Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...
Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...
Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...
Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...
Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...
For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...
Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...
Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...
Dansklæren gav en opgave om at skrive et digt om sorg indenfor det semantiske skema: vinter....vi fik 3 minutter og dette digt er mit resultat af den opgave.....sjovt nok beskriver det meget godt min følelsesmæssige tilstand lige for tiden....nu hvor jeg efter 3 hårde uger endelig tillader mig selv at gå ned med den stress, som jeg har gået rundt og kæmpet for at holde i skak...
Expect a lot of poems to be released since I have nothing else to do while being tied to the bed due to stress
