Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

engang var det kærligheden der holdt mig vågen på dette tidspunkt
       nu er det noget andet

engang kunne vi snakke uden at kigge på uret
       nu kigger vi ikke engang på hinanden

vi sad og spillede det samme computerspil
       nu spiller vi den af for os selv

mørket svigter aldrig

Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser

jeg er skødesløs
musikken er så god
s-togets varme dulmer
nattemørket læner sig ind mod ruden
- presser på
tankernes strøm standser og starter og standser igen
alting er mit

jeg er tankeløs
og musikken er så god

drikker lidt for at føle mig i live
med lukkede øjne og drømme af luft
glemmer jeg både mig selv og de andre

tag mig væk herfra
tag mig med ud i natten
i mørket
vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen
længslende eufori
af velvære
kravler op ad mine arme
alting er godt

man skal dø nogle få gange
før man virkelig kan
leve
.

hvorfor kan jeg ikke få dig ud af hovedet
du ramte de rigtige tangenter
eller nærmere strenge
med de fingre du sagde du ikke kunne mærke
men jeg kan ikke helt læse noder endnu
"hvad er rusmidler"
"hvad er kærlighed"
jeg tror jeg kender dig
og gennemskuer din halvarrogante side
som jeg slet ikke finder arrogant
men blot kær
som dit smil
dit forbandede smil
og dine øjne
der i går var lidt røde
nu husker jeg blot en nirvanasang
og da du spurgte om du måtte få et kram

Natten fyldes med de tommeste ord,
ingenting betyder noget når dine fingre
ikke længere rører min hvide hud,
og din mørke ånde
ikke længere kærtegner min nakke
og får mine læber til at gispe
efter mere

intet er vigtigere i natten end kærlighed
og lige nu føler jeg mig tom
som vinen på bordet
og udbrændt
som skoderne i askebæreret
og smadret
som mine drømme om du og jeg.

dem der af alle eller ingen
grund
er oppe om natten
mens det dæmpende tæppe af mørke
synger alle til køjs
de åbne øjne i natten
dem der ikke burde være
men alligevel er
dem der har mest at tænke over
og mest af alt burde sove

Jeg tager det stille og roligt denne gang,
jeg forventer intet af fremtiden,
men jeg forventer troskab og ærlighed, hvis jeg skal blive i det.

Jeg vil være der for ham og støtte ham,
men jeg vil hverken kontrollere ham eller bestemme over ham,
jeg vil stole på ham og lade ham nyde sit liv med sine venner og veninder, men jeg forventer han kun vil have min kærlighed og det er nok for ham.

Jeg kan virkelig godt lide ham, jeg er stolt af ham og elsker hans personlighed, han er helt sig selv og han er ikke bange for hvad andre tænker.

Jeg elsker når han kysser mig når vi vågner, nusser mig og putter sig helt op ad mig, hele natten, ligemeget hvor varmt det er, er han altid helt tæt på mig hele natten.

Han er fantastisk og han fandt mig og omvendt i en svær tid, men den tid har ændret mig både fysisk og psykisk. Jeg elsker mit nye jeg og det er sikkert også derfor det her er rigtigt denne gang, fordi jeg endelig har fundet mig selv og jeg elsker mig selv

Rigt dyreliv i en tæt bevokset provinsby.
Det er et svært gennemtrængeligt terræn,
så vi skærer gennem natten med vores macheter
og tører blodet af i græsset.
I dette tropiske klima tørster vi alle,
så vi hælder de gyldne dråber ned
og banker på himlens porte i håbet om et svar, på et spørgsmål vi ikke kender.
I dette forskurede etablissement
vender vi jungleloven på hovedet.
Her er det den svageste part,
der klarer sig på den stærkestes bekostning.
Jungletrommerne brager. Det uformelle netværk, hvor rygter og nyheder spredes hurtigere end sygdomme blandt divaer,
i junglen.

Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

*** har rodet hår
*** har spenderet natten i hans seng igen
selvom *** sidste gang sagde
at det var sidste gang
men det sagde *** også gangen før
(og gangen før det)
og *** sagde det også til ham i morges
da han gik i bad
for at vaske hende af sig
og *** tog tøjet på fra nattens strabadser
men *** ved godt
at *** siger det igen næste weekend

silhouetterne af trætte, unge, smukke, svage og stærke mennesker er hvad der spiller for mine øjne
midnatten har bredt sig fra sind til sind, og jeg kan selv mærke den bankende tørst efter stilhed og hvile.
mens jeg sidder i dette tog, på vej hjem fra natten og dens gerninger,
tænker jeg stadig på dig
og hvordan du fortalte mig,
at du altid ville holde mig i hånden
når vi kørte gennem Londons tomme gader i januar måned,
imens natten bankede på udenfor.
men her sidder jeg
i en tom kupé
og jeg ved ikke om min frysen
er på grund af kulden
eller fordi det er det eneste jeg kan føle nu

Jeg ser sorte toner for øjnene
og mærker skarpe genstande mod blød hud
når du fortæller mig, du ikke længere synes,
du er min
jeg lader natten drage mig ind i ulykkelig poesi
du kysser hendes læber
imens jeg går i opløsning indeni

Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.

*f.b

the night and the frost and the words that they speak
your fingers are frozen, your eyelids are closed
the crests and the troughs of your breath in the air
like the language of winter winds;
harsh tones that never go unheard
beneath your feet or inside your ribcage
or even as the frigid night that entwines itself with you
demanding to be felt

kveld og frost og ordene som de snakker
ditt fingrene er frosne, ditt øyelokkene er lukket
topper og daler av ditt pusten i luften
som språket av vinteren vind;
harde toner som aldri går uhørt
under føttene eller inni ditt brystkasse
eller som den iskalde natten som entwines seg med deg
krevende som må oppleves

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej

man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.

Det gør ondt i maven
Fortvivlensen kan mærkes
Her kan fornuften ikke nå
Vi kører hurtigt
Ud af vinduet forsvinder verden langsomt
Her sidder vi
samlet i et ***
på vej mod hvad?
Vi ved det ikke
Men de andre er ikke nervøse
de sidder i ders egen verden
deres verden af pixels og radiobølger
hver og én

Men ikke mig
som den eneste er jeg her
men som den eneste
er jeg uden for ufællesskabet

Hvad var der før?
Hvad kommer der?

Intet er det samme
Lettere
men ikke bedre
ikke lykkeligere

Det er sandt
vi har hele natten
men natten er ikke det samme
for den er oplyst
af det blå lys
det blå lys, der trænger ind alle steder.

så jeg fortæller ham det
og han smiler
og sammen kører vi gennem natten
smilende
med vores ansigter badet i lyskrydsets
farver
og vores ører hyldet af verdens
lyde
og han smiler
og sammen kører vi gennem natten
smilende

Farver af liv har ødelagt mig
Jeg sidder midt i natten
Søger kærlighed,
og betaler i naivitet
Intet er som før
Det eneste tilbage er evigheden
Den evige længsel
Cigaretterne,
syntetiske
Som din kærlighed,
uægte
Men du elsker mig og jeg elsker dig,

syntetisk

*f.b

mere eller mindre enten eller
det er ligemeget
efter efteråret er det vinter
det er elegant sneen dækker det hele
natten er dunkel
men dér i midten af himmelen lyser en stjerne

shh shh stille
se sådan som solen skinner gennem skyerne
se hvordan strålerne slikker din hud
synes du lidenskaben i lyset er spektakulær?
solen er den største stjerne
skønt du kommer straks efter

at tænke tanker tænder intellekten
ti tusind ting at tænke i timen
tak til tænkning utak til tristhed
tag fat i din tekop
teen er tempereret
det er som at træde på tidsler

du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig

Du holder mig vågen om natten,
Jeg tænker på de ting du siger
Selvom du ofte gør noget andet.
Når himlen er i brand, glemmer
jeg at kigge ud. Min sjæl er for fuld.
Liderlige øl strømmer som blod i årene.
Fuldemandssange om kærlighed
Ikke ægte kærlighed, men kærlighed til den kærlighed
som ingen af os føler, men mærker helt ind til skindet.
Du flår mig som et lille dyr. Forvildet i tusmørket.
Når jeg ligger her, med tanker, som kan starte en apokalypse
Tvivler jeg på det hele, på ham, på hende og alle de andre.
Undtagen dig, undtagen os og undtagen vores samtaler.

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.