Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Skaidrum Jun 2015
.
Ancient games
tell tales of dust.  |||   A story drawn
from the lips of two poets.



~~~~~


It's the wits that ****, not Queens of ivory or ink. *
Charged with
coal strokes, scraping up the lies.
Pawns & Knights slip between the grasp of the sun, leaking into
   lion jaws of Leo.
Shifting these granite plates, ignoring the Rooks common price of aslant.
Here we have slain kin, crescent traitors that backstab the night and battlefield.
Closed doors and trap floors, trade me a tie, swindling your tactic ruts.
Reality never got the noose around our necks, check turned into manslaughter, and kingdoms ripped asunder by the roar of Jupiter
Get up, get up, get away from these liars, they can't have your rank or your fire.
Peak a notion, this match is spared by a luft.
Toss away the pride buried 'neath your dusty skin, it don't matter no more if   death has you by the lips.
Silence is a language too in our eyes of earth.
Take my hand, knott your soul into this downfall, and brace yourself for the wreckage in our bones.
The Sword of Sorrows will fall 'pon your shoulders, not to slay thee, but to dub thee a new day.
The drums of war will knit the lyrics in the sky,
singing:
"The mighty sharpen their fangs, the weak sharpen their wisdom"
~~~~~
I'm tired of your wishbones, and golden scales, give me the hard-earned truth.
Hot coals of honesty may you tread upon, shadow-bitten remorseful may you be, don't stray off the course of Ursa major.
The North star isn't the one I follow
It's the moon with all of it's phases,
Eclipsing and crescent, tipping the sky with it's beauty.
Now let this sink further than any soul has ever sunk,
no man could ever
rule the moon.
~~~~~~
Shoot on command,
C
h    
      e
c  
      k
m
a
t      
e

~~~~
You could drag me to hell and back and those words wouldn't mean anything.
Let this downfall become a *downfell,

Because last I checked
"Wolves worship the moon"
and I have broke it's reflection in the water
Just
by
throwing
s                    
t          
o
         n
                 e
                              s
                               ­        .

.
A collab between
The Dragon Prince & Skaidrum.

I'll give most credit to
Kalum here.

© Copywrite The Dragon Prince & Skaidrum
Weißer Tagesanbruch. Stille. Als das Kräuseln begann,
hielt ich es für Seewind, in unser Tal kommend mit Raunen
von Salz, von baumlosen Horizonten. Aber der weiße Nebel
bewegte sich nicht; das Laub meiner Brüder blieb ausgebreitet,
regungslos.
Doch das Kräuseln kam näher – und dann
begannen meine eigenen äußersten Zweige zu prickeln, fast als wäre
ein Feuer unter ihnen entfacht, zu nah, und ihre Spitzen
trockneten und rollten sich ein.
Doch ich fürchtete mich nicht, nur
wachsam war ich.
Ich sah ihn als erster, denn ich wuchs
draußen am Weidehang, jenseits des Waldes.
Er war ein Mann, so schien es: die zwei
beweglichen Stengel, der kurze Stamm, die zwei
Arm-Äste, biegsam, jeder mit fünf laublosen
Zweigen an ihrem Ende,
und der Kopf gekrönt mit braunem oder goldenem Gras,
ein Gesicht tragend, nicht wie das geschnäbelte Gesicht eines Vogels,
eher wie das einer Blume.
Er trug eine Bürde,
einen abgeschnittenen Ast, gebogen, als er noch grün war,
Strähnen einer Rebe quer darüber gespannt. Von dieser,
sobald er sie berührte, und von seiner Stimme,
die, unähnlich der Stimme des Windes, unser Laub und unsere
Äste nicht brauchte, um ihren Klang zu vollenden,
kam das Kräuseln.
Es war aber jetzt kein Kräuseln mehr (er war nahe herangekommen und
stand in meinem ersten Schatten), es war eine Welle, die mich umspülte,
als stiege Regen
empor von unten um mich herum,
anstatt zu fallen.
Und was ich spürte, war nicht mehr ein trockenes Prickeln:
Ich schien zu singen, während er sang, ich schien zu wissen,
was die Lerche weiß; mein ganzer Saft
stieg hinauf der Sonne entgegen, die nun
aufgegangen war, der Nebel hob sich, das Gras
wurde trocken, doch meine Wurzeln spürten, wie Musik sie tränkte
tief in der Erde.

Er kam noch näher, lehnte sich an meinen Stamm:
Die Rinde erschauerte wie ein noch gefaltetes Blatt.
Musik! Kein Zweig von mir, der nicht
erbebte vor Freude und Furcht.

Dann, als er sang,
waren es nicht mehr nur Klänge, aus denen die Musik entstand:
Er sprach, und wie kein Baum zuhört, hörte ich zu, und Sprache
kam in meine Wurzeln
aus der Erde,
in meine Rinde
aus der Luft,
in die Poren meiner grünsten Knospen
sanft wie Tau,
und er sang kein Wort, das ich nicht zu deuten wußte.
Er erzählte von Reisen,
davon, wo Sonne und Mond hingehen, während wir im Dunkeln stehen,
von einer Erden-Reise, von der er träumte, sie eines Tages zu tun
tiefer als Wurzeln…
Er erzählte von den Menschenträumen, von Krieg, Leidenschaften, Gram
und ich, ein Baum, verstand die Wörter – ach, es schien,
als ob meine dicke Rinde aufplatzen würde, wie die eines Schößlings,
der zu schnell wuchs im Frühling,
so daß später Frost ihn verwundete.

Feuer besang er,
das Bäume fürchten, und ich, ein Baum, erfreute mich seiner Flammen.
Neue Knospen brachen auf in mir, wenngleich es Hochsommer war.
Als ob seine Leier (nun wußte ich ihren Namen)
zugleich Frost und Feuer wäre, ihre Akkorde flammten
hinauf bis zu meiner Krone.
Ich war wieder Samen.
Ich war Farn im Sumpf.
Ich war Kohle.
m Oct 2010
Ich ging durch den beschmutzten bevölkerten Korridor mit den Reben, die drinnen und draußen wuchsen, entlang und ich sah in jeder Tür mein Spiegelbild, während ich vorüberging. Ich wohnte genau zum Zimmer – nicht einhundertfünfzig Zentimeter weg; die Entfernung war fast nicht größer, als ich war, und nicht alter. Ich erläuterte meine Angst vor dem Dunkel mit einem Frösteln. Meine Zähne klapperten und klingelnden Münzen, die in meiner Tasche blieben, schrien in meinem Ohr gewohnte Lieder.
Eine Tür öffnete und einen Moment lang hörten wir das Weltall. Wir allesamt waren in dem Korridor. Ein krystallener Stab wie einer, den Leute in der Versuchsansalt oder in der Kneipe benützten, zerbrach. Der Stabinhalt floß in die Hand des Mannes, der sein Zimmer verließ, eine silberne Flüssigkeit. Das Echo des Wortes „Quecksilber“ klang in dem Korridor.
Jedes Zimmer ist gleichbedeutend wie das Letztere, aber es ist auch unterschiedlich. Jedes beinhaltet grenzenlos Fähigkeiten, und unterschiedliche Chemikalien, unterschiedliche Chemie, und unterschiedliche Emotionen.
Ängstlich öffnete ich meine Tür und trat in einen millionsten Anteil von mir selber und ich war ich selber. Symphonien flossen von meinem Kopf weiter, und von den Symphonien kamen fliegende Fische.
Es war nicht wichtig, dass andere Menschen ähnliche Zimmer wie mein Zimmer hatten; es war nur wichtig, dass ihre Zimmer verschieden waren. Ihre Zimmer waren Käfige, genau wie ihre Herzen und auch ihre Hände. Der Mann im Korridor, der hirschartige Augen hatte, blies das flüssige Metall, das seine Hand fasste weg. Die Flüssigkeit wurde Staub und glitt zu mir wie Backpulver oder Schnee im Schneesturm. Ich konnte alles hören und ich musste mich von dem Weiß, das der Staub brachte, trennen. Ich hasste den öden Morgen, den das hervorbrachte.
Ich wollte meine Tür öffnen und wollte den silbernweißen Straub vorzeigen, dass ich auch Sachen in der Luft erschaffen konnte. Ich wollte, aber ich konnte nicht. Ich konnte Sachen in der Luft meines Zimmers erschaffen, aber nicht im Korridor. Man braucht Ressourcen, um etwas zu ändern oder zu formen. Ich besaß Keine.
Die Welt schüchterte die Leute ein, die Verstand hatten.
Alexander Coy Apr 2016
So before I start this poem I'd like to acknowledge some helpful folks in my life.

First off, I want to thank my literary agent, Richard Shelby for suggesting I take my current frustrations out through poetry (He's a big fan of Whitman). I, however, was never much of a fan of poetry; although in High School I was taught Horace, Wordsworth, Milton. Yeah, they actually had us blokes memorize poems!;

What slender youth, bedew’d with liquid odors,
Courts thee on roses in some pleasant cave,
             Pyrrha? For whom bind’st thou
             In wreaths thy golden hair...


Secondly, I'd like to give a big thanks to lawyer Dawn Young for pointing me to this particular website, Hellopoetry. I haven't read much of anyone's work, but I doubt I'll have any difficult time fitting in.

Lastly, and most importantly, a big shout to for my jezebel of a wife, Courtney for inflicting upon me all this unnecessary pain by means of a quarter million dollar divorce. We were High School sweethearts up until my 48th birthday. She thought it would be the best time to drop the bomb that she was in love with my old Rugby ally, and Rutgers roommate, Henry O' Shay.

I have to admit life has been ***** ever since then.

Well, here's to new beginnings.

My poem starts now.
Nathan MacKrith Dec 2018
Or did the cliché use me? It infected my mind, stole my words, and left me linguistically bankrupt. Every dog has its day, and yesterday was most certainly not mine. But all’s well that ends well, unless the well is actually a drowning pool, or a rat graveyard. Only Time will tell-unless I cut out its tongue and use its guts for garters. But without Time we’re all Living on a Prayer seeking a Stairway to Heaven borne by our 99 Red Luft Balloons with nothing but Faith, like Major Tom we’re floating away. Will Another One Bite the Dust before the the finale of this Bohemian Rhapsody? Whatever will be will be, and I will set forth my Long and Lonely Hallelujah long locked in my Heart of Gold, because I’m getting old Under Pressure screaming “let me out”-STOP! Hammer Time!  I may be Lost in the Supermarket, but Great Scot! I’ll get my guaranteed personality because in Nana-Land Anything Goes!
~
NM
12/12/18
inspired by my Muse, Monica L.

presented as part of a Dawkins’-meme based poetrycollection at the 2019 “Trash Talkin’” literary Conference at the University of Regina, in Regina, SK, Canada
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
JJ Hutton Feb 2012
General Patton and droppers
in between the cushions of couch,
in between the ceiling fan and carpeted wasteland,
in between nirvana and judgement day,
heavy, heavy,
I lost my way --
I Dug the Pony,
I Luft the 99th Balloon,
I was a Carpenter and You were a Lady,
in between sheets,
in between seams,
in between nail and crucifix,
heavy, heavy,
I dug in and stayed --
I wedding banded,
I honeymooned,
I threshold,
in between purgatory and heavenly blur,
in between intersection and parallel,
in between watercolor and pastel,
heavy, heavy.
Jackson Freeman Oct 2012
I singe with a hertly lud whan ycham herty,
And I arme whan singinge is ne ynewe.
Carole whan my corage blissieth,
And I shal deye whan his blase deyeth.

Druerie shal be his a-brune billets.
A stable blase that shal sustene my spyrakles.
A schrewe destroyere that kesseth so dimliche.
A þeauful kempe with an as-spire swerde.

Gostes of i-þank als ouer my vingeres.
Al-only dulce conceiptes fletene in my gostes.
Sumdel real cannot be als amaddinge.
Sumdel real cannot be te-tealte!

Is the mannish þonc als mase and puissant
Sweuenen of suic a selkout conand?
Dest Moder Folde cune of hire child?
Hire misty doter who berne and bilde?

The hoom is not where the herte is.
The herte is the hoom bote motif
The herte, the hoom, the ende, and the sepulture.
A luft who is the mest derure in the Folde.
I'll post the translation when I can ****** find it on my other computer. Enjoy this piece, though, even if you can't understand it!
Madness Jul 2014
Ich versuche in Worte zu fassen,
wieso ich ausgerechnet dich
liebe, ich könnte mit deinen Augen
anfangen oder deinem Charakter
oder deinem Lächeln oder deinen
Lippen oder ..., aber es liegt am
Rande des Schwerfallens.
Denn genauso könnte ich versuchen,
zu erklären, wie Wasser schmeckt.
Doch ich war so lange unter Wasser;
bis ich dich getroffen habe.

Ja, ich war lange unter Wasser, so
lange, dass ich taub von der Luft
war, vergessen habe, dass Lungen
von jeglicher Bedeutung sind.

Denn du bist mein Rettungsanker.
Guep seeb do fug
Uptoob queev buh
Luft goo dub ug
Fleeg dahs luh

Obku *** qwuarsh
Fab go mud marsh

Me go fabroso
Egvar seeg lu
Xybahso
Imba go mu
Cabbo de
Ogg be
Helen Jan 2014
it started with the alarm
which I forgot to turn off
because everyday
it's how it usually starts
but not today
I sacrificed some hard earned
hours, for a day, just for me
but forgot the alarm
sigh
So I arise
Turned on my phone
read some poetry
appreciated

every.

single.

response.

to me and my ramblings

Facebooked each piece
of my heart that poked me
while being grateful
they tickle with a finger
and not attack me
at my backbone
with  a serrated knife

thats not nice

Cooked an early dinner
for my family
Because usually dinner time
clashes unusually with drinking time

and quite frankly
today, I just want them to eat heartily
and leave me be...

but one tiptoed through my sadness
because, he seems to be able
to climb any barbed wire fence,
negotiate the most hormonal minefield
see inside my ***** laundry basket
and kiss the hurts I feel

So I'm sitting here wallowing
in just another day
and I hear music from inside
I put my book down and sway

99 Luft Balloons
(in German, not English)
He hates that song with a passion
but he knows I love it.

Lucky Number...
Kate Bush
Fischer Z

Then my most favourite song!

See chameleon
Lying there in the sun
All things to everyone


Run run away

and my heart bursts apart!

It's not just another day
he's trying to make it special
with things to make me smile
bringing music into my life

no, it's not just another day,
it's my birthday
Raising my glass
to Iron Maiden
and Flogging Molly
Metallica and
and Jethro Tull
(the band, not the man)
I'm singing like no ones
listening
I'm dancing like no ones
looking
and I don't care!

It's my birthday
all are welcome
to feel my pleasure
and share!

Jan 28th 2014
Marolle May 2015
drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)
Kan ikke længere kende mig selv og føler ikke jeg har forandret mig til noget bedre og nyere. I går mødtes jeg med en barndomsveninde og følelsen af hjemme og gamle minder var fantastisk. Det kurerede mig for en tid, indtil nu.
Jonny Angel Aug 2014
It was kind of crazy,
Army guys listening
to Nena & her red luft balloons,
Kim Wilde’s American Kids,
a bit of Madonna Lucky Star and
Lauper’s girls just wanting to have some fun.
Man o’ man,
we danced our drunk ***** off
with all them pretty little lasses.
And like we gave a flying ****,
for in a moment’s notice,
we might have been
Airborne,
hoooooaaaaah.
nana nilsson Jan 2014
blidt sind,
rødligt forslåede knæ,
få tomme knogler
og lunger fyldt med rådden luft
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft

           akavet venskabelighed,    fortumlet interaktion

ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved

      skriver digte der dernæst glemmes

               'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'

føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
           hvem er jeg overfor dig?     tilbageblikkets endegyldige tvivl og    
   hjernens omdrejninger

smilende øjeblik,
       derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse

hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
          filtrere al støjen væk    ?    

               tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag

        vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!


              farvel!
      hvem er jeg uden dig
  
        velkommen tilbage, fremmed følelse
                    velkendt person

    farvel
J M Evjen Mar 2016
Haifische schwammen
Schwammen,
schwärmten
In einem Kreis, und gingen
Durcheinander
Wieder und wieder
Und wider meine Angst
Und meinen Willen.

Plötzlich änderte sich alles
Und ich wusste gar nicht mehr
Wo ich stand.
In Wirklichkeit saß ich,
glitt, trieb ich in der Luft oder
zwischen den Etagen.
In dem Boden bewegte
Mein Körper sich.

Du warst nicht da,
aber sie.
Sie manifestierte sich
Im Zimmer vor mir.
Ihr Geist tanzte
Und füllte mich,
Körperlich
Ein.

So schnelle wie
Sie kam, war sie
Wieder auf Einmal
Weg.
Sie fiel weg.
Ich existierte
Und zitierte
Im Dunkeln.

Er machte die Lichter,
die Sonne,
aus
und die Geister,
ihrer,
kamen und
uns fehlten
Die Worte.

Ich kann es nicht
Beschreiben, aber
Ich verlief mich und
Befand mich in einer
Neuen Welt
Füllend und überlaufend
mit ihrer
Stimme.
Laura Amstutz Feb 2017
jeg er skødesløs
musikken er så god
s-togets varme dulmer
nattemørket læner sig ind mod ruden
- presser på
tankernes strøm standser og starter og standser igen
alting er mit

jeg er tankeløs
og musikken er så god

drikker lidt for at føle mig i live
med lukkede øjne og drømme af luft
glemmer jeg både mig selv og de andre

tag mig væk herfra
tag mig med ud i natten
i mørket
vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen
længslende eufori
af velvære
kravler op ad mine arme
alting er godt

man skal dø nogle få gange
før man virkelig kan
leve
.
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
Jann F Dec 2022
Zu später Stund
grüßen uns die Zweifel
und in unseren Köpfen
sagt die Angst
der ungewissen Zukunft
„Hallo“

Das große Nachdenken beginnt
und lässt sämtliche Szenarien
plötzlich so einfach, so nahe
aber doch so fern wirken

Gefangen
in den eigenen Gedanken
fällt die Flucht
aus diesen imaginären
wolkenartigen
und schwebenden Konstrukten
nicht gerade einfach

Momente zwischen
Realität und Gedankenspielen
lassen uns an unseren Taten, Emotionen
und Entscheidungen zweifeln
lassen uns die Vergangenheit ***** passieren

So unaufhaltsam
und so plötzlich
sich diese grauen Wolken
in unseren Köpfen eingenistet haben
so unvorhersehbarer
verschwinden diese wieder

Wach liegend
in meinem viel zu großen Bett
halte ich die Luft an
schließe die viel zu schweren Augenlider
meine unzähligen Gedanken
fliegen umher

von mir zu dir

Mit der Hoffnung
du fängst Sie ein
Robin Dziedzic Dec 2017
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp

Vi kan være borte i morgen: stå opp

Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,

I morgen kan vi miste den gaven



For hver dag er vi nærmere slutten

Som kan være starten av en ny begynnelse.

Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,

Gi bort hjertet, gi bort alt,

Elsk,respekter andre, drøm,

Vær kul, vis verden at du er noen

Dag etter dag, tiden stopper ikke,

Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.

Verdens farger i mitt blod,

Folkets **** med morgendagens luft,

Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.



Stå opp med ordene på tunga, jeg lever

Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,

Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,

Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.

Alle har en vei å gå, alle er noen,

Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,

De kan lære deg å tro, vise deg vei.

Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,  

ikke vær redd for nederlag.



Jeg vekker verden, det er min vei,

Mitt oppdrag, min mening.

Så jeg sier nå til dere alle:

“Opplev hver dag, og bruk din gave.”

Og hvis du tror på kjærlighet,

Sørg for at den er gjensidig,

Sammen stå opp og se alltid samme vei,

Vær sammen til døden skiller dere ad.

DET er gaven.
ungdomspoet Dec 2014
sne
jeg puster tavst den giftige grå røg ud
lader den danse i den kolde luft
hvor tusinde små hvide stjerner daler ned
og lægger sig ved mine fødder
vasker jorden ren og pæn
uskyldig
jeg taber min brændende nikotinstang
ned på den urørte hvide silke dug
den brænder hul i overfladen
og afslører at
der er helt sort af asfalt inde bag ved
ikke så uskyldig alligevel
en forestilling; en gennemsigtig verden, en verden af luft, tanker - det pure opspind
  uvirkelighed
    en mentalt konstrueret realitet
'nu lader vi som om'
       indforstået univers

opbygge; nedbryde
   at gennembryde illusionen
selvbedrageri - vrangforestilling
og så på scenen!
intet er forkert - bortset fra det, du gør dér
ferskenfarvet
skrattende
over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette
rundt
kirsebær-rød
blødt og varmt gulvtæppe
sen-septemberens luft
lyde, mennesker
åbent vindue som en varm invitation til gadens liv  
intet er for meget eller for lidt
lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende
komfortabelt men udfordrende
voksende følelse, lysende, brændende - men let
lavendel
ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende
kun et let smil
fyrfadslys
cremefarvet og fjerlet latter
rosmarin
lykkelig stilhed
poetisk øjeblik, stilnet samtale
citrongræs
smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg
inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden
og tanker i hovederne
og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke
et ideal
sommerfugle-flagrende øjenvipper
morgenfruer
vi ligger på gulvet
en brise af brænde-røg
pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende
dyb vejrtrækning
vi føler os okay
ferskner
Fish The Pig Jan 2015
ta meg hjem
gates bevoktet av Troll
sterke menn
sterke kvinner
sterke folk
la meg kjempe sammen
med deg
bror
søster
den kalde kan ikke skade oss
la oss gå hjem
til skjønnhet og fredelig
til frisk luft
og vennlig gatene
feire til Ragnarök
og henge vår elendigheter
på Yggdrassil
over bro
over Troll
der det hele begynte
la oss være brennende som våre forfedre
smart som vår kin
vi har fortsatt tid
la oss gå hjem,
la oss gå hjem,
la oss gå hjem,
Jeg lover til å pensjonere det en dag
ungdomspoet Oct 2014
triste piger ryger meget
jeg ved ikke hvorfor dette er sandt
men det er det

tung grå røg
cigaretter der kysses
suges
man trækker vejret bedst gennem et filter
luften er smukkest
når den er forgiftet
dulmende sød smag
blød i munden
kan pludselig trække vejret
kan ikke få luft uden

triste piger ryger meget
nu ved jeg hvorfor dette er sandt
de ryger for at dø
ikke for at nyde det

hold kæft man, hvor skal jeg have en smøg nu
- om min kærlighed til cigaretter
Gold Apr 2018
Endlich wieder Sonne spüren,
und das Gras unter meinen Füßen fühlen.

Endlich wieder in der Luft,
wunderbar zarter Blumenduft.

Endlich wieder bunte Farben,
heilen meine Winternarben.

Endlich wieder warme Tage,
und nur eine Frage:

Endlich wieder mit dir sein,
hier im warmen Sonnenschein?
Mateuš Conrad Dec 2016
respectability argument: to be honest, being british, i think you're being asked to be required in kenya.... unless french, and much needed in the ivory coast; unless of course bound to south america and resurrecting aztecs; but that's you, snogging Pocahontas: and there's me still thinking about L'vov in Ukraine and Vilnius in Lithuania, like some Greek torching Athens in order to reclaim the stature of being enclosed by the Koranic identification of being once named Byzantine.

i make children in my sleep. parisian monkey dogue;
i'll sell my mother for a chance to *salute
!
seigel... heil! is that drowned
   or drunk monkeys? is that the fluffy *******
or the furry moustache?
      vexen ßeß -
    i'm getting the itch....
              the children rebel,
they read:
                   azure eyed
and the keeper: those americans
aren't selling the idea of democracy,
they're selling patriotism...
               we can't find patriotism
after vietnam...
               i told you i sold the children
the idea...
           they're hanging with me in the night...
they're engaging everyone with
drunk's antics... and 9 depths of Dante...
                          when no-one aims to be
intelligent, rather drunk...
                    high-streets of Aleppo...
             only when children take to invoking
a priestly Saturday...
     caste-made worth's of a *******...
i charge to culprit the salutation...
                    for whatever coaxing
i too mind the hoax -
                               veneered in vex -
                   broadly gathered with a klux.
x x x... x x x... wind-farms of Bavaria.
    tragedy in Dortmund, and navigating
the E34... i think they call it the Bermuda
spaghetti tangle...
     schloss... Mathias Pfred...
               y'ah, dirt-ridden with the Rhine...
                            neun counter eins...
       luft, feuer, wasser, erde;
      zahnseide nach naiv chittern, denken bürste;
ich nehmen die kontinent für schweinkratzen:
kichernd beifall - cacao Brad Pitt... suede
in foxtrot a vexing the ***** of mustard with
merging ginger and brownshirt; skunk
marching the heb toward allegiance texan,
for that pretty period of living in the 1960s
and the early 21st century...
and god said: either a german or a pole
will be my puppet joker, or i'll have
a resurrection of israel! ****! why not, i'll
have both.
silvervi Dec 2023
Es wird nicht leichter
Und ich mach weiter
Bis der morgen
Weniger schwer ist
Bis mein Herz wieder
Atmen kann.
Bis ich wieder sagen kann:
Ich liebe mich.
Bis ich dankbar sein kann
Für die Luft.
Bis ich frei bin.
Bis ich ich bin.
Bis ich ich bin und
Mich nicht allein fühle.

Bis dahin werde ich
Weitermachen
Noch mehr lachen
Krach und Witze machen
Zeit allein genießen.
Auch wenn der Tag beschissen ist.
Ich geb nicht auf,
Wenn's am schwersten ist.
Niemand kennt mich so wie ich.
Niemand sieht meine Schmerzen ganz.
Ich bin deshalb für mich verantwortlich.
Ich werde mich nicht aufgeben, niemals.
Mit Schmerzen und Misstrauen schreib ich das.

Ich bin bereit mehr Gas zu geben.
Für mich und für ein schönes leichtes Leben.
Ohne traumatische Erinnerungen eben.
Ohne inadequate Reaktionen.
Mit lächeln und dem Wissen in mei'm Herz,
Dass jede einzelne Minute wert es war,
Mich zu dem Augenblick zu führen
Durch den Schmerz.
Jonny Angel Jul 2014
Wearing matrix-like dark-suits,
these perpetual clubhangers
sport techno-designer-buzzcuts,
standing replicants
smoking
eternal cigarettes
with thin lips
& shaded-eyes.
Accents emanate
from their smooth tongues
& they look so young
in the moving light,
groovin' on less than
a hundred luft balloons.
ungdomspoet Apr 2015
hver gang jeg tænker på dig
kan jeg ikke få vejret
det er som om at mit hjerte går i stå
og min krop bliver tom for blod
jeg prøver at lade vær med at tænke på dig
for jeg dør langsomt af mangel på luft
og mine åndedratsbesvær gør det svært at leve
uden dig
er det svært at leve
Når døren er åben
Lader *** sit hår falde ned på ryggen
Sætter håret op stramt og godt
Lige på toppen af det perfekte ansigt
Det hele er lige og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er åben
Lader *** sine kinder blusse rødt
Den kolde luft er som is men den feder ikke
Det er en perfekt rød farve
Det hele er rødt og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er åben
Lader *** sig veje og måle
Folk kigger og beundre den bare hud
Den perfekte krop
Det hele er hvidt og fint
Men hvad med indeni?

Når døren er lukket
Lader *** tåren trille for nu er *** endelig alene
Her kigger folk ikke
Den perfekte krop som ryster indeni
Det hele er sørgeligt og fint på samme tid
Indeni er der mørkt og koldt

Lad en ny dag begynde

— The End —