og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et  fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

vi to var ligesom et puslespil med 2000 brikker
det tog lang tid for os at samle alle stykker sammen til én helhed
og når vi gav op prøvede vi bare at presse to komplet forskellige brikker sammen
selvom vi begge to vidste det ikke kunne lade sig gøre
men hvorfor er det så at jeg sidder her
med et puslespil
hvor halvdelen af brikkerne mangler?
jeg troede vi sammen skulle finde de rigtige pladser til hver brik
men istedet fuckede du spillet helt op

de kunne lande det fly på mit hjerte
det er det sidste, jeg når at tænke og
så falder benene og universet sammen
under og over mig og fra alle sider og
det er ligegyldigt, hvilken vej jeg går
eller for den sags skyld ser, for du står
der altid - ja lige dér, og blokerer for de
milde solstråler, der holder sammen på
mit allersidste fokuspunkt
du er der altid, selv når angsten spiser
af mit kranie og gemmer rester til mine
stikkende, prikkende, rivende fingerspidser

Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er  
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

blot et par måneder siden, ville selv det mindste tegn på oprigtighed vise sig ved sentimentalitet
Vi ville grine og nyde sommeraftener sammen, vi ville skåle for vores dybe samtaler svøbt i champagne
vi ville fortælle sandheder og hvide løgne, og ingenting ville kunne males ovenpå det lærred af glæde og kreativitet vi havde formet
Men når det kom til stykket
Ville vi ikke dele oplevelser eller indre tanker, end ikke når det var vinter og det regnede og var koldt
Vi ville ikke drikke kakao sammen, og varme os ved pejsen
Nej, om vi ikke ville sprede selviskhed og irritable toner
Fordi at tiden heler ikke sorg, den lindrer bare og vi fortrænger
Hvilket er det jeg tror der skete
Vi fortrængte minderne
Og det kan vi ikke gøre noget ved

Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.  
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
*Han var alene, selvom han var sammen med en anden.

Uret slår
  Tik, Tok
  Tik, Tok

Dagene forsvinder
  Revet ud af kalenderen
  De forsvinder i mængden

Bilerne kører i pendulfart
  Først på arbejde i byen
  Så hjem til forstaden

Ugerne passerer
  De bliver til måneder
  Der bliver til år

I en ivrig iver efter det hele
Forsvinder mennesket

Jeg prøvede.
Jeg ville have det hele
Nu.

Mennesket smeltede sammen
  Som en robot
  En dødsdømt robot

Rutiner blev udvasket
  Adrenalinen pumpede
  Et euforiserende stof

Jeg tabte.
Min robot brændte sammen
For altid.

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.

forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt

Kan jeg?
brænde mig selv ned
med hud og neglerod
hver en sprække
af fregnede smil
og skarpe vinterknogler
havde man fingre af kul
kunne man tegne sig selv op i silhuet
en skælvene kvindes
begyndende skygge tager form
på halvmånens blege papir
under fuldmånen er jeg
en lysende diamant
indtil da
danser jeg på tåspidsen om bålet
kan jeg se mig selv
gå op i røg og damp
stolt som den enøjede konge

Skal jeg?
presses sammen til
noget du ikke genkender
når vi støder ind i hinanden i gaderne
tilfældigt, selvfølgeligt
gyderne af vores
måneskinsvandringer
hvor vi drømte om en måne der var hel
skal jeg samle månens stykker sammen
uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme
og jeg lyser gyderne op

Må jeg?
glemme at du fandtes
den dag hvor der var måneformørkelse og du
ikke dukkede op i gyden
jeg så dig gå op i røg jeg så
at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig
må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at
jeg brændte mine fingre på dit hjerte
da du sagde at du elskede mig under månen
og jeg vidste at du var aftagende

jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu

kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet

Du har glemt dine drømmes vægt
slettet dit navn og dræbt din slægt
du kan intet miste
for du kan ikke huske
mit navn

i en flydende rus
ramler vi sammen i et sus

hvis du virkelig vil ha' mig
så kan du bare ta' mig

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig