Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
andenrangs poet Oct 2014
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
<3 tak for jer alle 7. og vi, alle 8.
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
llcb Sep 2015
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Elizabeth Mar 2015
SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?
jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte
- digte om et papmachesind
Nikoline Nov 2014
du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
jeg ønsker et liv fyldt med roser
lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog
kærlighed kærlighed kærlighed
magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje
fuglesang, solen - gennem blafrende blade
en rislen fra åen
kys og varm hud, afslappet og blidt
hængekøjer i solen
karbade
bål og stjerneklare nætter
sejlture og forlystelser
latterkramper og søvnig glæde
hvide, rene flader og saftige grønne planter
sæbeduft, overskud
tidlige morgener, sort the, appelsiner
fotografier og broderi og maleri
ansvar og tillid og fællesskab
viden og nysgerrighed og åbenhed
måneskin og gåture
vinyler og vin
genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver
dristige outfits, personlighed
blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker
friske lagner
støvfrit, skinnende
glæde og tilpashed
uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation
uden ensomheden
uden dem
ungdomspoet Mar 2016
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
Wenglou Apr 2015
Inday unom na katuig ang nilabay
sa dihang nahikagplagan tika milabay sa balay
sa handumanan ko nahipatik ang katahom sa imong hulagway
may mga panahon sa kasing2x og damgo ko imong kaanyag mobisita gamay

Karon dili masukod ang kalipay sa dihang nagkaila ta
Adunay panahon magkachat ta lingaw sige kog katawa
sa dihang nakahibalo naka sa tinuod og naglagot ka sa akoa
maayo man ng makahibalo ka sa tinuod samtang sayo pa

Kung moabot ang panahon mosugot na ka magdate ta
Por syur ako man jud ng gasto more pa
be conscious lang sa imong dayet aron conscious pud ko sa akong bulsa
kung cge na ta det2x chippy og tubig na lang gani ang order para natong duha
pasabot KKB nalang ta sunod, salamat sa pagsabot hap...

og kung ugaling dili na jud nimo maagwanta imo nakong sugton
ayaw kabalaka ipanaad ko imong gugma akong amumahon
sa kanunay ikaw akong panggaon sa mga gakus ko ikaw akong prisohon
tanan nimong gusto akong buhaton imong mga sugo akong tumanon

Og kung imo naman gali kong sugoon sa merkado
pwede ayaw pud ko paalsaha og bugas isa ka sako
basin og tungod sa kabug-at di nako makaya makaigit ko
kung pwede lang unta kilo kiloha pud na og mahimo.
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
gusto pud nako mafeel ang nafeel sa ubang baye.
kana bang panguyaban ka,
tapos isayaw ka sa laki sa tunga sa mga tawo,
haranahon sa balay, tagaan og bulak, magholding hands sa plaza, kantahan, ignan og pick-up lines, og uban pa.
kanang bang pakiligon ka niya.
gusto nako mafeel kung unsay feeling na naay nagmahal nimo.
pero unsaon man nako?
na ako usa ra man ka pobreng bayot
og maot pagyud
dili man ko usa ka baye
usahay makapangutana ko nganong wala pa man ko himoang baye sa ginoo?
muingon sila na ang yawa daw gahimo sa akoa
pero wala man nako gigusto na maning-ani ko.
manghinaot unta ko na naay mahigugma kanako pero kabalo ko nga wala
*hinaot unta na naa kay ako usa ra ka tawo nga nanginahanglan pud og gugma
111415-2159
kvinde-erfaring
sæbebobler og rygter og rygning og rytmer og lyserød
høje hæle og eksperimenter og sleep-overs
ensomhed og social sikkerhed
bikuber og hierarkier
de hårde piger
spejlets refleksion
medfødt afmagt
internaliseret skam, indvendigt skrig
skamfulde læber, skræmte
berørt - beskidt
et net af vildskab fanger dig bag læbestiften, sprækker i foundationen viser infernoet neden under
evigt brændende
glødende kerne, rank ryg
*******, selvcensur, påpasselighed
indskrænket ***, krydsede ben
fylder næsten ingenting
uskyldigheden på afveje
alle de selvsikre drenge puster sig op og larmer, reelt/figurativt
potentielt mirakuløst
kernefamiliens selvfølgelighed
skønhed og mistillid
jeg er meget mere end mit køn
jeg er 100% mit køn
det er intet skamfuldt over det kvindelige
hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os
- et knækket stemmebånd og for mange hv-ord
Hazel Aug 2019
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
-Hazel
Nikoline Oct 2014
når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder
JK Cabresos Nov 2011
Sa paglakaw niining mga gabon
sa kalangit-on
Sama sa isa ka pagbaklay kauban ka
padulong ngadto sa kalipayon
Ang bidlisiw sa adlaw kanunay
gayud sa atoa nga magasiga
Kay ikaw sa tunhay mao
ang akong gugma.

Wala ko namatyagan nga ikaw mubaot
niining akong kinabuhi
Wala ko usab damha nga ang akong
kasing-kasing sa imo diay mulingi
Karon, ang dagat dili
na hintawon parat
Kay ikaw man ang akong gugma, busa dili
gayud tika ipahilak.

Ang matag-gabii nako, karon dili
na matugnaw
Mahitungod sa imong gugma nga sa tanan
gayud nagpatigbabaw
Ang gubot nga butang ginabag-o mo,
ikaw ra gayud akoa
Ug ikaw ginahigugma ko kagahapon, karon
og hangtod sa ugma.

Sa mainit mo nga mga gakos, sa matam-is
**** mga halok
Sa maanyag **** pagngisi, mawagtang
diritso ang akong pagkalagot
Gikinahanglan taka sama sa hangin,
tubig ug uban pa
Kay ikaw sa tunhay mao
ang akong gugma.

Dili na ako mulambinggit pa ngadto sa
uban nga dalan
Kay nagakuyog naman kita nga nagalakaw
nganhi sa kahangturan
Paminawa ang tanan ko nga gipangsulti
kay tinuod kani sila
Nganong mamakak man lugar ako, nga ikaw man
sa tunhay mao ang akong gugma.
© 2011
og jeg har altid sagt, at jeg gerne ville
gemme mig og blive gemt bag andres
katastrofer, så jeg søger dem, og sørger
over og under dem, gemmer mig i smalle
gulvsprækker i dit køkken, for  jeg vil jo
bare gerne være hende, der hjælper i stedet
for at være hende, der bliver hjulpet, men
dine problemer virker så tunge  og du virker
så  ligeglad, når jeg står med grønne øjne,
og fortæller dig, jeg elsker dig, og det er du  
ligeglad med nu, og det var du også i går, men
nu sitrer rødvinen pludselig  lige  omkring mit
højre ribben, og  jeg kan se silhuetter af dig ude
i gangen, men jeg tør ikke længere  at se dig i
øjnene, for mine ord er ikke nok,
det er de jo også så sjældent, men jeg ville
så gerne gøre en undtagelse, bare lige gøre dig
til en undtagelse værd  og spise morgensolen
som du altid sagde, jeg skulle, men jeg sover
altid over mig
jeg gemmer mig bag andres katastrofer,
men jeg blev væk et sted imellem
dine
- digte om onsdage
andenrangs poet Nov 2014
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
"you can't repeat the past? Why, of course you can, old sport!"
*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
Sam Po Aug 2014
samatang galakaw padung sa simbahan,
ako nag agaruy sa kasakit sa akong tiil
tungud sa bag-o kung sandal.
Ako naluthan og akung luha di na jud mapugnagn.

Kining ti-ila size ten man unta ang sukud
pero kay lage ganahan ko sa istilo og tina aning sandala
aku jud gipalit bisag ang gidak-un nuybe ra gyud og wa nay lain.

Milingkud ko og nakapanghupaw.
Ako naka amgo so sama sa sandala, mura nig gugmang gi-ahat.
Bisag unsa pa kanindot ani,
og dili jud para imo, dili jud.
Ayaw nalang pugsa kay ikaw ra ang maghagoyhoy sa kasakit ig katapusan
Wa ko makahuna-huna nga nga naa pa man untay lain
nga mas nindot og arang para kanako.

Mao nang naka desisyon ko nga undangon ko na og soot ning sandala og mangita og ha-om sa akong sukod, kay napay lain taw mas angayan mo soul-ob ani kaysa naku.
bisayang daku!
#nakaamgo
enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv
- digte om alt det, der vandaliserer os
Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.
ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig
- digte om et papmachesind

— The End —