Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Echoes Of A Mind Mar 2016
I'm a human
Who does a lot of stupid things
I do know that

But I am only a human
And humans does a lot of stupid things.
Things we regret
Things which makes us proud
And things, which we want to do over

We are but men
And as men
We do a lot of stupid things
But that's how life is
And life can't be controlled...

[orginal version]
Jeg er et menneske
der gør mange dumme ting
Det er jeg klar over
Men jeg er nu blot et menneske
Og mennesker gør dumme ting
Ting vi fortryder
Ting vi er stolte over
Og ting, som vi vil gøre om igen
Vi er nu engang kun mennesker
Og som mennesker
gør vi mange dumme ting
Men sådan er livet nu engang
Og livet, kan vi ikke kontrollere....
We are but human
andenrangs poet Oct 2014
TROR DU DET HER ER EN GOD IDE? JA. NEJ. JO DET ER. NEJ, VENT... IKKE ALLIGEVEL.
DET GÅR IKKE... VI OPFØRER OS SOM OM VI ER KÆRESTER.
ER VI KÆRESTER? NEJ, VEL? JO VI ER. MÅSKE LIDT? ELLER ER VI BARE VENNER? HVAD SYNES DU? JEG VED DET IKKE. VED DU DET HELLER IKKE? OKAY. JAMEN HVAD ER VI SÅ? HAR DU LYST TIL DET HER? HAR DU LYST TIL MIG? JEG HAR LYST TIL DIG. ELLER HAR JEG? JEG VED DET IKKE MEN KYS MIG NU. HVORFOR HOLDT DU OP? VAR DET IKKE RART? JO. ELLER.. JO DET VAR DET. ER DU SUR PÅ MIG? NEJ JEG ER IKKE SUR PÅ DIG. JEG ER SUR PÅ MIG. HVORFOR? JEG VED DET IKKE, HVOR SKULLE JEG OGSÅ VIDE DET FRA? GIDER DU IKKE GODT BARE GÅ? NEJ, BLIV. VENT.. JEG GÅR, DET ER BEDST. DET ER MIN SKYLD. ELLER ER DET DIN SKYLD? ELLER MIN OG DIN SKYLD? HVIS JEG BLIVER KYSSER DU MIG SÅ? JEG HAR LYST TIL AT KYSSE DIG. SÅ KYS MIG. OG STOP IGEN. NEJ BLIV VED. STOP. KYS MIG IGEN. STOP. HVAD ER DET HER? HVAD ER VI? DU VED DET IKKE? GODT. FOR JEG VED DET HELLER IKKE. SÅ KYS MIG NU OG STOP IGEN. BESLUT DIG. OKAY, KYS MIG. MEN TROR DU VIRKELIG DET HER ER EN GOD IDE?
KAOS.
llcb Nov 2015
.
Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.
llcb Sep 2015
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
du gjorde mig til en
raffineret
udgave af det, jeg
lovede mig selv
aldrig at skulle være
satte hele tiden kaffe
over i et unøjagtigt
forsøg på at få tiden
til at gå lidt hurtigere
følte mig som en stum
skulptur, der blev
betragtet med nøgne
øjne og målt med blege
fingerspidser
af mennesker,
der aldrig sagde
deres navn
eller noget andet
ville ønske, du ville
erstatte mig og bare
se den anden vej
- digte om et papmachesind
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
så mange mennesker

            der går med smerter

indeni eller udenpå; overset eller identitetsdannende


      skævheder, sammenkrøllethed, bider det i sig



            indelukkethed, folk som er låst fast, har givet op på en drøm

en rusten forventning

         til hvad livet nu vil bringe en


  livet vil noget andet med en, tag imod **** på **** sammen, stå fast

         en stille hjerteskærende eksistens, siger ikke meget men hvis nu

man tager sig tid,
    studerer,     bemærker,     dykker ned


               står smerten     klart     frem


       modsatretteder længsler; det nemme
og det, man virkelig vil


                       sikkert eller spændende? livet er kompromiløst og man          
      kan    ikke    få det hele


                   en ømhed, noget småt men betydningsbærende  


                                    hvor så du dig selv være nu?           ikke her, ikke med


      de mennesker,     ikke som den jeg er blevet



    jeg håber aldrig, at det bliver mig med skår i hjertet på så mut en facon
xxx xxxxxx Jun 2015
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
Jeg frygter en verden uden dig
Jeg er bange for om solen vil skinne,
og om blomsterne vil blomstre.
Vil min verden kunne fungere?
For når du spørger mig om,
hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle.
Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder,
Finder ud af at der er mange smukke mennesker
Og at jeg bare bliver en forvildet del,
Af den fortid, som alle glemmer.
- Frygten for at blive glemt
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
ungdomspoet Jul 2015
mennesker der står på lange rækker
klinisk
på de lange baner af rulletrapper på nørreport station
står vi og ser døde ud
en efter en
står mennesker på rækker som var det et samlebånd
vi kigger rundt
men vi ser ikke hinanden
Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut  i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens
smallhands Jul 2016
this poem is not about angels nor demons,
but humans and their faulty stars
how they sleep with a pile of words
on their head,
which gets tossed to the floor when
the alarm clock screams six
how they seek refuge in an arcade,
playing each game to the end,
leaving empty-pocketed
how they think, I can't rest until we
start to kiss
when lips only beg for more upon meeting
so yes, this poem is not about gods nor devils,
but people, breathing, heartbeating people
who sleep and play and wonder
when it will cease

-c.j.
med en halv flaske billig rødvin i blodet
var *** allersmukkest
*** sagde sætninger som "gud spejler sig
i dit gyldne hår" og "livets smukkeste
sider opdages kun i dybe vandpytter"
dagen efter drikker vi stempelkaffe og
ryger cigaretter
jeg fortæller om smagen af tårer
du fortæller om dengang, du voksede op
i en lille by. du fortæller om dengang, du
var 12 år og ensom blandt mennesker
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
Elizabeth Mar 2015
SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?
llcb Jan 2015
I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
ungdomspoet Jul 2016
jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske
livet passerer gennem spejlet
drager parallel
hudløs uærlighed, den halve sandhed
vi skriver uden at tænke os om, hvorfor
tidlig bustur, fastfood-køb; pludseligt indblik i en andens hverdag
forbløffelse er en mærkelig størrelse
en skikkelse personificerer tanken om en andens liv
at føle sig tiltrukket af ideen om, at have kendt dem i en anden sammenhæng
det magiske hvis
bearbejdet, gennemtænkt, finpudsning
et øde ***, drænet for mennesker, lagt øde (ødelagt)
at kultivere kulturarven
ønskebarnets strabadser
et savnet ord
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
andenrangs poet Jul 2015
på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft

           akavet venskabelighed,    fortumlet interaktion

ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved

      skriver digte der dernæst glemmes

               'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'

føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
           hvem er jeg overfor dig?     tilbageblikkets endegyldige tvivl og    
   hjernens omdrejninger

smilende øjeblik,
       derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse

hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
          filtrere al støjen væk    ?    

               tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag

        vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!


              farvel!
      hvem er jeg uden dig
  
        velkommen tilbage, fremmed følelse
                    velkendt person

    farvel
Laura Dec 2014
måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
bassen, der overdøver vores eget hjerteslag,
bassen, der dunker mere end vores tanker,
smagen af sprit, og røgen der hænger i tøjet
tænder den ene cigaret med den sidste,
ryger, drikker, danser,
danser det hele væk,
håber på at svingende hofter og klamme blikke,
kan slette det hele,
drikker måske for at glemme,
eller måske for at huske
men kan man kurere en sygdom med en anden,
for hvad hjælper det at vi drikker os fra vores sanser,
og gemmer os bag billeder så slørede som livet,
når vi i virkeligheden har bræk på skoene,
og tomme pakker i vores tomme lommer

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
måske ikke
måske det bare er hvem vi er,
syge mennesker,
der lader som om vi har det sjovt,
Marolle Nov 2015
det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl  
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker

*(Marolle)
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

— The End —