Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare
det kan godt være at der på den ene eller anden måde er opstået en sammenhæng og en kausalitet i dette: det er skam ikke med vilje! trust me! mine tanker er en grødmasse! : )
Hazel Apr 2018
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
-Hazel
annacharlotte Jan 2015
elektroniske beats bliver spyttet ud ad højtalerne, placeret bagerest i lokalet
syrerne blikke bliver kastet spydigt i hovedet på mig, fra pigerne bagerest i lokalet
hengivne blink bliver sendt til mig fra hele rummest fyre, selv fra dem bagerest i lokalet
stærke hænder bliver smidt overalt på mig, også selvom du står bagerest i lokalet
vilde kys bliver kysset på mig, selvom der er mindst tredive mennersker og en månerejse mellem os
voldsomme fodtrin bliver placeret i  gulvet af mig, for at komme ned bagerest i lokalet
men blot for at finde dig, i den anden ende af lokalet
andenrangs poet Nov 2014
det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige "****! gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig
hvad gør man når taletiden er opbrugt?
Jane Deer Oct 2014
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
llcb Dec 2014
Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.
annacharlotte Feb 2015
nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig
This English Thames is holier far than Rome,
Those harebells like a sudden flush of sea
Breaking across the woodland, with the foam
Of meadow-sweet and white anemone
To fleck their blue waves,—God is likelier there
Than hidden in that crystal-hearted star the pale monks bear!

Those violet-gleaming butterflies that take
Yon creamy lily for their pavilion
Are monsignores, and where the rushes shake
A lazy pike lies basking in the sun,
His eyes half shut,—he is some mitred old
Bishop in partibus! look at those gaudy scales all green and gold.

The wind the restless prisoner of the trees
Does well for Palaestrina, one would say
The mighty master’s hands were on the keys
Of the Maria *****, which they play
When early on some sapphire Easter morn
In a high litter red as blood or sin the Pope is borne

From his dark House out to the Balcony
Above the bronze gates and the crowded square,
Whose very fountains seem for ecstasy
To toss their silver lances in the air,
And stretching out weak hands to East and West
In vain sends peace to peaceless lands, to restless nations rest.

Is not yon lingering orange after-glow
That stays to vex the moon more fair than all
Rome’s lordliest pageants! strange, a year ago
I knelt before some crimson Cardinal
Who bare the Host across the Esquiline,
And now—those common poppies in the wheat seem twice as fine.

The blue-green beanfields yonder, tremulous
With the last shower, sweeter perfume bring
Through this cool evening than the odorous
Flame-jewelled censers the young deacons swing,
When the grey priest unlocks the curtained shrine,
And makes God’s body from the common fruit of corn and vine.

Poor Fra Giovanni bawling at the mass
Were out of tune now, for a small brown bird
Sings overhead, and through the long cool grass
I see that throbbing throat which once I heard
On starlit hills of flower-starred Arcady,
Once where the white and crescent sand of Salamis meets sea.

Sweet is the swallow twittering on the eaves
At daybreak, when the mower whets his scythe,
And stock-doves murmur, and the milkmaid leaves
Her little lonely bed, and carols blithe
To see the heavy-lowing cattle wait
Stretching their huge and dripping mouths across the farmyard gate.

And sweet the hops upon the Kentish leas,
And sweet the wind that lifts the new-mown hay,
And sweet the fretful swarms of grumbling bees
That round and round the linden blossoms play;
And sweet the heifer breathing in the stall,
And the green bursting figs that hang upon the red-brick wall,

And sweet to hear the cuckoo mock the spring
While the last violet loiters by the well,
And sweet to hear the shepherd Daphnis sing
The song of Linus through a sunny dell
Of warm Arcadia where the corn is gold
And the slight lithe-limbed reapers dance about the wattled fold.

And sweet with young Lycoris to recline
In some Illyrian valley far away,
Where canopied on herbs amaracine
We too might waste the summer-tranced day
Matching our reeds in sportive rivalry,
While far beneath us frets the troubled purple of the sea.

But sweeter far if silver-sandalled foot
Of some long-hidden God should ever tread
The Nuneham meadows, if with reeded flute
Pressed to his lips some Faun might raise his head
By the green water-flags, ah! sweet indeed
To see the heavenly herdsman call his white-fleeced flock to feed.

Then sing to me thou tuneful chorister,
Though what thou sing’st be thine own requiem!
Tell me thy tale thou hapless chronicler
Of thine own tragedies! do not contemn
These unfamiliar haunts, this English field,
For many a lovely coronal our northern isle can yield

Which Grecian meadows know not, many a rose
Which all day long in vales AEolian
A lad might seek in vain for over-grows
Our hedges like a wanton courtesan
Unthrifty of its beauty; lilies too
Ilissos never mirrored star our streams, and cockles blue

Dot the green wheat which, though they are the signs
For swallows going south, would never spread
Their azure tents between the Attic vines;
Even that little **** of ragged red,
Which bids the robin pipe, in Arcady
Would be a trespasser, and many an unsung elegy

Sleeps in the reeds that fringe our winding Thames
Which to awake were sweeter ravishment
Than ever Syrinx wept for; diadems
Of brown bee-studded orchids which were meant
For Cytheraea’s brows are hidden here
Unknown to Cytheraea, and by yonder pasturing steer

There is a tiny yellow daffodil,
The butterfly can see it from afar,
Although one summer evening’s dew could fill
Its little cup twice over ere the star
Had called the lazy shepherd to his fold
And be no prodigal; each leaf is flecked with spotted gold

As if Jove’s gorgeous leman Danae
Hot from his gilded arms had stooped to kiss
The trembling petals, or young Mercury
Low-flying to the dusky ford of Dis
Had with one feather of his pinions
Just brushed them! the slight stem which bears the burden of its suns

Is hardly thicker than the gossamer,
Or poor Arachne’s silver tapestry,—
Men say it bloomed upon the sepulchre
Of One I sometime worshipped, but to me
It seems to bring diviner memories
Of faun-loved Heliconian glades and blue nymph-haunted seas,

Of an untrodden vale at Tempe where
On the clear river’s marge Narcissus lies,
The tangle of the forest in his hair,
The silence of the woodland in his eyes,
Wooing that drifting imagery which is
No sooner kissed than broken; memories of Salmacis

Who is not boy nor girl and yet is both,
Fed by two fires and unsatisfied
Through their excess, each passion being loth
For love’s own sake to leave the other’s side
Yet killing love by staying; memories
Of Oreads peeping through the leaves of silent moonlit trees,

Of lonely Ariadne on the wharf
At Naxos, when she saw the treacherous crew
Far out at sea, and waved her crimson scarf
And called false Theseus back again nor knew
That Dionysos on an amber pard
Was close behind her; memories of what Maeonia’s bard

With sightless eyes beheld, the wall of Troy,
Queen Helen lying in the ivory room,
And at her side an amorous red-lipped boy
Trimming with dainty hand his helmet’s plume,
And far away the moil, the shout, the groan,
As Hector shielded off the spear and Ajax hurled the stone;

Of winged Perseus with his flawless sword
Cleaving the snaky tresses of the witch,
And all those tales imperishably stored
In little Grecian urns, freightage more rich
Than any gaudy galleon of Spain
Bare from the Indies ever! these at least bring back again,

For well I know they are not dead at all,
The ancient Gods of Grecian poesy:
They are asleep, and when they hear thee call
Will wake and think ‘t is very Thessaly,
This Thames the Daulian waters, this cool glade
The yellow-irised mead where once young Itys laughed and played.

If it was thou dear jasmine-cradled bird
Who from the leafy stillness of thy throne
Sang to the wondrous boy, until he heard
The horn of Atalanta faintly blown
Across the Cumnor hills, and wandering
Through Bagley wood at evening found the Attic poets’ spring,—

Ah! tiny sober-suited advocate
That pleadest for the moon against the day!
If thou didst make the shepherd seek his mate
On that sweet questing, when Proserpina
Forgot it was not Sicily and leant
Across the mossy Sandford stile in ravished wonderment,—

Light-winged and bright-eyed miracle of the wood!
If ever thou didst soothe with melody
One of that little clan, that brotherhood
Which loved the morning-star of Tuscany
More than the perfect sun of Raphael
And is immortal, sing to me! for I too love thee well.

Sing on! sing on! let the dull world grow young,
Let elemental things take form again,
And the old shapes of Beauty walk among
The simple garths and open crofts, as when
The son of Leto bare the willow rod,
And the soft sheep and shaggy goats followed the boyish God.

Sing on! sing on! and Bacchus will be here
Astride upon his gorgeous Indian throne,
And over whimpering tigers shake the spear
With yellow ivy crowned and gummy cone,
While at his side the wanton Bassarid
Will throw the lion by the mane and catch the mountain kid!

Sing on! and I will wear the leopard skin,
And steal the mooned wings of Ashtaroth,
Upon whose icy chariot we could win
Cithaeron in an hour ere the froth
Has over-brimmed the wine-vat or the Faun
Ceased from the treading! ay, before the flickering lamp of dawn

Has scared the hooting owlet to its nest,
And warned the bat to close its filmy vans,
Some Maenad girl with vine-leaves on her breast
Will filch their beech-nuts from the sleeping Pans
So softly that the little nested thrush
Will never wake, and then with shrilly laugh and leap will rush

Down the green valley where the fallen dew
Lies thick beneath the elm and count her store,
Till the brown Satyrs in a jolly crew
Trample the loosestrife down along the shore,
And where their horned master sits in state
Bring strawberries and bloomy plums upon a wicker crate!

Sing on! and soon with passion-wearied face
Through the cool leaves Apollo’s lad will come,
The Tyrian prince his bristled boar will chase
Adown the chestnut-copses all a-bloom,
And ivory-limbed, grey-eyed, with look of pride,
After yon velvet-coated deer the ****** maid will ride.

Sing on! and I the dying boy will see
Stain with his purple blood the waxen bell
That overweighs the jacinth, and to me
The wretched Cyprian her woe will tell,
And I will kiss her mouth and streaming eyes,
And lead her to the myrtle-hidden grove where Adon lies!

Cry out aloud on Itys! memory
That foster-brother of remorse and pain
Drops poison in mine ear,—O to be free,
To burn one’s old ships! and to launch again
Into the white-plumed battle of the waves
And fight old Proteus for the spoil of coral-flowered caves!

O for Medea with her poppied spell!
O for the secret of the Colchian shrine!
O for one leaf of that pale asphodel
Which binds the tired brows of Proserpine,
And sheds such wondrous dews at eve that she
Dreams of the fields of Enna, by the far Sicilian sea,

Where oft the golden-girdled bee she chased
From lily to lily on the level mead,
Ere yet her sombre Lord had bid her taste
The deadly fruit of that pomegranate seed,
Ere the black steeds had harried her away
Down to the faint and flowerless land, the sick and sunless day.

O for one midnight and as paramour
The Venus of the little Melian farm!
O that some antique statue for one hour
Might wake to passion, and that I could charm
The Dawn at Florence from its dumb despair,
Mix with those mighty limbs and make that giant breast my lair!

Sing on! sing on!  I would be drunk with life,
Drunk with the trampled vintage of my youth,
I would forget the wearying wasted strife,
The riven veil, the Gorgon eyes of Truth,
The prayerless vigil and the cry for prayer,
The barren gifts, the lifted arms, the dull insensate air!

Sing on! sing on!  O feathered Niobe,
Thou canst make sorrow beautiful, and steal
From joy its sweetest music, not as we
Who by dead voiceless silence strive to heal
Our too untented wounds, and do but keep
Pain barricadoed in our hearts, and ****** pillowed sleep.

Sing louder yet, why must I still behold
The wan white face of that deserted Christ,
Whose bleeding hands my hands did once enfold,
Whose smitten lips my lips so oft have kissed,
And now in mute and marble misery
Sits in his lone dishonoured House and weeps, perchance for me?

O Memory cast down thy wreathed shell!
Break thy hoarse lute O sad Melpomene!
O Sorrow, Sorrow keep thy cloistered cell
Nor dim with tears this limpid Castaly!
Cease, Philomel, thou dost the forest wrong
To vex its sylvan quiet with such wild impassioned song!

Cease, cease, or if ‘t is anguish to be dumb
Take from the pastoral thrush her simpler air,
Whose jocund carelessness doth more become
This English woodland than thy keen despair,
Ah! cease and let the north wind bear thy lay
Back to the rocky hills of Thrace, the stormy Daulian bay.

A moment more, the startled leaves had stirred,
Endymion would have passed across the mead
Moonstruck with love, and this still Thames had heard
Pan plash and paddle groping for some reed
To lure from her blue cave that Naiad maid
Who for such piping listens half in joy and half afraid.

A moment more, the waking dove had cooed,
The silver daughter of the silver sea
With the fond gyves of clinging hands had wooed
Her wanton from the chase, and Dryope
Had ****** aside the branches of her oak
To see the ***** gold-haired lad rein in his snorting yoke.

A moment more, the trees had stooped to kiss
Pale Daphne just awakening from the swoon
Of tremulous laurels, lonely Salmacis
Had bared his barren beauty to the moon,
And through the vale with sad voluptuous smile
Antinous had wandered, the red lotus of the Nile

Down leaning from his black and clustering hair,
To shade those slumberous eyelids’ caverned bliss,
Or else on yonder grassy ***** with bare
High-tuniced limbs unravished Artemis
Had bade her hounds give tongue, and roused the deer
From his green ambuscade with shrill halloo and pricking spear.

Lie still, lie still, O passionate heart, lie still!
O Melancholy, fold thy raven wing!
O sobbing Dryad, from thy hollow hill
Come not with such despondent answering!
No more thou winged Marsyas complain,
Apollo loveth not to hear such troubled songs of pain!

It was a dream, the glade is tenantless,
No soft Ionian laughter moves the air,
The Thames creeps on in sluggish leadenness,
And from the copse left desolate and bare
Fled is young Bacchus with his revelry,
Yet still from Nuneham wood there comes that thrilling melody

So sad, that one might think a human heart
Brake in each separate note, a quality
Which music sometimes has, being the Art
Which is most nigh to tears and memory;
Poor mourning Philomel, what dost thou fear?
Thy sister doth not haunt these fields, Pandion is not here,

Here is no cruel Lord with murderous blade,
No woven web of ****** heraldries,
But mossy dells for roving comrades made,
Warm valleys where the tired student lies
With half-shut book, and many a winding walk
Where rustic lovers stray at eve in happy simple talk.

The harmless rabbit gambols with its young
Across the trampled towing-path, where late
A troop of laughing boys in jostling throng
Cheered with their noisy cries the racing eight;
The gossamer, with ravelled silver threads,
Works at its little loom, and from the dusky red-eaved sheds

Of the lone Farm a flickering light shines out
Where the swinked shepherd drives his bleating flock
Back to their wattled sheep-cotes, a faint shout
Comes from some Oxford boat at Sandford lock,
And starts the moor-hen from the sedgy rill,
And the dim lengthening shadows flit like swallows up the hill.

The heron passes homeward to the mere,
The blue mist creeps among the shivering trees,
Gold world by world the silent stars appear,
And like a blossom blown before the breeze
A white moon drifts across the shimmering sky,
Mute arbitress of all thy sad, thy rapturous threnody.

She does not heed thee, wherefore should she heed,
She knows Endymion is not far away;
’Tis I, ’tis I, whose soul is as the reed
Which has no message of its own to play,
So pipes another’s bidding, it is I,
Drifting with every wind on the wide sea of misery.

Ah! the brown bird has ceased:  one exquisite trill
About the sombre woodland seems to cling
Dying in music, else the air is still,
So still that one might hear the bat’s small wing
Wander and wheel above the pines, or tell
Each tiny dew-drop dripping from the bluebell’s brimming cell.

And far away across the lengthening wold,
Across the willowy flats and thickets brown,
Magdalen’s tall tower tipped with tremulous gold
Marks the long High Street of the little town,
And warns me to return; I must not wait,
Hark! ’Tis the curfew booming from the bell at Christ Church gate.
Lort nok bliver råbt i gaderne
Baglæns fra politi
Autoritære magtnydere
Magtliderlige voldsbrugere
Råbende autonomer ?skriger
LORT NOK?
Derude i natten?
Løber de fra staten?
Staten siges at passe på
?Os
?Løgn løgn løgn?
det er lort nok!?
De begrænser os kun?
Lader os ej studere
?Den anden verden af ?Frihed
Vi lærer kun at leve
?I en ulidelig frihedsløs
?Verden
?Vi lever ikke
?Kun efter regler
?Sat og bestemt
?Fra barnsben af?
Jeg skal være lydig?
For ellers får jeg gas?
Mens alle voldsmænd går fri?
Du skal underlægge dig voldsmændene
Din ytringsfrihed bliver dig frataget
Og du må aldrig lære at nedbryde DIN regering
?For hvis du nedbryder den?
Bliver de frihedsberøvede frie?
Og voldsmændene bliver taget
Folket er underdanige
Et dansk samfundskritisk autonomt ikke-digt, et typisk rod fra en af de velstillede borgere, der lægger sig underdanig for et autoritært regime.
hvor er mine patches og dreadmullet?
kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker
Nikoline Sep 2014
hvordan får jeg dig til at forstå
at noget kærlighed
virkelig varer evigt
når din far forlod familien
dengang du var 9
og din mor
nu skal skilles fra sin tredje mand
og ham din kollega fra brugsen
fandt en anden kollega fra brugsen
selvom det var dig
der altid tog hans vagter
og din venindes venindes veninde
fortæller historier
om undtagelser og regler
og engangsknald
hvad med engangsforelskelser
der bliver til evighedsforhold
og hvis nu jeg tror nok på os
nok for os begge to
så lov mig at du lytter
når jeg fortæller
om dine øjne
og hvorfor jeg ikke vil ses på af andre
annacharlotte Nov 2014
Og der låg jeg så
Ødelagt, af din mangel på ord
Jeg ville græde, men det kunne jeg ikke
Så himlen gjorde det for mig
Med fødderne ude fra dynen
Så jeg kunne mærke kulden, jeg genkendte fra dig
Den kulde jeg troede var lagt som et sjal om dig, viste sig at komme fra dit dybeste kammer
Jeg kiggede på mine fingre, og de mindede mig om de mange gange jeg ville ønske de var svøbet om dig, som en baconsvøbt pølse, fra vognen ved Nørreport.
Du lærte mig at elske de små ting i livet, selvom du selv var stor
Lille som jeg er, må jeg vel bare forlade den tanke om os, jeg så standhaftigt holder mig fast ved
Det der aldrig skete
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys
Tom Spencer Mar 2018
On a thin ribbon of light
unfurled from unseen heaven
direct to her parted robe
and disquieted ear

comes an angel’s voice,
the dove’s winged companion,
with words foretold in the book
now slipping to the floor.

What hunger fires
our flickering imaginations,
that require Grace come
wrapped in velvet purses-

with proof of the child’s
purity dripping from tables
and prophet encrusted walls?
I think they had it all wrong-

Fra Angelico, Veronese, van Ecyk,
and even Martini with his
gilded apprehension.
I prefer a scene without

unblemished lilies-
no fine linens, puffing cherubs,
or embroidered pillows on display.
I picture her instead

at her daily labor- pulling
on a ***** rope at the village well.
With calloused hands, she
draws her trembling reflection

skyward, when, announced
by the slightest breeze,
a stranger appears.
Before their eyes meet,

a bird’s flight distracts her-
water splashes from the bucket
washing the dust from her feet
and soaking the tattered hem

of her robe. His silent glance
holds her only for a moment.
In the distance, a voice
calls out, “Daughter!”

She turns, sets off,
bowing to her burden.
A cloud’s shadow
melts in the heat of the road.



Tom Spencer © 2018
Chris D Aechtner Jul 2012
The flames be flyin' hot tonight,
so the horns be heatin' up just right!

Skeep-deep-do-bop  -bee- bop-do-skeetle-****-woo-woo,
hell-bop-ba-ska-da fra-la-la-la-la-la-la-foo-foo,
look-see-dee-wee-boys doin' da voodoo,
look-see-dee-wee-girls playin' wid hoodoo.

Cuz, I'm a ****-man,
it's a fat fact ma'am!
Yeah, I'm a ****-man,
it's a fat fact ma'am.

And I dun gives a ****
if there's no reason to the ****-plan.

If you come across the fancy bowler hat,
dun be afraid to start stuttering the big skat:

Batta-tat-tat looksee-da-flat-uncool-rat
givin' his square-eyed-glare to-the-****-cats     ~meow~
skee-shee-flyin'-the-sillee like a banshee,
singin' sillee-skee-shee-all-fancee-free -

and we putssss on the br(e)ak(e)s

just             like                                                  thissssssss­ (!)


      and
                in  h    a         l               e ....


Go! Go!              GO!

Skeep-deep-do-bop -bee- bop-do-skeetle-****-woo-woo,
hell-bop ba-ska-da fra-la-la-la-la-la-la-foo-foo,
look-see-dee-wee-boys doin' da voodoo,
look-see-dee-wee-girls playin' wid-hoodoo.

Yeah, I'm a ****-man,
it's a fact ma'am!                       X2
Yeah, I'm a ****-man,  
it's a fact ma'am.
February 18th, 2012
andenrangs poet Nov 2014
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
"you can't repeat the past? Why, of course you can, old sport!"
sabinasophie Mar 2015
jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mine fingre til det blege flisegulv er rød plettet, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod i mine åre
jeg distrahere fra smerten
men du vandalisere mig inde fra
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også
sabina sandager
Mercedes Sep 2014
Jeg samler på steder
engang havde jeg massere af steder
men nu har jeg kun mit lille hus
hvor alt er trygt, trygt, trygt,
i min seng kan min hjerne sove
det intense tryk kan trygt forsvinde
men selv der i MIN seng kan jeg føle mig alene
jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte
- digte om et papmachesind
drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind
hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget
- digte om et papmachesind
andenrangs poet Jul 2015
på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter
nana nilsson Feb 2015
bitter kaffe, salte tårer, rodet værelse, rodede tanker, sprukne læber, en ufortjent karakter, nøgne træer, nøgne kroppe, ****** musik, adskillige vabler, lykkeønskninger fra nogle bekendte, manglede lykkeønskninger fra nogle venner, udspilede øjne, tunge øjenlåg, forsvundet hårnåle, krakeleret neglelak, kortvarig latter, kortvarig solskin, lektier jeg ikke fik lavet, fladt baghjul, velbehag, ubehag, løbende sminke, ukomfortable kram, ulovlig film-streaming, længsel, oprigtige smil, påtagede smil, ubesvarede e-mails, tiltrængte gensyn, sammenbrud over en matematisk ligning, sammenbrud på min fødselsdag, sammenbrud over min farmor, sammenbrud
*** havde skarpe øjne, der
reflekterede i plantager fra sin
mormors have
da *** kyssede mig, var mine
øjne rødvinsrøde, og mine
øjenlåg var lavet af hvide roser
åh, *** havde årer som havet
blå og flydende, som strandens
fugtige promenade
*** havde brun mascara og gul
neglelak på
hendes knogler skar mod mine
ribben, da *** lænede sig op ad
min milde krop
*** sagde ikke noget
faktisk
har jeg aldrig hørt hendes stemme,
men hver nat
drømmer jeg om genlyd fra hendes
barnekrop
og hendes lydløse
barnefrustrationer
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

— The End —