Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
renzo Apr 2020
Pumasok sa bulwagan, mga tao'y nagtipon.
Ang pagbukas ng kurtina ang siyang sa'kin sumalubong.
Mayroong isang dula, napukaw aking atensyon.
Nakamumulat ng mata at may malinaw na intensyon.

Tanaw ang isang dalaga, pagsalita niya'y mahinahon.
Nananawagan sa madla, naghahanap ng tulong.
Kumakalam daw ang sikmura, pansin kanyang tensyon.
Sigaw lang ng dalaga, "Pagkain para sa nagugutom."

Alagad ng batas ang nakakita, dalaga'y sinakay sa apat na gulong.
Minaltrato ng sistema, inabuso kanyang dunong.
Binaba kaniyang palda, rinig sa dalaga ang pag-ugong.
Dinala siya sa korte ang dalaga, makasalanan daw at siya'y nakulong.

Hanggang sa kasukdulan, pait ang kanyang dinaranas.
Sa kamay ng batas, sa kamay ng nakatataas.
Dalagang lumalaban hanggang mawalan na siya ng bukas,
Ang pag-gahasa sa bayan, ngalan ng dalaga'y Pilipinas.
Dilaw* na *laso
Para sa pusturang laos
Tatak Pilipino
Kahihiyan naman ang puntos na dala.

Daraan ang bisekleta ni Juan
At titilapon ang mga matitining
Na Animo Rizal
Doon sa Puting Palasyo

Dilaw na laso
Laban sa Korte Suprema
Kung sinong naghalal at nagluklok
Siya ring magpapalaya
Malayo lamang tayo
Sa humihilik na *kasinungalingan
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
SPORT'N SPICY stod der i SMS'en, SPORT'N SPICY blev hendes mål.
*** smurte rød læbestift på sine sprukne læber,
og strøg mascara-børsten på korte lyse vipper.
Strøg de lange spaltede spidser tilbage med kammen,
og skjulte strækmærkernes historier med Bio Oil.
*** Opstrammede bækkenbunden med knibeøvelser.
Trak i åleslanke dybblå netstrømpebukser,
Så kurverne blev fremhævet og alderen blev glemt
Alt sammen for én aften på madklubben.
Med en latterlig fyr, fra midten af Centrum.
Som kun ville lege.
med følelser og sexlegetøj.
Ikke far-mor-og-børn
Ikaw ang gusto ng aking puso,
Pero ang utak ko ay gusto kang maglaho.
Sila ay nag-aargumento ng parang na sa korte.
Kailan kaya kita maibabalewala,
Katulad ng pagbalewala mo sa mga ginawa ko.

Kinakalimutan ko na mahal kita,
Pero nung ngumiti ka,
Nahulog nanaman ako sayo.
Kailan kaya mananalo ang utak ko sa laban na ito?
Bunny. I'm getting jealous. Stop playing witg my feelings.
ungdomspoet Jan 2015
to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed
hvide tænder der bed i hvide lagner
varme kroppe der dansede med en illusion af lykke
sorte lunger der slugte mørke tanker
korte arme med en mørkegrå himmel malet på sig
hullede stemmer som blev syet sammen af undskyldninger
disfunktionelle hjerter der prøvede at slå
tomme skeletter og blå shilouetter
kold januar-regn der vaskede alt hvad der mindede om tåre væk
knive med smilende ansigter risede ar på rygsøjlen
spredte ben og lukkede øjne
to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed flød i synlige åre
6.4 % kærlighed blev optaget i menneskekroppe
6.4% kærlighed er væk
Sofie Esmeralda May 2015
1/
længden på de tanker der flyver igennem mit hovede varierer
fra lange snørlede snore
der kan nå hele verden rundt
til korte græsstrå af solide drømme
der alt for let blæser væk
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
Skønnere har *** aldrig været end nu hvor jeg ser hende gennem et rødvinsglas.
Hendes læber der leger tagfat med de smukke dråber og hendes øjne der betaget kigger ud i intetheden.
Hendes lange, slanke fingre der holder om glasset med en sådan ligegyldighed.
Det er nu i de lange dage og korte nætter jeg for første gang ser hende klart.
Det er nu hvor håret bliver lysere og kjolerne bliver kortere at jeg ser hendes ynde og elegance. Det er nu, hvor intetheden tager over mig og den tomme flaske står på bordet at jeg indser, at *** er alt hvad jeg mangler, og alt hvad jeg aldrig får.
Hazel May 2017
Dine øjne siger meget
Men din mund er lukket
Hele 7 sejl og én styrmand over bord
“Ja”… “Nej”…Så korte er dine ord.
Bordet er lukket, og vi har vendt vores kort
Jeg er rød og du er sort.
-Hazel
Mariee Feb 2016
Jeg savner en arm om mig
Og jeg ved ikke hvis
Måske er jeg bare afhængig
Ligesom du er afhængig af lange nætter og korte og lange baner
Hvem er vi egentlig
Når vi drukner sorgen i et håbløst sted
Forstår ikke hvorfor jeg drukner
Når jeg jo sagtens kan svømme
Måske er jeg bare træt af at svømme uden at komme videre
Træt

Nu
Vil jeg helst nå i land
Men jeg tror at jeg er kommet for langt
Og nu kan jeg ikke nå tilbage
I tide
Farah Taskin Dec 2023
Kukheto Balfour ghoshona
Mossad, semitic bosoti, Mr Biden, Benjamin Netanyahu-jeno eki shutre gatha
Benito Mussolini'r, Adlof Hitlter'r
**** Party 'r, holocaust er day bhar bohon korte hochchhe oshohay Filistiniderke
Ihudira ure eshe jure boshechhilo
Ki onnay ki onnay
Puro prithibitai cholchhe onnayer opor
Arab League, OIC, jatishongho
Ekhon bhishonbhabe proshnobiddho
Moddho prachcher muslim deshgulor
sharthoporta dekhar motoi
Cette nuit-là
Trois amis l'entouraient. C'était à l'Elysée.
On voyait du dehors luire cette croisée.
Regardant venir l'heure et l'aiguille marcher,
Il était là, pensif ; et rêvant d'attacher
Le nom de Bonaparte aux exploits de Cartouche,
Il sentait approcher son guet-apens farouche.
D'un pied distrait dans l'âtre il poussait le tison,
Et voici ce que dit l'homme de trahison :
« Cette nuit vont surgir mes projets invisibles.
Les Saint-Barthélemy sont encore possibles.
Paris dort, comme aux temps de Charles de Valois.
Vous allez dans un sac mettre toutes les lois,
Et par-dessus le pont les jeter dans la Seine. »
Ô ruffians ! bâtards de la fortune obscène,
Nés du honteux coït de l'intrigue et du sort !
Rien qu'en songeant à vous mon vers indigné sort,
Et mon coeur orageux dans ma poitrine gronde.
Comme le chêne au vent dans la forêt profonde !

Comme ils sortaient tous trois de la maison Bancal,
Morny, Maupas le grec, Saint-Arnaud le chacal,
Voyant passer ce groupe oblique et taciturne,
Les clochers de Paris, sonnant l'heure nocturne,
S'efforçaient vainement d'imiter le tocsin ;
Les pavés de Juillet criaient à l'assassin !
Tous les spectres sanglants des antiques carnages,
Réveillés, se montraient du doigt ces personnages
La Marseillaise, archange aux chants aériens,
Murmurait dans les cieux : aux armes, citoyens !
Paris dormait, hélas ! et bientôt, sur les places,
Sur les quais, les soldats, dociles populaces,
Janissaires conduits par Reibell et Sauboul,
Payés comme à Byzance, ivres comme à Stamboul,
Ceux de Dulac, et ceux de Korte et d'Espinasse,
La cartouchière au flanc et dans l'oeil la menace,
Vinrent, le régiment après le régiment,
Et le long des maisons ils passaient lentement,
A pas sourds, comme on voit les tigres dans les jongles
Qui rampent sur le ventre en allongeant leurs ongles
Et la nuit était morne, et Paris sommeillait
Comme un aigle endormi pris sous un noir filet.

Les chefs attendaient l'aube en fumant leurs cigares.

Ô cosaques ! voleurs ! chauffeurs ! routiers ! bulgares !
Ô généraux brigands ! bagne, je te les rends !
Les juges d'autrefois pour des crimes moins grands
Ont brûlé la Voisin et roué vif Desrues !

Eclairant leur affiche infâme au coin des rues
Et le lâche armement de ces filons hardis,
Le jour parut. La nuit, complice des bandits,
Prit la fuite, et, traînant à la hâte ses voiles,
Dans les plis de sa robe emporta les étoiles
Et les mille soleils dans l'ombre étincelant,
Comme les sequins d'or qu'emporte en s'en allant
Une fille, aux baisers du crime habituée,
Qui se rhabille après s'être prostituée.
Ô grande nation, vous avez à cette heure,
Tandis qu'en bas dans l'ombre on souffre, on râle, on pleure,
Un empire qui fait sonner ses étriers,
Les éblouissements des panaches guerriers,
Une cour où pourrait trôner le roi de Thune,
Une Bourse où l'on peut faire en huit jours fortune,
Des rosières jetant aux soldats leurs bouquets
Vous avez des abbés, des juges, des laquais,
Dansant sur des sacs d'or une danse macabre,
La banque à deux genoux qui harangue le sabre,
Des boulets qu'on empile au fond des arsenaux,
Un sénat, les sermons remplaçant les journaux,
Des maréchaux dorés sur toutes les coutures,
Un Paris qu'on refait tout à neuf, des voitures
À huit chevaux, entrant dans le Louvre à grand bruit,
Des fêtes tout le jour, des bals toute la nuit,
Des lampions, des jeux, des spectacles ; en somme,
Tu t'es prostituée à ce misérable homme !

Tout ce que tu conquis est tombé de tes mains ;
On dit les vieux français comme les vieux romains,
Et leur nom fait songer leurs fils rouges de honte ;
Le monde aimait ta gloire et t'en demande compte,
Car il se réveillait au bruit de ton clairon.
Tu contemples d'un œil abruti ton Néron
Qu'entourent des Romieux déguisés en Sénèques ;
Tu te complais à voir brailler ce tas d'évêques
Qui, pendant que César se vautre en son harem,
Entonnent leur Salvum fac imperatorem.
(Au fait, faquin devait se trouver dans la phrase.)
Ton âme est comme un chien sous le pied qui l'écrase
Ton fier quatrevingt-neuf reçoit des coups de fouet
D'un gueux qu'hier encor l'Europe bafouait.
Tes propres souvenirs, folle, tu les lapides.
La Marseillaise est morte à tes lèvres stupides.
Ton Champ de Mars subit ces vainqueurs répugnants,
Ces Maupas, ces Fortouls, ces Bertrands, ces Magnans,
Tous ces tueurs portant le tricorne en équerre,
Et Korte, et Carrelet, et Canrobert Macaire.
Tu n'es plus rien ; c'est dit, c'est fait, c'est établi.
Tu ne sais même plus, dans ce lugubre oubli,
Quelle est la nation qui brisa la Bastille.
On te voit le dimanche aller à la Courtille,
Riant, sautant, buvant, sans un instinct moral,
Comme une drôlesse ivre au bras d'un caporal.
Des soufflets qu'il te donne on ne sait plus le nombre.
Et, tout en revenant sur ce boulevard sombre
Où le meurtre a rempli tant de noirs corbillards,
Où bourgeois et passants, femmes, enfants, vieillards,
Tombèrent effarés d'une attaque soudaine,
Tu chantes Turlurette et la Faridondaine !

C'est bien, descends encore et je m'en réjouis,
Car ceci nous promet des retours inouïs,
Car, France, c'est ta loi de ressaisir l'espace,
Car tu seras bien grande ayant été si basse !
L'avenir a besoin d'un gigantesque effort.
Va, traîne l'affreux char d'un satrape ivre-mort,
Toi qui de la victoire as conduit les quadriges.
J'applaudis. Te voilà condamnée aux prodiges.
Le monde, au jour marqué, te verra brusquement
Egaler la revanche à l'avilissement,
Ô Patrie, et sortir, changeant soudain de forme,
Par un immense éclat de cet opprobre énorme
Oui, nous verrons, ainsi va le progrès humain,
De ce vil aujourd'hui naître un fier lendemain,
Et tu rachèteras, ô prêtresse, ô guerrière,
Par cent pas en avant chaque pas en arrière !
Donc recule et descends ! tombe, ceci me plaît !
Flatte le pied du maître et le pied du valet !
Plus bas ! baise Troplong ! plus bas ! lèche Baroche
Descends, car le jour vient, descends, car l'heure approche,
Car tu vas t'élancer, ô grand peuple courbé,
Et, comme le jaguar dans un piège tombé,
Tu donnes pour mesure, en tes ardentes luttes,
À la hauteur des bonds la profondeur des chutes !

Oui, je me réjouis ; oui, j'ai la foi ; je sais
Qu'il faudra bien qu'enfin tu dises : c'est assez !
Tout passe à travers toi comme à travers le crible
Mais tu t'éveilleras bientôt, pâle et terrible,
Peuple, et tu deviendras superbe tout à coup.
De cet empire abject, bourbier, cloaque, égout,
Tu sortiras splendide, et ton aile profonde,
En secouant la fange, éblouira le monde !
Et les couronnes d'or fondront au front des rois,
Et le pape, arrachant sa tiare et sa croix,
Tremblant, se cachera comme un loup sous sa chaire,
Et la Thémis aux bras sanglants, cette bouchère,
S'enfuira vers la nuit, vieux monstre épouvanté,
Et tous les yeux humains s'empliront de clarté,
Et lors battra des mains de l'un à l'autre pôle,
Et tous les opprimés, redressant leur épaule,
Se sentiront vainqueurs, délivrés et vivants,
Rien qu'à te voir jeter ta honte aux quatre vents !

Jersey, du 4 au 6 septembre 1853.
Daan Jun 2019
Nu al tijd om op te schuiven?
Ik dacht maar net te zitten...
Wat, al vijf jaar het er laten stuiven?
Ok, dan zal ik mijn vastgeklitte
kluwen wegduwen.
Krijg ik nog even tijd?
Mag ik nog afscheid nemen?

Mijn kot, mijn kastje en de muur,
de mooiste liedjes zijn van korte duur.
Daan May 2019
Pampertjers verversen, verse
melk of thee op poten zetten,
sap uit appelsienen persen,
het maken van korte metten.

Ik heb het graf van mama
vandaag bezocht, bloemen
gelegd en haar mijn stem verkocht.
Toen ik vertrok, hoorde ik
ze zoemen.

De bijdehante op *** merk
gestelden, het zijn sloebers,
slurfkes waar ik elke dag voor werk.
Nog iets aan te geven? iets te melden

— The End —