White lines
She looks around, making sure nobody watches
She bends over the table and slowly the skies whispers in her ears that her waist is beautiful
The dust is tenderly kissing the inside of her brain and she is standing on the doorway to heaven
goosebumps is traveling from her toes to her ******* and a tickling feeling is rushing through her blood
She pushes her breast towards the sealing and opens her mouth like she is ready to love

More wants more and another white line appears on the table in the empty room
She is slowly scratching her neck and points her nose directly to the table, that suddenly looks like some of the Devils furniture

Everything fades as she gets op on her feet and she takes her clothes off to the beat of the drums and within a moment she isn't alone in the room
She is dancing like an angle with broken wings, elegant but hurt

She lets Jesus touch her between her scarred legs
He tells her that there is plenty of white lines and that she is the most beautiful creature he had ever seen

She wants him to stay, she begs
Everything becomes silent and she hits the ground with her naked body
She looks around with her last energy, but there is only darkness

Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden

It just occurred to me you and I won't fit again
The problem is, we both love you too much

Vi lå afklædte i din seng
og du hviskede i mit øre du ikke vil dø
Længe lå vi og stirrede op i loftet i fuldkommen stilhed
Jeg kiggede på dig og små sommerfugle fløj rundt i din mave
Jeg kyssede dig så inderligt at himlen pludselig virkede besynderligt nær
Uden at sige et ord, konstaterede jeg for mig selv
du aldrig ville dø
for jeg skrev jo lange digte om min længsel og om dine store øjne
Jeg ville ikke lade dig dø
Jeg ville gemme den bedste samling af ord om dig
og lægge den i en æske og sende den direkte til evigheden

*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det

Det var drømme der blev knust og hypoteser der blev til realiteter
Det var uvished der blev til klare svar
Det var mavefornemmelser der blev til opkast
Det var efterår der blev til minusgrader og
det var selvmordstanker der blev til en slukket puls

you turned off the lights in her eyes
when the streets are filled with darkness
she's flawless
picking up the pieces of broken glass
that once was a heart

Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne
Du frygtede vinteren
Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra
Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet
Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg
Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og
Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig
Da du ødelagde mig
De vintenætter

Jeg overværede din samtale med satan
I skændtes, ikke sandt?
Handlede det om det støv i skuffen?
Du var stille som marts nat og ville aldrig fortælle hvor det kom fra
Jeg vidste godt det kom fra mordet på englen
For det rykkede i mine ribben da englen gik bort og mine knogler blev til mel
Du rev mit tøj af samme nat
Din hånd lagde sig over min mund  
Jeg ville skrige men nu var begge hænder over min mund syet fast med små sting

You are without a doubt
The most
interesting
Beautiful
Living creature I'd  ever have the privileged to met

Jeg fanger ord der er blevet til natsværmere
Jeg kysser vandet fordi jeg ved at det ikke vil forsvinde
Der vil altid været et hav, en flod eller en å
Jeg forstiller mig din silhuet, rindende af mine tåre
Der svømmer glasskår i dine øjne og river hul i din pupil
Men det er ikke dig der græder
Det er mig der står i en flodbølge af gråd

I'm taking a long walk with satan
He appears to be incredibly wise
He's telling me that he's been watching me
That he adores the tears in my eyes, and he collects them
I observe every little move he makes, completely numb
He kisses my neck
in a dark parking lot
Satan is inside of me and let it happen
I sees the moment
and that is when I realize
It's not satan, it's just you
Or maybe you're one and the same
And I've just been fooling myself

You are what dreams are made of
I'm not quite sure whether
I am a sleep or awake
I'm not quite sure if it's ******* under your nose or the snow you stole from my eyes

Jeg bad dig om at blive
Og det gjorde du skam også
Men kun som sølle spor på min krop
Duften af lædersæderne i din Mercedes ligger som streger af ******
under min næse, og påvirker mig ligeså
Din vrede har bosat sig under mine negle
Skoven du boede ved, har efterladt grene i mine luftveje
Og sprækkerne på mine læber er den tvivl der opstod hos dig, da du forlod mig

I watch him smoke the cigaret
And I hand him another one
Because I want to defect his lunges  
The way he neglected my heart

I can feel you suffering from anexity
Even though you smile like the sun just kissed your lips
While you read this poem
Let the words embrace your cold chest
Let them warm you up
Honey
You can't run forever
One day your feet will bleed
And you will lose your breath

Take my jacket, he said
I smiled, and put it on
What he didn't know was
Nothing could warm up
The freezing ending
That was getting closer

I write about fictional personalities mirrored in myself because the thought of admitting the shattering pain is so fragile and unbearable that I would have to bite the blade and let it take over.
I write about the girl by the bus, the boy with the special voice, the coughing woman and even the schizophrenic man.
But you may never ask me to name them, you may never ask me if they exist

Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes

You stole my skin
You took away the wind
Tell me
How do you house the sin

Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.

Mon det er faldet dig ind det ikke er mine læber du kysser blidt? Havde tanket strejfet dig at bare en enkelt berøring på hendes lår, river dybe rifter på indersiden af min hud.
Jeg har bildt selv ind at oktobermørket har forvirret dig
og forvekslet mig, med hende.
Jeg snakker med dig
hele tiden
jeg vender min hverdag i dine tanker
det er bare som om du ikke svarer når jeg hviskende skriger i mørket.
Jeg stjæler din sjæl for den har jeg mere brug for end du.
Hvorfor har du gåsehud?
er det mon den dårlige samvittighed der endelig er kommet ind gennem metalhuden

Hans læber er blå af misundelse og rødvin,og du kysser ham.
Hans bid i din frosne læbe er klimaks og som forventet
tager han din vejrtrækning fra dig
og skærer
rustne
dybe
ar