"klang" poems
Kling Klang.... Kling.. Klang..
Tunog ng kampana'y sumisigaw ng kagalakan,
Amihan hanging sumisimbolo ng isang Banal na kaarawan.
Saanman pumaroo't-pumarito'y puno ng kasiglahan;
Mga hapag-kaina'y dinadagsa ng iba't-ibang kasaganaan,
Mumunting kislap sa bawat bahay ay pawang madadaanan,
At mga magigiliw na parol sa bawat poste'y isa-isang nagtitingkaran.
Habang ang lahat ay masiglang nagkakantahan,
Isang lalaki ang naglalakad sa makipot na eskinitang daanan,
Maruming damit, gusgusing katawan,
Balbasing mukhang mistulang mga puno sa isang mayabong na kabukiran.
Pasuray-suray n'yang tinahak ang kadiliman,
Dala ang isang boteng alak na kanyang nag-iisang kasamahan.
Mga lasing na hakbang ay pilit binibitawan,
Mumunting yapak patungong bahay na kubli sa kasayahan.
Pagdating sa bukana, bote'y itinapon sa pintuan.
Nagsusumigaw at pilit humihiyaw na siya'y agad na pagbuksan.
Isang babaeng puno ng pasa't sugat ang kanyang naalinagan;
Mayuming mukhang naging busangot ng dahil sa kahirapan.
Ilang minuto pa'ng nakakaraan,
Isang nakakakilabot na sigaw ang pumagitna sa masasayahang kantahan,
Iyak na pilit tinatago, pinipigilan ngunit sa huli'y sumuko't mabilis na nagsilabasan.
Ang katanungan, ano nga ba ang dahilan ng kasuklam-suklam na sigaw na nasaksihan?
Mistulang iyak ng pagkahabag ng kalangitan
Ang unti-unting nagsipatakan.
Ulang nakisabay sa nakakakilabot na kalagayan -
Binubugbog ng lalaki ang asawa; ang kanyang pinangakuan ng pag-iibigan,
Isang taon pa lamang ang nakakaraan!
Dugo'y nag-unahan sa pagpatak,
Nagsimula sa kanyang kaibuturan binaybay hanggang sa kanyang talampakan.
Babae'y nanghina't nagsumamo
Na tigilan na ng kabiyak ang pambababoy dito at sa anghel sa tiyan nito.
Ngunit ang tainga niya'y nagmistulang sungay;
Walang bahid ng pag-aalinlangang pinagpatuloy ang maling labanan.
Tengang-kawali't pinag-igihan pa'ng pagsipa't pagsuntok sa tinuturing n'yang kalaban.
Dala ng matinding droga, ang haligi ng kabahayan ay naging sundalo't kaaway sa sarili niyang tahanan.
Mistulang militar na naging ispeya't traydor sa dapat sana niyang pinagsisilbihang kaharian.
Ilang araw pa'ng nakalipas, isang nakakabangungot na kaganapan,
Ang naging usap-usapan sa pamayanan.
Isang inang nilapastangan ang nakitang walang malay, duguan at butas ang sinapupunan.
Sa gitna ng pighati't panlulumo,
Ang kampana'y muling umiyak ng pakikiramay.
Tunog ng madamdaming dalamhati.
Musikang malumanay,
.......dahan-dahang naghahatid sa inosenteng sumakabilang buhay.
Kling Klang... Kling.. Klang..
Apr 30, 2015
Apr 30, 2015 at 10:57 AM UTC
Tiktok
The clock says in a hurry
Tiktok
The clock croaks in a constant rhythm
Pit pat
The rain rattling on the roof
Pit pat
The rain runs down in a fast marathon
Dug dug
The heart of your mistress beats
Dud dug
The heart of your lady pulse in a slow dance
Your lady in her white dress
On the floor she lays
Her eyes closed
Her hand closed tight into a fist
Her light lavender hair
Splayed around her head like a halo
Her bottom lip is bleeding
Her breathing unsteady
Kling klang
The chimes sings in a high note
Kling klang
The chimes chants in an attempt of announcement
Woosh woosh
The wind blows harshly
Woosh woosh
The wind whispered loudly
Dug dug dug
The heart of your mistress beats
Dud dug dug
The heart of your lady pulse in chaos
The clock
The rain
The chimes
The wind
Even her heart
The letter clasped in her hand
That contains the news of your demise
Reminds her of what she lost
Drip drip drip
The tears streaming down her face
Sniff sniff sniff
The grief starts to set in
Jan 7, 2020
Jan 7, 2020 at 3:24 AM UTC
Ich ging durch den beschmutzten bevölkerten Korridor mit den Reben, die drinnen und draußen wuchsen, entlang und ich sah in jeder Tür mein Spiegelbild, während ich vorüberging. Ich wohnte genau zum Zimmer – nicht einhundertfünfzig Zentimeter weg; die Entfernung war fast nicht größer, als ich war, und nicht alter. Ich erläuterte meine Angst vor dem Dunkel mit einem Frösteln. Meine Zähne klapperten und klingelnden Münzen, die in meiner Tasche blieben, schrien in meinem Ohr gewohnte Lieder.
Eine Tür öffnete und einen Moment lang hörten wir das Weltall. Wir allesamt waren in dem Korridor. Ein krystallener Stab wie einer, den Leute in der Versuchsansalt oder in der Kneipe benützten, zerbrach. Der Stabinhalt floß in die Hand des Mannes, der sein Zimmer verließ, eine silberne Flüssigkeit. Das Echo des Wortes „Quecksilber“ klang in dem Korridor.
Jedes Zimmer ist gleichbedeutend wie das Letztere, aber es ist auch unterschiedlich. Jedes beinhaltet grenzenlos Fähigkeiten, und unterschiedliche Chemikalien, unterschiedliche Chemie, und unterschiedliche Emotionen.
Ängstlich öffnete ich meine Tür und trat in einen millionsten Anteil von mir selber und ich war ich selber. Symphonien flossen von meinem Kopf weiter, und von den Symphonien kamen fliegende Fische.
Es war nicht wichtig, dass andere Menschen ähnliche Zimmer wie mein Zimmer hatten; es war nur wichtig, dass ihre Zimmer verschieden waren. Ihre Zimmer waren Käfige, genau wie ihre Herzen und auch ihre Hände. Der Mann im Korridor, der hirschartige Augen hatte, blies das flüssige Metall, das seine Hand fasste weg. Die Flüssigkeit wurde Staub und glitt zu mir wie Backpulver oder Schnee im Schneesturm. Ich konnte alles hören und ich musste mich von dem Weiß, das der Staub brachte, trennen. Ich hasste den öden Morgen, den das hervorbrachte.
Ich wollte meine Tür öffnen und wollte den silbernweißen Straub vorzeigen, dass ich auch Sachen in der Luft erschaffen konnte. Ich wollte, aber ich konnte nicht. Ich konnte Sachen in der Luft meines Zimmers erschaffen, aber nicht im Korridor. Man braucht Ressourcen, um etwas zu ändern oder zu formen. Ich besaß Keine.
Die Welt schüchterte die Leute ein, die Verstand hatten.
Oct 15, 2010
Oct 15, 2010 at 1:28 PM UTC
Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.
Apr 22, 2015
Apr 22, 2015 at 8:38 AM UTC
MY BOYHOOD DAYS*
Klang# then was a sleepy and backward town
But ronggeng* was the highlight of the night
A dance with a lovely wanita** cost 30 cents
It brought Malayan men's emotions to the supreme height.
Mum said: study hard, ronggeng is for grown-up men
Don't let me catch you in the amusement park watching
Immoral men dance with coy and seductive ronggeng girls
Unless you want dad to give you a good beating!
Nov 11, 2015
Nov 11, 2015 at 8:17 PM UTC
a hammerhead percussion box:
an inert crystalline cymbalist’s gong.
a confession of tined tuning forks
of perhaps a familiar keyboard?
the siren sphere rings of a chime—
brittle yet consciously polite,
composed by nature’s ragged pen:
plinking injections; stymied to tin.
! let it all reduce the klang to mere cacaophony !
a descent of bells, i am in plume,
a riddle delivered in aged runes—
evenheaded shots of ******
cut by the lotto wanderlust:
fractal prism, stormy rhythm,
thunder’s din to rainy hymn.
up those tulip-eared scales, so brisk,
the glugs and gurgles of cosmopolis.
! let it all reduce the tolling to glorious symphony !
a vagabond melody, no metronome,
a metallurgist’s claustrophobe,
an orchestral performance at home,
where i am absolved in the entrancing drone...
Jun 20, 2013
Jun 20, 2013 at 12:26 AM UTC
Wenn wallende Wolken
Wie Wattebauschen
Den Himmel berauschen,
Die Sterblichen lauschen
Dem Klang der ewig unendlichen
Freiheit.
Dec 4, 2016
Dec 4, 2016 at 11:10 AM UTC
I hear pounding on my head
When will it stop Bam,Klang,Boom they need to be ****** dead
I can't stand this pain
It's driving me insane
Keep poppin those pain pills
Still my head feels like it's being drilled
It's the demons trying to get in
I keep telling myself don't let them win
Run, hide, fight, or should I flight
I choose to stand up and fight
Your not coming in to rearrange me
You don't have the master key
I have more angels in my head
demons you have been misled
I was stuck in slimy goo pulling me lower and lower
I start to float up higher and higher
My angels begin to sing
And surround my brain
As the angels sing louder
The banging becomes softer
I begin to feel free again
Like a weight has been lifted
The angels begin to spin me around
The demons begin to fall off my head going straight to hell
The more I spin and hear the angels sing
I'm coming back into myself free of evil
Feb 26, 2017
Feb 26, 2017 at 10:21 AM UTC
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC
Whiz-zip-bang shenyang ang;
Mang mangue flang hang prang pang;
Pinang lalang unhang kang youth defang khang;
Marang schlang gang wolfgang ying-yang xuanzang.
Klang sea get wrang.
Sang tsang li-kang gangue langues.
Thang drang crang tang harangue sprang zhang shang siang whang strang hang verdinsgang chuang;
Brang lang nang bhang xiaogang mahuang durang huang.
Hange hsiang und;
Zang rang kuomintang ourang section gang hang.
Krang pahang boomerang fang guilt;
Spang gang;
Hangsang xinjiang tunkelang slang tangue nanchang clang chang bangue vang ziyangbaoguang hwang pang the tsiang alang dang ylang-ylang.
Tang liang.
Overhang langue pyongyang.
Cangue sangh mustang stang frang yang lange kukang farang **** care sturm t'ang;
Zamang drang chiang road a jang;
May 20, 2017
May 20, 2017 at 2:51 PM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
I could still recall how gently I held your seed
and brought you to your bed.
There a drop of sweat from this forehead
joyously mingled with some grains of your soil.
I lay you there and saw the approval of the sun
as he sent his warmth reflected on your cheerful coating.
You lay down restfully on your life bed
And I dreamed…
You rose with your sturdy trunk
so robust with pride that your neighboring flagpole
felt intimated by your presence.
They sang him hymns
they bowed at him with their hearts
while you humbly stood there
swaying your greens, reaching atop, conquering the scorches of your sun
so that they, underneath remain unharmed, unscorched, unsoaked.
Soon you bore velvety fruits that the young munched as well as the old
On lazy days you gave them games of soccers and boomerangs,
and tennis, and catches and fetches.
On moonlights, you appeared to be a violinist
as the lovers kissed under your warm company.
You were the silent listener to the broken hearts
when you offered your comforting barks as a shoulder
till they cried and wept
till they breathed and smiled once again.
You had a way with humans who slouch under your shade
You hummed serenades that only your chirping friends
and fluttering colorflies hear and together
you created an orchestra harmonizing songs of friendship, of peace, of love.
I saw you arise and write down histories on to your memory—
how you tried to reach for the graduates’ caps in the air,
how spirited you applauded for great speeches on that podium
but no one ever noticed.
I saw you sway your branches gracefully as the marching band went
boom-boom, tug-tug, and kling-klang.
It was your favorite part of the day.
So many times you bore witness to silly fights
of the young and the old too,
but most often you saw these creatures
make peace at dusk.
There I saw you in eternity.
There I saw you to be forever standing tall on your life bed.
Then I heard the hellish rumble of their chainsaw,
the shrill reverberation piercing through this feeble core
as they ruthlessly cut your body.
I could not afford to watch you being slain.
You are my life.
Your death is my death.
Jun 2, 2023
Jun 2, 2023 at 10:20 AM UTC