Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Linn Hernried Mar 2018
Hej jag heter Kalle, jag är 17 vårar

och
jag är trött på att tårar faller ner från min kind.
Det hände senast i torsdags morgon i klassrummet när nina skapat ett
instagram konto
som hette kalle balle kalle balle är ful.

Jag tyckte det var töntigt för vi är sjutton år,
men alla andra skrattade så vad ska man göra då ?
Läraren sa inget fast han allting såg
han bara twittra på om något som jag ej kommer ihåg.

Även om dem flesta mobiler är på surr
så hör jag allt twitter som pågår i detta ***.
och jag vet att det mesta inte är om mig
och jag vet att man inte borde bry sig men
jag bryr mig.

och det känns så motsägelsefull
för jag har alltid hört att det är någonting fint i att bry sig
att bry sig,
men nu när jag är större är det som att världen har växt med mig
och nu finns det för mycket att bry sig,
att bry sig om.

Hej jag heter Kalle och jag mår inte bra,
jag får notiser om att det är så ungdomar ska ha det.
Jag sitter i min plats längst bak i klassrummet till vänster,
när jag plötsligt ser en bild,  
jag tror jag ser ett mönster.
här uppifrån som utanför vårt fönster.

för vi är ett *** fullt av instängda fåglar,

det finns svanar som alla anar kommer växa och bli kända som alla vill vara
det finns kråkor som är stolta över att ta andras lycka/ det andra har , och det finns hackspettar
och duvor
gökar
ugglor,
och jag

och jag är rädd att jag är en pingvin eller en struts
jag vet inte om ni vet men av alla 10000 fåglar är just dem de ända som inte kan flyga
och jag tror jag är en pingvin
men kanske är det bra för jag är jag.
a swedish one ...
Clara Melvang Apr 2016
This anecdote is based on the danish writer Mathilde Fibiger's writing style. Her significant writing is defined by her writing letters as another person addressed herself. I don't know if it makes any sense...

Jeg vil i bedste Mathilde Fibiger-stil skrive som en anden.

Kære Clara
Jeg befinder mig i en en sydjysk bondeby. Her er jeg, som en trækhest, dømt til at færdiggøre min studentereksamen. Ja, jeg får det sandt nok til at lyde som om mit liv er en evindelig tragedie, men det skyldes udelukkende mine sociale omgivelser. Nej misforstå mig ej. Mine venner er søde og trofaste, men de mennesker som omslutter mig er skinsyge almene kaglehøns, som vist nok har klukket lidt for længe i deres hønsegård uden nogen til at fortælle dem om indsigt og lærdom - for slet og ret at tale om moral. Jeg oplever i skrivende stund en frustration over den uvidenhed som præger min årgangs sind. Nu skal jeg ikke gøre mig hellig. Jeg søger også kærlighed, skønhed og bekræftelse, men med måde, med andre ting i mit hovede på selv samme tid. Disse høns, som jeg tidligere omtalte, er ikke andet end syge efter accept og søger mærkværdigvis at blive objektificeret. " Jeg er smuk og føjelig, hvad mere kan forlanges?" Haha, det er sjovt at skrive til sig selv. Der er en vis humor begravet. I al fald er jeg ude på at kritisere kvinders opfattelse af sig selv. I kan godt andet end at være små dukker, for nu at referere til Henrik Ibsens "Et dukkehjem," hvor kvinden efter et føjeligt og undertrykt liv endelig sætter sig op mod mandens dominans. For resten skriver jeg mest af alt for at komme ud med min indebrændthed. De piger ser ikke deres egen rolle, men det undrer mig ikke, da de ikke sætter noget som helst under debat. Nu ser jeg meningen med det moderne gennembruds litteratur. At sætte ting under debat er en nødvendighed. Et liv uden selvrealisering og selvkriticisme er ikke et værdigt liv. Selv for gymnasieelever, som føler sig misforståede.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Frederik B Jul 2014
De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.
Gorba Mar 9
Det var en gång
En man bestämde sig
att lämna allt bakom sig
För att söka framgång

Det var en gång
En man åkte till en främmande stad
Bara för att han hade tillstånd
Och hört om den på en verkstad

Det var en gång
En man hamnade
I en värld mer mystisk
Än han trodde

Det var en gång
En man som försökte
Vänja sig vid kulturen
Hamnade vilsen

Det var en gång
En man tänkte sig
Att åka tillbaka
Varifrån han kom

Det var en gång
En man föredrog
Att stanna lite längre
För att utforska mer och bättre

Det började som en saga
Man vet inte riktigt hur eller när det kommer sluta
Men mannen förväntar sig
Att i framtiden kunna dela med sig

Av att han levde lycklig i flesta av sina dagar
Med sina gamla och nya kompisar
Kanske med några barn
Men troligen med kärlek.
ryn Feb 2015
.
•    
re-
     kindle
    the spark
   that governed
    this game•the fire
  that once burnt as bri-
  ght as sun•all of this once
before, had a name•but now
is weak from the time it had be-
gun•there was a time when it wo-
uld consume•......it would defy the
odds....just so it could burn as one•
frantic and desperate for the magic
to resume•uncertainty has carved
itself into the heart that has come
undone•winds bearing ill no-
tions revealed as the enemy•
stitch up the gaps keep-
ing out the rogue
gust•
  pro
tect
  the
light that burns ever weakly•rejuve-
nate the spirit that harbours broken trust
•rekindle me now... i'm still in the game•
the heart                   save the     you will
isn't                              candle           need
ready                           and              to see
to make                         nur-              me    
sense                            ture             with
of the                             it                 this
dark•                             to                  in-  
                                    fla-              sig-  
                                   me•             nia
                                     ­                     as my
                                                         mark
                                                         •
.
Ken Pepiton Aug 2018
******. No white guy can say that, right.
People who can truly call themselves ******* can. *****-***** ****, W.O.P.,
maybe they can say ******, okeh. But they say it mean,
knowaddamean.
What'sbout Jewboy?
Can the Kaffen kid say ******?
Sand-******, but not ***** ******. Hecan say ****, too. And *** and *****.

Oy vey, okeh. We can take it. We can take it all. Rules is rules.

That's right. Wanna fight? Wanna be my enemy?

--- Grandpa had a play date. ***- Where's the Fun?
These kids got no guns.
And no enemies. Except imaginary ones.


Greedy little master mind sprouting odd fruits from Pokémon.
Can we make this work? Perfect it, in effect?

Marbles, maybe we can teach that old game and go from there to the funnest parts of FTA... Findtheanswer, like God and Adam played. The rules are some same, bounds, fudges and such. Keepsies, ante-ups and such, too.
Risk is right if-I-can-tation.
Losses can be baked, clayballs,
while momma bakes our daily bread.
Poor kids can make marbles in the sun, since forever, I am sure. Rolly-polly patti and johnny cakes roll marbles into spoons,
Momma knew that stuff. She could shake butter into cream, singin' along Que sera, sera, whatever will be
will be,

but it won't be the death of me,
watch and see,
babu boy oh boy
---
We can play war until we die, but don't tell the children.
They are the price we are to pay. They must believe.

We swore allegiance for security. We thought it best
for the kids to lie.

You know?
I believe, you know. It's unbelieving I need help with.

Can't you see? We swore allegiance and taught it has become the  honor-us-course-us-po-deserve-us ritual. A rite we pass for the protection of the eagles gathered around the body.

We are proud of our children who die taking
the courses called for, we never ask why,
except when we cry. Silently, inside.

It's our role to remember the glory
of our children dying for the IDEA that lives
in the statue of Freedom
under which our laws allow
might is right, if God was ever on our side.

You know what I mean.
Say so. You know the lies are being told.

Stop believing that is okeh, eh?

---
Mussleman dominance meme manifests once more to battle the flood of knowing being re-leased or bought, outright, to aid the seekers seeking the meta game.

F.T.A, remember? Find The Answer. Same rules as Hide and Watch,
"All ye, all ye, outsiders hidden in our midst, in free."

"Send me your- poor, huddled masses",
remember being proud of that idea.
Poor thing, lady libertine, so tarnished now that not even Iaccoca's glory loan could gild the actions she sanctioned in the name of the republic for which she (a proxy mate, feminine aspect of God) stands. Sig-n-if-i-cious-ly.

Seig Freud, we say, with the statue of freedom watching over the legislative body, she stands
quite similar to Diana of the Ephesians,
in her role as mob solid-if-er, if I know my mythic truths been told.
---
Trink, trink, trinkits gits the good good luck,
light m'fire witcha spark and see
a light in the night when the noises pending terrors flee.

Rite, we passed those places ages ago, now we hear echoes, only we know them, for we have been taught,
what echoes ever are.
Our own terrors screaming back at us.

Alot of lies are taught wrong
and a sleeping giant in a child may dream
of other ways to see.
New windows on new word worlds expressed in
HD Quad-processed reality
simulations. You know,
child eyes see right through those.

Exactly that happened. Slowly at first.
Good is more difficult to believe
you are expert enough to try doing than is evil.
Read it again.
This couplet or line, as time will tell.

Don't ignore known knowns,
stand up under the weight of knowing good and knowing evil.
Be good.

We know from conception,
we think,
whatever it takes means
take what ever we think right,
pursue happenstances in the favor of my father's world,
provided for me, the kid.
\
The son, a first-man son,
some several thousand generations removed.
Lucky some body stored the good stuff in the mitochon'orhea, right.
We'd be powerless. O'rhea, double stufft, blessusall.

Otherwise lies are left for kids to learn,
but not to
be left true,
as when they first was told.

Our sibyl e-gran mals tol' em true,
as they knew what they passed through, to the moment, then...

Around the fire, dancing shadows, make them play.
All ye, all ye outs, in free!

See dancing shadows, en-joy my joy, be strong,

long strong, sing along, long, long song

and laugh until you die.
---
Some con-served ideas will land a man in a prison with no keys.

Imagine that. Take your time, it is no passing fancy. Be here,
with me, a while. Pleased to meet you I am, no comma needed.
Now, we may wait, whiling away a time or two is common, in mortal pauses. Are you dead or alive?

Is it dark or light? Do you see in color here, or in gray?

Who built your prison? I built mine. You'll love it, I imagine,

whenever forever flows past those old lies striving for redemption,
recycling-clingy static hairballs and ghost turds
touch, once more,
*** potentia amber atoms in cosmic chili for the soul
of the loaf-giver, warden of the feeding forces life lives
to give dead things. There's the rub.

Spark to fire? Watts to fuel the favor, Issac, can you lead us in a song? A con-serving song for when the cons a fided or feited,
defeat my sorrows and my shame,
let me see Christ take the blame.

Confidencein ignowanceus. Worsen dignitatus evawas.

Blow on it. Soft. The spark landed in that ghost **** you thought you swept away or ****** into a vortex of hoovering witnesses,
if you whew too strong, you blow yer own little light out, and have to wait for lighten-loadin' bearers
to take care from you.

That can take time, too.

It always takes a while to get deep enough to see the bottom.

Cicero, old friend...

ne vestigium quidem ullum est reliquum nobis dignitatis 

[not even a trace is left to us of our dignity]

From <https://en.wikipedia.org/wiki/Dignitas(Romanconcept)>

See, from a single spark,
touching a volatile bit o' whatever,
you may see the root of the Roman canker sore
yomamma kistyawit.
And be on yo way,
satisfied minded there do seem to be a way, each day, just beyond the evil sufficiency we find soon after the morning's mercy's been renewed.

And may, if it may be,
ye see a rich man wit' a satisfied mind
and may that man be me in your mirror, as it were.

Carry on, as you were.
Or walk this way, a while,
mind the limp. I'll set the pace.
It ain't a race, y'lil'squirt.

Wait'll y'see.

Waiting is time's only chore this close to shore.

What manner of men are we, who could be our enemy?
What name makes me your enemy?

What peace can you imagine when no words carry hate?
Can you imagine evil peace?
Cromwell n'em said they could make peace wit' war.
They lied.
Their lies remain lies,
evil knowns
good to know, on the whole.

Knowing makes believing count for more than idle
oaths of loyalty to memes mad
from the first of forever to now.

now. stop. This is the bottom. I know the way from here.
Do you?
You can say so, but you never know,
if you never make the climb.

And that can take forever, I've been told.
Fun, for fun. Bees in bonnets and such archaic antics, no pun un intended.
The N word test. I chickened out, but under protest. If I say/said a word to hurt a childlike mind, or an innocent ear, I am not being kind. And the black magi said He could care less, he's moving back to Kingston.
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.
E.V.
*** skriver sig ind i månen og
folder sig over og ud  i  en oval
form så *** kan passe ind og
tilpasse sig og i smalle sprækker
gemmer *** på hemmeligheder
om glasvaser  og *** har glemt
de andre nu
*** vander sine planter klokken
03:42 og så fletter *** sit hår, der
dufter af jord og ligner mosaikken
under hendes negle
det er svært at blinke i en regelmæssig
rytme, og det er svært at vogte over
de tunge øjenlåg, der hvisker gul poesi
om begravelser *** aldrig var med til
- digte om et papmachesind
ungdomspoet Oct 2015
du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
naturfænomenet 'tåge' - dannes ved et møde mellem varmt og koldt
i nordisk skabelsesmytologi er tåge grobund for livets opståen
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt
Frederik B May 2014
mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b
Det er ikke færdigt, men jeg har mistet motivation.
Jeg er ekstremt introvert men alligevel en åben bog. Jeg er ikke speciel for fem øre, men alligevel kan jeg lide glimmerstrømper og farven gul. Jeg elsker kaffe men drikker det aldrig. Jeg hader at træne men gør det alligevel. Jeg stresser over at jeg ikke længere tegner og maler. Selvom jeg har ca. 4 kunstudstillinger i mit hoved som jeg har lyst til at kreere. For lige pludselig lå jeg flad på sengen, uden dig, uden musik, uden varme fra ovnen. I sengetøjet af hør der kradser på mine ømme lår, fordi jeg lige pludselig tvang mig selv til at tage squats i fitten, selvom jeg nægtede 7 gange. Fordi jeg følte mig som en flødebolle, fordi jeg følte alle stirrede på mig, fordi jeg var bange for at du ville kunne lide enhver anden bedre end bollen i spejlet. Mit humør er som en rutsjebane uden stop. Alle disse hverdagslige problemer, latterlige problemer som usikkerheden omkring mig selv. Hvis jeg sprækker boblen er den sprukket og hvad hvis han så ikke kan tage mere? Jeg advarede ham, jeg sagde at det ville blive svært. At jeg er en hård nød at knække, og når den er knækket er indholdet måske ikke så smukt som man skulle tro. Du var den populære i skolen, jeg var den grimme ælling. Hende der ikke passede ind, hende der stadig ikke passer ind. Hende der sluger 3 gange når du spørger om hvad der skete, og jeg siger stop fordi vandet i øjnene presser sig ud. Men jeg havde det ikke godt indeni, og jeg blev spist op. Den fine dreng foran mig var intet mindre end to hænder der kvalte mig. Jeg kunne ikke trække vejret, jeg kunne ikke se mig selv i spejlet, jeg kunne ikke tænke, jeg kunne ikke eksistere. Hvorfor? Angsten for at miste dig var forsvundet lidt efter lidt, men den var der stadig. Hvorfor? Fordi min første kærlighedssorg var ved at tage mit liv. Da jeg hørte dine ord var jeg sikker på at jeg skulle dø. Jeg troede jeg aldrig ville vågne igen hvis jeg lukkede mine øjne. Jeg blev mobbet hele min barndom og til sidst troede jeg det bare var en illusion. Jeg kunne ikke se det, jeg blev bare vant til tanken om at der var noget galt med mig. At jeg var mærkelig og faktisk ikke blev mobbet. For det var det de sagde til alle andre og jeg troede på det. Som jeg troede på alt andet de sagde. De ødelagde mig og jeg lod det ske. Så når kærligheden kom trampende ind i mit liv, tog jeg så stort et greb om den at den blev mit liv. Og da det sluttede? Smeltede sorgen sig sammen med min personlighed, min vejrtrækning, mine ribben. Jeg var 17 år og livet som lige var startet virkede helt sort.
Hvor mange gange skal det gentages, fortælles, spises og spyttes ud igen? Så sårbar, så usikker, så stolt, så selvanalyserende. Ikke på kroppen, ikke på ansigtet, ikke på smilet, ikke på brysterne - på opførslen, på vennerne, på sindet, på tankerne. Hård mod sig selv, hård for ikke at gøre noget forkert, hård for at beskytte sig selv. Lad os bare sige vi kørte os vild. Friheden, rusen af kærlighed og livet blev pludselig til veje af skænderier. Jo mere vi kørte afsted, jo flere bump kom der. Småstenene begyndte at slå ruden itu, og jeg? Vel jeg gik i stykker lidt efter lidt. Nu handler det bare om at finde vejen hjem.
enits Dec 2015
mine øjenlåg er lukkede nu
i kunne ellers have set
hvad der gemte sig bag
i så kun lidt
som hvis man åbnede en skattekiste på klem
mine øjenlåg er lukkede
og min mund er lukket nu
i kunne ellers have hørt hvad der gemte sig bag
for tro mig
- der gemte sig en del
S
sabinasophie Feb 2015
få tårer skær sig vej ud af min øjenkrog og i mit hjertekammer har snefnug bosat sig
smerten fra samfundets umenneskelige idealer sætter sig som glasskår i mine øjne
i de lodrette sår på mine kinder, drysser omverdenen fint salt
mine blodbaner fryser til, jeg føler mig pludselig som en fejl
sakse danser på mine knogler, i en tidsløs cirkel og jeg ved det ikke mere
med en tandstik gennem hjertet, vakler jeg rundt og forsøger at holde balancen
sabina sandager
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag
jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede
frost, og lagde sig som  et tykt lag af dug mod
beskidte ruder
de var på tilbud i det lokale supermarked
vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære
dem til, men det var rart at være i besiddelse
af noget, der var mere håbløst
end jeg selv
noget, der var skrøbeligere
end mit sind
så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem
ned i en transparent vase i køkkenruden
ventede på, de ville visne
dø af sult
ventede på de ville skille sig ad
dø af ensomhed
lovede mig selv at holde lige så længe
som dem
stoppede et par dage senere med at drømme,
og begyndte at lukke øjnene i,
når jeg krydsede veje
- digte om et papmachesind
du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten
- digte om alt det, der vandaliserer os

— The End —