Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
Shrivastva MK Nov 2015
In labon ki khushi byan karta ***,
Mai tumse pyaar karta ***,
Ai khuda, na chhin lena ye lamha bhi mujhse, kyoki
Dil ke mandir   me mai unhe bhagwan ki tarah pujta ***,

In labon ki khushi byan karta ***,
Apni tasveer unhe samjhta ***,
Jab nind se band ** jati hai ye aankhen,
Mai sapno me bhi unhi ka intezar karta ***,

In labon ki khushi byan karta ***,
Apne jeevan ki dor unhe samjhta ***,
Unki muskurahat na chhute kabhi unke othon se, isliye
Har roj mai unki khushi ke liye dua karta ***,

In labon ki khushi byan karta ***,
Apne aankho ke aansoo unhe samajhta ***,
Wo Hamesha en aankhon me chhalakati rahe, Isliye
Hum Hamesha unki yaad me rota rahta ***...
Real feelings about real love....

True love....
kundan kumar May 2015
maa
payar ke do lamhon me kho jana chahta ***
maa ke aanchal me so ja jana chahta ***
mamta ki sarowar me dub jana chahta ***
yein duniyan ki rasme se parein hona chata ***
is jhut ki nagri se niklna chahta ***
payar ke do lamhon me kho jana chahta ***
maa ke aanchal me so ja jana chahta ***
yein badal tu mujhse kyun puchh raha h
tu bhi to maa ki mamta ko chahta h
tabhi to pani bankar maa ki god me barasta h
mai bhi apne aansu maa ki god me bahana chahta ***
payar ke do lamhon me kho jana chahta ***
maa ke aanchal me so ja jana chahta ***
yein pat tu mujhse kyun puch rahan h
tu bhi to maa ki god me samana chahta h
kabhi patjhar, to kabhi aandhi ke karan maa ki god me aana chahta h
mai bhi apne mastak maa ki god me girana chahta ***
payar ke do lamhon me kho jana chahta ***
maa ke aanchal me so ja jana chahta ***
Be My Metaphor Apr 2014
*** var ødelagt. Revet op indenfra.
Det plagede hende, og *** frygtede, at det ville være der for altid.
Hvordan han bevægedede hendes følelser.
Hvordan han hviskede til hende.
Hvordan han rørte hende.

*** talte altid om det. *** talte altid om ham.
*** gav ham skylden for næsten at tage hendes uskyld.
Det gjorde ondt.
Det gjorde ondt at skulle høre på. Det gjorde ondt, at *** bebrejdede ham alt. Det gjorde ondt at se hende give op.

Det gjorde ondt, at vide hvordan *** havde det.  
Det var en smerte som forsatte, hvor hendes historie slap.
Tankerne om hvordan det kunne have udviklet sig...
Jeg har selv været der.

Jeg kender den forsættende smerte.
*** tror, at *** forstår det. Men *** vækker bare minder.
Og jeg vil gøre alt for at passe på hende. For at hendes smerte aldrig skal nå så lang. For at *** kan komme lidt videre.
For at *** kan få et liv.

Men *** må stole på mig. *** må føle kærligheden.
*** skal føle min kærlighed.
Men hvad er kærlighed uden tillid?
    
                                                              *SK
Riddhi N Hirawat Jan 2019
Kabhi apne aap ko bhoolti ***
Kabhi apne aap ko chunti ***
Bas dhundhti *** khud ko

Kabhi inn bikhre panno mein
Kabhi inme likhe lafzon mein
Padhti *** khud ko

Kabhi dhokha kha jane mein
Fir khud ko saza de jane mein
Maarti *** khud ko

Kabhi baarish ki awaz mein
Kabhi hawaon ki aahat mein
Dekhti *** khud ko

Kabhi bajte huwe piano mein
Kabhi gaano ke taraano mein
Sunti *** khud ko

Kabhi uski aankhon ke paani mein
Kabhi uski di hui zubani mein
Paati *** khud ko

Bas dhundhti *** khud ko
Bas dhundhti *** khud ko
Hazel May 2017
Fjender over dem alle, har jeg kun én.
Jeg kender hende, det er der mange der gør.
*** smiler når *** vil, og snakker med dem der interessere hende.
Det er ikke arrogance der bærer hende, men hendes generte selv.
*** prøver ikke at være noget *** ikke er, *** er hvem *** er.
Tankeskaberen af tanker, *** danner tanker og tanker danner hende.
Svært ved relationer der kommer tæt på, svært ved relationer.
*** giver ikke kærlighed til alle, men når *** gør forstår folk først hvad kærlighed er.
Snyder *** dig gør *** det godt, så snyder *** dig betyder du ikke spor.
*** fortæller hvad *** mener, men det kan være en gåde at forstå.
Fjenden min er ***, men ikke andres fjende.
Ligsom djævlen selv, er *** ikke til at kende.
-Hazel
Shrivastva MK Jun 2015
Mujhe tumse pyar hai,
Ye dil tere liye hi beqarar hai,
Jab nind se band ** jati meri aankhen,
Es khubsurat sapno me bas tera hi intezar hai,


Tujhe dekhlu ek bar
yahi chahat hai meri,
Tujhse pyar karun ji'h bhar ke
yahi khawaish hai meri,
Mang lu tujhe main rab se
Kyoki tum to zindagi ** meri,


Kitna hasin banaya tujhe us rab ne,
** gya *** deewana tera
dekha tujhe maine jab se,


Chand sa pyara chehra tera,
Pariyon si teri muskan,
na jana mujhe chhodkar,
o hamsafar ban ke meri jaan,

Es suni si duniya ko meri hasin bna do,
Ban ke meri zindagi mujhe apna bna lo,
Kah do ekbar mujhe ki
"main tumse pyar karti ***",
Har waqt teri yaadon me kho kar
"main tera hi intezar karti ***"

Luta denge apni sari khusi tujhpar,
Main pyar karta *** tujhse yakin kar mujhpar,
Yakin kar mujhpar.....
TRANSLATION OF POEM TITLE :-WANTS TO GET YOU
Sharina Saad Jun 2013
Haqiqat hai yaqeen karlo,
Men usko bhool kar khush ***….

“Muhabbat marr chuki hai ab,
Men usko bhool kar khush ***….

“Badalti rut ki waja se tabyat,
Kuch hai bojhal see….

“Yun mera haal na pocho,
Men usko bhool kar khush ***….

“Tumhen kia weham hai kyn,
Raat bhar milne nahi aaty.???

“Aye mere nennd ki paryon
Men usko bhool kar khush ***….

“Udasi sary ghar men,
Pheeli jati hai ghum bankar….

“Tum har dewaar par likhdo,
Men usko bhool kar khush ***…!!

Translation to Malay Language

Aku gembira untuk melupakanya

Amanah ku ini adalah realitinya
Dan aku gembira untuk melupakannya

Cinta yang telah meningal dunia
Dan aku gembira untuk melupakanya

Translation to English:

I am happy I am not sad to forget
He is mine, that's reality
and I am glad to forget it all
The love has died
and I am happy to forget it all
perhaps the translations are not 100% accurate but the poem is about the death of love . Hope Atul Kaushal can help me with translation.
jd Sep 2014
*** har rodet hår
*** har spenderet natten i hans seng igen
selvom *** sidste gang sagde
at det var sidste gang
men det sagde *** også gangen før
(og gangen før det)
og *** sagde det også til ham i morges
da han gik i bad
for at vaske hende af sig
og *** tog tøjet på fra nattens strabadser
men *** ved godt
at *** siger det igen næste weekend
Tariq Khan Dec 2012
Toote se ek gharondey mein
kuch daraar si hai
jahan se ek awara dhoop ka katra
ek parindey ko uske khwaabon se jagata hai
thoda alsata sa wo kuch ghabrata sa wo
darwaze ke paas jaake har baar palat jaata hai
Use dekh ke na jaane main kyun bechain hota ***
Fikr-e-akhirat mein apni shaksiyat ko khota ***

Uski udaan ki mayoosi se waakif meri pehchan bhi hai
thoda adhura wo khud hai
thoda adhura mera aasmaan bhi hai

Band hai is shahar ki hawa,
Jeene ka kuch asar nahin mujhpe,
Kuch duur se ati koi awaaz, kahin yun hi kho jati hai,
Deewaron se takrakar,mere paas yun ati hai
Kis aur jaun, har simt se nawakif main aksar kho jaata ***
Andheri raaton mein akela khud ko pata ***

khud ke ehd ki zanjeeron mein, darakht si meri jaan bhi hai
thoda adhura main khud ***
thoda adhura mera aasmaan bhi hai

- طارق
*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.
Translation:
She was like the sky
never radiating the same gleam
as before
Some days she didn't radiate anything at all,
and some days I swear that she could've
been spring to those surrounding her
She could make every flower blossom
and save them from the cold frosty winter
that was inside of herself
Most of all she was my spring
And one flower is still blossoming in my garden
the one that she planted
Even through the time, those years we've been
on each path in life, paths that would never
cross each other - it is the most
beautiful and magnificent flower in my garden
I pray that it won't wither, and for her not to wither
I hope that she'll find her spring
and in secrecy I'll mourn at the thought of
not being able to be her spring
back in time for it was the only thing
I ever wanted to be at that time.
*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det
Kareshma Sep 2014
Yun chala main in raston pe,
Bhool gaya *** khud ko.
Saathi kaun thay mere yaad nahi ab toh
Bas koi dikhta hain door khada,
halkisi muskaan lekar
Aur nahi samjha kyun,
main bhi muskaya aise bina wajah
Par lagta hain ab aise ke,
Shayad wo teri yaad hain


Khoya main apne mein kuch aisa,
Yaaron ka nahi hain pata
Ghar se hoon itna door,
ke ab woh bhi nahi yaad ata
Woh gaana sunta jab,
gungunta use awaaron jaisa tab
Aur nahi samjha main,
kyun gungunaya aisa bin matlab
Par lagta hain ab aise ke,
Shayad woh teri yaad hain

Juda hunye hain hum,
milte nahi hain ab hum
Din guzre,
beete hain ab saal
Zindagi mein main apne khoya, tu apne
Par phir bhi lagta,
shaayad hum milte toh hoti duniya alag
Hoti Manzil ek aur raaste ek,
Aur hota ek saathi,jise karta nahi main sirf yaadon mein quaid
CK Baker Jul 2018
through the streets and column cracks
culture weaves and summer smacks
sacred figures, holy shrine
monastery in grand design

cathedrals, convents, heaven’s stars
god of neptune, god of mars
doge’s palace, alley ways
gondolier on full display

winged lions on pastel breeze
cicada singing from the trees
pillar walk of saint mark's square
basilica in all its flare

crosses shade the carousel
a bridge of sigh that leads to hell
golden stairs on placid ridge
arches of rialto bridge

torcello! murano! grigio!
the countess rides the river poe!
sins of seven, fiery hides
poplars bank the levee side

black plague, attila the ***
eden formed before the sun
paradise above the marsh
high alter, gothic arch

middle age, religious wars
celestial fountains, marble floors
sculpted peacock, catholic faith
all is true the great god saith
Gourav R Dwivedi Aug 2023
Dekho mai tumse kitni mohabbat karta ***
Jitna khuda apne bando se karta hai

Dekho mai tumse kitni mohabbat karta ***
Jitna ye Sagar nadiyon se karta hai

Dekho mai tumse kitni mohabbat karta ***
Jitna ye parvat ye van barish se karte hai

Dekho mai tumse kitni mohabbat karta ***
Jitna ye phool ye baharon se karte hai

Dekho mai tumse kitni mohabbat karta hu
Jitna khuda apne bando se karta hai
Just popped into my head
ungdomspoet Nov 2014
det triste var at *** er så smuk
og han var den eneste der ikke ville fortælle hende det
så istedet fortalte han højt og pralende
bag hendes ranglede ryg fyldt med skønhedspletter
til en hver der ville lytte
for "*** suttede fandme godt pik"

det triste var at *** er så god for ham
og han var den eneste der ikke kunne indse det
så istedet dansede *** vildt
bag hans blege ryg fyldt med skønhedspletter
op ad en hver dreng der ville røre
for de fortalte hende gerne at *** var meget smuk

det triste var at de er så forvirrede
og de var de eneste der forstod hvad de lavede
så istedet for at give dét et navn
bag deres høje ranke rygge
bollede de til en hver tone
for de var triste og kunne ikke lade vær

det triste var at *** er såret
og hendes mor var den eneste der kunne se det
så istedet for at lytte til moderen
bag hendes stolte kvinde ryg
græd *** hver gang *** var alene
for *** vidste nu at *** var færdig
- om forførelser
- en historie
*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv
- digte om alt det, der perciperes på orange dage
st64 Mar 2014
“The *** or ethereal soul is associated with the Liver System, and is the aspect of consciousness that continues to exist—in more subtle realms—even after the death of the body.”*

When *** walks, I walk. When he wanders, untethered, I go with him. With her. My eyes close, and ***’s will be wide. He leads the way.
She leads me, away from my bed to stand at window, which I open.

*** will lift the sash so I can lean out over the street where someone is screaming.
Always screaming.
Known to walk after the body dies, *** is roused by this call.
But the chill, the smell of the distant river, wakes me. And *** retreats.

I’ve been told to put bells on my window so I will wake when it’s opened. When I open it.
The bells of the Cathedral ring in the dark hours of all this animation: wandering spirit of my organs, custodial ghost of my art.
He wants me grounded. She wants me flown.

I am here, I tell him—her: not lost. Aloft.
A-sleep or awake, I am led, leashed, walking in the wake of our odd arrangement.

                                               -- by Nathaniel Bellows





st.. 25 march 2014
American author of "On this Day" a well-received first novel, published in February 2003.

The son of a physician, he chose instead the artistic path. He began his career as a visual artist and had his poems published in prestigious literary magazines before his work of fiction was published.
Harshit Jain Apr 2017
Aa rahe wo din purane
Kya tumhe kuch bhi khabar hai
Aa rahi shaame suhani
Kya tumhe kuch bhi khabar hai
Aa rahi raatein wahi jab
Milte the chupke se chat pe
milke tera muskurana
Chaand se raushan samaan mai
Teri aankhon ki chamak thi
Aa rahe....

Aankh mai aasun ke moti
Chehre par khilti hansi thi
gum tha jaane ka mere fir
Chaunkhaton pe kyun ruki thi
Rok leti tab mujhe tu
Bus meri wahin khadi thi
Aa rahe....

Ab jo tujhse mai juda ***
Khud se hi mai kyun khafa ***
Mil toh lete hai rojana
aasmaan me jo basa ***
Dekh upar taare ko us
Sabse zyada jo chamakta
Pyar hai usme wo mera
Tujhse mai jo ab bhi karta
Aa rahe....

Fir milenge bol kar mai
Nikla tha ghar se akele
dekh wada toh nibhaya
Tirange mai khud ko lapete
Rona mat tu dekh mujhe yun
Haste mai mara ***
Yaad teri  sang mai leke
Chaand ki seedhi chadha ***
Aa rahe....
Newdigate prize poem recited in the Sheldonian Theatre
Oxford June 26th, 1878.

To my friend George Fleming author of ‘The Nile Novel’
and ‘Mirage’

I.

A year ago I breathed the Italian air,—
And yet, methinks this northern Spring is fair,—
These fields made golden with the flower of March,
The throstle singing on the feathered larch,
The cawing rooks, the wood-doves fluttering by,
The little clouds that race across the sky;
And fair the violet’s gentle drooping head,
The primrose, pale for love uncomforted,
The rose that burgeons on the climbing briar,
The crocus-bed, (that seems a moon of fire
Round-girdled with a purple marriage-ring);
And all the flowers of our English Spring,
Fond snowdrops, and the bright-starred daffodil.
Up starts the lark beside the murmuring mill,
And breaks the gossamer-threads of early dew;
And down the river, like a flame of blue,
Keen as an arrow flies the water-king,
While the brown linnets in the greenwood sing.
A year ago!—it seems a little time
Since last I saw that lordly southern clime,
Where flower and fruit to purple radiance blow,
And like bright lamps the fabled apples glow.
Full Spring it was—and by rich flowering vines,
Dark olive-groves and noble forest-pines,
I rode at will; the moist glad air was sweet,
The white road rang beneath my horse’s feet,
And musing on Ravenna’s ancient name,
I watched the day till, marked with wounds of flame,
The turquoise sky to burnished gold was turned.

O how my heart with boyish passion burned,
When far away across the sedge and mere
I saw that Holy City rising clear,
Crowned with her crown of towers!—On and on
I galloped, racing with the setting sun,
And ere the crimson after-glow was passed,
I stood within Ravenna’s walls at last!

II.

How strangely still! no sound of life or joy
Startles the air; no laughing shepherd-boy
Pipes on his reed, nor ever through the day
Comes the glad sound of children at their play:
O sad, and sweet, and silent! surely here
A man might dwell apart from troublous fear,
Watching the tide of seasons as they flow
From amorous Spring to Winter’s rain and snow,
And have no thought of sorrow;—here, indeed,
Are Lethe’s waters, and that fatal ****
Which makes a man forget his fatherland.

Ay! amid lotus-meadows dost thou stand,
Like Proserpine, with poppy-laden head,
Guarding the holy ashes of the dead.
For though thy brood of warrior sons hath ceased,
Thy noble dead are with thee!—they at least
Are faithful to thine honour:—guard them well,
O childless city! for a mighty spell,
To wake men’s hearts to dreams of things sublime,
Are the lone tombs where rest the Great of Time.

III.


Yon lonely pillar, rising on the plain,
Marks where the bravest knight of France was slain,—
The Prince of chivalry, the Lord of war,
Gaston de Foix:  for some untimely star
Led him against thy city, and he fell,
As falls some forest-lion fighting well.
Taken from life while life and love were new,
He lies beneath God’s seamless veil of blue;
Tall lance-like reeds wave sadly o’er his head,
And oleanders bloom to deeper red,
Where his bright youth flowed crimson on the ground.

Look farther north unto that broken mound,—
There, prisoned now within a lordly tomb
Raised by a daughter’s hand, in lonely gloom,
Huge-limbed Theodoric, the Gothic king,
Sleeps after all his weary conquering.
Time hath not spared his ruin,—wind and rain
Have broken down his stronghold; and again
We see that Death is mighty lord of all,
And king and clown to ashen dust must fall

Mighty indeed their glory! yet to me
Barbaric king, or knight of chivalry,
Or the great queen herself, were poor and vain,
Beside the grave where Dante rests from pain.
His gilded shrine lies open to the air;
And cunning sculptor’s hands have carven there
The calm white brow, as calm as earliest morn,
The eyes that flashed with passionate love and scorn,
The lips that sang of Heaven and of Hell,
The almond-face which Giotto drew so well,
The weary face of Dante;—to this day,
Here in his place of resting, far away
From Arno’s yellow waters, rushing down
Through the wide bridges of that fairy town,
Where the tall tower of Giotto seems to rise
A marble lily under sapphire skies!

Alas! my Dante! thou hast known the pain
Of meaner lives,—the exile’s galling chain,
How steep the stairs within kings’ houses are,
And all the petty miseries which mar
Man’s nobler nature with the sense of wrong.
Yet this dull world is grateful for thy song;
Our nations do thee homage,—even she,
That cruel queen of vine-clad Tuscany,
Who bound with crown of thorns thy living brow,
Hath decked thine empty tomb with laurels now,
And begs in vain the ashes of her son.

O mightiest exile! all thy grief is done:
Thy soul walks now beside thy Beatrice;
Ravenna guards thine ashes:  sleep in peace.

IV.

How lone this palace is; how grey the walls!
No minstrel now wakes echoes in these halls.
The broken chain lies rusting on the door,
And noisome weeds have split the marble floor:
Here lurks the snake, and here the lizards run
By the stone lions blinking in the sun.
Byron dwelt here in love and revelry
For two long years—a second Anthony,
Who of the world another Actium made!
Yet suffered not his royal soul to fade,
Or lyre to break, or lance to grow less keen,
’Neath any wiles of an Egyptian queen.
For from the East there came a mighty cry,
And Greece stood up to fight for Liberty,
And called him from Ravenna:  never knight
Rode forth more nobly to wild scenes of fight!
None fell more bravely on ensanguined field,
Borne like a Spartan back upon his shield!
O Hellas!  Hellas! in thine hour of pride,
Thy day of might, remember him who died
To wrest from off thy limbs the trammelling chain:
O Salamis!  O lone Plataean plain!
O tossing waves of wild Euboean sea!
O wind-swept heights of lone Thermopylae!
He loved you well—ay, not alone in word,
Who freely gave to thee his lyre and sword,
Like AEschylos at well-fought Marathon:

And England, too, shall glory in her son,
Her warrior-poet, first in song and fight.
No longer now shall Slander’s venomed spite
Crawl like a snake across his perfect name,
Or mar the lordly scutcheon of his fame.

For as the olive-garland of the race,
Which lights with joy each eager runner’s face,
As the red cross which saveth men in war,
As a flame-bearded beacon seen from far
By mariners upon a storm-tossed sea,—
Such was his love for Greece and Liberty!

Byron, thy crowns are ever fresh and green:
Red leaves of rose from Sapphic Mitylene
Shall bind thy brows; the myrtle blooms for thee,
In hidden glades by lonely Castaly;
The laurels wait thy coming:  all are thine,
And round thy head one perfect wreath will twine.

V.

The pine-tops rocked before the evening breeze
With the hoarse murmur of the wintry seas,
And the tall stems were streaked with amber bright;—
I wandered through the wood in wild delight,
Some startled bird, with fluttering wings and fleet,
Made snow of all the blossoms; at my feet,
Like silver crowns, the pale narcissi lay,
And small birds sang on every twining spray.
O waving trees, O forest liberty!
Within your haunts at least a man is free,
And half forgets the weary world of strife:
The blood flows hotter, and a sense of life
Wakes i’ the quickening veins, while once again
The woods are filled with gods we fancied slain.
Long time I watched, and surely hoped to see
Some goat-foot Pan make merry minstrelsy
Amid the reeds! some startled Dryad-maid
In girlish flight! or lurking in the glade,
The soft brown limbs, the wanton treacherous face
Of woodland god! Queen Dian in the chase,
White-limbed and terrible, with look of pride,
And leash of boar-hounds leaping at her side!
Or Hylas mirrored in the perfect stream.

O idle heart!  O fond Hellenic dream!
Ere long, with melancholy rise and swell,
The evening chimes, the convent’s vesper bell,
Struck on mine ears amid the amorous flowers.
Alas! alas! these sweet and honied hours
Had whelmed my heart like some encroaching sea,
And drowned all thoughts of black Gethsemane.

VI.

O lone Ravenna! many a tale is told
Of thy great glories in the days of old:
Two thousand years have passed since thou didst see
Caesar ride forth to royal victory.
Mighty thy name when Rome’s lean eagles flew
From Britain’s isles to far Euphrates blue;
And of the peoples thou wast noble queen,
Till in thy streets the Goth and *** were seen.
Discrowned by man, deserted by the sea,
Thou sleepest, rocked in lonely misery!
No longer now upon thy swelling tide,
Pine-forest-like, thy myriad galleys ride!
For where the brass-beaked ships were wont to float,
The weary shepherd pipes his mournful note;
And the white sheep are free to come and go
Where Adria’s purple waters used to flow.

O fair!  O sad!  O Queen uncomforted!
In ruined loveliness thou liest dead,
Alone of all thy sisters; for at last
Italia’s royal warrior hath passed
Rome’s lordliest entrance, and hath worn his crown
In the high temples of the Eternal Town!
The Palatine hath welcomed back her king,
And with his name the seven mountains ring!

And Naples hath outlived her dream of pain,
And mocks her tyrant!  Venice lives again,
New risen from the waters! and the cry
Of Light and Truth, of Love and Liberty,
Is heard in lordly Genoa, and where
The marble spires of Milan wound the air,
Rings from the Alps to the Sicilian shore,
And Dante’s dream is now a dream no more.

But thou, Ravenna, better loved than all,
Thy ruined palaces are but a pall
That hides thy fallen greatness! and thy name
Burns like a grey and flickering candle-flame
Beneath the noonday splendour of the sun
Of new Italia! for the night is done,
The night of dark oppression, and the day
Hath dawned in passionate splendour:  far away
The Austrian hounds are hunted from the land,
Beyond those ice-crowned citadels which stand
Girdling the plain of royal Lombardy,
From the far West unto the Eastern sea.

I know, indeed, that sons of thine have died
In Lissa’s waters, by the mountain-side
Of Aspromonte, on Novara’s plain,—
Nor have thy children died for thee in vain:
And yet, methinks, thou hast not drunk this wine
From grapes new-crushed of Liberty divine,
Thou hast not followed that immortal Star
Which leads the people forth to deeds of war.
Weary of life, thou liest in silent sleep,
As one who marks the lengthening shadows creep,
Careless of all the hurrying hours that run,
Mourning some day of glory, for the sun
Of Freedom hath not shewn to thee his face,
And thou hast caught no flambeau in the race.

Yet wake not from thy slumbers,—rest thee well,
Amidst thy fields of amber asphodel,
Thy lily-sprinkled meadows,—rest thee there,
To mock all human greatness:  who would dare
To vent the paltry sorrows of his life
Before thy ruins, or to praise the strife
Of kings’ ambition, and the barren pride
Of warring nations! wert not thou the Bride
Of the wild Lord of Adria’s stormy sea!
The Queen of double Empires! and to thee
Were not the nations given as thy prey!
And now—thy gates lie open night and day,
The grass grows green on every tower and hall,
The ghastly fig hath cleft thy bastioned wall;
And where thy mailed warriors stood at rest
The midnight owl hath made her secret nest.
O fallen! fallen! from thy high estate,
O city trammelled in the toils of Fate,
Doth nought remain of all thy glorious days,
But a dull shield, a crown of withered bays!

Yet who beneath this night of wars and fears,
From tranquil tower can watch the coming years;
Who can foretell what joys the day shall bring,
Or why before the dawn the linnets sing?
Thou, even thou, mayst wake, as wakes the rose
To crimson splendour from its grave of snows;
As the rich corn-fields rise to red and gold
From these brown lands, now stiff with Winter’s cold;
As from the storm-rack comes a perfect star!

O much-loved city!  I have wandered far
From the wave-circled islands of my home;
Have seen the gloomy mystery of the Dome
Rise slowly from the drear Campagna’s way,
Clothed in the royal purple of the day:
I from the city of the violet crown
Have watched the sun by Corinth’s hill go down,
And marked the ‘myriad laughter’ of the sea
From starlit hills of flower-starred Arcady;
Yet back to thee returns my perfect love,
As to its forest-nest the evening dove.

O poet’s city! one who scarce has seen
Some twenty summers cast their doublets green
For Autumn’s livery, would seek in vain
To wake his lyre to sing a louder strain,
Or tell thy days of glory;—poor indeed
Is the low murmur of the shepherd’s reed,
Where the loud clarion’s blast should shake the sky,
And flame across the heavens! and to try
Such lofty themes were folly:  yet I know
That never felt my heart a nobler glow
Than when I woke the silence of thy street
With clamorous trampling of my horse’s feet,
And saw the city which now I try to sing,
After long days of weary travelling.

VII.

Adieu, Ravenna! but a year ago,
I stood and watched the crimson sunset glow
From the lone chapel on thy marshy plain:
The sky was as a shield that caught the stain
Of blood and battle from the dying sun,
And in the west the circling clouds had spun
A royal robe, which some great God might wear,
While into ocean-seas of purple air
Sank the gold galley of the Lord of Light.

Yet here the gentle stillness of the night
Brings back the swelling tide of memory,
And wakes again my passionate love for thee:
Now is the Spring of Love, yet soon will come
On meadow and tree the Summer’s lordly bloom;
And soon the grass with brighter flowers will blow,
And send up lilies for some boy to mow.
Then before long the Summer’s conqueror,
Rich Autumn-time, the season’s usurer,
Will lend his hoarded gold to all the trees,
And see it scattered by the spendthrift breeze;
And after that the Winter cold and drear.
So runs the perfect cycle of the year.
And so from youth to manhood do we go,
And fall to weary days and locks of snow.
Love only knows no winter; never dies:
Nor cares for frowning storms or leaden skies
And mine for thee shall never pass away,
Though my weak lips may falter in my lay.

Adieu!  Adieu! yon silent evening star,
The night’s ambassador, doth gleam afar,
And bid the shepherd bring his flocks to fold.
Perchance before our inland seas of gold
Are garnered by the reapers into sheaves,
Perchance before I see the Autumn leaves,
I may behold thy city; and lay down
Low at thy feet the poet’s laurel crown.

Adieu!  Adieu! yon silver lamp, the moon,
Which turns our midnight into perfect noon,
Doth surely light thy towers, guarding well
Where Dante sleeps, where Byron loved to dwell.
Eshan Mar 2011
Kagaz ki kashtiyon mein kai bar safar kar liya,
ab ek lambi udan bhar lene do.
Aj in bandhe hue pankhon ko khuli hava mein sans le lene do,
kyunki ab girne ka khauff nahin raha.

Daudne mein ab koi maza nahin hai,
kyunki yahan to hava jaise tham si gayi **.
Ab rukne ka bilkul man nahin raha,
aj to toofanon mein sair karne lene do.

Dayron mein rehte hue adhi zindagi guzar gayi,
aj to un hadon ko par kar lene do.
Dar dar ke kab tak khamosh rahoge dost,
zameen par jeet jane mein kuch nahin rakha ,
aj to uchaiyon par jashn mana lene do.

Unke chale hue raston ko kai bar nap liya,
aj mujhe bhi apni pehchan bana lene do.
Kismat ka rona to sabhi rote hain,
aj mujhe bhi apne naseeb ka kora kagaz rang lene do.

Kabhi kabhi to man karta hai ki
un azad parindon ki tarah hava mein bas tairta hi reh jaoon.
Asan to kuch nahin par sochta *** ki
aj namumkin ko hi apna dost bana loon.

Kitabon ke panne kafi palat liye,
aj mujhe bhi do shabd likh lene do.
Hans lene do jinhe hansna hai mere in mazboot iradon par.
Kya samjhenege who is khuli udan ki masti ko,
jinhe kabhi bharosa nahin hua khud par,
aur hamesha rakha tha apne armanon ko pinjre mein kaid kar.

Khule asman mein aj ek bar ud lene do,
kya pata kal wahan bhi zaroorat se jyada bheed **.
Kai dinon ke bad aj ek bar fir azad hone ka man kiya hai
Tod do in bediyon ko, kyunki aj ek lambi udaan bharne ka iraada hai
*** skriver sig ind i månen og
folder sig over og ud  i  en oval
form så *** kan passe ind og
tilpasse sig og i smalle sprækker
gemmer *** på hemmeligheder
om glasvaser  og *** har glemt
de andre nu
*** vander sine planter klokken
03:42 og så fletter *** sit hår, der
dufter af jord og ligner mosaikken
under hendes negle
det er svært at blinke i en regelmæssig
rytme, og det er svært at vogte over
de tunge øjenlåg, der hvisker gul poesi
om begravelser *** aldrig var med til
- digte om et papmachesind
Frederik B Jul 2014
*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

— The End —