A cider and a minder
Passing time as a reminder
Pink glow and songs flow
A waxy time erodes the mow

Renegades and perspiration responds
Swimming in winded seas of  Jordan
Heated in space, evicted in their pace
Libido fails as the liquor dilutes in taste

Catch an esse as the moonlight smite
Hold another to fake a romantic right
Filter to the cards of ace as the one winks
Emotive intruders farm in fields of pastures

Imbued with alcoholic waterfalls
Molehills of termites condense lose soil
A lack of connection a taunt that apes
Future anthems triumph in hungered strums

Amused by the music erupting volcanoes
A morrow blows as the candle slows
To tow the tall grassed disused straw
A spring to summer that promises sun rays

A resolve to moderation to preserve modesty
A kiss stored forever peeping the awing stars
To guard a heart and hatch uniformity
Trembles justly forgotten in termed premises

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Terwyl jy hom ignoreer,
Trek iemand anders sy aandag.

Die liefde val weg.
Die hartseer raak minder.
Gevoel van alleen wees is nie meer sleg.

Ja jy voel beter,
Maar ook maak dit seerder.

Jy verloor hom.
Hy verloor jou.

Se my, waar is dit wat gebou was?
Of was dit ook net n las?

Ek weet, jy weet nie wat ek se nie,
Maar nou hoef ek nie weer by jou aan te le nie.

i.

i really want to write this like a poet, but i'll probably
ramble on, i want to create this poetic haiku
or what one might call a punchline
in a joke, i will, obviously,
           i will (obviously) provide
how the alternatives would look like,
but sometimes i think that the poet
is enraged by the idea of the narrator:
or the consolidator of personae -
defeatist poets write from a personae
perspective, as if each poem is
a new and nuanced character -
a nuance of the narrator,
   yes: not novels, a plateau of literature
that poetry is...
           the setting is unknown,
but these people simply congregate
and say something, akin to the burning man
festival, and then return to their
day jobs...
          i don't know why poetry is less and less
resonating with music: maybe because
the old critique of poetry being faced off
with philosophy doesn't make sense
given that there's this rainbow of musical
tastes and the general diversity?
looking at the classical circumstance of
poetry vs. philosophy makes no sense
when the *logos is removed and the phonos
is inserted in its place...
   bad grammar, bad spelling... why look for
meaning in words in the almighty sphere
of all things holy, when in the trenches
   people are shooting bullets not at targets
but at empty space?
    that's why i love the notion that writing
can become something akin to a will to power:
the power over not of those illiterate -
urbanism has dissolved such a concept...
  we became literate in order to read adverts:
or the iconoclasm of the alphabet:
pretty coca cola nearing arabic for all
those magpies out there...
           the myth goes that the magpie spotted
the shimmer of a silver spoon and stole it
and as the debate of the fates go:
i was to marry a rich woman and leverage
myself into a calm suspense... but it wasn't
to be. such is the case: when writing
can become as difficult as arithmetic of numbers,
and certain blemishes on the fountain head
of humanism that's literature can provide
the right arithmetic complexity...
   given that, what could possibly be the sum
total of this "poem"?
  the irony of the cartesian 1 + 1 = 2...
                in terms of meaning? in a polyverse
   of the what if? universe?
        a cinema better than the Hollywood industry...
that could fit into my concept of man enduring
for eternity, even with the vain hope of challenging
his mortal frailty... have a historiological cinema
of the what ifs... i'd sit in there and be like: wow!
Adolf graduated from the Vienna Art School
and world war two didn't happen?
    the treaty of Versailles wasn't a version of
colonial powers against expansionist politics
concerning a European nation? wow!
they basically didn't join the club of colonial power,
and they were punishing the colonial powers of
the time... or that's how i see it:
i don't see myself needing to ascribe myself
to pronoun pluralism in any shape or form:
it just breeds some overt concept of paranoia;
and obviously this has nothing to do with the title,
because it i shunned the narrator, i'd be a poet,
and if i wrote a cutiepie version of this
i'd feel hungry for not having played the piano
long enough while tipping a glass of whiskey
into my mouth... just is the curse of
enjoying typing: hurrah for our loss of handwriting
and that beautiful circumstance of writing
words with connectivity - by modern standards
undecipherable as if Hebrew or acronyms
and emoticons: puncture after puncture and nothing
concerning waves or serpentines of encoded talk...
beautiful... absolutely beautiful.
  the new form italics? syllable-ism, to stress,
punctuation marks in words: beau-ti-ful!
there, goes a weeping pair, that's Ludovico Arrighi
& Aldus Manutius...
    and what i do understand, and it's pivotal,
take the concept of a narrator out of the prosaic mosaic
and take away the concept of personae out of
poetry, and mould the two together...
you get an implosion worthy of a Hiroshima...
a bit like what the Beatles conceded too after
releasing their revolved album... they stopped
live touring... they had an implosive moment
and said: as any artists in the background,
we are the invisible hands of the plumbers
who connected toilets to the pipes: hey presto!
the Beckton ****-stink on the A406...
poetry can become this...
        it can also become something akin to:
etymology is a version of archeology,
although there's no physical space to engage with it,
   and i know why Heidegger turned the word
being into beyng... it's not a mutilation
of the word, he was practising a version of
archeology (not etymological) in that he was
excavating (as archeologists do) an archaic word
from the modern equivalent... Sherlock Holmes
of the black forest... found an amber tear
                      wedged in a tree...
i never know why they called it the Baltic sea...
i'd change it... i'll start calling it the Amber Sea...
given so much amber can be found on the shorelines
of it...
             and yes, this prompted the additional bits
in the title: considering the idea that it's twice as important
as what i will eventually write with dues for
the lightning bolt's worth of a title...
    language has to be mandible, language has to
be plasticine... it can't be dittohead bound -
strict, regulated, ivory encased in a museum hush...
   esp. if it doesn't need something controversial to
be spoken... exactly at that point...
          what was i originally intending?
            language as form archeology? perhaps...
no! no no no... the pro-life vs. the pro-life debate...
    a destitute woman, perhaps a *******, perhaps
a woman who was *****...
                         as the laws in Poland currently stand:
she has to give birth...
      i never said i agreed with the stranglehold of
my "brethren", i simply said
           bilingualism as a rhinosaur (dino remnants?)
        stampede against multiculturalism...
what is the perspective? i respect the culture that
assimilated me, only through having the capacity
to speak the language of the culture i was born in...
    multiculturalism has no respect for its
host culture, the multicultural argument goes:
if i speak good enough English, i'll still be able
to wear Pakistani pyjamas in public...
it's the hijab wearing English-pristine girl who
knows ****-all arabic: but speaks good English,
so she's assimilated well enough...
       and there's me... when everyone is going
muddles berserk in their groin regions
     flirting with bisexuality... so few flirt with
bilingualism... well: how could all that fucky-sucky
go to waste, eh?   multiculturalism doesn't work
if the person attempting integration doesn't
have a moderation minder,
    if you don't respect your own original society
in the least, as in: ensuring you keep your
mother tongue and do the utmost to speak two
languages... multiculturalism of people who
don't do this are just plain lazy...
   lazy!           is that an excuse if you were born
in a host country? only if your parents were
so worked up thinking that knowing two languages
was a disadvantage... and so the byproduct
of all things that aren't part of the multicultural
franchise... if you have no respect for your mother
tongue / culture when moving to a different
country... you don't have respect for your
country of birth... or in a more succinct way said
by Napoleon: a man who knows two languages
is worth two heads... etc.
       ah, the debauchery of narrating and not
orientating yourself around creating characters...
bliss... and also the main reason poets feel guilty
about writing poetry... the missing characters.
but onto the title and the main point i was going
to make...

ii.

over an egg.

iii.

can't we simply argue the point
between pro-life and pro-choice
over breakfast of scrambled eggs?
or poached eggs... or fried eggs...
or eggs boiled for 5 minutes
so the yoke is all runny?

iv.

and they said there's no purpose to
abortion...
         the most popular food of
choice for breakfast... is an abortion.

v.

i'd say... make sure those pro-life protesters
stop eating eggs...
           they're eating abortions...
but ****... can you imagine anything
                          more yummy than an egg?
don't worry, Darwinistic existentialism
of furthering the human question
   has already been answered by an abundance
of the Mandarin and the Sanskrit population.

drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind

"You're so beautiful,"
says
Mr. You-Deserve-Better.
His friend,
Joe I-Can-Be-Different,
nods in agreement.
I'm just Miss Single-20-Something
searching for companionship
finding nothing
but the company
of every one-track-minder
in the Greater Portland Area.
I've been promised the moon,
stars,
a few planets here
or there.
Receiving just grunted approvals
from two-pump chumps
with over-active sweat glands.
So excuse the skepticism
clouding my judgement
as I roll all man kind
into one conclusion:
You all bark like dogs.
If he acts like one,
and smells like one,
I'd say Bingo
is his
name-o.
Just save it.
This Jenny has been around the block.
Your flowers will die.
Your chocolates will go to my hips.
For now,
your name is Mud,
and you can call me Miss Independent.

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen

træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.