Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Clindballe Jun 2015
Jeg lader vægten af mit hoveds overarbejde holde dig til jorden (bare lidt endnu).
Aldrig før har jeg følt noget så tomt som hullet i mit hjertet.
Aldrig før har jeg været så bange for sten.
Jeg lover dig at den dag mit hovede lader dig svæve elegant til vejrs vil jeg give slip på min frygt men indtil da ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Du må forstå at jeg ikke forstår hvor du er og jeg vil lede under hver en sten i verden hvis det kan bringe dig tilbage.
Måske jeg skulle starte med den hvor dit navn er indgraveret i.
Der hvor jeg skulle slippe din hånd og give den videre til et håb om liv efter døden.
Men jeg holder stadig fast som anker der sidder fast under sten.
Skrevet: 7. Juni - 2015

Translation:
Stone
I let the weight of my heads overwork hold you to the ground (just for awhile). Never have I felt something as empty as the hole in my heart.
Never have I been so afraid of stone.
I promise you that the day my head will let you soar neatly upwards, I will let go of my fear but until then I do not know what to do.
You must understand that I cannot understand where you are and I will look for you under every stone in the world if that can bring you back.
Maybe I should start with the one that has your name engraved.
Alexander K Opicho
(Eldoret, Kenya;aopicho@yahoo.com)

It is not a half a yellow sun
Nor a full purple hibiscus
Neither a question of Americana
But the political tidbits of Africana
They are indeed a half a government
Neither a coalition nor coalescence
But a journey which starts with one
Very African mile in the sunny city of Nairobi
In the country Kenya where there is hakuna matata
Where gorgeous skyscrapers hang loosely
Like Towers of Singapore in a babellian ego
Swam of humanity in full pomp and glory
Money, property and cityish aura
Moving up and down in bluish collar task
Flock and throng like the north bound mating fish
In the waters of river Nile; O Nile!........,

Moving you down then the countries
Passing the geographical enigma
Of the Great Rift Valley view point
Putting a wonder working escapement before
Your eyes in which once the daughter of primitive
Political bourgeoisie rolled in a Germany Volkswagen
And gasped the last ****** breath
A beautiful Maasai breathe echoing
In the ***** of masculine bowels
The waves of erotically charged ions,

You then passing down to Nakuru minus
Your meat eating halt at carnivorous kikobey
Strait to Kiamba  area where you easily
Meet the Kalenjin militia in a tribal cleansement
Ruthlessly roasting the human steak of kikuyu merchants
In the church but not a mosque due to scarcity
Both young and old kikuyus being roasted
As they forlorn groan and wail;
Atherere ! atherere ! atherere ! niki kioru muntu wa lumbwa !,

Down you go again to a chilly town of  Eldoret
Where you get a ****** *******
Pursuing a bachelors course at the dumb
Moi university where low temperatures
Curtail lively learning in the pedagogy
Or pedagogy of the kipsigis ******,

Down you go a fresh to the town of Kitale
You meet with  maize and corn in the
Full regalia of colonial economy
In its ostensible memento  
Of the palimpsestish British Empire
In the brutish colonial history
Of man eat man civilization,

Then up you go, you beautiful nincompoop
To the slopes of pokotish kapenguria and
Again down slopes to Ortum valleys then whoopsy!
A half a government starts in full swing
The bush pokot youths utterly naked
Like the chimpanzees in Kakamega forest
Shoals of them and throngs of them
Each having a modern gun,a short gun
A Sten gun,a  machine gun,a slave raiding long gun,
Revolvers, the lethal AK 47,
Them pokot youths; extremely illiterate
Put extremely armed with extremely
Modern weapons like the last wonder of the world,

Up you go into the desert of Dr. Richard Leakey’s first home of man
In the land of the Turkana, to a toast of human misery
Where people are sick, people are naked
People are hungry, people die of starvations
After thorough hunger based emaciation
Redolent of purely   a half a government.
My heart is a-breaking, dear Tittie,
      Some counsel unto me come ***’;
To anger them a’ is a pity,
      But what will I do wi’ Tam Glen?

I’m thinking, wi’ sic a braw fellow,
      In poortith I might mak a fen’:
What care I in riches to wallow,
      If I mauna marry Tam Glen?

There’s Lowrie, the laird o’ Dumeller,
      “Guid-day to you,”—brute! he comes ben:
He brags and he blaws o’ his siller,
      But when will he dance like Tam Glen?

My minnie does constantly deave me,
      And bids me beware o’ young men;
They flatter, she says, to deceive me;
      But wha can think sae o’ Tam Glen?

My daddie says, gin I’ll forsake him,
      He’ll gie me guid hunder marks ten:
But, if it’s ordain’d I maun take him,
      O wha will I get but Tam Glen?

Yestreen at the valentines’ dealing,
      My heart to my mou gied a sten:
For thrice I drew ane without failing,
      And thrice it was written, “Tam Glen”!

The last Halloween I was waukin
      My droukit sark-sleeve, as ye ken:
His likeness cam up the house staukin,
      And the very gray breeks o’ Tam Glen!

Come counsel, dear Tittie, don’t tarry;
      I’ll gie ye my bonie black hen,
Gif ye will advise me to marry
      The lad I lo’e dearly, Tam Glen.
Tax man! The tax man is coming,
He is in company of the city Askari
Armed with clubs and sten-guns
In the militant spirit of field combat
Reconnoitering to the point of rampage
In full readiness to attack and wound
The street hawker in  Nairobi city,
The dominant city tax payer is under siege
He has no option; is either tax or death
tax man! Tax man!  Don’t **** a hawker.
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
ungdomspoet Nov 2014
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
- cigaretter som metafor
- drenge
- om mig
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.

Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.

Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.

En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.

Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.
LJW Aug 2014
You'd th nk, with HUNDREDS
of people flocking to yoga fest vals
'd be able to f nd someone
to talk to.

Dharma talks, people s t and l sten,
where do they go when they return home?

My door bell  s s lent,
none enter to s t and further the talk.

  guess  'll never reach Samad , passed by,
no one wants me to get there,
only myself,
   guess  'll walk alone.
sofie Feb 2015
intet kan plastificere mine
knogler som syrener
du kaster sten på glas og lyden
af det ødelæggende er på mange
måder tilfredsstillende
men noget inde i min krop synker
jeg skulle mene at det var
vand men det kan være svært
at tænke klart når
efeu kravler hen af overfladen
på mit kranie
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
jeg vil vende enhver sten, enhver bog, ethvert papir så jeg kan
køre det våde stof hen over fladen og fjerne
støvmolekylerne
ligesom køre gennem værelset som en rengørende orkan
jeg vil skrubbe hver en død hudcelle af, al snavs, alle dårlige følelser
intet andet end opgaven foran mig: gør rent
de døde hudceller, de hengemte støv-fnug, de døde følelser der hæmmer for udviklingen, henslængt over mit mentale værelse, som gamle sokker, som den glemte madpakke
en ond cyklus af, at ville have det godt men ikke kunne overskue at ordne det, der skal til - hvilket leder til større energiunderskud
og jeg er ved at eksplodere af rodet, beskidt, indelukket!!
jeg vil tørre hele værelset af, endevende det hele til det er
R E N T
jeg vil åbne vinduerne
på mit værelse
i mit hoved
jeg vil gøre rent
Cecilie Andersen Sep 2017
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
TRANSLATED:
Screams
I can feel your hands grasping my thin limp arm. I am kicking and punching without achieving anything and a scream flays in my throat, but it won't get out. It can not get out, because it just accumulates in saliva in the right side of my mouth and lies in pickle with all of the words I did not say.

Don't get close and don't hold me, for I do not want you to hear my breathing and my gasps. I don't want to show you my heart galloping and hammering until my body shakes in horror and that I have oppression in the ears and blood rushing to my cheeks till they get hot and are being colored red, for not even my fear I will give you.

Tears that are not allowed to flow feels like the coarse sandpaper my father used to use for his light cut pieces. If I let the tears flow, it would feel like the glass he once wreaked in anger, and everything turned into small, sharp glass pieces in the silver-colored-steel sink. Suddenly I know how he felt when it all was flaming and everything spilled over. I'm screaming under water and stuck with chains and belch while stones are being thrown at me. I close the heavy eyelids over my matte eyes.
stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder
llcb Jul 2016
Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.
Hazel Oct 2017
Som natten dog buldre i mørket.
Gadelygternes eneste funktion er at skabe kontrast mellem mørke og MØRKE.
Mere og mere mørkt bliver der, jo lysere lys der skæres igennem på fortovskanten midt inde i centrum af ingenting.
Minusgraderne flår mit hjerte ud af takt
med det formål at imødekomme en hjerteskærende blindgyde, for ikke at pointere mit tankevækkende opspind, der danner grund nok til at elske mindre.
En brustensbarriere, og en mur af sten og cement, bygges i mellem min uvirkelige virkelighed, blot et sort hul som rummer natten, stilheden, mørket og kærligheden.
-Hazel
Fon Mar 2014
Listen
to this
My heart
is aching
It calls out
your name
Whole day
I thought
of you
Whole day
I asked
myself
about you
Whole day
you were
in my mind
Listen
and tell me
if it's not
too late
for me
to confess
that I
long for your humour
your laugh
your Hello
your presence
I think
you already
lost interest
in me
BUT
I would say it
anyway
that
I lo-
You always finish my sentence. I hope you can finish this one
OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET
Connor Johnson May 2020
In marlow be he lopped of puneth steff
und marked léath in toper laked breath.
Larned of gyre within underparried smoth,
Through nigh for lone barnit do such men.

One sclarms in great hooroopalées
To know desous that legemont criney laves,
Und staphe und bemolie dank for tiny ravings
lund for farnitulobomy maketh scathing lathes.

With gear und glem Sten over themble tee,
Class teeblon fra noy in silver nins.
For durng broy al mar laked schees
Lar tophe maynansi tipple skins.

Thar léath ti maynansi ouvrer tair
Lop scollomis trayver lorna frayn.
Ab lasci nordich mosa far tibu glar.
Rate olvo vraydon seem us legemont clane.
Sten Wiking Feb 2021
There is a sneaky killer
around the world,
it floats in the air
of earth's. atmosphere,
like a invisible ghost virus.

It is now time for the world,
to stop, while the virus
chases around the surface
of the earth,
between the doors of the
four winds.

The courage to live
must be stronger
than the fear of dying,
and they are more worthy life,
who strand up for it,
then those who give it up.

It's high time to be
a solitary hero,
And start living solitary lifes,
in separat ways.

*Sten Wiking 2021
Sten Wiking Feb 2021
THE TRUE NATURE
It's not hard to be like a human being,
it's just to act natural,
but with the risk
of becoming an animal.

Sten Wiking
There was a boy from Canada
Who was called  William
People said he was a good lad
Yeah he was a good chum
This boy from Canada,
Who called himself William

He really liked to make friends and talk
But at times he was a bit glum
And often he would keep mum
This boy from Canada
Who called himself William

Now don’t get me wrong
William was great fun
And boy could he run
Like a bullet
Shot straight from a sten gun

Every morning he shone like the sun
His long hair in a big bun
But because he was French
he felt the need to act like a **** sometime
This boy from Canada
Who called himself William

He was super lazy
It always appeared as if he had had ***
He was so filthy
It looked like he lived in a slum
This boy from Canada
Who called himself William

One day William
Won 10 billion
Married a Sicilian
Turned into a reptilian
Got into a big drum
And never came out
Raj Bhandari Feb 2020
BOY THEY HAVE ALREADY INSERTED A
STEN,
WHY TO WORRY,& WHAT KINDA FEAR,
THEN!!

— The End —