Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Vampi Fallborg Nov 2013
Ta meg av bremsen. Legg meg inn og legg ett teppe over min -kropp-
Ligg med meg i halsen. Ta din mørke visdom og hjelp meg ut.
Gå med smååå steg. Bort mot meg.
Ta meg inn og,, drep min sorg
og drep min sorg og drep min sorg og drep den.
Sharon Talbot  Aug 2018
Wallander
Sharon Talbot Aug 2018
Fingerprints and fibers,
Accumulated talk,
Whispers in the corners,
Bodies demarcated in chalk
On the marble courtroom stairs.
His misery became a pall.
With mourning signs in splattered pairs,
Red flowers on the wall.

All that he had left behind was grief
And powerless rage,
A Tansu chest in high relief,
A coiled brass clock fatigued with age.

Retreating to a white house in Simrishamn,
He’d walk his dog along the shore,
Find sterile clues amongst the sands,
And travel a ferry between two lands.

And now: An experiment! Blame Google Translate for this weird (?) Swedish translation: Please tell me if this is a bad translation!

Fingeravtryck och fibrer,
Ackumulerat samtal,
Viskar i hörnen,
Kroppar avgränsad i krita
På marmor rättssal trappor.
Hans elände blev en pall.
Med sorgsignaler i splatterade par,
Röda blommor på väggen.

Allt som han hade lämnat var sorg
Och maktlös raseri,
En Tansu bröst i hög lättnad,
En spolad mässingsklocka utmanad med åldern.

Att återvända till ett vitt hus i Simrishamn,
Han skulle gå sin hund längs stranden,
Hitta sterila ledtrådar bland sandarna,
Based on the show and novels of Henning Mankell, "Wallander", an existential, chronically depressed detective from Ystad, Sweden, is unable to leave his police work at the office. He alienates everyone and loses anyone who gets close. In the end, he is left burdened with Alzheimer's and tragic memories.

Och resa en färja mellan två länder.
Baserat på showen och romanen Henning Mankell, "Wallander", kan en existentiell kronisk deprimerad detektiv från Ystad, Sverige, inte lämna sitt polisarbete på kontoret. Han alieniserar alla och förlorar den som kommer nära. Till sist lämnas han av Alzheimers och tragiska minnen.
nana nilsson Jan 2014
De siger, at det er ægte kærlighed, når din partners glæde, bliver din glæde. Jeg er ikke enig. Jeg tror, at det er ægte kærlighed når din partners sorg bliver din sorg.
ungdomspoet  Mar 2015
mandag
ungdomspoet Mar 2015
gode veninder
der snakker løs om liv og død
om kærlighed og fester
om glæde og sorg
på en kold marts aften
hvor vi begge havde lyst til at drikke rødvin
jeg ved at du er den eneste jeg kan regne med
vinden blæser i dit sorte hår
og dine store øjne betragter mig mens jeg snakker
du lytter
en rød flaske papvin og **** cigaretter senere
ligger vi begge i vores senge og tænker
og jeg ved at du tænker i samme baner som jeg
om liv og død
om kærlighed og fester
om glæde og sorg
og jeg ved at vi begge vil sove trygt
for rødvinen har bedøvet os
og røgen har fyldt vores sorte lunger op
og vi har hinanden
for gode veninder
de snakker løs
Clindballe Aug 2015
I Homers Odyssé skrives en tragedie
som en komedie
i sorg søger vi jo glæde
jeg ønsker ikke at fremvise ængstelige optrædener
at gemme mine sorger bag lyksalige ord for evigt
sceneskrækken holder mig ude af rampelyset
og angsten holder mig ude af mig selv
andres polerede selvsikre personligheder
filer min til roden
komiker bliver jeg nok aldrig
men måske en glemt tragedie
Written: 28. August - 2015

Translation:

Comedy vs tragedy
In Homer's Odyssey a tragedy is written
as a comedy
in sorrow, we seek the joy
I do not want to show anxious performances
or to hide my sorrows behind blissful words forever
stage fright keeps me out of the limelight
and anxiety keeps me out of myself
others polished self-confident personalities
files mine to the root
comedian, I'll probably never be
but perhaps a forgotten tragedy
Anna Dec 2014
blot et par måneder siden, ville selv det mindste tegn på oprigtighed vise sig ved sentimentalitet
Vi ville grine og nyde sommeraftener sammen, vi ville skåle for vores dybe samtaler svøbt i champagne
vi ville fortælle sandheder og hvide løgne, og ingenting ville kunne males ovenpå det lærred af glæde og kreativitet vi havde formet
Men når det kom til stykket
Ville vi ikke dele oplevelser eller indre tanker, end ikke når det var vinter og det regnede og var koldt
Vi ville ikke drikke kakao sammen, og varme os ved pejsen
Nej, om vi ikke ville sprede selviskhed og irritable toner
Fordi at tiden heler ikke sorg, den lindrer bare og vi fortrænger
Hvilket er det jeg tror der skete
Vi fortrængte minderne
Og det kan vi ikke gøre noget ved
Vinterens sandheder
Jeg så dig manisk prøve at sætte bladene tilbage på træerne
Du frygtede vinteren
Og sneen der lå i din have, var den ****** jeg bad dig om at holde dig fra
Du drak bekymrende mange kopper kaffe og intimitet blev byttet ud med navne der blev glemt og kroppe der blev afstraffet
Du mistede dig selv i cigaretrøg og rygende sorg
Jeg sidder foroven med fryd under tandkødet og
Tænker på, den karma jeg fortalte ville ramme dig
Da du ødelagde mig
De vintenætter
Helene Josephine May 2015
Du er udefinerbar
Du giver kun mening, når jeg placerer dig
Et sted mellem mine sansers sammenfald
Gennem kropslig perception

Du er den nerve, der danser på min læbe
En prik på grænselandets ukendte terræn
Hvor ellers kun sorg og glæde bugter sig
Mellem to mundvige

Du er den hvide bue ved roden af min negl
En betydningsnuance lige under overfladen
Så fængende for min opmærksomhed
Indtil du forsvinder

Du er følelsen lige inden mine nys
Et fremmedartet forventningsfænomen
Skønt forårsaget af ubekendt irritament
Så uforligneligt uforløst

Du er varmen fra solstrålen mod min hud
Der omfavner mig og kysser min kind
Et momentant strejf af glæde og lykke
Som stryger flygtigt forbi
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Sophia Edens  Feb 2015
Untitled
Sophia Edens Feb 2015
Jeg savnr at elskes,
at varmes,
at kunne elske.
Der sker noget som jeg ikke kender til
og der rører sig noget i hele min krop,
den ryster,
den ryster afsindigt meget.
Jeg vågner og hører lyden af en knorren og fuglene i baggrunden,
det er nat,
jeg kunne mærke dig i et par sekunder,
inden jeg drukner i sorg og det er kulsort.
Hvad er det sker? I hvad befinder jeg mig?
Jeg løber væk fra det onde,
men kan kun finde læ under et træ
fyldt med sorte fugle.
Hvad er det der sker?
Hvorfor er der ingen der kan røre mig,
holde om mig,
varme mig?
Jeg er forladt og dog er alt og alle rundt om mig.

— The End —