det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

Hej jag heter Kalle, jag är 17 vårar

och
jag är trött på att tårar faller ner från min kind.
Det hände senast i torsdags morgon i klassrummet när nina skapat ett
instagram konto
som hette kalle balle kalle balle är ful.

Jag tyckte det var töntigt för vi är sjutton år,
men alla andra skrattade så vad ska man göra då ?
Läraren sa inget fast han allting såg
han bara twittra på om något som jag ej kommer ihåg.

Även om dem flesta mobiler är på surr
så hör jag allt twitter som pågår i detta ***.
och jag vet att det mesta inte är om mig
och jag vet att man inte borde bry sig men
jag bryr mig.

och det känns så motsägelsefull
för jag har alltid hört att det är någonting fint i att bry sig
att bry sig,
men nu när jag är större är det som att världen har växt med mig
och nu finns det för mycket att bry sig,
att bry sig om.

Hej jag heter Kalle och jag mår inte bra,
jag får notiser om att det är så ungdomar ska ha det.
Jag sitter i min plats längst bak i klassrummet till vänster,
när jag plötsligt ser en bild,  
jag tror jag ser ett mönster.
här uppifrån som utanför vårt fönster.

för vi är ett *** fullt av instängda fåglar,

det finns svanar som alla anar kommer växa och bli kända som alla vill vara
det finns kråkor som är stolta över att ta andras lycka/ det andra har , och det finns hackspettar
och duvor
gökar
ugglor,
och jag

och jag är rädd att jag är en pingvin eller en struts
jag vet inte om ni vet men av alla 10000 fåglar är just dem de ända som inte kan flyga
och jag tror jag är en pingvin
men kanske är det bra för jag är jag.

*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor

Det var en gång
En man bestämde sig
att lämna allt bakom sig
För att söka framgång

Det var en gång
En man åkte till en främmande stad
Bara för att han hade tillstånd
Och hört om den på en verkstad

Det var en gång
En man hamnade
I en värld mer mystisk
Än han trodde

Det var en gång
En man som försökte
Vänja sig vid kulturen
Hamnade vilsen

Det var en gång
En man tänkte sig
Att åka tillbaka
Varifrån han kom

Det var en gång
En man föredrog
Att stanna lite längre
För att utforska mer och bättre

Det började som en saga
Man vet inte riktigt hur eller när det kommer sluta
Men mannen förväntar sig
Att i framtiden kunna dela med sig

Av att han levde lycklig i flesta av sina dagar
Med sina gamla och nya kompisar
Kanske med några barn
Men troligen med kärlek.

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

******. No white guy can say that, right.
People who can truly call themselves ******* can. *****-***** ****, W.O.P.,
maybe they can say ******, okeh. But they say it mean,
knowaddamean.
What'sbout Jewboy?
Can the Kaffen kid say ******?
Sand-******, but not ***** ******. Hecan say ****, too. And *** and *****.

Oy vey, okeh. We can take it. We can take it all. Rules is rules.

That's right. Wanna fight? Wanna be my enemy?

--- Grandpa had a play date. ***- Where's the Fun?
These kids got no guns.
And no enemies. Except imaginary ones.


Greedy little master mind sprouting odd fruits from Pokémon.
Can we make this work? Perfect it, in effect?

Marbles, maybe we can teach that old game and go from there to the funnest parts of FTA... Findtheanswer, like God and Adam played. The rules are some same, bounds, fudges and such. Keepsies, ante-ups and such, too.
Risk is right if-I-can-tation.
Losses can be baked, clayballs,
while momma bakes our daily bread.
Poor kids can make marbles in the sun, since forever, I am sure. Rolly-polly patti and johnny cakes roll marbles into spoons,
Momma knew that stuff. She could shake butter into cream, singin' along Que sera, sera, whatever will be
will be,

but it won't be the death of me,
watch and see,
babu boy oh boy
---
We can play war until we die, but don't tell the children.
They are the price we are to pay. They must believe.

We swore allegiance for security. We thought it best
for the kids to lie.

You know?
I believe, you know. It's unbelieving I need help with.

Can't you see? We swore allegiance and taught it has become the  honor-us-course-us-po-deserve-us ritual. A rite we pass for the protection of the eagles gathered around the body.

We are proud of our children who die taking
the courses called for, we never ask why,
except when we cry. Silently, inside.

It's our role to remember the glory
of our children dying for the IDEA that lives
in the statue of Freedom
under which our laws allow
might is right, if God was ever on our side.

You know what I mean.
Say so. You know the lies are being told.

Stop believing that is okeh, eh?

---
Mussleman dominance meme manifests once more to battle the flood of knowing being re-leased or bought, outright, to aid the seekers seeking the meta game.

F.T.A, remember? Find The Answer. Same rules as Hide and Watch,
"All ye, all ye, outsiders hidden in our midst, in free."

"Send me your- poor, huddled masses",
remember being proud of that idea.
Poor thing, lady libertine, so tarnished now that not even Iaccoca's glory loan could gild the actions she sanctioned in the name of the republic for which she (a proxy mate, feminine aspect of God) stands. Sig-n-if-i-cious-ly.

Seig Freud, we say, with the statue of freedom watching over the legislative body, she stands
quite similar to Diana of the Ephesians,
in her role as mob solid-if-er, if I know my mythic truths been told.
---
Trink, trink, trinkits gits the good good luck,
light m'fire witcha spark and see
a light in the night when the noises pending terrors flee.

Rite, we passed those places ages ago, now we hear echoes, only we know them, for we have been taught,
what echoes ever are.
Our own terrors screaming back at us.

Alot of lies are taught wrong
and a sleeping giant in a child may dream
of other ways to see.
New windows on new word worlds expressed in
HD Quad-processed reality
simulations. You know,
child eyes see right through those.

Exactly that happened. Slowly at first.
Good is more difficult to believe
you are expert enough to try doing than is evil.
Read it again.
This couplet or line, as time will tell.

Don't ignore known knowns,
stand up under the weight of knowing good and knowing evil.
Be good.

We know from conception,
we think,
whatever it takes means
take what ever we think right,
pursue happenstances in the favor of my father's world,
provided for me, the kid.
\
The son, a first-man son,
some several thousand generations removed.
Lucky some body stored the good stuff in the mitochon'orhea, right.
We'd be powerless. O'rhea, double stufft, blessusall.

Otherwise lies are left for kids to learn,
but not to
be left true,
as when they first was told.

Our sibyl e-gran mals tol' em true,
as they knew what they passed through, to the moment, then...

Around the fire, dancing shadows, make them play.
All ye, all ye outs, in free!

See dancing shadows, en-joy my joy, be strong,

long strong, sing along, long, long song

and laugh until you die.
---
Some con-served ideas will land a man in a prison with no keys.

Imagine that. Take your time, it is no passing fancy. Be here,
with me, a while. Pleased to meet you I am, no comma needed.
Now, we may wait, whiling away a time or two is common, in mortal pauses. Are you dead or alive?

Is it dark or light? Do you see in color here, or in gray?

Who built your prison? I built mine. You'll love it, I imagine,

whenever forever flows past those old lies striving for redemption,
recycling-clingy static hairballs and ghost turds
touch, once more,
*** potentia amber atoms in cosmic chili for the soul
of the loaf-giver, warden of the feeding forces life lives
to give dead things. There's the rub.

Spark to fire? Watts to fuel the favor, Issac, can you lead us in a song? A con-serving song for when the cons a fided or feited,
defeat my sorrows and my shame,
let me see Christ take the blame.

Confidencein ignowanceus. Worsen dignitatus evawas.

Blow on it. Soft. The spark landed in that ghost **** you thought you swept away or ****** into a vortex of hoovering witnesses,
if you whew too strong, you blow yer own little light out, and have to wait for lighten-loadin' bearers
to take care from you.

That can take time, too.

It always takes a while to get deep enough to see the bottom.

Cicero, old friend...

ne vestigium quidem ullum est reliquum nobis dignitatis 

[not even a trace is left to us of our dignity]

From <https://en.wikipedia.org/wiki/Dignitas(Romanconcept)>

See, from a single spark,
touching a volatile bit o' whatever,
you may see the root of the Roman canker sore
yomamma kistyawit.
And be on yo way,
satisfied minded there do seem to be a way, each day, just beyond the evil sufficiency we find soon after the morning's mercy's been renewed.

And may, if it may be,
ye see a rich man wit' a satisfied mind
and may that man be me in your mirror, as it were.

Carry on, as you were.
Or walk this way, a while,
mind the limp. I'll set the pace.
It ain't a race, y'lil'squirt.

Wait'll y'see.

Waiting is time's only chore this close to shore.

What manner of men are we, who could be our enemy?
What name makes me your enemy?

What peace can you imagine when no words carry hate?
Can you imagine evil peace?
Cromwell n'em said they could make peace wit' war.
They lied.
Their lies remain lies,
evil knowns
good to know, on the whole.

Knowing makes believing count for more than idle
oaths of loyalty to memes mad
from the first of forever to now.

now. stop. This is the bottom. I know the way from here.
Do you?
You can say so, but you never know,
if you never make the climb.

And that can take forever, I've been told.