Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om et papmachesind
Echoes Of A Mind Mar 2016
Fortryder jeg,
At jeg lod dig ind
Nej,
Jeg fortryder ikke,
At det var dig,
Som jeg lod ind.
Men jeg fortryder alt det,
Som vi nu er blevet til...

Jeg fortryder ikke handlingen gjort
Under påvirkning af følelser
Følelser, som jeg ikke kendte til
Før jeg mødte dig
Men jeg fortryder handlinger,
Som jeg har gjort
Fordi du sårede mig...

For lige så meget,
Som jeg holder af dig,
Lige så meget smerter det mig nu
at se dig.
Allerhelst så vil jeg ikke
Være i nærheden af dig.
For dette gør ondt
På mig...

Jeg fortyder ord sagt i vrede,
Hvor jeg mig befandt
I en såret tilstand
Hvor jeg kun kendte til en måde
at afreagerer på...

Jeg fortryder så mange ting,
At skrive om dem
Ville tage en evighed
Men den ene ting,
Som jeg ikke fortryder,
er,
At jeg lod dig ind....
ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig
- digte om et papmachesind
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
Clindballe Jul 2015
Landet hvor hver tiende borger sluger piller
for at få dagene til at hænge sammen
hvor farver rød, gul og grøn ikke
længere betyder kærlighed, lykke og håb
men er farverne på piller mod
depression, søvnløshed og angst
alligevel er vi for stolte til at indrømme
at kendte og fremmede ansigter drukner
i regnbuepiller og titusinde bivirkninger
Skrevet: 15. Juli - 2015

Translation:
Denmark
The country where every tenth citizen
swallows pills to make the days stick together
where the colors red, yellow and green
do not mean love, happiness and hope
but are the colors of pills for
depression, insomnia and anxiety
still we are too proud to admit that
familiar and unfamiliar faces are drowning
in rainbow-pills and ten thousand side effects
Frederik B Feb 2015
en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.


*(f.b)
Clindballe Mar 2015
du er lænket til din sengs ynkelige undertrykkelse
fars vuggeviser skygger for din livsglædes melodi
for dæmonerne i dine drømme er kendte skikkelser
djævelens afkom ser du i dit spejlbilledes selvportræt
knuste glas afslører kærlighedens farve på din hud
pillerne formår at trøste din angst bedre end jeg gør
jeg kan ikke forklare dig mit livs kaotiske tragedier
for først må du forstå din egen sørgmodige kamp
så jeg skriver det i digte som du aldrig vil læse højt
Skrevet: 3. marts - 2015
Cecilie Andersen Jun 2015
*** sang med på sange *** ikke kendte. Hendes mor sagde det var, fordi *** følte sig godt tilpas i mit selskab. Jeg børstede hendes krøllede hår igennem, for derefter at affarve det orange. Senere ødelagde *** hendes puder med sit blå-smittende hår. Du er min inspiration, du er den lyskæde på min hylde, som du engang fortalte mig om. Dine ord er smukke, meget smukkere end mine, men jeg gør hvad jeg kan, for det har du lært mig at gøre siden 11-års-alderen.
God ferie. Vil savne dig
Frederik B May 2014
Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke.

*f.b
KD May 2015
Jeg kendte til mystiske væsner
Mærkværdige fabeldyr
nogle man aldrig har hørt om før
nogle der ikke kan beskrives med ord

Jeg blev budt velkommen af mange
men der var nogen der var forunderlige
de var nærmest som skygger, der krydsede folks veje
uden at møde nogen

Jeg lod dem vandre, for hvad ville der ske hvis man talte til dem
Måske forsvinde, det var hvad jeg havde hørt
Man bør aldrig forstyrre en skyggegænger
de går i cirkler, men vender aldrig tilbage til samme sted

Jeg ved ikke, hvor de forsvandt hen
Jeg ser dem aldrig mere
Jeg havde hørt det ville ske, at det sker for alle
Jeg håber de har det godt
English Translation:
Where did they go?
I knew mysterious creatures
Crummy mythical creatures
some you've never heard of before
some which cannot be described with words

I was welcomed by many
but there were some who were marvelous
they were rather like shadows that crossed people's roads
without meeting anyone

I let them wander, because what would happen if you spoke to them
Perhaps disappear, it was what I had heard
One should never interfere with a "shadow walker"
they walk in circles, but never to return to the same place

I do not know where they disappeared to
I never see them anymore
I had heard it would happen, that it happens to everyone
I hope they are doing well
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
AnnaStorm Dec 2014
Når historien presses sammen til én stund
Holder vejret og betragter en andens liv
Med alle følelser griber ud efter øjeblikket
Og halser efter handlingen som én der vil være med
Kaster stjålne blikke efter situationernes virkelighed
Håber på at mennesket vil vende om
Se på én og ændre retning
Men med handlingen som livet
ændres kursen uden mig
Kradser lydløst væggen tynd
For at holde luften inde
Men når øjeblikket er gået i stå
Og historien blot fortsætter i mit hoved
Er det at virkeligheden rammer som en lussing
Starter op og sættes i omdrejninger
Huskes handlingen efter
Har øjeblikket undfanget virkeligheden
Mennesket rækker ikke ud efter mig
Men når jeg stopper tankernes forudrettede mønster
Vender han sig om og kigger på mig
Smiler adskildt fra en verden
der formidler drømme jeg ikke kendte til
Laura Amstutz Dec 2018
Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden
Kristine Jensen Jun 2015
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om papmachesind
anna charlotte Oct 2015
der er en grund til at når jeg passere dig på gaden,
siger at jeg så en jeg engang kendte,
i stedet for en jeg kender.

— The End —