Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Marolle Oct 2015
biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)
Thus, then, did Ulysses wait and pray; but the girl drove on to
the town. When she reached her father’s house she drew up at the
gateway, and her brothers—comely as the gods—gathered round her,
took the mules out of the waggon, and carried the clothes into the
house, while she went to her own room, where an old servant,
Eurymedusa of Apeira, lit the fire for her. This old woman had been
brought by sea from Apeira, and had been chosen as a prize for
Alcinous because he was king over the Phaecians, and the people obeyed
him as though he were a god. She had been nurse to Nausicaa, and had
now lit the fire for her, and brought her supper for her into her
own room.
  Presently Ulysses got up to go towards the town; and Minerva shed
a thick mist all round him to hide him in case any of the proud
Phaecians who met him should be rude to him, or ask him who he was.
Then, as he was just entering the town, she came towards him in the
likeness of a little girl carrying a pitcher. She stood right in front
of him, and Ulysses said:
  “My dear, will you be so kind as to show me the house of king
Alcinous? I am an unfortunate foreigner in distress, and do not know
one in your town and country.”
  Then Minerva said, “Yes, father stranger, I will show you the
house you want, for Alcinous lives quite close to my own father. I
will go before you and show the way, but say not a word as you go, and
do not look at any man, nor ask him questions; for the people here
cannot abide strangers, and do not like men who come from some other
place. They are a sea-faring folk, and sail the seas by the grace of
Neptune in ships that glide along like thought, or as a bird in the
air.”
  On this she led the way, and Ulysses followed in her steps; but
not one of the Phaecians could see him as he passed through the city
in the midst of them; for the great goddess Minerva in her good will
towards him had hidden him in a thick cloud of darkness. He admired
their harbours, ships, places of assembly, and the lofty walls of
the city, which, with the palisade on top of them, were very striking,
and when they reached the king’s house Minerva said:
  “This is the house, father stranger, which you would have me show
you. You will find a number of great people sitting at table, but do
not be afraid; go straight in, for the bolder a man is the more likely
he is to carry his point, even though he is a stranger. First find the
queen. Her name is Arete, and she comes of the same family as her
husband Alcinous. They both descend originally from Neptune, who was
father to Nausithous by Periboea, a woman of great beauty. Periboea
was the youngest daughter of Eurymedon, who at one time reigned over
the giants, but he ruined his ill-fated people and lost his own life
to boot.
  “Neptune, however, lay with his daughter, and she had a son by
him, the great Nausithous, who reigned over the Phaecians.
Nausithous had two sons Rhexenor and Alcinous; Apollo killed the first
of them while he was still a bridegroom and without male issue; but he
left a daughter Arete, whom Alcinous married, and honours as no
other woman is honoured of all those that keep house along with
their husbands.
  “Thus she both was, and still is, respected beyond measure by her
children, by Alcinous himself, and by the whole people, who look
upon her as a goddess, and greet her whenever she goes about the city,
for she is a thoroughly good woman both in head and heart, and when
any women are friends of hers, she will help their husbands also to
settle their disputes. If you can gain her good will, you may have
every hope of seeing your friends again, and getting safely back to
your home and country.”
  Then Minerva left Scheria and went away over the sea. She went to
Marathon and to the spacious streets of Athens, where she entered
the abode of Erechtheus; but Ulysses went on to the house of Alcinous,
and he pondered much as he paused a while before reaching the
threshold of bronze, for the splendour of the palace was like that
of the sun or moon. The walls on either side were of bronze from end
to end, and the cornice was of blue enamel. The doors were gold, and
hung on pillars of silver that rose from a floor of bronze, while
the lintel was silver and the hook of the door was of gold.
  On either side there stood gold and silver mastiffs which Vulcan,
with his consummate skill, had fashioned expressly to keep watch
over the palace of king Alcinous; so they were immortal and could
never grow old. Seats were ranged all along the wall, here and there
from one end to the other, with coverings of fine woven work which the
women of the house had made. Here the chief persons of the Phaecians
used to sit and eat and drink, for there was abundance at all seasons;
and there were golden figures of young men with lighted torches in
their hands, raised on pedestals, to give light by night to those
who were at table. There are fifty maid servants in the house, some of
whom are always grinding rich yellow grain at the mill, while others
work at the loom, or sit and spin, and their shuttles go, backwards
and forwards like the fluttering of aspen leaves, while the linen is
so closely woven that it will turn oil. As the Phaecians are the
best sailors in the world, so their women excel all others in weaving,
for Minerva has taught them all manner of useful arts, and they are
very intelligent.
  Outside the gate of the outer court there is a large garden of about
four acres with a wall all round it. It is full of beautiful trees-
pears, pomegranates, and the most delicious apples. There are luscious
figs also, and olives in full growth. The fruits never rot nor fail
all the year round, neither winter nor summer, for the air is so
soft that a new crop ripens before the old has dropped. Pear grows
on pear, apple on apple, and fig on fig, and so also with the
grapes, for there is an excellent vineyard: on the level ground of a
part of this, the grapes are being made into raisins; in another
part they are being gathered; some are being trodden in the wine tubs,
others further on have shed their blossom and are beginning to show
fruit, others again are just changing colour. In the furthest part
of the ground there are beautifully arranged beds of flowers that
are in bloom all the year round. Two streams go through it, the one
turned in ducts throughout the whole garden, while the other is
carried under the ground of the outer court to the house itself, and
the town’s people draw water from it. Such, then, were the
splendours with which the gods had endowed the house of king Alcinous.
  So here Ulysses stood for a while and looked about him, but when
he had looked long enough he crossed the threshold and went within the
precincts of the house. There he found all the chief people among
the Phaecians making their drink-offerings to Mercury, which they
always did the last thing before going away for the night. He went
straight through the court, still hidden by the cloak of darkness in
which Minerva had enveloped him, till he reached Arete and King
Alcinous; then he laid his hands upon the knees of the queen, and at
that moment the miraculous darkness fell away from him and he became
visible. Every one was speechless with surprise at seeing a man there,
but Ulysses began at once with his petition.
  “Queen Arete,” he exclaimed, “daughter of great Rhexenor, in my
distress I humbly pray you, as also your husband and these your guests
(whom may heaven prosper with long life and happiness, and may they
leave their possessions to their children, and all the honours
conferred upon them by the state) to help me home to my own country as
soon as possible; for I have been long in trouble and away from my
friends.”
  Then he sat down on the hearth among the ashes and they all held
their peace, till presently the old hero Echeneus, who was an
excellent speaker and an elder among the Phaeacians, plainly and in
all honesty addressed them thus:
  “Alcinous,” said he, “it is not creditable to you that a stranger
should be seen sitting among the ashes of your hearth; every one is
waiting to hear what you are about to say; tell him, then, to rise and
take a seat on a stool inlaid with silver, and bid your servants mix
some wine and water that we may make a drink-offering to Jove the lord
of thunder, who takes all well-disposed suppliants under his
protection; and let the housekeeper give him some supper, of
whatever there may be in the house.”
  When Alcinous heard this he took Ulysses by the hand, raised him
from the hearth, and bade him take the seat of Laodamas, who had
been sitting beside him, and was his favourite son. A maid servant
then brought him water in a beautiful golden ewer and poured it into a
silver basin for him to wash his hands, and she drew a clean table
beside him; an upper servant brought him bread and offered him many
good things of what there was in the house, and Ulysses ate and drank.
Then Alcinous said to one of the servants, “Pontonous, mix a cup of
wine and hand it round that we may make drink-offerings to Jove the
lord of thunder, who is the protector of all well-disposed
suppliants.”
  Pontonous then mixed wine and water, and handed it round after
giving every man his drink-offering. When they had made their
offerings, and had drunk each as much as he was minded, Alcinous said:
  “Aldermen and town councillors of the Phaeacians, hear my words. You
have had your supper, so now go home to bed. To-morrow morning I shall
invite a still larger number of aldermen, and will give a
sacrificial banquet in honour of our guest; we can then discuss the
question of his escort, and consider how we may at once send him
back rejoicing to his own country without trouble or inconvenience
to himself, no matter how distant it may be. We must see that he comes
to no harm while on his homeward journey, but when he is once at
home he will have to take the luck he was born with for better or
worse like other people. It is possible, however, that the stranger is
one of the immortals who has come down from heaven to visit us; but in
this case the gods are departing from their usual practice, for
hitherto they have made themselves perfectly clear to us when we
have been offering them hecatombs. They come and sit at our feasts
just like one of our selves, and if any solitary wayfarer happens to
stumble upon some one or other of them, they affect no concealment,
for we are as near of kin to the gods as the Cyclopes and the savage
giants are.”
  Then Ulysses said: “Pray, Alcinous, do not take any such notion into
your head. I have nothing of the immortal about me, neither in body
nor mind, and most resemble those among you who are the most
afflicted. Indeed, were I to tell you all that heaven has seen fit
to lay upon me, you would say that I was still worse off than they
are. Nevertheless, let me sup in spite of sorrow, for an empty stomach
is a very importunate thing, and thrusts itself on a man’s notice no
matter how dire is his distress. I am in great trouble, yet it insists
that I shall eat and drink, bids me lay aside all memory of my sorrows
and dwell only on the due replenishing of itself. As for yourselves,
do as you propose, and at break of day set about helping me to get
home. I shall be content to die if I may first once more behold my
property, my bondsmen, and all the greatness of my house.”
  Thus did he speak. Every one approved his saying, and agreed that he
should have his escort inasmuch as he had spoken reasonably. Then when
they had made their drink-offerings, and had drunk each as much as
he was minded they went home to bed every man in his own abode,
leaving Ulysses in the cloister with Arete and Alcinous while the
servants were taking the things away after supper. Arete was the first
to speak, for she recognized the shirt, cloak, and good clothes that
Ulysses was wearing, as the work of herself and of her maids; so she
said, “Stranger, before we go any further, there is a question I
should like to ask you. Who, and whence are you, and who gave you
those clothes? Did you not say you had come here from beyond the sea?”
  And Ulysses answered, “It would be a long story Madam, were I to
relate in full the tale of my misfortunes, for the hand of heaven
has been laid heavy upon me; but as regards your question, there is an
island far away in the sea which is called ‘the Ogygian.’ Here
dwells the cunning and powerful goddess Calypso, daughter of Atlas.
She lives by herself far from all neighbours human or divine. Fortune,
however, me to her hearth all desolate and alone, for Jove struck my
ship with his thunderbolts, and broke it up in mid-ocean. My brave
comrades were drowned every man of them, but I stuck to the keel and
was carried hither and thither for the space of nine days, till at
last during the darkness of the tenth night the gods brought me to the
Ogygian island where the great goddess Calypso lives. She took me in
and treated me with the utmost kindness; indeed she wanted to make
me immortal that I might never grow old, but she could not persuade me
to let her do so.
  “I stayed with Calypso seven years straight on end, and watered
the good clothes she gave me with my tears during the whole time;
but at last when the eighth year came round she bade me depart of
her own free will, either because Jove had told her she must, or
because she had changed her mind. She sent me from her island on a
raft, which she provisioned with abundance of bread and wine. Moreover
she gave me good stout clothing, and sent me a wind that blew both
warm and fair. Days seven and ten did I sail over the sea, and on
the eighteenth I caught sight of the first outlines of the mountains
upon your coast—and glad indeed was I to set eyes upon them.
Nevertheless there was still much trouble in store for me, for at this
point Neptune would let me go no further, and raised a great storm
against me; the sea was so terribly high that I could no longer keep
to my raft, which went to pieces under the fury of the gale, and I had
to swim for it, till wind and current brought me to your shores.
  “There I tried to land, but could not, for it was a bad place and
the waves dashed me against the rocks, so I again took to the sea
and swam on till I came to a river that seemed the most likely landing
place, for there were no rocks and it was sheltered from the wind.
Here, then, I got out of the water and gathered my senses together
again. Night was coming on, so I left the river, and went into a
thicket, where I covered myself all over with leaves, and presently
heaven sent me off into a very deep sleep. Sick and sorry as I was I
slept among the leaves all night, and through the next day till
afternoon, when I woke as the sun was westering, and saw your
daughter’s maid servants playing upon the beach, and your daughter
among them looking like a goddess. I besought her aid, and she
proved to be of an excellent disposition, much more so than could be
expected from so young a person—for young people are apt to be
thoughtless. She gave me plenty of bread and wine, and when she had
had me washed in the river she also gave me the clothes in which you
see me. Now, therefore, though it has pained me to do so, I have
told you the whole truth.”
  Then Alcinous said, “Stranger, it was very wrong of my daughter
not to bring you on at once to my house along with the maids, seeing
that she was the first person whose aid you asked.”
  “Pray do not scold her,” replied Ulysses; “she is not to blame.
She did tell me to follow along with the maids, but I was ashamed
and afraid, for I thought you might perhaps be displeased if you saw
me. Every human being is sometimes a little suspicious and irritable.”
  “Stranger,” replied Alcinous, “I am not the kind of man to get angry
about nothing; it is always better to be reasonable; but by Father
Jove, Minerva, and Apollo, now that I see what kind of person you are,
and how much you think as I do, I wish you would stay here, marry my
daughter, and become my son-in-law. If you will stay I will give you a
house and an estate, but no one (heaven forbi
Jane Deer Oct 2014
København.
Jeg elsker dine lyse nætter.
Det rødlige skær der siver ind mellem gardinerne når jeg slukker mit lys.
Biler der kører forbi, sirener i det fjerne og lyden af folks liv der passerer  mine vinduer.
jeg sidder i et lyst mørke og tænker
det her er mit hjem
jeg vil aldrig hjem igen
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
Laura Jan 2015
av
den mest afskyelige følelse nogensinde,
et vink, hvorfor,
hvordan kan man være så dum,
som mig

absolut den mest nedværdigende følelse nogensinde,
desperat,
jeg kan se det for mig,
dig der råber af ham i telefonen,
går direkte forbi mig,
dig der snakker med hende,
går direkte forbi mig,
jeg kan høre dine tanker,
desperat,
desperat,
desperat,

absolut den mest afskyelige nedværdigende følelse nogensinde,
hvad siger man så næste gang man møder dig
Maja Klit Feb 2015
En tæt klæbende masse af dukker med tomme øjne og deres hjerteløse dukkeførere. Samfundets opdræt af hjernevaskede personligheder. De strømmer forbi mig, som rotter der løber febrilsk i kloakken. Jeg er en i blandt. Oprettet som en profil på ligegyldige styresystemer. Du, jeg, vi, os er et label, et produkt, en opskrift. Vi er ligegyldige brikker der omrokeres konstant efter tåbelige tendenser. Uden personlighed. Fortabte dukker uden deres dukkeførere.
Blå og gule kameler ryger tjære på mig.
Er immun, selvom røgen brænder i min mund, når du presser den ned med din tunge.

Mærker ikke noget i mave eller lunger, tænker på hænderne og ham der den anden.

Du euforiserer dig selv når du kysser mig, af hash og af kærlighed.
Jeg kan ikke sige nej når dine læber presser på,
men hjertet er et andet sted, hos ham den anden

Kamelerne forfølger mig, store plamager af nikotin på vægge, døre og veje
Og trangen til at gøre det forbi bliver stor.

Men hold kæft hvor jeg elsker
Det kick det giver mig at spille
På flere heste

Jeg er en player, en kamel luder og en euforiseret sucker
Nikoline Oct 2014
når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Nikoline Nov 2014
du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig
Laura Jan 2015
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
hvad siger man så næste gang man møder dig
andenrangs poet Sep 2014
jeg faldt (for dig)
en aften i december
lige ned i dine arme, faldt jeg
og luften føltes ikke længere
helt så kold.
vi så hinanden i øjnene
lidt for længe til at vi to
bare kunne være venner,
og jeg vidste
at du var den jeg skulle drikke
sød kaffe og plukke solsikker med.
men nu er jeg faldet over min kærlighed
og over mig selv og mit
sikkerhedsnet af dig er borte
jeg forstår ikke hvad det var
der var så forkert ved det jeg gjorde
så jeg er holdt op med at spørge
og renser desperat mit hjerte i sprit
for at det ikke skal blive betændt
men i mit indre brænder dog
et håb om at vi vil mødes igen
en aften i december
og vi vil se hinanden i øjnene
lidt for længe til det kan være forbi
og du vil falde (for mig) på ny
andenrangs poet Nov 2014
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
andenrangs poet Oct 2014
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
Helene Josephine May 2015
Du er udefinerbar
Du giver kun mening, når jeg placerer dig
Et sted mellem mine sansers sammenfald
Gennem kropslig perception

Du er den nerve, der danser på min læbe
En prik på grænselandets ukendte terræn
Hvor ellers kun sorg og glæde bugter sig
Mellem to mundvige

Du er den hvide bue ved roden af min negl
En betydningsnuance lige under overfladen
Så fængende for min opmærksomhed
Indtil du forsvinder

Du er følelsen lige inden mine nys
Et fremmedartet forventningsfænomen
Skønt forårsaget af ubekendt irritament
Så uforligneligt uforløst

Du er varmen fra solstrålen mod min hud
Der omfavner mig og kysser min kind
Et momentant strejf af glæde og lykke
Som stryger flygtigt forbi
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
Nikoline Oct 2014
da vi først mødtes
plantede du liljer
på min altan
og roser
i mit sind
og over sommeren
kom du gerne forbi
for at pleje og vande dem
og elskede
at se dem vokse
men det blev oktober
og ikke alle blomster
kan klare kulden
og langsomt visnede alt
nu
er liljerne
faldet sammen
og jeg går ikke ud
på min altan længere
rosenbladene
er faldet af
der er kun torne
tilbage i mit sind
og jeg kan mærke
at jeg slår rødder
Nikoline Mar 2015
du kommer kun forbi
en gang hver
sjette
måned
altid et
nyt
uventet
sted
er der oftest kun
partielt
delvist
på et kort
visit
vender om på
nat
og dag
for en stund
ser man på dig
bliver man
(for)blændet
og du er et
fænomen
man skal opleve
mindst
en gang i
livet
og du kommer
i morgen
og forsvinder
i morgen
solformørkelse 20/03/15
Victoria Wilhelm Aug 2019
I New York City;

i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der        altid bliver overhalet


I New York City;

på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl  der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement      mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?


I New York City;

alle blikkene kører som elevatorer         op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke



altid dette i New York City; (og alle andre steder)

blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe

min krop, der er så kold.


I New York City;

*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square    igen  
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke   ikke for nogen.

Anna Jan 2017
jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen
emma Feb 2016
at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Her ånder jeg men lever ikke
Kun min hud kan jeg mærke noget så nært
Det strammer som latex på hele kroppen
Blandt betonhuse der bliver bombet
Skriver jeg ord der bliver til aske
En tyk tåge af følelser svæver forbi mit hovede og gør luften tyk
Så jeg vifter den væk som cigaretrøg
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Clindballe Jan 2015
Jeg prøvede
at slås med ild
men brændte blot
mig selv

Jeg kan stadig mærke
den skoldhede
metaloverflade

Som var det igår
jeg testede
mine forældres
tålmodighed

Som var det i dag
jeg fik trangen
til at gøre det forbi

Med livet
foran mig
og døden bag mig
løb jeg min vej

Med grønne træer
og skumle øjne
bag glade mennesker

Der stod jeg
alene i verden
med livet kørt afsted

Her står jeg
med brandsår
Og døde øjne
bag verden.
Skrevet: 6. Januar - 2015

Translation:
Behind the world

I tried to fight with fire but ended up burning myself
I can still feel the scald metal-surface
As if it was yesterday I tested my parents patience
As if it was today I got the urge to end it all
With my life in front of me and death behind me I ran away
With green trees and sinister eyes behind happy people
There I stood alone in the world and life had driven by
Here I stand with burns and dead eyes behind the world
Skjorten sad pludselig for løst i takt med sneen der gjorde dig urimeligt varm
Din far glemte din mor, din mor glemte medicinen og du glemte dig selv
Det var påske og jeg var bare observant i min silkekjole
Kloge ord faldt ikke længere fra min mund til din
Du snoede dig forbi smerten så din rygrad knækkede et par led
Nu går du og ligner et forpulet fæ med snuden i retning af din storetå
Hende du fylder ud, bliver fyldt ud af præstens søn og han prædikener på hendes inderlår
Du havde mig bundet ind i sølvpapir af guld og jeg var larmende lykkelig
Det var dog ikke tiltrækkeligt
Så nu er jeg observant til din eskalerende uskyld
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
ungdomspoet Dec 2015
nogle gange glemmer mit hjerte at slå
når tiden pludselig står meget stille
jeg ligner mest af alt et spøgelse
der lister rundt på glasskår af knuste ***** flasker
mens livet langsomt bliver suget ud af min tomme blege krop
men der findes også dage som suser forbi hvor
mit hjerte pumper dobbelt så meget blod ud som det burde
til mine blå vener er ved at sprænges
og jeg kan mærke at det banker helt oppe i halsen
mit hjerte banker for dig
og når du forlader mig
så er der ikke længere noget at banke for
det vil aldrig være besværet nok at arbejde så hårdt
blot for at holde mig i live
så hver gang du forlader mig dør jeg en lille smule
og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte
L S Tesler May 2015
måske ser vi ikke hvordan
vi falder fra hinanden
når vi ikke holder blikket længere end to sekunder
selvom vi deler fortorvet med fremmede ansigter
det er midt i det travle tog
når drengen smiler med unge læber og
ingen mundvige gengælder hans glædeblik
det hele sker i et øjeblik
når vi alle for længst er gået forbi
ingen lukker dig ind i deres tankeunivers
for "hvad nu hvis"
ingen ved hvem de er
for alt hvad vi ved er
at vi er brikker i et spil, hvor
tillid er et fremmedord og
livstørstige sygdomme er mere almindelige
end ordet undskyld
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Annesofie Olsen May 2015
Luften er tom og tung
Det er køligt
Jeg har valgt at cykle en tur
En måske god vane jeg har fået
Cykler ud langs skanderborgvej
Det er ret stille kun nogen enkle biller kommer forbi
Og kun nogen enkle tåre triller ned af mine kinder
Tårerne er en blanding af hvor godt jeg har og hvor skidt jeg har det
Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg har det.
er jeg glad eller ?
llcb May 2017
Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.
tre biler på motorvejen
to foran os
fire røde lygter
ti synlige stjerner
how does it feel watching from upside down?
månen, reflekteret i mine øjne, som reflekteres i bilvinduet
køre forbi en gabende mand
eksistentielt overvældet
følelsesmæssigt udmattet
tilbagevendende og blodige, uvelkomne tanker om tænder mod asfalt som splinter
refleksionen: det stirrende øje, skåret ud af lysets forbipasserende søjle

køretid til indre by
-- min.
slukker radioen
et liv i en grøn parkeringshus-trappeopgang
næseblod og vintage-ure og familierelationer
tårer, der næsten ser verden men som aldrig udlever potentialet
som spirer, der aldrig bliver træer
og mod den mørke, tomme himmel snurrer byen
ud i intetheden

— The End —