Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Johanne Borup Jan 2015
jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg  kan tegne, jeg  kan  skrive, jeg  kan læse  mine  egne  tanker, ikke  altid fejlfrit, men  mine  følelser  får  jeg  i  hvert  fald  nogenlunde  forstå­et,  og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine  følelser  for  hende  der  jeg på  en  måde elsker  (det  er  i hvert  fald det, jeg har læst mig frem til) er  mere  interessante end  hende,  det  synes alle andre også, det  ved  jeg,  det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere  end dem. jeg har  god musiksmag  og god  tøjstil, og de fleste er  dummere  end  jeg.  nogle  gange  ønsker  jeg, at  de  ikke  ville være så dumme  og  uforstående  og stabile, og nogle  gange har  jeg ondt af  dem, fordi de  ikke inspirerer mig, med  mindre jeg tænker noget  om dem. men så skifter  jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra       hinanden      og     skabe      kunst     af       de      hjerneceller,       der
ryger                                                  med      ­                                                 ud.
Johanne Borup Jan 2015
jeg  gik hen til  det  sted hvor  man bli -
ver  lyttet  til og  forstået og  jeg  sagde
“jeg vil  gerne være et  accepteret led i
samfundet” og  de  så  allesammen  på
mig og  lidt på hinanden  og så   grinte
de  og   klappede  mig  på hovedet  og
de  gav mig en  slikkepind  “kom tilba-
ge   når   du  er  lidt  ældre  og   forstår
hvad du siger” sagde de  og  så gik jeg
ud  med  min slikkepind i hånden   og
tænkte på  om de overhovedet  forstod
Johanne Borup Jan 2015
jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

— The End —