Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Anne B Jan 2015
Maybe,
maybe I should just let you go?

You, who have taken home (shelter) in my mind
You, who have stopped paying your bills.
Your post box is full.
My mind is about to explode

You see, I have found properties of atoms that meet;
Connect –
Then explode.

My mind, my explosion; people –
they meet to explode

Fragments of people the only to survive

Am I nothing but atoms and organs? After my mind produced nuclear power and
BLASTS everywhere.
Blood everywhere. And fragmented bodies.

In 1945, Nagasaki and Fukushima fell.
In 2014, I fell to your feet (and all your other parts).

In 1945 and 2014, bombs were bombs.

People are weapons.
We can’t separate friend from foe,
and we fall to ashes in a ******* hole on the earth’s cold, silent surface.
Shields and swords are cruel words – silence is the first part of death.

But maybe I should let you go?
And what if I can’t.
Will your artificial love in my mind keep pushing me off the rooftop?

“You’ve moved to the top floor?”
“Yes” (So that I can **** myself more easily, from the top of the world)

Maybe I should jump from the church towers.
Would I be mature enough for you?

Flowers are grown, old and beautiful
when we pluck them
- Maybe that’s the truth to me too.

I should open up,
not wither away

I should not be the person I am; or the one I am clinging to
I should trust the right people.


The nuclear clock should stop at 11:58.
These people should be saved.

You could come back to me.


Maybe I should let you go. Maybe I won’t.



------------------------------------
25.01.14    |   *Anne H. Bakke
Anne B Sep 2018
You look like a wolf
in sheep’s clothing

And yet, you say you
are the dragon

Yet, you make us believe
in your story

You breathe no fire

You only wanted the
castle walls
to protect you
from our glances

If you had opened up
Put away your wolf hide

All could see
how lonely you are

And how wrong our story is

---------------------------------------------------------
Ann­e H. Bakke  |  02:09  @   29.05.2016
The narrative is all wrong. You are doomed.
ungdomspoet May 2018
hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

— The End —