Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Sophia Edens Feb 2015
Let us run away
sun is where you are with me
just you, I and spring.

Loving, singing, new
something I adore with you
screaming in the spring.

Blossom sprouts explode
like the ring of bells in may
listen, the silence.

Now you tickle me
with a daisy in your hand
ever before end.

Take me where you go
you call it neverland here
the sun is teared.
Sophia Edens Feb 2015
We were walking, talking and listening
to the sound of saltwater crushing up
the stones and shells
making them blank and bright.
These sentences you wrote on paper ere meant for me,
but I found them crumpled in the bin.
Heartbroken and brokenhearted you were no longer "him".
Sophia Edens Feb 2015
her
She is more than  just beautiful,
her hair shines in the sun's shadow
and her skin is filled with freckles
like a whole new galaxy.
Her skin is wrinkled
but in every single one of the folds
there are stories from the past
kept with her in her mind
and on her skin.
Her voice is raw from the smoke,
but it sounds to me
like childhood dreams and laughter.
She has the scent of violets
and a hint of licorice
buried in her skin and hair.
She is my Grandmother.
And this was her flair.
Sophia Edens Feb 2015
In my hands I carry:
my rings,
my book
with my favorite
poems,
my blue ink pen
and my picture of
you and me.

Inside my head I carry:
my memories both
sad and happy,
my loving family,
my imagination
of an infinite blue sky,
and a dream
that never will be true.

All in all my baggage is light,
but the sun still doesn't seem bright
on my side.
Sophia Edens Feb 2015
N O
n o  n o  **n o
Sophia Edens Feb 2015
Jeg savnr at elskes,
at varmes,
at kunne elske.
Der sker noget som jeg ikke kender til
og der rører sig noget i hele min krop,
den ryster,
den ryster afsindigt meget.
Jeg vågner og hører lyden af en knorren og fuglene i baggrunden,
det er nat,
jeg kunne mærke dig i et par sekunder,
inden jeg drukner i sorg og det er kulsort.
Hvad er det sker? I hvad befinder jeg mig?
Jeg løber væk fra det onde,
men kan kun finde læ under et træ
fyldt med sorte fugle.
Hvad er det der sker?
Hvorfor er der ingen der kan røre mig,
holde om mig,
varme mig?
Jeg er forladt og dog er alt og alle rundt om mig.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.

— The End —