Nu er jeg her, forvirret og træt Intet har slået mig så hårdt som den sandhed, mit ellers iskolde hjerte fremtryllede i gårsdagens nattetimer Ej hvor gør det ondt alligevel Dine fingre rør mig som glasskår mod min skrøbelige hud Men smerten er næsten længeventet og rar for mig Det sekund hvor du slipper dit greb omkring mig, kan jeg mærke at jeg lever lidt Du lader dine hænder forsvinde fra min krop og du hiver mit hjerte med dig. Det prøver at slå så godt det kan, men det bløder. Jeg vil aller helst give op og smide det hele på gulvet også bare lade mine frostfarvede øjne erindre smerten Jeg har fortjent al den smerte jeg kan få Så vil du ikke nok gøre hvad du kan for at ødelægge mig, vil du ikke nok skære mine fejl ind i min hud, slå dumhederne ind i min hjerne og få mig til at græde så meget at mine øjne svier.
Klokken er lidt i fire Jeg er lysvågen Måske er det fuglenes sang som holder mig oppe Eller måske er det den store måne som lyser lige foran mit vindue Nogle gange går den væk og så savner jeg den Åh hvor jeg ville ønske at jeg kunne sove
få tårer skær sig vej ud af min øjenkrog og i mit hjertekammer har snefnug bosat sig smerten fra samfundets umenneskelige idealer sætter sig som glasskår i mine øjne i de lodrette sår på mine kinder, drysser omverdenen fint salt mine blodbaner fryser til, jeg føler mig pludselig som en fejl sakse danser på mine knogler, i en tidsløs cirkel og jeg ved det ikke mere med en tandstik gennem hjertet, vakler jeg rundt og forsøger at holde balancen
Du er i mine toner, bevægelser, blikke, drømme, samtaler, sange, opdagelser, forventninger, idéer, notesbøger, lyster, tårer forelskelse er en tvagstanke, står der på google men jeg ved ikke hvad dette er
