"torne" poems
Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ************ og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer
Nov 10, 2018
Nov 10, 2018 at 3:30 PM UTC
Let mans Soule be a Spheare, and then, in this,
The intelligence that moves, devotion is,
And as the other Spheares, by being growne
Subject to forraigne motion, lose their owne,
And being by others hurried every day,
Scarce in a yeare their naturall forme obey:
Pleasure or businesse, so, our Soules admit
For their first mover, and are whirld by it.
Hence is't, that I am carryed towards the West
This day, when my Soules forme bends toward the East.
There I should see a Sunne, by rising set,
And by that setting endlesse day beget;
But that Christ on this Crosse, did rise and fall,
Sinne had eternally benighted all.
Yet dare I'almost be glad, I do not see
That spectacle of too much weight for mee.
What a death were it then to see God dye?
It made his owne Lieutenant Nature shrinke,
It made his footstoole crack, and the Sunne winke.
Could I behold those hands which span the Poles,
And tune all spheares at once peirc'd with those holes?
Could I behold that endlesse height which is
Zenith to us, and our Antipodes,
Humbled below us? or that blood which is
The seat of all our Soules, if not of his,
Made durt of dust, or that flesh which was worne
By God, for his apparell, rag'd, and torne?
If on these things I durst not looke, durst I
Upon his miserable mother cast mine eye,
Who was Gods partner here, and furnish'd thus
Halfe of that Sacrifice, which ransom'd us?
Though these things, as I ride, be from mine eye,
They'are present yet unto my memory,
For that looks towards them; and thou look'st towards mee,
O Saviour, as thou hang'st upon the tree;
I turne my backe to thee, but to receive
Corrections, till thy mercies bid thee leave.
O thinke mee worth thine anger, punish mee,
Burne off my rusts, and my deformity,
Restore thine Image, so much, by thy grace,
That thou may'st know mee, and I'll turne my face.
1.8k
Pago pelo preço de respirar e apreciar coisas sem real custo,
Elas são pouco, mais ou menos o que menos aqui têm valor,
Ou serão a joia preciosa, que definem meu ser como incolor,
É a transparência do carácter, de um ser tão menos, brusco!
Os paços que ficam presos na calçada da vida, são os aprendizes,
O balanço na busca embalada de sólidos conhecimentos similares,
Aos que hoje encontro, sorrio e pestanejo, como olhares de petizes,
Sem malícia, mas com a astúcia, a perícia de conviver nesses azares!
Quem caminha porque procura, busca solidez de carácter e identifica-se,
Com bruscas, mas sólidas colisões, de jogos engraçados e enfarinhados,
Conheçam-se as regras e jogue-se, livre de preconceitos e tentaculados,
O cérebro se torne a máquina na defesa de ataques e vultos da metáfrase!
Que se compilem memórias e auxílios permanentes ao jogo delinquente,
Que se tire partido desse significado figurativo, composto de maleitas,
Que se compreenda facilmente maldade, como aplicativo frequente,
Sem sugestões formais, ao quotidiano de todas essas vestes e seitas!
E assim, aproveito o vazio criado, no espaço para mim e enfim,
Ganha-se o tempo que se perdem em mentes dispersas de valor,
A joia está aqui, conservada em cofre limitado, ao real detentor,
O preço equilibrado, eu diferenço do do ouro e ficará aqui em mim!
Autor: António Benigno
Código de autor: 2013.10.02.02.27
Oct 2, 2013
Oct 2, 2013 at 9:47 AM UTC
da vi først mødtes
plantede du liljer
på min altan
og roser
i mit sind
og over sommeren
kom du gerne forbi
for at pleje og vande dem
og elskede
at se dem vokse
men det blev oktober
og ikke alle blomster
kan klare kulden
og langsomt visnede alt
nu
er liljerne
faldet sammen
og jeg går ikke ud
på min altan længere
rosenbladene
er faldet af
der er kun torne
tilbage i mit sind
og jeg kan mærke
at jeg slår rødder
Oct 10, 2014
Oct 10, 2014 at 2:17 AM UTC
Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.
Oct 7, 2014
Oct 7, 2014 at 9:06 AM UTC
Leo Legris es el nombre que porta
-para esquivar el irónico gesto-
mi extravagancia, que, riendo, soporta
la burla, la estultez, y el elogio indigesto.
Mi aburrimiento es largo, pero la vida es corta.
Mi vanidad... ¡Mi vanidad no vale el resto...!
Y el resto es casi siempre lo que a ninguno importa...
Vanidad -para mí- es la toga de asbesto:
pues nunca deja que me quemen las rabias,
ni que de necios me atosigue la acerbia,
ni que el aplauso me torne menos mío!
Leo Legris que habita las Ilusorias Babias...
-Concedido... - y la torre feudal de su soberbia!
-Aceptado... y en prueba, mirad cómo sonrío...!
721
Flor el pantano, vertiente la roca:
tu alma embellece lo que toca.
La carne pasa, tu vida queda
toda en mi verso de sangre o de seda.
Hay que ser dulce sobre todas las cosas:
más que un chacal vale una mariposa.
Eres gusano que labra y opera:
para ti crecen las verdes moreras.
Para que tejas tu seda celeste
la ciudad parece tranquila y agreste.
Gusano que labras, de pronto eres viejo:
¡el dolor del mundo crispa tus artejos!
A la muerte tu alma desnuda se asoma,
¡y le brotan alas de águila y paloma!
Y guarda la tierra tus vírgenes actas,
hermano gusano, tus sedas intactas.
¡Vive en el alba y el crepúsculo,
adora el tigre y el corpúsculo,
comprende la polea y el músculo!
Que se te vaya la vida, hermano,
no en lo divino sino en lo humano,
no en las estrellas sino en tus manos.
Que llegará la noche y luego
serás de tierra, de viento o de fuego.
Por eso deja que todas tus puertas
se cimbren, a todos los vientos abiertas.
Y de tu huerta al viajero convida:
¡dale al viajero la flor de tu vida!
Y no seas duro, ni parco, ni terco:
¡sé una frutaleda sin garfios ni cercos!
Dulce hay que ser y darse a todos,
para vivir no hay otro modo
de ser dulces. Darse a las gentes
como a la tierra las vertientes.
Y no temer. Y no pensar.
Dar
para volver a dar.
Que quien se da no se termina
porque hay en él pulpa divina.
¡Como se dan sin terminarse, hermano mío,
al mar las aguas de los ríos!
Que mi canto en tu vida dore lo que deseas.
Tu buena voluntad torne en luz lo que miras.
Que tu vida así sea.
-¡Mentira, mentira, mentira!
675
vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne
hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?
Nov 8, 2014
Nov 8, 2014 at 1:05 PM UTC
Oscilação de um verbo, um minuto de vazio
Um lápis, uma folha branca e um verso
Um poeta, um mundo e um universo
Criação infértil, um ousar rápido e estio
Deste breve soneto não guardarei feitio
Pois a estética de meu agrado é o inverso
E se na subversão de minhas palavras, imerso
Desmeço o ritmo desta rima rica que emergiu
Adiciono mais seis versos para o fim
E cá escolho a palavra para rimas seguidas
Que, por conforto da língua, dou-lhe conferida
Para que torne-se um soneto, enfim
Com a solidez de uma música erguida,
E o feiume silábico de uma pétala caída!
Feb 10, 2019
Feb 10, 2019 at 11:25 PM UTC
Vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne
Hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?
Apr 7, 2015
Apr 7, 2015 at 2:00 PM UTC
Yo iva por la vida
Tratando de vivirla
Y en el camino me vistes
Y me buscastes
Quede sorprendida
Woah!
Eres una maravilla
Demaciado para una chica como yo
Te observe
Y a la primera palabra me perdi
Y supe
Que esto iva a doler
Tu alma es libre y bohemia
Una joya
De esas que el universo te presta
Pero solo
Por un momento
Gracias!
Grito al aire
Por haber tenido la oportunidad
Te deseo lo mejor
Hoy
Y cada uno de tus dias
Que siempre veaz la luz que te rodea
Y que te llenes de ella
Ojala
Tu corazon jamas se torne amargo
Se tu mismo
Es mi mayor consejo
Las paginas de mi libro
Siempre estaran listas
Por si decides escribir
Sobre tus penas
Sobre tus miedos
Sobre tus triunfos
Hasta lo que consideres incoherente
Bonito dia
Bonita vida
Pero no,
No es una despedida
Se que nos volveremos a encontrar
Talvez,
No de la manera que yo espero
Pero
Hasta entonces,
Disfruta y aventurate
May 23, 2018
May 23, 2018 at 2:06 PM UTC
jeg er hul
om morgenen vågner jeg
og skal fyldes;
med blomster og solens stråler
med torne og salt
med alt
May 31, 2015
May 31, 2015 at 9:27 AM UTC
Der er bidemærker indgraveret,
i mit åndedræt
Hudafskrabninger,
på mine læber
Der er torne,
på mine fingerspidser
og blå mærker,
i mit hjerte
Sep 23, 2015
Sep 23, 2015 at 9:56 AM UTC
Torne en mi boca el verso castellano
a decir lo que siempre está diciendo
desde el latín de Séneca: el horrendo
dictamen de que todo es del gusano.
Torne a cantar la pálida ceniza,
los fastos de la muerte y la victoria
de esa reina retórica que pisa
los estandartes de la vanagloria.
No así. Lo que mi barro ha bendecido
no lo voy a negar como un cobarde.
Sé que una cosa no hay. Es el olvido;
sé que en la eternidad perdura y arde
lo mucho y lo precioso que he perdido:
esa fragua, esa luna y esa tarde.
339