du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

jeg vil male nuancer af din hårfarve ind i mine knogler, og jeg vil røre dine nøgne kraveben indtil mit hjerte forvandles til kold metal
min mor fortalte mig, at blå øjne er farlige
men jeg lovede, jeg aldrig ville blive afhængig
her er jeg så
med kindben lavet af ******
planter voksende ud af min hovedbund
jeg får hjemve, når jeg sidder i min stue med blank kaffe
og når jeg tænder en cigaret, kan jeg mærke dine læber skære i mine lunger

bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn

Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.

ambivalent over livet
en uopnåelig eksistens
isoleret og glemt
husket og eftertragtet

jeg har ventet på dig
i lyskrydset
i biografens dybrøde sæder
modtagelig for kærlighed

én af os sover hvisker du
forsvundet i dynerne
stormvejret er på vej

bølgerne bliver større
men jeg kan ikke åbne mine øjne
af skræk for drømme
som ikke var virkelighed

vil jeg vågne op alene
uden dine stjerneklare øjne
eller bedøvende varme
drøm er bedre end virkelighed

jeg holder mine øjne lukkede
indtil det ikke mere er anstrengende
indtil jeg ikke kan kende forskel
lukkede.

jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du så fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske

jeg bevarede roen
lige indtil jeg river mine
nye nylonstrømper
på et rusten søm
husk dit pas og
husk din frakke
det kan være koldt
og måske vil det
regne men vi
ved det ikke så
husk også en paraply
jeg drukner i ord
om blå sygesikring
kommafejl og fejlagtige
billeder på snapchat
med misforståede ord
så jeg sætter mig
på tæppet
og er ligeglad
mens jeg ser mine
følelser gå
op i røg
og slukker
for min
kaos maksine

jeg går på knæ for dig allerede inden du spørger og jeg lægger mig på alle fire så du kan tømme din rådne samvittighed ind i min forladte krop, udover min livløse hud. hvis du ikke kvæler mig, så beder jeg dig om det, og du skal stramme til og lukke din hånd om min hals indtil du kan mærke livløsheden i mig, så jeg kan mærke at jeg er i live.

Du vasker dine lagner hvide
Renser dem for dårlig samvittighed
Fjerner hvert et spor
Vasker dem indtil de kun lugter af billigt vaskemiddel
og skylder minderne ud
i afløbet

de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu

Du er udefinerbar
Du giver kun mening, når jeg placerer dig
Et sted mellem mine sansers sammenfald
Gennem kropslig perception

Du er den nerve, der danser på min læbe
En prik på grænselandets ukendte terræn
Hvor ellers kun sorg og glæde bugter sig
Mellem to mundvige

Du er den hvide bue ved roden af min negl
En betydningsnuance lige under overfladen
Så fængende for min opmærksomhed
Indtil du forsvinder

Du er følelsen lige inden mine nys
Et fremmedartet forventningsfænomen
Skønt forårsaget af ubekendt irritament
Så uforligneligt uforløst

Du er varmen fra solstrålen mod min hud
Der omfavner mig og kysser min kind
Et momentant strejf af glæde og lykke
Som stryger flygtigt forbi

åh hvor er du afhængig
af den forbandede nikotin
du kan jo ikke give slip
du kan jo ikke vælge
han er din e-cigaret
en midlertidig løsning
mod en konstant trang
du savner dine cigaretter
men de er jo bare så skadelige
de er jo bare så fandens farlige
du tager en cigaret
mellem dine læber tændes den
du inhalerer ikke
du sidder bare med den
til den går ud
så finder du din e-cigaret frem igen
og suger indtil dine lunger kaster op
for så virker cigaretterne knap så fristende
så er trangen knap så stor

(f.b)

kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord

Kan jeg?
brænde mig selv ned
med hud og neglerod
hver en sprække
af fregnede smil
og skarpe vinterknogler
havde man fingre af kul
kunne man tegne sig selv op i silhuet
en skælvene kvindes
begyndende skygge tager form
på halvmånens blege papir
under fuldmånen er jeg
en lysende diamant
indtil da
danser jeg på tåspidsen om bålet
kan jeg se mig selv
gå op i røg og damp
stolt som den enøjede konge

Skal jeg?
presses sammen til
noget du ikke genkender
når vi støder ind i hinanden i gaderne
tilfældigt, selvfølgeligt
gyderne af vores
måneskinsvandringer
hvor vi drømte om en måne der var hel
skal jeg samle månens stykker sammen
uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme
og jeg lyser gyderne op

Må jeg?
glemme at du fandtes
den dag hvor der var måneformørkelse og du
ikke dukkede op i gyden
jeg så dig gå op i røg jeg så
at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig
må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at
jeg brændte mine fingre på dit hjerte
da du sagde at du elskede mig under månen
og jeg vidste at du var aftagende

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

jeg kunne skrive lange breve, sange og digte om dine hænder, der altid er blødere end mine, når jeg lader mine fingerspidse kærtegne dem. dine skuldre, som jeg lader min kind hvile på, når du holder mig i dine arme. dine små mørke krøller, der kilder din nakke, og som kun jeg må lade mine fingre glide igennem. og jeg ved jo godt, at det er åndsvagt og tåbeligt, men når dine læber beder mig om at gå og dine øjne tigger mig om at blive, falder mit indre sammen i små stykker og salte dråber løber ned at mine kinder. jeg ved jo godt, at du ikke mener det, når du siger at jeg ikke kan blive i dine hvide lagner for evigt, men dine ord trænger alligevel ind i mine inderste kamre og lukker op for alle tænkelige smerter som mine årer kan rumme. jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan blive ved med at kysse dine fløjsbløde læber indtil ingenting gør ondt mere, men når dine brune øjne kigger på mig og vores næser er en millimeter fra berøring, vil den evige længsel ikke tage ende.

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.

jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra

På det sidste har du været utrolig svimmel, dog vælger du stadig at gå rundt i cirkler, fordi du vil føle noget. Du vil føle dit blod bruse i dine årer, på en anden måde end du oplever det dagligt, når du skal hive efter vejret og kludrer rundt i ordene indtil de bare bliver til spyt i mundvigen. Du går rundt i cirkler, men du ved ikke hvor du går hen du aner ikke hvor du vil hen og hvor du ender. Og du ved jo selvfølgelig godt, at det altid har været meget lettere at omtale dig selv i tredje person, ikke?

drengestemmer der hvisker forførende
og pigestemmer der skriger hidsigt
mørket der omridser
det billede af skygger der danser
med røde roser i hånden
og blod på tanden
for vi er alle kanibaler
samler på menneskehjerter
som vi forsigtigt placerer i vores glasbur
et ekstra til samlingen
og vi æder resten af kroppen
i det violetblå lys fra skærmen
får vi afvide at vi ikke er gode nok
så mine øjne græder rødvinstårer
fordi jeg lever et liv hvor rusen
er min eneste livstilstand
og det er sjælendt at jeg føler mig i live
i et narcissistisk samfund
hvor blonde piger er de eneste prinsesser
og knækkede skæve piger bare er
i stykker
for *** tror ikke på kærligheden
og hvem vil også
lege med en dukke der ikke virker?
så indtil der kommer en der vil
lappe hende sammen og reparere hende
må *** bare side i vinduet og kigge
på de andre dukker
som render rundt og æder hinandens
hjerter
og *** drømmer om et liv
hvor kærlighed ikke var lig med smerte
og forelskelse ikke var en dødsdom

du vil ikke have mig råber du
jeg bløder
mit blod er sort som mit sind
du bliver fascineret af mit væsen
kun få bløder sort
du vil gerne have mig hvisker du
for en nat
indtil jeg ikke bløder mere
også råber du igen
så du sikre dig at jeg ikke tror noget
det var let for dig
snyder mig som en tryllekunstner snyder små børn
fortryllet
af dit væsent, men ikke kun for en nat
en levetid
sandheden er at jeg stadig er fortryllet
og du vil ikke hæve din forbandelse
så hver gang jeg bløder sort blod
kan du slikke det væk med din røde tunge

jeg stønner og hvisker at jeg ikke ved hvad jeg skal sige
du kysser min nakke og holder om mig
så min krop bliver glad og afslappet
jeg kunne ligge her med dig hele dagen
du siger at jeg ikke behøver at sige noget
vi ligger her hele dagen
indtil vi ikke kan længere

nu ligger jeg her alene
og min enkeltmandsseng, som passede perfekt til os to
føltes nu pludselig utrolig stor
til kun mig
og jeg bilder mig selv ind at jeg ikke savner dig
jeg savner bare en eller anden
som kysser mig, og rør mig som du gør

jeg vil stå et sted og vente på dig. der vil jeg stå til alle tider. jeg fortæller dig ikke hvor, du finder mig nok når (hvis) du en dag får brug for det. jeg ved hvad der er det rigtige at gøre, men hvordan skal man kunne gøre det rigtige når det føles så forkert. jeg ved jeg burde gå. men det er meget nemmere bare at blive stående her. fordi et lille håb brænder om at du en dag vil komme tilbage og finde mig. indtil da vil jeg stå lige der og vente på dig. og der vil jeg stå til alle tider.

En sidste gang
græder stjernerne for dig
en solstorm langs mine kinder
indtil du bliver til stjerneskælv
i et uendeligt univers uden tyngde
supernovaeksplosion:
Vi dør for sidste gang
Før vi ved af det har universet slået endnu en kolbøtte
før vi ved af det
er vi genfødte hinmellegemer
strålende over Grækenland