at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

Vejrtrækningerne gør ondt.
Den eneste ting, som ellers skulle få mig til at føle mig i live, men lige nu, lidende, styrtende mod død.
Jeg savner dig. Du forstår ikke. JEG SAVNER DIG!
Skriger indvendigt. Tankelæsende? nej, modsat.
Jeg er forgrædt, indvendigt. Udenpå, forædt. af tanker.
For du er her ikke. Er du her. Her du er. nej, modsat.
Død, prøver at være lidende - levende. Prøver at trække vejret under vand.
Det føles godt. Drukner.
Kom her ved siden af mig. Elsk mig nu.

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

jeg bevarede roen
lige indtil jeg river mine
nye nylonstrømper
på et rusten søm
husk dit pas og
husk din frakke
det kan være koldt
og måske vil det
regne men vi
ved det ikke så
husk også en paraply
jeg drukner i ord
om blå sygesikring
kommafejl og fejlagtige
billeder på snapchat
med misforståede ord
så jeg sætter mig
på tæppet
og er ligeglad
mens jeg ser mine
følelser gå
op i røg
og slukker
for min
kaos maksine

Jeg savner en arm om mig
Og jeg ved ikke hvis
Måske er jeg bare afhængig
Ligesom du er afhængig af lange nætter og korte og lange baner
Hvem er vi egentlig
Når vi drukner sorgen i et håbløst sted
Forstår ikke hvorfor jeg drukner
Når jeg jo sagtens kan svømme
Måske er jeg bare træt af at svømme uden at komme videre
Træt

Nu
Vil jeg helst nå i land
Men jeg tror at jeg er kommet for langt
Og nu kan jeg ikke nå tilbage
I tide

Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig

smagen af cigaretter minder mig om dig
jeg tumler rundt i et mørke af savn,
imens stjernerne lokker mig ud i natten
en blanding af mørkeræd og trang
til at glemme
jeg drukner i et hav af hvide lagner
som er som sne, uden dig
forsøger
at glemme tanken om
at du ikke er her hos
mig
i nat
lader musikken bære min tristhed
når jeg lyser min telefon op,
men dit navn er der ikke på displayet,
så jeg
sipper endnu en tår fra rødvinsglasset
og beder til at du også
tænker på mig
i nat

hans kærtegn er et hav
og jeg drukner

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig

Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden

nyt musik på spotify. bogindkøb. højt musik i badet. efterårssolen der sommetider titter frem. efterårsblade der snart drukner kbh i orange og brune farver. tøj der matcher årstiden. nyklippet hår. planlægning af fremtidige rejser. at cykle i skole til lyden af khalid og the weeknd. den dyrebare kattelighter. nye øreringe. at spamme photo booth hver gang jeg har en god dag. og selvfølgelig osteboller fra lidl (det er løgn. dem elsker jeg året rundt).

Endelig
Stilhed
Den absolutte følelse af ro,
af at være alene.
Med kun baggrundsstøj,
uendeligt langt væk.
Følelsen af selvindsigt,
af rolige, dybe åndedrag.
Men så
En kriblende følelse
Et mylder af kemiske reaktioner
Hele tiden, uden pause
Celler der deler sig
nervesignaler der bliver skudt rund
bakterier der på en gang destruerer og skaber
Utrætteligt og uforstyrret
fortsætter det
og det manifesterer sig alt sammen i tanker
en uendelig strøm
der drukner enhver form for stilhed
med et enkelt løfte om
aldrig at stoppe.