For du var gift i glasset, salt i såret. Du var djævlens engel, og sandhedens mester. For du kunne hade og elske, få og miste, ofte som det passede dig.
Jeg var glasset der bar giften, jeg var såret der smagte salten, jeg var facadernes mester, jeg kunne hade og elske, give og miste.
Du var skyggernes herrer, solens profet og gudernes Lucifer.
Du bar din smagløse kærlighed i dine lunkne hænder…

I en vejkant, i kanten af vejen
ligger jeg
På asfaltens kolde krop
Spredt ud mellem småsten og tyggegummi
DNA strøg fra alle der har gået her
inklusivt dig.
Derfor ligger jeg her.
Bastant er min kropsvægt
Tynget til vejens massive længsel,
efter gå gang, hop, og dans.
Måske fortvivler mine tåre?
Jeg fylder afløb, huller, og hjerter ud
med metaforisk kapgang
I et naivt håb om at din ømhed
vil ligge sig i en vejkant, i kanten af vejen.

DET ER LIGSOM MØRKET.

SOM AT SOVE.

FOR AT DRØMME.

SÅ AT VÅGNE.

JEG VIL FLYGTE.

Nok forlader jeg min grund, af grunde.
Sad fast i blandt mennesker, 20+, kaffeånde, væk fra alt der idealisere voksenlivet, og det der reflekterede en nærmest nær dødsoplevelse i mine øjne. Sad fast i mellem andres drømme, mixed up med ***** redbull, klistrede skosåler som valser ned i gennem jomfruhinden, for at projektere deres drømme med andres. For at finde ud af at de ikke er kommet videre i deres liv end fra sidste weekend. Nok forlader jeg podier, pedestaler, guld, sølv & bronze-mentaliteten, et ungdomsmararidt der altid ender i ramaskrig, ingen solidaritet for den modsatte. Springer ud fra tippen, af egen næse. nogle burde gøre det samme.

Vi var oppe at flyve, men nu lander vi!
Lander du, lander jeg.
Dit ja blev et nej.
Så hvor fra letter vi, og hvorhenne ender vi?
For ja, hvor i verden lander de?
Når vi er dem, og "de" er "vi"!