Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Hans læber er blå af misundelse og rødvin,og du kysser ham.
Hans bid i din frosne læbe er klimaks og som forventet
tager han din vejrtrækning fra dig
og skærer
rustne
dybe
ar
You are without a doubt
The most
interesting
Beautiful
Living creature I'd  ever have the privileged to met
Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes
Don't hit me, it's such a burning pain
it feels like being caught in a flame
Don't take my breath, I need it more than you do
It is getting colder and so are you
Don't bring me flowers, they will dry
Please baby, don't let me die
*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det
Vi lå afklædte i din seng
og du hviskede i mit øre du ikke vil dø
Længe lå vi og stirrede op i loftet i fuldkommen stilhed
Jeg kiggede på dig og små sommerfugle fløj rundt i din mave
Jeg kyssede dig så inderligt at himlen pludselig virkede besynderligt nær
Uden at sige et ord, konstaterede jeg for mig selv
du aldrig ville dø
for jeg skrev jo lange digte om min længsel og om dine store øjne
Jeg ville ikke lade dig dø
Jeg ville gemme den bedste samling af ord om dig
og lægge den i en æske og sende den direkte til evigheden
Jeg overværede din samtale med satan
I skændtes, ikke sandt?
Handlede det om det støv i skuffen?
Du var stille som marts nat og ville aldrig fortælle hvor det kom fra
Jeg vidste godt det kom fra mordet på englen
For det rykkede i mine ribben da englen gik bort og mine knogler blev til mel
Du rev mit tøj af samme nat
Din hånd lagde sig over min mund  
Jeg ville skrige men nu var begge hænder over min mund syet fast med små sting
Danish dansk engle pain greef Night tears
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
you turned off the lights in her eyes
when the streets are filled with darkness
she's flawless
picking up the pieces of broken glass
that once was a heart
You are what dreams are made of
I'm not quite sure whether
I am a sleep or awake
I'm not quite sure if it's ******* under your nose or the snow you stole from my eyes
*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
I wanted to write something marvelous, something so beautiful it would make you stay.
An ocean of words rushed through my brain
But none of them could create a sentence that was good enough.
I wanted to steal your shoes, just to walk in them and feel what you feel.
I wanted to give you the chills
But you're already so cold that I freeze just thinking of lying next to you again.
Take my jacket, he said
I smiled, and put it on
What he didn't know was
Nothing could warm up
The freezing ending
That was getting closer
Adore me and make love to me
Not only hear me, listen to me
My words will mark you, and scar you
Kiss me because you will miss me
Soon I'll die, so let's get high
Let's fly
I watch him smoke the cigaret
And I hand him another one
Because I want to defect his lunges  
The way he neglected my heart
Jeg bad dig om at blive
Og det gjorde du skam også
Men kun som sølle spor på min krop
Duften af lædersæderne i din Mercedes ligger som streger af ******
under min næse, og påvirker mig ligeså
Din vrede har bosat sig under mine negle
Skoven du boede ved, har efterladt grene i mine luftveje
Og sprækkerne på mine læber er den tvivl der opstod hos dig, da du forlod mig
I will probably never walk in your shoes
Not because they're  too big
But because they're ***** and filled with hatred

I can't fit your ring anymore and it's not because it doesn't go with my new style
It's because it carries a loud cry every time I wear it

I can't tell you why we crashed on a Sunday,
and it's not because I don't have any knowledge
It's because I have scars coming from that very Monday

It's hard to say why we're not just together
I am not answering because I don't know the answer
But because my lips physically can't get the words out

I'll never show you these words
Not because I don't know how to send a letter
But because your silence would **** me
Mon det er faldet dig ind det ikke er mine læber du kysser blidt? Havde tanket strejfet dig at bare en enkelt berøring på hendes lår, river dybe rifter på indersiden af min hud.
Jeg har bildt selv ind at oktobermørket har forvirret dig
og forvekslet mig, med hende.
Jeg snakker med dig
hele tiden
jeg vender min hverdag i dine tanker
det er bare som om du ikke svarer når jeg hviskende skriger i mørket.
Jeg stjæler din sjæl for den har jeg mere brug for end du.
Hvorfor har du gåsehud?
er det mon den dårlige samvittighed der endelig er kommet ind gennem metalhuden
Jeg bandt dig i lænker med mine unikke øjne, og nu ligger du ved mine fødder bundet fast til afhængigheden af mig
Mine kys fortryller dig og nu kan du aldrig give slip
Du forguder min krop som var den rigdom
Helt blind for mit syge sind
Bundet om min lille finger svæver du rundt i atmosfæren
Mens jeg elsker mig selv og ikke dig
Det er magten og pengene der driver mit guddommelige legeme
For jeg er syg, og behøver dig som et fiks
Men om lidt er du skrald og nede i bunken af ligegyldighed
Det var drømme der blev knust og hypoteser der blev til realiteter
Det var uvished der blev til klare svar
Det var mavefornemmelser der blev til opkast
Det var efterår der blev til minusgrader og
det var selvmordstanker der blev til en slukket puls
Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.
I'm taking a long walk with satan
He appears to be incredibly wise
He's telling me that he's been watching me
That he adores the tears in my eyes, and he collects them
I observe every little move he makes, completely numb
He kisses my neck
in a dark parking lot
Satan is inside of me and let it happen
I sees the moment
and that is when I realize
It's not satan, it's just you
Or maybe you're one and the same
And I've just been fooling myself
Du placerer ord i min mund og det bryder jeg mig ikke om
Du frarøver mine smilehuller og graver miner i stedet
Jeg hader dig sådan
Du hælder rødvin udover min krop og jeg sidder som den lille havfrue
Jeg hader dig sådan
Du river hårtotter ud der føles som kontinenter
I can feel you suffering from anexity
Even though you smile like the sun just kissed your lips
While you read this poem
Let the words embrace your cold chest
Let them warm you up
Honey
You can't run forever
One day your feet will bleed
And you will lose your breath
#sun #smile #honey #lose #kiss #lips #gone #over
Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden
Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig
men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt
Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af
Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider
Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve
Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket
Jeg håber du ved, at du gav mig styrken
Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Her ånder jeg men lever ikke
Kun min hud kan jeg mærke noget så nært
Det strammer som latex på hele kroppen
Blandt betonhuse der bliver bombet
Skriver jeg ord der bliver til aske
En tyk tåge af følelser svæver forbi mit hovede og gør luften tyk
Så jeg vifter den væk som cigaretrøg
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld
Jeg fanger ord der er blevet til natsværmere
Jeg kysser vandet fordi jeg ved at det ikke vil forsvinde
Der vil altid været et hav, en flod eller en å
Jeg forstiller mig din silhuet, rindende af mine tåre
Der svømmer glasskår i dine øjne og river hul i din pupil
Men det er ikke dig der græder
Det er mig der står i en flodbølge af gråd
Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne
Du frygtede vinteren
Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra
Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet
Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg
Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og
Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig
Da du ødelagde mig
De vintenætter
We danced with knifes tied to our chests
And had *** with fire  
We screamed under water
And the snow surrounded our noses and made us kiss with the skies
We danced with the devil and made him laugh
We danced with love
and we lost
You stole my skin
You took away the wind
Tell me
How do you house the sin
White lines
She looks around, making sure nobody watches
She bends over the table and slowly the skies whispers in her ears that her waist is beautiful
The dust is tenderly kissing the inside of her brain and she is standing on the doorway to heaven
goosebumps is traveling from her toes to her ******* and a tickling feeling is rushing through her blood
She pushes her breast towards the sealing and opens her mouth like she is ready to love

More wants more and another white line appears on the table in the empty room
She is slowly scratching her neck and points her nose directly to the table, that suddenly looks like some of the Devils furniture

Everything fades as she gets op on her feet and she takes her clothes off to the beat of the drums and within a moment she isn't alone in the room
She is dancing like an angle with broken wings, elegant but hurt

She lets Jesus touch her between her scarred legs
He tells her that there is plenty of white lines and that she is the most beautiful creature he had ever seen

She wants him to stay, she begs
Everything becomes silent and she hits the ground with her naked body
She looks around with her last energy, but there is only darkness
you
you
It just occurred to me you and I won't fit again
The problem is, we both love you too much
I write about fictional personalities mirrored in myself because the thought of admitting the shattering pain is so fragile and unbearable that I would have to bite the blade and let it take over.
I write about the girl by the bus, the boy with the special voice, the coughing woman and even the schizophrenic man.
But you may never ask me to name them, you may never ask me if they exist

— The End —