Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Night,
cold, dark,
in Copenhagen.

Beer,
a friend,
a bar.

We talked about life,
broken loves,
and new seductions.

There were many **** women
in that place,
but none like her.

It wasn’t her body,
it wasn’t what she didn’t say,
she hadn’t even spoken to us.

It was what she radiated,
her gestures,
her gaze,
her harmony.

All the others, full of signals,
red lips,
high heels,
but you, just the simple waitress.

We didn’t know what was happening,
it was magnetism,
a universal energy,
something spiritual.

Maybe it was your presence,
sweet goddess,
disguised as a servant.

A goddess,
one we longed to worship.

You walked up to us,
"Another drink?" you asked.
That sweetness
was a dose of a drug
we craved more of.

He was charged with ecstasy,
an energy,
inviting you to talk,
but saying, I don’t need you.

An energy,
of here I am,
and this is who I am.

That passion,
of being herself,
of acceptance.

That night, I went home
without knowing what happened,
without knowing what had struck me.

What could have been,
was strange,
was magnetism.

What was it?
In this room, there is always a fly trying to leave.
It never quite makes it.
It buzzes angily off and on against the glass pane.

Through the window July treetops are a green forgetting of other seasons. Winter is a dream, shrouded in leafy abundance. Spring is a thought of Summer before it came.

On an island in Denmark, you drink white wine.
You are mellow and tipsy, you say.
Hares play in front of you in a field,
They rarely think of leaving
or playing a better game.
Hazel Apr 2019
Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til. 
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!
-Hazel
Hazel Aug 2018
Deja-vu
På en måde
Og så alligevel
Ikke.
-Hazel
Hazel Jun 2018
Mine noter, som førhen var ærlige digte,
Er nu blevet til indkøbslister og huskesedler.
Jeg har glemt at købe mit nærvær tilbage
Og min huskesedel siger intet om, at jeg skal huske noget vigtigt.
Ny note: HUSK AT DU SKAL GLEMME!
-Hazel
PoserPersona May 2018

Dear Journal,

     The wheel turns on the black Bic lighter and conjures a restless spark,
thus igniting once sincere letters. In turn, arctic winds are evoked at dark.
Couple's ardor inspired prior to her departure abroad to Denmark.

     Confederate embers scorch paper, but less so than this dolorous heart.
Blazing in solidarity on a barren porch; a pyre for finest silks torn apart.
With weeping wounds cauterized, the true healing now just starts.

Sincerely,
Rekindled

Hazel Apr 2018
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
-Hazel
Hazel Mar 2018
Blodsprængte øjne, fordi sprittens syndere
befamler min krop.
Længslens læske drikke, af blod, sved, og kaos. KLAMT.
Væsken danser ned i svælget, ombestemmer sig ikke.
Smagen er KLAM, følelsen ligegyldig. Endeløs og ligegyldig.
Jeg har diskofjæs, Grønne, røde, og blå lyssilhouetter
banker på ydersiden af mit indre.
Gid du var ligegyldig!
-Hazel
Next page