den mest afskyelige følelse nogensinde,
et vink, hvorfor,
hvordan kan man være så dum,
som mig

absolut den mest nedværdigende følelse nogensinde,
desperat,
jeg kan se det for mig,
dig der råber af ham i telefonen,
går direkte forbi mig,
dig der snakker med hende,
går direkte forbi mig,
jeg kan høre dine tanker,
desperat,
desperat,
desperat,

absolut den mest afskyelige nedværdigende følelse nogensinde,

jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske

dem der af alle eller ingen
grund
er oppe om natten
mens det dæmpende tæppe af mørke
synger alle til køjs
de åbne øjne i natten
dem der ikke burde være
men alligevel er
dem der har mest at tænke over
og mest af alt burde sove

I singe with a hertly lud whan ycham herty,
And I arme whan singinge is ne ynewe.
Carole whan my corage blissieth,
And I shal deye whan his blase deyeth.

Druerie shal be his a-brune billets.
A stable blase that shal sustene my spyrakles.
A schrewe destroyere that kesseth so dimliche.
A þeauful kempe with an as-spire swerde.

Gostes of i-þank als ouer my vingeres.
Al-only dulce conceiptes fletene in my gostes.
Sumdel real cannot be als amaddinge.
Sumdel real cannot be te-tealte!

Is the mannish þonc als mase and puissant
Sweuenen of suic a selkout conand?
Dest Moder Folde cune of hire child?
Hire misty doter who berne and bilde?

The hoom is not where the herte is.
The herte is the hoom bote motif
The herte, the hoom, the ende, and the sepulture.
A luft who is the mest derure in the Folde.

Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.

det der irriterer mig mest,
er din evige
OPSTANDELSE
på min væg
som minder mig om tider  -
vi ikke havde
og det der irriterer mig mest
er dit evige
smil

Here's their "knowledge"
Here's the scoop
NOT scuttlebutt... the REAL ****!
Be ye Popeye or Betty Boop
They will draw you in their loop...

This rope will hold you... it ain't loose
You will find it is a NOOSE.

This is interesting to read
Though it's crazy... that's agreed
You'll think these people smokin' ****!

In the beginning there were some thetans
(Interesting that rhymes with SATAN)
They were bored with all the waiting

They were bored. Nothing to do.
These thetans could be me or you
Then... VIOLA... right on cue...
Here's an idea! The other shoe!

YES! Let's PLAY! We'll play a GAME!
It will be FUN! IT HAS A NAME!

M atter. E nergy. S pace. T ime.
The MEST universe! How sublime!
To find it's secrets will cost no dime
But thousands of BUCKS!
Should be a CRIME.

So these thetans all AGREE.
IT WAS THAT AGREEMENT, you see.
The M. E. S. T. Universe. (Smokin' TREE?
Was Ronnie Hubbard on LSD?)
We were AGREED you & me
That this game would then just BE.

Dynamite brains blow off my HAT?
It don't need no S.A.T.
My mind needs no extra watts
To figure out the problem with THAT.

Can you think of ANY COUPLE
Whether married for 60 years
WHO AGREE ON EVERYTHING???

RIDICULOUS.

So there you have it.
Their Genesis
I'll bring you more.
There's quite a list.
But I think you have the gist.

SCIENCE FICTION!!!
Not M. E. S. T. but MISSED!

Catherine E Jarvis
SoulSurvivor
(C) 2/23/2017

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen

det er det grin
der giver mig glæde
det den åbnede besked uden svar
der gør mig allermest trist
det er det kram
der gør mig gladest
det er det kys
der gør mig mest afhænging
det er det smil
der sidder fast i mit hoved
det er de varme hænder
der er dem jeg savner mest
det er dig
der er den jeg vil have

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner

du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)

*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.

Du bidder i din underlæbe til den er helt blodig og hudløs.
Dine hænder er gemt inde i dine alt for lange ærmer.
Neglelakken farver dine nedbidte negle grå, den er halvt afpillet og krakeleret, så der kun er en lille plet af grå tilbage. Dine øjne er mere røde end blå og de ser ned på dine sammenkrøllede tær og skæve fødder. Dit blonde hår er uglet efter et forsøg på at rive det ud af din blege blødende hovedbund i frustration. Du skriger, men skrigene når ikke ud til nogen. Bare der var nogen der ville fortælle dig at det du prøver at flygte fra er noget indeni. Det kommer krybende op igennem din ømme mave på de mest uventede tidspunkter. Den kryber sig videre op til din hals og den kvæler dig så du bliver nødt til at snappe efter vejret. Du tænker, men tankerne er kun disse negative tanker som du så *** får når du er alene om natten under din ikke så varme dyne. Du kan flygte så længe du vil, men den vil altid være i dig.

i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv

****,
om jeg ikke glemte mine nøgler
oveni mit mint tyggegummi
hjemme på mit skrivebord
****,
om jeg ikke savner stillestående søndage
trods jeg hellere vil ud og mærke nætternes kulde
der river i mit ansigt og pisker mit hår
****,
om jeg ikke har tabt mine smøger
og at mit hår er fedtet og klamt
og ****,
om jeg ikke har tabt mit hjerte til dig
midt i fuldskabens tåger
fordi jeg absolut blev grebet
da jeg behøvede det mest

selvom vinden ikke længere hvisker
dit navn, og selvom jeg har
kysset andre læber, der var
næsten lige så kolde som dine
har jeg ikke glemt hvordan din
tunge foldede sig som en rutsjebane,
når du sad i bagagerummet med
en cigaret i din højre hånd,
og hvordan du kunne kysse mig
og røre mig
kun med øjnene, som altid smilede til mig
selv når de var slørede af tårer
jeg bar altid min kærlighed for dig
i min inderste blodårer
fordi jeg vidste at det var det mest sårbare
jeg ejede, mere sårbart end luften
i mine lunger, eller
det troede jeg i hvert fald

for du er her ikke længere, du er langt væk
og jeg kan ikke længere sende dig tanker
eller ord eller smile ad vores minder,
for jeg har foræret kærligheden i mine årer
til en anden

Jeg kan høre det milde havskummet,
Det berører bakken så nær hjemmet sitt.
Skjønnhet vevd i sitt rustne gylne hår,
Jeg har ikke kjent henne lenge, men *** lar meg gå på lufta.
Det er noe *** har, en slags nåde,
Det skinner som en gemstone gjennom ansiktet hennes.
Hennes øyne kan være gjennomsnittlig på noen andre,
Men i hennes ser jeg himmelen, et hjerte smelter meg.
*** har barnslig lurer og jeg elsker det så,
Og *** gir av det mest lunefullt lys.
Selv når vi står på den kalde betongen,
Jeg kan se blomster spring opp rundt føttene hennes.
Jeg tror jeg elsker henne, ja, det gjør jeg!
Nei jeg gjør det ikke, det kan ikke være sant.

-Det tynne barnet bak deg.

og jeg ender endnu engang med at være irriteret på mig selv
fordi jeg bremser mine følelser og lader som om jeg er verdens mest
modige og spændende person
prøver at imponerer dig med ord som jeg tror du vil høre
og praler af mine mange seksuelle erfaringer
som egentlig ikke har gjort andet end at efterlade mig
med en følelse af tomhed og udnyttelse
og medført at jeg havde problemer med overhovedet at blive
berørt eller bare rørt af andre mennesker
jeg burde i stedet have betroet dig at jeg kun har elsket
en enkelt gang nogensinde
hvor jeg gav alt hvad jeg havde at byde på og endte med
at tabe det hele på gulvet
så når jeg kommer med hurtige spydige svar og min sarkastiske
tone virker mere irriteret end spøgende er det fordi
jeg er ******* bange
for at videregive mit reparerede hjerte da det stadig bærer
præg af en hård kamp med at lære blot at banke for
at holde mig i live

uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare

jeg ved ikke hvad jeg fortryder mest
at holde din hånd
og mærke det jeg inderligt begærer
eller ikke desto mindre at ignorere de tusinde og atter tusinde
tegn på at du var min, og jeg var din
inden det var too late

hvordan lyder et spørgsmålstegn?
for det er lyden af mig;
dine ikke-eksisterende ord
skærer i min hud som
skarpt papir

disse dage er hårde
og mest af alt
ligner jeg dine beskidte sneaks
der ikke klarede sidste fest

jeg er en juli morgen
du er en mandag morgen
og på en skala fra 1 til 10,
er du leverpostej
og det er så meget jeg forstår dine følelser

men vi er jo bare teenagere,
beskidte sneaks og mandag morgen
uundgåelige og alligevel den bedste kombination
altså på en juli dag

dét er lyden af et spørgsmålstegn,
*hvilken?

nogle gange glemmer mit hjerte at slå
når tiden pludselig står meget stille
jeg ligner mest af alt et spøgelse
der lister rundt på glasskår af knuste ***** flasker
mens livet langsomt bliver suget ud af min tomme blege krop
men der findes også dage som suser forbi hvor
mit hjerte pumper dobbelt så meget blod ud som det burde
til mine blå vener er ved at sprænges
og jeg kan mærke at det banker helt oppe i halsen
mit hjerte banker for dig
og når du forlader mig
så er der ikke længere noget at banke for
det vil aldrig være besværet nok at arbejde så hårdt
blot for at holde mig i live
så hver gang du forlader mig dør jeg en lille smule

Flygter rundt i kolde Danmark, og er steder mine forældre,  ikke ved hvor jeg er. Men er alligevel er jeg fanget, af at jeg ikke kommer nogle steder. Render rundt i min egen lille verden, som folk ikke helt forstår. De forstår ikke den eller mig.
Stjæler bøger, tøj og ord. Imens mine tanker går amok inde i mit hovede, om at jeg bare skal væk. Flygte væk fra mine forældre og alle de andre, men nu mest mig selv.
Eftersom det stadig er et stort mysterium om hvem jeg er. Ved det ikke  selv, det er os svært med mine 547 personligheder, og alt for forvirret hovede at afgøre det.

føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest

Hvad laver jeg her, i dette vildrede kvarter?
Jeg går rundt fra dør til dør, for at finde dig.
Men det er som om du ikke længere er tilstede!
Jeg er blevet ført til ukendte steder, men nu er jeg alene.
Hvad var meningen med denne tur?
Jeg står tilbage med en følelse af tomhed, jeg er tom, så er det sagt!
Har aller mest lyst til at råbe, men du er døv, så det er til ingen nytte.
Så hvorfor er jeg alene, selvom om vennerne er nære?
Jo nu skal du høre!
Dit nærvær har fravær, og du er der ikke til tiden, jeg har ventet og jeg venter, men der må være sket en fejl, for hvorfor venter jeg på noget som ikke dukker op?!