la cendre à jamais, dors, ô flamme étouffée !

Orgueil, courbe ton front jusque sur tes genoux,

Comme un Scythe captif qui supporte un trophée.


Cesse de te raidir contre le sort jaloux,

Dans l'eau du noir Léthé plonge de bonne grâce,

Et laisse à ton cercueil planter les derniers clous.


Le sable des chemins ne garde pas ta trace,

L'écho ne redit pas ta chanson, et le mur

Ne veut pas se charger de ton ombre qui passe.


Pour y graver un nom ton airain est bien dur,

Ô Corinthe ! Et souvent froide et blanche Carrare,

Le ciseau ne mord pas sur ton marbre si pur.


Il faut un grand génie avec un bonheur rare

Pour faire jusqu'au ciel monter son monument,

Et de ce double don le destin est avare.


Hélas ! Et le poète est pareil à l'amant,

Car ils ont tous les deux leur maîtresse idéale,

Quelque rêve chéri caressé chastement :


Eldorado lointain, pierre philosophale

Qu'ils poursuivent toujours sans l'atteindre jamais,

Un astre impérieux, une étoile fatale.


L'étoile fuit toujours, ils lui courent après ;

Et, le matin venu, la lueur poursuivie,

Quand ils la vont saisir, s'éteint dans un marais.


C'est une belle chose et digne qu'on l'envie

Que de trouver son rêve au milieu du chemin,

Et d'avoir devant soi le désir de sa vie.


Quel plaisir quand on voit briller le lendemain

Le baiser du soleil aux frêles colonnades

Du palais que la nuit éleva de sa main !


Il est beau qu'un plongeur, comme dans les ballades,

Descende au gouffre amer chercher la coupe d'or

Et perce, triomphant, les vitreuses arcades.


Il est beau d'arriver où tendait votre essor,

De trouver sa beauté, d'aborder à son monde,

Et, quand on a fouillé, d'exhumer un trésor ;


De faire, du plus creux de son âme profonde,

Rayonner son idée ou bien sa passion ;

D'être l'oiseau qui chante et la foudre qui gronde ;


D'unir heureusement le rêve à l'action,

D'aimer et d'être aimé, de gagner quand on joue,

Et de donner un trône à son ambition ;


D'arrêter, quand on veut, la Fortune et sa roue,

Et de sentir, la nuit, quelque baiser royal

Se suspendre en tremblant aux fleurs de votre joue.


Ceux-là sont peu nombreux dans notre âge fatal.

Polycrate aujourd'hui pourrait garder sa bague :

Nul bonheur insolent n'ose appeler le mal.


L'eau s'avance et nous gagne, et pas à pas la vague,

Montant les escaliers qui mènent à nos tours,

Mêle aux chants du festin son chant confus et vague.


Les phoques monstrueux, traînant leurs ventres lourds,

Viennent jusqu'à la table, et leurs larges mâchoires

S'ouvrent avec des cris et des grognements sourds.


Sur les autels déserts des basiliques noires,

Les saints, désespérés et reniant leur Dieu,

S'arrachent à pleins poings l'or chevelu des gloires.


Le soleil désolé, penchant son œil de feu,

Pleure sur l'univers une larme sanglante ;

L'ange dit à la terre un éternel adieu.


Rien ne sera sauvé, ni l'homme ni la plante ;

L'eau recouvrira tout : la montagne et la tour ;

Car la vengeance vient, quoique boiteuse et lente.


Les plumes s'useront aux ailes du vautour,

Sans qu'il trouve une place où rebâtir son aire,

Et du monde vingt fois il refera le tour ;


Puis il retombera dans cette eau solitaire

Où le rond de sa chute ira s'élargissant :

Alors tout sera dit pour cette pauvre terre.


Rien ne sera sauvé, pas même l'innocent.

Ce sera, cette fois, un déluge sans arche ;

Les eaux seront les pleurs des hommes et leur sang.


Plus de mont Ararat où se pose, en sa marche,

Le vaisseau d'avenir qui cache en ses flancs creux

Les trois nouveaux Adams et le grand patriarche !


Entendez-vous là-haut ces craquements affreux ?

Le vieil Atlas, lassé, retire son épaule

Au lourd entablement de ce ciel ténébreux.


L'essieu du monde ploie ainsi qu'un brin de saule ;

La terre ivre a perdu son chemin dans le ciel ;

L'aimant déconcerté ne trouve plus son pôle.


Le Christ, d'un ton railleur, tord l'éponge de fiel

Sur les lèvres en feu du monde à l'agonie,

Et Dieu, dans son Delta, rit d'un rire cruel.


Quand notre passion sera-t-elle finie ?

Le sang coule avec l'eau de notre flanc ouvert,

La sueur rouge teint notre face jaunie.


Assez comme cela ! Nous avons trop souffert ;

De nos lèvres, Seigneur, détournez ce calice,

Car pour nous racheter votre Fils s'est offert.


Christ n'y peut rien : il faut que le sort s'accomplisse ;

Pour sauver ce vieux monde il faut un Dieu nouveau,

Et le prêtre demande un autre sacrifice.


Voici bien deux mille ans que l'on saigne l'Agneau ;

Il est mort à la fin, et sa gorge épuisée

N'a plus assez de sang pour teindre le couteau.


Le Dieu ne viendra pas. L'Église est renversée.
Echoes Of A Mind Mar 2016
"Elske"*
Et ord
To betydninger
Fysisk
Eller psykisk
Følelse
Eller handling
Ikke en ting
Man kan tage om
Glæde
Eller smerte
Ensom
Eller sammen
Det er det
Det drejer sig om...
Brainstorm over ordet "elske"...
Ich wollte dir ein Gedicht schreiben
Aber du wurdest mein Gedicht
Jetzt verstehe ich, als ich bei dir war
Dass die besten Tage meines Lebens verbracht habe

Ich wollte dir ein Gedicht schreiben
Weil du der Grund warst, warum ich mich verliebt habe
Und glücklich wurde, und träumte

Umarme mich von weitem
Lass mich nicht gehen
Länger zusammen bleiben

Ich wollte dir ein Gedicht schreiben
Weil ich wusste, dass Gefühl in mir richtig war
Und du warst es wert
*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det
anonymous Jan 2015
min far har altid sagt at jeg skulle tage det sure med det søde
at jeg skulle nyde livet, og de morgner som er røde
dog så jeg kun natten sort, jeg så det hele galt
mit spørgsmål er, hvordan jeg kunne ende så fortabt og fatalt
ikke et barn, endnu ikk’ en voksen, døde øjne og coked op på lykkepiller
hvor længe lever jeg endnu
og fortæl mig, hvornår er det tågen forsvinder?
jeg prøver at ånde ud fra den røgsky jeg mig befinder
men det er bare som om jeg mangler en stifinder
kærlighed, siger de
kærlighed, håber vi
men idag er det penge og analsex
og selv de fattigste i DK har råd til et kompleks
vi er bundet på hænder og fødder
skatter og politi,
for de første ord vi snakker i dk er
egoisme og “pansersvin”
selvorienteret, disorienteret
vi er alle født så uendeligt privligeret
opvokset med en guldske i røven,
vi spiller alle så fandens civiliseret


-Cathrine Berendt
Marolle Nov 2014
jeg føler mig ikke hjemme
ikke på mine fjorten kvadratmeter
som jeg betaler i dyre domme for
jeg føler mig ikke hjemme
i mit barndomshjem
som jeg sjældent besøger
jeg vil gerne føle mig hjemme på mine fjorten kvadratmeter
men jeg kan ikke
jeg hører hjemme et andet sted
jeg kan heller ikke føle mig for meget hjemme i mit barndomshjem
jeg kommer aldrig til at bo der permanent igen
det bliver for hårdt at tage derfra efter endt visit
man siger man har hjemme i et hjerte
og så er det ligegyldigt hvor man bor
passer det?
jeg håber det passer
jeg håber du vil lukke mig ind i dit hjerte
så jeg kan føle mig hjemme igen
det knækker mig snart
indvendigt
ikke at have et sted hvor jeg kan opholde mig
hvor jeg kan være mig selv
hvor jeg kan være permanent

*(Marolle)
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
Echoes Of A Mind Mar 2016
Fortryder jeg,
At jeg lod dig ind
Nej,
Jeg fortryder ikke,
At det var dig,
Som jeg lod ind.
Men jeg fortryder alt det,
Som vi nu er blevet til...

Jeg fortryder ikke handlingen gjort
Under påvirkning af følelser
Følelser, som jeg ikke kendte til
Før jeg mødte dig
Men jeg fortryder handlinger,
Som jeg har gjort
Fordi du sårede mig...

For lige så meget,
Som jeg holder af dig,
Lige så meget smerter det mig nu
at se dig.
Allerhelst så vil jeg ikke
Være i nærheden af dig.
For dette gør ondt
På mig...

Jeg fortyder ord sagt i vrede,
Hvor jeg mig befandt
I en såret tilstand
Hvor jeg kun kendte til en måde
at afreagerer på...

Jeg fortryder så mange ting,
At skrive om dem
Ville tage en evighed
Men den ene ting,
Som jeg ikke fortryder,
er,
At jeg lod dig ind....
Emma Oct 2021
An manchen Tagen ist die Luft zu schwer zum Atmen,
wie Steine liegt sie in der Lunge und zieht und zerrt mich zu Boden.
Besiegt muss ich warten. Harren bis der Angriff vorbei geht.
Mich nicht rühren, nicht zeigen wie furchtbar es in mir aussieht.

An manchen Tagen wollen die Tränen fließen,
wegspülen, was in mir ist.
Doch die kranke Stille lähmt sie.
Hält sie fest an meinen Lidern,
wo sie ungesehn vergehn.

An manchen Tagen sterben ungesagte Worte.
Bleiben tot an meinen Lippen.
Ungehört muss ich sie schlucken.
Und in meiner selbst vergraben.
Wo ist das Ohr, das sie zu hörn vermag?

An manchen Tag ringt mich Erschöpfung nieder.
Zeit rinnt unerreichbar weit - und bleibt doch eine Ewigkeit.
Wenn Müdigkeit mich bleiern macht, mir Regung nimmt,
dann kommt die Nacht, die gierig mich verschlingt.
Wie ein Zuschauer wander ich unbeteiligt durch mein Leben.

An manchen Tagen verirre ich mich in meinen Gedanken.
Hinter dunklen Ecken lauert Finsternis,
ihre Wirrungen verschlingen mich,
bis ich verloren stehen bleibe.
Und mich ihrer Fremdheit ausliefern muss.
ARealMansMan Jul 2014
vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet

vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje

vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt

vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter

vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"

vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave

vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit

vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen

vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig

vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"

vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"

vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs *******
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv
ja jeg har set trainspotting
- nej jeg har ikke oplevet det der
L S Tesler Mar 2015
jeg kunne skrive lange breve, sange og digte om dine hænder, der altid er blødere end mine, når jeg lader mine fingerspidse kærtegne dem. dine skuldre, som jeg lader min kind hvile på, når du holder mig i dine arme. dine små mørke krøller, der kilder din nakke, og som kun jeg må lade mine fingre glide igennem. og jeg ved jo godt, at det er åndsvagt og tåbeligt, men når dine læber beder mig om at gå og dine øjne tigger mig om at blive, falder mit indre sammen i små stykker og salte dråber løber ned at mine kinder. jeg ved jo godt, at du ikke mener det, når du siger at jeg ikke kan blive i dine hvide lagner for evigt, men dine ord trænger alligevel ind i mine inderste kamre og lukker op for alle tænkelige smerter som mine årer kan rumme. jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan blive ved med at kysse dine fløjsbløde læber indtil ingenting gør ondt mere, men når dine brune øjne kigger på mig og vores næser er en millimeter fra berøring, vil den evige længsel ikke tage ende.
llcb Oct 2015
Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

— The End —