Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld