Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned

Jeg frygter en verden uden dig
Jeg er bange for om solen vil skinne,
og om blomsterne vil blomstre.
Vil min verden kunne fungere?
For når du spørger mig om,
hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle.
Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder,
Finder ud af at der er mange smukke mennesker
Og at jeg bare bliver en forvildet del,
Af den fortid, som alle glemmer.

et forkert fortolket smil er mit daglige tilbehør
mit beskyttende skjold af grin og glæde er noget der hører hver dag til
klokken 02:00 når nattens dæmoner er ved at være stået op fra søvnens leje, er situationen ikke så antagelig længere
jeg laller rundt i en verden af mennesker med plastikhjerter
indifferente vil de være
hvis scenariet ikke omhandler deres narcissistiske selv
isblå er mine tanker, en forfrysning i hjernen er det der plager mig
små metaforisk lyder det nu
men alt er koldt og det føles som blodmangel
en besked fra mit kuldebefængte sind spørger hvor vidt denne sølvgrå verden er værd at tage del i