træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

jeg ønsker et liv fyldt med roser
lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog
kærlighed kærlighed kærlighed
magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje
fuglesang, solen - gennem blafrende blade
en rislen fra åen
kys og varm hud, afslappet og blidt
hængekøjer i solen
karbade
bål og stjerneklare nætter
sejlture og forlystelser
latterkramper og søvnig glæde
hvide, rene flader og saftige grønne planter
sæbeduft, overskud
tidlige morgener, sort the, appelsiner
fotografier og broderi og maleri
ansvar og tillid og fællesskab
viden og nysgerrighed og åbenhed
måneskin og gåture
vinyler og vin
genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver
dristige outfits, personlighed
blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker
friske lagner
støvfrit, skinnende
glæde og tilpashed
uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation
uden ensomheden
uden dem

Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

jeg var gladere
dengang vi var os
og du tog gerne til takke
jeg lo oftere
og højere
dengang du kaldt os for os
og du ville ikke se mig græde
jeg var (den gode form for) flyvsk
energisk
dansende
dengang vi var en pakkeløsning
og du ikke ville bryde normen
jeg drømte om nutiden
du frygtede fremtiden
imens vi blinkede
blev nutiden
til fremtiden
og fremtiden
til nutiden
og vi
os
pakkeløsningen
blev til datid

Fremtiden er væk
For fremtiden er nuet
Nuet var lige pludselig i går
Men det har faktisk bare aldrig været her
For tiden findes ikke.

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.

Afslutning venter
Nyt kapitel begynder
Friheden kommer

Jeg drømte, at du elskede mig
og du fortalte mig det
hele tiden
ved hjælp af ord
ved hjælp af blikke
ved hjælp af handlinger

Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig
og du kunne mærke mig
og vi mærkede hinanden

Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt
fortiden var glemt
fremtiden var uendelig

Men jeg er vågen nu
og det eneste, jeg kan mærke
er
kolde lagner
regnen imod ruden
omklamrende tomhed

Og som jeg forestiller mig fremtiden
Overvældes jeg af en kvalmende følelse
Jeg vil ingen anden end dig
Lad mig blive gammel
mens jeg ligger på dit bryst
Og lytter til lyden af dine rolige åndedrag
Tanken om at du måske en dag
Ikke er her længere
Får tårerne til at krybe frem
Min mave snorer sig sammen
Prøver at glemme tanken
Men det er for sent
De snurrer rundt og gør mig svimmel
Jeg troede aldrig at jeg ville blive så
Involveret i dig
Du skræmmer mig
Fra vid og sans
Vær sød ikke at knuse mit hjerte

Jeg tager det stille og roligt denne gang,
jeg forventer intet af fremtiden,
men jeg forventer troskab og ærlighed, hvis jeg skal blive i det.

Jeg vil være der for ham og støtte ham,
men jeg vil hverken kontrollere ham eller bestemme over ham,
jeg vil stole på ham og lade ham nyde sit liv med sine venner og veninder, men jeg forventer han kun vil have min kærlighed og det er nok for ham.

Jeg kan virkelig godt lide ham, jeg er stolt af ham og elsker hans personlighed, han er helt sig selv og han er ikke bange for hvad andre tænker.

Jeg elsker når han kysser mig når vi vågner, nusser mig og putter sig helt op ad mig, hele natten, ligemeget hvor varmt det er, er han altid helt tæt på mig hele natten.

Han er fantastisk og han fandt mig og omvendt i en svær tid, men den tid har ændret mig både fysisk og psykisk. Jeg elsker mit nye jeg og det er sikkert også derfor det her er rigtigt denne gang, fordi jeg endelig har fundet mig selv og jeg elsker mig selv

et digt glider fra mig, falder som sand mellem mine fingre
syv sekunder, syv dage

hvem var jeg i går? hvem vil jeg være i morgen? som en let brise eller en tæt tåge bevæger vi os besværet gennem tiden, konstant med et øje på fortiden og tankerne i fremtiden