drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

Tomorrow is game day all across Husker land Everyone is excited,the Ducks just don't understand
My bird shot is ready
The remote in my hand
I promise to yell and go crazy
I will cheer them Cornhuskers on
Tomorrow is Gameday
Some ducks are going to die!!!!
  Let's get ready
Let the red balloons fly
It's Lincoln.......******* ......... NEBRASKA ..........
Now wipe the tears from your eyes
It's go go Huskers until the day I die
      Final HUSKERS 35 Ducks 32

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.

Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

du sagde dét der

og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine tanker har kredset om det,
for der er et vivar af billeder i mit hoved.

jeg husker stadig klokkeslættet da du lænede dig selvsikkert op af springvandet og holdte om mig.

det eneste jeg husker er støvregn og hemmeligheder
men mine hvide ruskindssko er nu mørke af snavs, og så ved jeg jo at det er fra da jeg gik hjem i regnen
med læber der brændte

med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

Nu er det blevet forår
og jeg har tømmermænd
husker kun få ting fra i fredags
jeg gemmer mig også væk fra min egen eksistens
solen er glad i dag og lyser op med alle dens stråler
det burde gøre mig glad
men nej jeg er bare trist irriterende teenager som godt kan lide poesi og øl.

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

Sommetider når jeg findes spekulerer jeg på,
hvordan det må være
at være
På samme galakse som jer.
Jeg skriger til verdensrummet, men ser ingen stjerner.
Jeg tænker på ekliptika og om tilsyneladende
er konstant.
Eller så var det kirsebær, og hvordan I romantiserer
livet, blondetrusser, smøger og lange mandage.
Men Åh.
Jeg husker dig. Dine måner.
Du duftede af stjerneskyer og smagte af frugtplantager.
E skapere
L igegyldigt
S ex
K opiere
E vigheden
Og nu går det op for dig, at jeg snakkede om at elske.
Men hvad så når vi må gå baglæns for at holde det hele i os?
"Blod fuld af kys" og du var lige så let som duggen fra træerne.
Du minder mig om Vogue.
Jeg lider af Afasi og hænger mig i dine ord.
du euforiserer dig selv.

jeg nyder morgentimerne
og kaffe i efterårsmørket
og bliver ikke sendt
ind i en depressions
lignende tilstand
jeg danser og glædes
ånder og lever som
før trækker vejret
og mærker den
ætsende syre
forsvinde
hvor kom det fra
hvad er det
der sker
når jeg lige
at tænke
før du står i døråbningen
og får mine hjerteskår
til at smile og
jeg husker hvorfra
det kom

men tanken om at det i stedet er hende
der får din varme
uskyldige kys i nakken
i mørke soveværelser
hendes fingre flettet ind i dine
hende, der fjerner dit tøj
og rører dig
hende, der hører dig når du så passioneret spiller
blid musik
hende, der hører dine inderste tanker
på dovne søndagsmorgener

jeg håber *** ved
at *** ligner mig
og jeg håber *** er klar over
at det før var mig der før hørte dine historier
delte din musik
og arret over dine læber

jeg håber *** ved
at jeg var der først
at det var mig der sov i dine arme
holdt dine hænder
kyssede dine læber
samlet i timevis

jeg håber du husker
de magiske stunder
stille nætter i stormvejr
kys under fyrværkeri
og i nattens mørke
efter ungdommens fester

bliver jeg mon hos dig
bliver jeg gammel med dig
i dine tanker
som du vil blive i mine
for du var der først

Savner dig på savner dig på savn. Umiddelbar kliché for det blotte øje.
Det der overgår klichén er ægte hvisker jeg til os. Minder os om. Venskab kan ikke ses med det blotte øje. Kun med mikroskopøjne. Vi har mikroskopøjne. Savner dig ******* savner dig. Venskabet er blevet langdistance. Fem kilometer. Udgør det ikke som lyskryds og myldretid. Det andre cyklister er vores største trussel. Men jeg er din cykelhjem. HUSKER DU. Du er min cykelhjelm. Hjemme i dit selskab. Siger farvel med udsigt til savner dig ******* savner dig .

Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

krampagtigt, genopdaget, associationsleg, regelsæt, interne relationer, skæv tilstedeværelse, ubekvem kontakt, teambuilding,
husker du mig? 1) ja - 50% 2) nej - 50%
fysisk udstråling, mental sammenhæng, at fornemme hinanden, impulsøvelser, usagte komplikationer,
opdeling (1, 2, 1, 2, 1, 2, 1, 2),
ugenkendelig form, samme indhold, forbud og brud, konfliktoptrapning og statusskift, skole-konnotationer, for mig velkendt; trygt - for andre fremmed og udelukkende knyttet til dette, åben port, lukket begivenhed

Nostalgi er erindringen om en lykkelig fortid, et savn efter gamle minder. Nostalgi er duften af hans parfume, det er bænken ved havnen hvor vi alle sad en kold dag i marts og det er sangen der blev spillet på repeat i de første forårsmåneder.
Men nostalgi er i sandhed også et væld af ødelagte brudstykker. Et skærpet syn på dengang, kun fremtvunget af dufte, lyde eller steder. Nostalgi er idéen om at alting var perfekt, og at alt nu er forkert. Det er sløret og utydeligt, en rude der er dugget til, rent synsbedrag. Bare fordi vi husker det som noget godt, er det ikke nødvendigvis rigtigt.

jeg husker den nat
den nat på hotellet
det var i kbh

jeg prøvede alt
men du ville ikke
jeg gjorde alt
men du sagde stop

det gør det kun sværere

du ville ikke mere

du sagde jeg skulle ligge stille
men jeg bevægede mig ikke
det var mit hjerte
som ikke ville stoppe

vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

hvorfor kan jeg ikke få dig ud af hovedet
du ramte de rigtige tangenter
eller nærmere strenge
med de fingre du sagde du ikke kunne mærke
men jeg kan ikke helt læse noder endnu
"hvad er rusmidler"
"hvad er kærlighed"
jeg tror jeg kender dig
og gennemskuer din halvarrogante side
som jeg slet ikke finder arrogant
men blot kær
som dit smil
dit forbandede smil
og dine øjne
der i går var lidt røde
nu husker jeg blot en nirvanasang
og da du spurgte om du måtte få et kram

Vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

Hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere