kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk

og så rækker du sølvgrå hænder ud
som de siger, jeg skal holde fast i
men jeg har ikke kraften til at fastholde, og du er smukkere, når
du ikke taler
så vi siger ikke så meget, men
lyden af åndedrag gør mig nervøs
så jeg ryster, men siger bare, at jeg
fryser, selvom det snart er forår igen
jeg har ikke sovet siden den nat, du sagde, jeg spildte min tid på ord og skæve digte, jeg aldrig læste højt
du gemmer gin i tasken, men så længe jeg er vågen
og ser solen gabe i røde nuancer,
ved jeg i det mindste, at du er alt
jeg spilder min tid på, men jeg lever af tidsfordriv, og med dig går tiden så
hurtigt

siger til mig selv enogtyve gange, at det jo ikke er det,
jeg vil, men hvad ved jeg om det, når jeg ikke har prøvet
det endnu, det er jo så dumt, det jeg formår at gøre det
til, det at jeg ikke formår at fortælle dig det, jeg gerne ville
det gør det ikke mere falsk, bare indpakket i alt det fra ganen
der nu har forgrenet sig med løgne, der er viklet ind i
nylonsstrømper og neglespidser, der flænser dem og det
hele, når det ikke er, som det skal være, siger vi, det er
fint nok, men når det er, som det skal være, kalder vi det
for acceptabelt, vi siger det ikke, som det er, for hvordan
er det nu også lige, det er, udover det er svært at uddybe
er det også svært at fortælle dig alt det, jeg gerne ville for
jeg har kalk på tungen og mine øjne er grå, jeg er ikke smuk
men det er jeg også ligeglad med nu, for det er i hvert fald
ikke det, jeg behøver, at sige flere gange nu

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

du siger, jeg er smuk
og det er næsten overbevisende
så siger du, himlen er grøn hver torsdag, og at ferskner er lilla
du siger så mange smukke ord, der klæder dine øjne på en måde,
der gør dig så grim, at jeg ser den
anden vej
når du taler til mig

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

spiser min tunge for at være
sikker på, jeg ikke siger noget,
jeg fortryder om lidt
du sidder på sengekanten med
dit højre ben under venstre lår,
ruller endnu en cigaret
siger du ikke er afhængig af
andet end blå mandage, og
jeg ved ikke hvilken dag det er
i nat
hvis champagne havde været
tøj, ville du være nøgen
hvis cigaretskodder havde været
mad, ville vi begge to være mætte
mine ankler er ømme af
kærlighed
mine fingre svider af frygt for,
de ikke kan gøre op for alt det,
jeg sjældent lader dig høre
jeg var kun et barn, da jeg
elskede dig
havde svært ved at
holde op
igen

du smiler med bløde læber
og tænder af rød mosaik lige
der, da du fortæller mig, du
elsker, hvordan mine håndled
skærer dig over skulderen
siger, jeg er sindssyg, men
gnider fingerspidsen ned i
kjolens eneste luftrum
du mærker min puls slå i en
uregelmæssig rytme, men
du er ligeglad
siger, jeg er sindssyg,
men lader mig aldrig være, så
det kunne måske være
jeg en dag ville blive sindssyg

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

Træt af dagene
Går og går
Tiden slår
Ingen stop
En dag får vi nok
Mon vi så siger stop?

Hulter til bulter
Tankerne kludrer
Forvirret og fortabt
Der er ingen livskræft

Jeg nåede aldrig at sige stop.

*S.

Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.

*f.b

Altid vil jeg længes efter i går, for nu
Kvæles jeg i kærlighedens mønstre og i strandens liderlighed.
Havspermen, klatrer op af klitterne, i klitterne
Tegner ringe i musklerne.
En ukendt mængder af mønstrede kjoler
En forsvunden lyst og begær.
Her skal vi drikke hvidvin og spise jordbær siger vi.
Her skal vi smile og le på ny siger i.
Men her skal de ende her skal de dø.
Så jeg længes efter i går.

*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.

*f.b

læs mine tanker, og fortæl mig,
hvad jeg føler
spørg mig en ekstra gang, hvordan
jeg har det i dag, og hvordan jeg
havde det i går
flå dine lunger løs, riv i mig, skrig
min dybeste hemmelighed udover
altanen, så hele verden kan høre, hvad
det er, du siger, hæv stemmen, hvis
jeg ser væk, rusk i mig, hvis mine øjne
flakker, og hold dig ikke tilbage, når
jeg græder, for jeg er ikke lavet af glas,
og jeg kan ikke gå mere i stykker nu
bag månehvid hud, har jeg beskidte
knogler og mine øjne er blodsprængte
jeg er ikke smuk, men spørg mig en
ekstra gang, om jeg er ligeglad

måske finder jeg dybden af alle de ord,
der bor i din mund så smukke, fordi det er dig
selv når du er stille og på afstand,
når din kropskontur er skarp og fin i samme billede,
tænker jeg, at jeg  er heldig lidt endnu
jeg siger det ikke til dig,
det er min hemmelighed,  som jeg kun deler
med dig på andre tidspunkter
de små plamager og spor af sindsstemninger
måske holder jeg af alle de små detaljer,
fordi det er dine små detaljer

Og det er jo ikke meningen at jeg skal græde på en tirsdag, fordi du siger højre og jeg siger venstre, men alligevel får du mig til at hade dig når jeg går under gadelamperne for at fylde min hals med røg fremfor råb, fordi jeg råber jo kun fordi jeg mener det og hader dig jo kun nu fordi jeg elsker dig om 5 minutter, men alligevel, hvorfor skal vi altid sætte ild til hinanden før vi ved hvor meget vi begge brænder for det her?

jeg er inderligt ked af at du har lært mig at kende, du har nu erindret en side af mig du ikke burde, en side fuld af blod, glasskår og elektriske nattetimer, du siger jeg er din prinsesse, men min tilværelse er ikke et eventyr længere, blodet løber ned af mine arme og mit hjerte slår i lynets hast når de røde dråber rammer det hvide marmorgulv, alt dette er hændt grundet udefinerbare snitsår, luften bliver tynd og farven mørkegrå er den essentielle farve for mit sind, jeg er lænket til mine røde minder, dele af mit sind er taget væk, skiftet ud, med kemisk opløselige følelser.
du får mine øjne til at løbe i vand når du siger at du elsker mig, jeg bliver helt fanatisk, elektrisk, allergisk. gå væk fra mig, men bliv alligevel.

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget

endnu en aften
hvor jeg smager af billig ***** og stjålent vin
du siger månen græder, fordi cirkler kun findes i helvede
jeg genkender dine ord,
der knaser som grus under dine sko
jeg tror ikke på tårer
så vis mig dine arme,
der ligner lydløse pigeskrig
vis mig din digtsamling, du gemmer
under beskidte negle
jeg har blå mærker langs min rygsøjle,
og når jeg tænker på dig
giver det hele mening
derfor ved jeg, du tog fejl den nat,
hvor du sagde, at cirkler kun findes i helvede,
for der er jeg først om 4 dage
og alligevel
lever jeg
cirkulært

er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler

jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart

efterhånden har gangene min gane har smagt rottegift overgået gangene din mund har kysset min
jeg ved ikke hvad det siger om noget
eller det ved jeg godt men det jeg vil heller ikke sige noget om
for du har ikke sagt noget
det gør du aldrig det som om at du ligger aller nederest i bunken af ting folk vil have og at jeg bare vil have dig, men en anden kommer til at tage dig ved et uheld og smider dig tilbage fordi du ikke rigtig vil være typen nogen vil have for det nemmere at være alene end at være såret af alene, sådan avoident attachment style eller hvad kalder folk det? sådan det er noget jeg har hørt på tiktok og ville ønske jeg kunne relatere til, men jeg er bare disorganised attachment hvilket er forkert når jeg har ocd siger folk for de ved jo mere om mig end mig selv siger ingen nogensinde men alligevel siger de, de der ting
det sker hele tiden og du bliver bare liggeende der på bunden i bunken selv når jeg kigger på dig
og hvis jeg så stikker armen ned og forsøger at tage dig med bliver du til sodavand som pibler ud gennem mine fingre men som stadig klistrer sig fast til mig, som om du ikke vil mig men ikke kan lade være med at hægte dig fast og jeg bliver i tvivel
om det mig, som bilder migselv ting ind eller om du også får ondt i maven når du ser mig og ville ønske du kunne eller om du bare synes jeg er dybt mærkelig og nedern for jeg synes du dybt mærkelig og nedern men vil dig jo godt alligevel