No, I'm not a capitalist, a socialist or a communist .
I'm not a racist, a fascist or a nationalist.
No, I'm not an idealist, a pacifist or a humanist.
I'm not a Buddhist, a Taoist or an atheist.
No, I' m not an activist, a conspiracist or even an anarchist.
Neither elitist nor philanthropist.

I am just me, there is no twist.
I am simply me, happy to exist,
sick of symbols and ideological mist.
Open your heart and you will see,
it is not me or you, it's we.
Symphony in the cacophony.

Let's tell the king while on his knee,
I am me and we are free and that is how it's gonna be.
You have gone too far, oh mighty Czar,
but we can break any bar, ist das klar?
We are humans, we insist, and from your labels we desist.
We are people and we're ******, oh we promise, we'll resist.

I am me and I am we. I am you and so is she.
We are the leaves of the tree, but what will fall is tyranny
We are I, my oh my, and we shall fight until we die.
We are I so we can fly. We are I and we stand high.

23/04/12

I met a girl named Alice Klar
She was the finest girl I saw
We made my day all bright and nice;
About the night I can’t speak at all!

Alice played with words all day
She’d find some Wort and write a play
To Lebenstraße she’d walked just twice
Even though I’d beg and though I’d plea

But I can’t recall for the life of me
Why that day Alice stopped for tea
Running along she’d chase the mice
Until they fell into the Spree

I’d always worried that her talcum hair
Would bring on suitors far more fair
But I never imagined that her vice
Would be an expat Fräuline eating rice

Amid the essence of food and the summer heat
When there in the Platz the two did meet
And a strong stark woman with heart of ice
Swept Alice Klar up off her feet

Since that day I’ve had no song in heart
Except for brats and hounds that bark
It’s now despite want of love and spice
Her memory fades into the dark

Still I have hope though you may scoff
That this man I am can surely boff
Another ribald maiden low in price
Then that old ***** Alice I can write off!

there's this common consensus among the irish
in england that they're the big fish,
the shark migrants, the ones who say
do to other migrants, rather than be, among us;
for example? they take poles to be (holy) fools;
oddly enough irish arithmetic doesn't really
spawn in other ethnicities too well,
unless of course it's an arithmetic for the
number of pints of Guinness you drink;
funny to reduce a civilisation to a pint of beer
as the civilisation's biggest input for the world
to see; walk into an irish pub donning a little
german flag on your arm and you're immediately
courted with a sing-along-song with the words:
i can't serve you: i've never seen a people
so adamantly proud to have been colonised
when uprooting others who were not:
a shamrock of honour no doubt.

christianity was adopted by the roman
empire, for the jews and the romans
shared an aquiline physiognomy,
in rude terms it's also called the Gaul Nose.

let's see... what else? ah, there's this problem
about the criticism of communism,
after all, western europe (inc. sweden...
huh? sweden?! sweden was neutral!)
was given the marshall plan bail out,
e.r.p. monopoly money...
eastern europe wasn't given that option,
it was given communism, a higher
bidder took offer, the jew said of the slav:
make him proud; of the german? not
so much proud but in a chicken house
of glass and cubicle, offices of paper lifting
mächtigmensch: in fifty years time,
having lost momentum of the industrial
revolution, exported everything to china
(unlike american national capitalism
china's national capitalism is subtler,
just a little tag on a shirt: MADE IN CHINA,
but... designed in caulifornia, the white brain
state), they'll be left with a recurring mid-life
crisis having to brand each life, sell it,
exhaust any chance of entering dialectics,
spewing out opinion after opinion after
even more opinion, basically taking out
a mortgage on an interesting life, and that'll
be the end of it... the advertising boys and girls,
by-products of a New Age Iconoclasm,
not with images, like St. Jerome hunched
or St. Francis of Assisi begging for birdsong
translations of the dove's descent
onto the head of John the Baptist...
New Age Iconoclasm, you see it everywhere:
usually with a trade-mark and a copyright...
New Age Iconoclasm examples?
Coca-Cola... Pepsi... MTv... Levis... Apple...
TM TM... COPYRIGHT FM....
the only damnable thing not ready for nostalgia
concerning former communist states...
well there was poland under the martial law...
a satellite state gearing up to either civil war
or the empire of the warsaw pact (z.s.s.r.)
1981 - 1983... terrible times... but not communist time...
now everyone wants socialism...
food banks in england, migrants in shanty towns
in france... germans being very courteous (hmm),
greeks throwing falafel into turkey,
spain the gem of south america frozen...
all in all, every european frightened of federalism
that cripples u.s.a., no european wants federalism,
no european wants to be bleached into speaking
*klar englisch, centuries of differences done in
conglomerating over the course of a few decades?
madness! no one wants to be like the scots
or the irish or the welsh... who simply say...
aye, buts wee 'ave an accent...
indeed, all you have is a historic insinuation
to what your tongue used to speak,
before the great kabbalistic anatomists
told you to always speak with your eyes open,
rather than sometimes closing them, and speaking
using the kabbalah to see the mouth's anatomy
of the 20 and above organs, including the main one,
the tongue, the brain of the mouth.

p.s. there's only one aspect of kabbalah that
seems dumb from the start,
akin to being pulverised by too many
maxims from philosophy,
and thoughtlessness of the oriental aversion
to think anything that might create
a self in transit...
it's numerology... i've never understood
a point of it, from such a methodological
investigation of phonetics with the
scalpel that is the tetragrammaton,
in order that alpha bravo charlie dumb-dumb
could not exist to stress clarity of
pronunciation / so that bravado would
not be investigated using linguistic cryptology,
as noted via: bruh-vah-doh / brəˈvɑːdəʊ
to saying: a = 1, b = 2, c = 3...
and the words kept me going were represented
by 11 + 5 + 16 + 20, 13 + 5, 7 + 15 + 9 + 14 + 7
actually meant anything.

Du er alt
Alt hvad jeg vil have
Min måne
Og mine stjerner
Men måske
Måske er jeg solen
For din berøring
Den føles så klar
Så klar at det gør ondt
Vi rør hinanden
Så let så flygtigt
For når du er månen
Månen og stjernerne
Og jeg er solen
Så rammer vi hinanden
Men kun lige akkurat
Akkurat nok til at vide
Vide at vi rør hinanden
Ja, for vi ved nemlig godt
At vi fandeme ikke
Er skabt til at være sammen

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu

vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)

“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

Libertad
und Freiheit
mais liberté
avec des conditions
mit Schmerzgedachte
con dolor del corazón

Das Gehirn
versteht nichts
mais le cœur, el corazón
se duele, me duele,
nous afflige
wie diese Krankheit
de la peur, de l’amour
de la vida

Finalement, la tristesse sort
und ist jetzt etwas anderes
Keine Gesundheit
pero
no es enfermedad,
no es felicidad ;
C’est ‘rien de tout’
« I’m fine, honestly »

Keine Wahrheit.
Keine Wirklichkeit.
Alles falsch,
alles klar

Je ne suis pas sûr
La tristesse
La felicidad
Die Krankheit
La vida
L’amour
Das Leben
Die Liebe

Je veux les tuer
Keine Funktion
Pas de tristesse
Pas de vie
Keine Liebe

Rien
de Rien
Nada
de nada
Nichts
von Nichts

Unglaublich.
Incroyable.
Increíble.

En pocas palabras,
tout simplement,
einfach ausgedrückt

Die Geburt und
el nacimiento y
la naissance

Est la mort
y la muerte
und der Tod

Fácil
Facile
Leicht

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

all poems have no
meaning unless you say so
die warheit ist klar

På en klar efterårsmorgen, tegner træerne skygger af dig i asfalten. Vinden visker dine synder til mig. Jeg skriger dit navn og et åh så desperat halleluja, men det eneste, der forlader mine ensomme læber er en sky af tåge.

*(f.b)

Fanwisdom gedachting a hearth-billow in my Herz
Ich hab' gedacht it fairer still to know
Than amongst dein Welt it predisposes is perplexed aloof
Extraños kann nicht go where I must go

And von und an die spinniest of Hund
In peril and with Angsty tougher Hands
Will not crepuscular desecration sofort ensue
Für nichts ist wichtiger nur ein Liebling mood

Versucht wir probs and totes adorbs
But still zu schieße tired and hasst to sein
Während wir sollen in the proper sense
Man oh yeah das Man sagt en vino absorb'd

Was wicked waste and After it schmeckt schleck
Über ist nicht was es ich verpassen now
Most mehr mit Menchen kommt wieso I ask?
Wenn wo I know it is so very untoward to cow

Kuh oder a coo cannot redeem from drain
Zeit and Mal scent rempeln us all or push
Klar we cannot stop the starkest Zug
Nor yodel holler up the lane for ****

And just wenn denkst du, dass eyes is mad
Know that for Worten the harshest Lebens macht
To get you just to see and versehe sum
Unwertens none of us will ever be ich gedacht

men tanken om at det i stedet er hende
der får din varme
uskyldige kys i nakken
i mørke soveværelser
hendes fingre flettet ind i dine
hende, der fjerner dit tøj
og rører dig
hende, der hører dig når du så passioneret spiller
blid musik
hende, der hører dine inderste tanker
på dovne søndagsmorgener

jeg håber *** ved
at *** ligner mig
og jeg håber *** er klar over
at det før var mig der før hørte dine historier
delte din musik
og arret over dine læber

jeg håber *** ved
at jeg var der først
at det var mig der sov i dine arme
holdt dine hænder
kyssede dine læber
samlet i timevis

jeg håber du husker
de magiske stunder
stille nætter i stormvejr
kys under fyrværkeri
og i nattens mørke
efter ungdommens fester

bliver jeg mon hos dig
bliver jeg gammel med dig
i dine tanker
som du vil blive i mine
for du var der først

you know what?
that fox?
that fox that came
round my house,
and then decided:
****... i'm wild...
this feeding *******
is scaring the **** out
of me!

you know what?
i think...
i think i'll rename
him...
   herr erwin rommel...
or rommel, für kurz...
   ja?! klar?!
    i said:
ja?! klar?!  
    herr romme; fuschs.
non deutsche,
nicht deutsche...
yes?
             i would never
become one of those
happily remembered
   family friendly
SS-mench;
sorry...
cynicism begot the way
to make blockage with
a bunch of *******,
aging to be 70...
and then crying...
aged 50+, while comrade
Stalin died!

I de hvide lagner opstår de hvide løgne. Forskruede sandheder der uden tøven er klar til at passere dine læber unden at overveje konsekvenserne. På deres vej mellem dine læber og mit øre, overvejer de ikke een gang hvem de kunne såre, eller hvad de kunne ødelægge.
De danser blot gennem luften, ubekymrede og smålige. De tre små ord, med den største betydning. Men jeg anser det ikke. Jeg er for betaget af din ydre skønhed til at indse at du, i mine hvide lagner fortæller hvide løgne.

nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner
det mønster min løbende mascara malede på
min hvide kinder
efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting
om mit skrøbelige væsen
men alligevel ville du ikke lukke mig ind
i dit sind lavet af glas
hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med
klar ***** og døsende rødvin
så kiggede du på mig med et blik som sagde
hvor jeg dog elsker dig
men du kunne aldrig sige det
og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid
på at rende rundt efter dig og behage dig
da du endelig kyssede en anden
og kiggede i hendes unge funklende blå øjne
istedet for mine grove safir grønne øjne
at jeg havde spildt min tid
på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele
så nu har jeg lært
at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint
og ikke kan finde mig
jeg kan ikke få dig til at elske mig
hvis du ikke gør det
og nu har jeg givet op på dig
hvis dine lange fingre en dag
skulle lange ud efter mig
så skærer jeg dem af din ubetydelige krop

Livet for mig

Livet for mig er ikke nemt
Lige meget hvad der sker, for mig er det slemt
Jeg græder i søvn, jeg sover om dagen
Om natten er jeg vågen og ringer med skæbnen

Det dig, siger skæbnen, kun dig der skal til
Tag et skridt ud af døren og vær klar over hvad du vil
Jeg ved hvad jeg vil og jeg vil have det nu
Så sig til mig skæbne hvorfor lyver du

Husk dog bare skolen, mit job og mit liv
Jeg havde drømme og venner, din frygtelige tyv
Men jeg kan ikke slås, hverken med dig eller mig selv
Min sjæl er klar til at betale denne gæld

Undskyld skæbne, ved at jeg elsker dig
Hvis en har taget fejl så var det sikkert ikke dig
Jeg må jo først leve livet før livet lytter
Endelig kan jeg se at min livsfrygt ikke nytter

Din kærlighed er uendelig og det min dumhed ogs’
Kan du huske dengang jeg tænkte vi to skulle slås?
Jeg skal nok forstå hvor jeg skal hen og hvorfor
Indtil da er jeg taknemmelig for alt det jeg får

alles klar herr kommissar*

Write it all down with painstaking haphazardness,
carefully constructing nested memories,
exotic confections, negligible nuances,
dubious symbols of great insignificance,
an absolutely truthful pack of living lies.
Your readers deserve exactly what they get:
stumbling horses, nuzzling cassowaries, dead flowers;
the impenetrable clarity of an imagined life
imagining its mind imagining itself.

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

Forleden en dag

Cyklede jeg hjem i mørket

Jeg kiggede op og himlen var klar

Stjernerne glimtede

Og mine våde øjne blinkede

Tårerne ned af mine kolde kinder

Og jeg tænkte

At vi i det mindste sov under samme himmel

Jeg har lyst til at ligge i dynens tunge favn og lytte til regnbyger på rudens kolde gennemsigtighed. Jeg vil ligge alene, høre sørgelige podcasts og nyde den ydmyghed og venlige tristhed de bringer. Jeg vil skrive tekster ned, som jeg gemmer til når jeg bliver voksen, for mit sind er ikke klar til den titel endnu. Jeg vil finde frem til alle de ting, jeg elsker at lave og sørge for at udføre dem, og så vil jeg være min egen bedste ven og være okay med, at man en gang imellem må nøjes med det.