"disse" poems
Minha mãe sempre me contou a mesma história
De como Narcissus quebrou Drinick
Porque nem sempre o amor é suficiente
Ás vezes ele só causa dor
Narcissus foi o primeiro amor de Drinick
A primeira verdadeira paixão
Drinick foi o único amigo de Narcissus
Durante longos verões e todo o resto do tempo
Narcissus nunca chorou
Nem quando sentiu dor
Drinick nunca desacreditou
Nem quando chegou ao fundo do poço
Então Narcissus quebrou Drinick
Em pedaços tão pequenos
Que ninguém seria capaz de consertá-lo
E ninguém nunca consertou
Minha mãe sempre me contou a mesma história
De como Narcissus quebrou Drinick
Porque nem sempre o amor é suficiente
Ás vezes ele só causa dor
Narcissus se foi e nunca mais voltou
Drinick ficou e nunca mais correu
A história dos dois morreu
No dia em que Narcissus quebrou
Minha mãe sempre me disse
Nunca seja como Narcissus
Que perdeu tudo o que tinha
E nunca seja como Drinick
Que foi deixado sem nada
Minha mãe sempre me contou a mesma história
De como Narcissus quebrou Drinick
Porque nem sempre o amor é suficiente
Ás vezes ele só causa dor
Eu já fui Narcissus
E já tive meu Drinick
Mas a história se repetiu
Minha mãe sempre me disse
Quando Narcissus quebrou Drinick
Uma jovem lua pairava no céu
Naquela noite as estrelas não apareceram
E todas elas se apagaram do olhar de ambos
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 8:27 AM UTC
Nella Torre il silenzio era già alto.
Sussurravano i pioppi del Rio Salto.
I cavalli normanni alle lor poste
frangean la biada con rumor di croste.
Là in fondo la cavalla era, selvaggia,
nata tra i pini su la salsa spiaggia;
che nelle froge avea del mar gli spruzzi
ancora, e gli urli negli orecchi aguzzi.
Con su la greppia un gomito, da essa
era mia madre; e le dicea sommessa:
"O cavallina, cavallina storna,
che portavi colui che non ritorna;
tu capivi il suo cenno ed il suo detto!
Egli ha lasciato un figlio giovinetto;
il primo d'otto tra miei figli e figlie;
e la sua mano non toccò mai briglie.
Tu che ti senti ai fianchi l'uragano,
tu dai retta alla sua piccola mano.
Tu ch'hai nel cuore la marina brulla,
tu dai retta alla sua voce fanciulla".
La cavalla volgea la scarna testa
verso mia madre, che dicea più mesta:
"O cavallina, cavallina storna,
che portavi colui che non ritorna;
lo so, lo so, che tu l'amavi forte!
Con lui c'eri tu sola e la sua morte.
O nata in selve tra l'ondate e il vento,
tu tenesti nel cuore il tuo spavento;
sentendo lasso nella bocca il morso,
nel cuor veloce tu premesti il corso:
adagio seguitasti la tua via,
perché facesse in pace l'agonia... "
La scarna lunga testa era daccanto
al dolce viso di mia madre in pianto.
"O cavallina, cavallina storna,
che portavi colui che non ritorna;
oh! Due parole egli dové pur dire!
E tu capisci, ma non sai ridire.
Tu con le briglie sciolte tra le zampe,
con dentro gli occhi il fuoco delle vampe,
con negli orecchi l'eco degli scoppi,
seguitasti la via tra gli alti pioppi:
lo riportavi tra il morir del sole,
perché udissimo noi le sue parole".
Stava attenta la lunga testa fiera.
Mia madre l'abbracciò su la criniera
"O cavallina, cavallina storna,
portavi a casa sua chi non ritorna!
A me, chi non ritornerà più mai!
Tu fosti buona... Ma parlar non sai!
Tu non sai, poverina; altri non osa.
Oh! ma tu devi dirmi una cosa!
Tu l'hai veduto l'uomo che l'uccise:
esso t'è qui nelle pupille fise.
Chi fu? Chi è? Ti voglio dire un nome.
E tu fa cenno. Dio t'insegni, come".
Ora, i cavalli non frangean la biada:
dormian sognando il bianco della strada.
La paglia non battean con l'unghie vuote:
dormian sognando il rullo delle ruote.
Mia madre alzò nel gran silenzio un dito:
disse un nome... Sonò alto un nitrito.
3k
Jeg kravlede gennem dine snævre årer
da dit hjerte gik i brand
og krampede ind til
en krævende muskel
selv disse blodrøde læber
der kyssede dig indefra
kvæles i din hjerteåre der
er ikke plads til mig her og
du var den største løgner da
du sagde at
jeg var kommet hjem
Aug 16, 2014
Aug 16, 2014 at 5:39 PM UTC
A Nossa Existência como seres humanos
Nascemos em qualquer lugar e somos filhos de quem quer por amor ou desejo simplesmente de procriar ou prazer puro. Não engrandece ou diminui a nossa natureza de seres humanos que nascendo por amor ou não! A partir deste início comprometedor existimos para gáudio de uns ou tristeza de outros. Milhões de células se uniram para fazer nascer seres nossos semelhantes com qualidades e defeitos que de uma maneira ou outra vão tentar sobreviver numa sociedade desproporcional e incapaz de controlar: os devaneios, crises, empreendimentos, crimes, loucuras de uma sociedade débil e moribunda.
Mas humanos resistem com paixão, inteligência e idealismo puro para tentar combater: a fome, guerra e construir muros de paz. Sim com consciência temos homens que labutam por um mundo melhor e uma sociedade que fomente uma existência menos penosa e permita uma recompensa para a outra vida mais conveniente e digna.
Todos nós temos direito à abundância de coisas boas nesta vida. O universo é totalmente gratuito para todos com uma harmoniosa junção de todos os fenómenos temporais que durante as estações de ano se manifestam na perfeição em sinfonias elaboradas por Deus eterno, infinito e Senhor. Deus nós ama feliz com uma amor intemporal e manifesto no amor de Jesus por todos nós. Com sua morte na cruz e sua Ressurreição exaltou os homens bons a viver com amor e por amor ao seu semelhante.
Vivemos num sociedade global e intransigente em que os seres humanos coabitam nos mais diversos lugares. A nossa existência como seres será leal e justa se dermos todos as mãos uns aos outros e fazer algo nesta terra que nós faça orgulhar muito mais tarde no Céu. A nossa existência como seres humanos deixava de ser importante se não houvesse uma recompensa por tudo que divinamente o homem bom faz nesta vida terrena. Deus com sua infinita bondade disse ao homem para se multiplicar e difundir seu imaculado amor e ditou suas leis universais baseadas numa fé irracional e num amor de coração.
Cabe a todo o ser humano justificar a sua existência com um amor inadiável a todos os seus semelhantes. Através da escrita e com tudo que Deus criador me deu não passa um dia nesta minha vida de passagem sem lhe agradecer por minha existência e por este planeta terra maravilhoso em todos os continentes e latitudes.
Abraço amigo
Victor Marques
Jan 7, 2014
Jan 7, 2014 at 10:25 AM UTC
mine favoritpersoner har altid været dem
med sand mellem tæerne
og bølger i tankerne
(for ikke at glemme salten på deres læber)
jeg synker al skylden for disse ting
- bliver kvalt
ligesom vandmelonfrøene
man ikke måtte sluge
som mor altid sagde
disse frø voksede til planter
der aldrig visnede
jeg har gemt kys som valuta
og skyld er bare frø
og kys er bare læber
men hvad er valutakursen på hukommelsen
Jul 8, 2017
Jul 8, 2017 at 5:48 AM UTC
E stato amore a prima vista
Tutto cio che dici e vero
Vero amore
"Vieni qui," disse
"Tu sei una stella...la mia stella
Cara mia, ti voglio bene"
Mar 17, 2010
Mar 17, 2010 at 8:44 AM UTC
ταυ qndo você me disse adeus
minha tarde em sua ida escureceu
em sua partida fui
em sua sola
em toda parte
ou esquina
agora
NÃO ESTOU.
ταυ louco a maldizer aquela aurora
o dia eu mato a tarde as horas
séculos meses anos, tudo:
desesperado,
não alcanço Porta.
Sep 6, 2009
Sep 6, 2009 at 6:39 AM UTC
Questa storia d'amore che è iniziato con un incontro casuale .è cresciuto nel corso lettera per lettera scritta abiti da sposa 2014 a mano e culminata in un matrimonio costruito per dueèè uscito da un film .Un buon pazzo.romantico come vengono flick .E la fuga risultante con immagini di Fotografia Brita .altrettanto romantico.Vedere l'intera giornata svolgersi nella galleria e ancora di più su vestiti da sposa questo amore da favola .hanno un ascolto qui .
Condividi questa splendida galleria ColorsSeasonsWinterSettingsOutdoorStylesElopement
Kate ha incontrato Brad durante una tappa .Avevano chimica immediata .ma lei gli disse che se voleva continuare a crescere quello che avevano .avrebbe dovuto farloè? Ia lettera scritta a mano .Così ha fatto .Ha ottenuto la prima lettera di San Valentino 'Day .e nel corso di un movimento vestiti da sposa ( lui per la sua città ) e una quarantina di lettere .che cosa è stato messo a punto una proposta .nascosto nel codice scrittoè' Dal giorno del nostro primo incontro sono stato affascinato dala tua bellezza
.la personalità e la vostra fede .Sono stato benedetto per arrivare a sapere che in tal modo divertente e unico ** veramente sentito come l'uomo più fortunato a causa del vostro sforzo e il desiderio di conoscere me.Sono onorato che si vorrebbe perseguire vicenda mentre ancora tiene fedele a te stesso e la tua promessa.C'è stato qualcosa che ** pensato per molto tempo .Katherine Anne . "Allora .ha proposto !
Mi dà i brividi ogni volta che l'ho letto !Le parole non possono nemmeno cominciare a descrivere quanto sia speciale Kate \u0026Giorno delle nozze Brad ' stato per noi .E ' stata un'esperienza incredibile .Nick e io eravamo gli unici ospiti e ci siamo chiesti in tutto centro di Savannah e Tybee Island.E 'stata una giornata perfetta
Fotografia : Brita Fotografia | Abito da sposa : ! Wedding Angels | Cerimonia : Troup Square.Savannah | Hair \u0026 Makeup : Heather Ferguson | Bridal Shoes : Kelly e Katie | Radio Show : The Bert MostraFotografia Brita è un membro del nostro Little Black Book .Scopri come i membri sono scelti visitando la nostra pagina delle FAQ .Fotografia Brita VIEW
Jun 11, 2014
Jun 11, 2014 at 4:25 AM UTC
Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord
Aug 16, 2014
Aug 16, 2014 at 5:30 PM UTC
Nunca disse-lhe que em nada creio,
é certo que tenho fé em todas as coisas
e, deveras, dou nenhuma importância a elas.
Todos os caminhos tem ao fim peso semelhante
pois serão trilhados pelos mesmos andarilhos.
O percurso não importa, e muito menos o destino
tendo em vista que a chegada é o ponto de partida.
As experiências são, em suma, meu objeto de valor.
A existência é algo simples, e criei o hábito de não mais dar-lhe sentido,
pois as conjecturas propostas são ,de fato, uma perda de tempo,
tempo no qual também não mais tenho me questionado,
pois acredito que os dias são uma besteira,
vejo agora apenas uma continuidade de movimentos
e não mais páginas de calendários, o que me proporcionou um entediante hábito de insonia.
E quanto ao resto da humanidade, digo que é bem possível que exista, mas não tenho certeza.
Por fim, não lhe peço nada,
pois, sinceramente, não me importo.
Jun 26, 2013
Jun 26, 2013 at 12:43 AM UTC
drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være
(Marolle)
May 13, 2015
May 13, 2015 at 4:23 PM UTC
- en at kigge på når jeg vågner søndag morgen
- en der vil tage min hånd og danse rundt med mig
- en at dele de ting der gør mig lykkelig med
- en at dele de ting der gør mig bedrøvet med
- en som vil have et godt forhold til min familie
- en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys
- en at tage med ud at se på kunst
- en at diskutere politik og læse avis med
- en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden
- en der ville tage med mig til Paris
- en som vil kysse min nakke blidt i søvne
- en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med
- en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det
- en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes
- en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes
- en at læse mine digte højt for
- en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange
- en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv
- en at lytte til lækker musik med
- en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange
- en som tør dele sine tanker og følelser med mig
- en at lytte til
- en at leve for
- en at elske med
- en at kysse på
- en at have tillid til
- en som elsker mig på trods af mine fejl
- en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter
- en som syntes at disse ting også er væsentlige
Dec 4, 2015
Dec 4, 2015 at 7:42 PM UTC
Eu disse que você ficava linda
com aquele óculos pink;
você não acreditou, extravasou,
de mentirosa me chamou.
Disse que sua bota amarela
caía muito bem com o chapéu verde limão;
você começou a usar apenas cinza,
ranzinza.
Que sua lingerie bege contrastava bem
com o tom escuro de sua pele;
você apareceu com um sutiã vermelho,
rendado, ao banal destinado.
Disse que seus pelos ficavam engraçadinhos
arrepiados no frio;
você podou todos, rodou,
virou, trocou.
Minha paixão a transformou
chama apagada de desilusão.
Eu disse sim,
ela disse sim não sim,
cala a boca,
vamos comprar feijão.
Amava sua breguice,
não se contentava com a mesmice.
Voltaria no tempo
revê-la pela primeira vez,
na praça na noite de natal,
de vermelho e avental,
blusa estampada com um neandertal,
metendo moral no ******* maioral.
Ah, que visão surreal.
Ali eu te amei. Ali eu te beijei.
Nov 15, 2016
Nov 15, 2016 at 11:23 PM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
Sentado e descalço, sobe um banco de madeira preta,
Pintei o quarto de verde vivo, igual ao vaso do quintal,
Contrastando com a cor amarela da flor que parara de crescer!
Queria ver aquela flor mais verde que o vaso que acabara de pintar.
Apressado como de costume e porque admito é feitio meu,
Pegava desajeitado e pouco reflectido com vontade de florir,
O amarelo perdido daquela planta que me havia já esquecido,
Não era tinta vazia, que ela queria, mas carinho de minhas mãos,
Peguei nela caída, encostei-a a mim e disse-lhe que gostava dela,
Suspirou-me ao ouvido e perguntou-me porque não a levava comigo,
Encostei-a a mim trouce-a cuidadosamente ao colo para dentro de casa,
Dei-lhe um copo de água e aconcheguei-lhe a terra do caule,
O adubo que ela recebia de mim, em carinhos fizeram-na adormecer!
Sentei-me no banco quase seco de tinta verde e pintei as calças,
Adormecendo como que um pai olhando seu filho dormir!
Sonhei pela noite fora e quando acordei, aquela flor amarela,
Que eu havia trazido comigo, sorriu-me nos olhos estremunhados,
Acordei feliz e cheio de alegria porque em seu olhar a flor vivia.
Por vezes a vida descabida de pressa por coisas vazias,
É tão bonita quando na calma do tempo um carinho te dá alento.
E eu voltei a pintar todo dia e em cada dia que passava a flor crescia,
O amarelo que lhe percorria o ser mudava de cor para a cor de esperança.
A cada dia, eu dormia mais feliz, porque sentia seu cheiro chegar a mim.
Essa flor um dia pegou-me nos olhos e pediu-me de novo carinho,
E eu olhei-a, da maneira que sempre quis cheirá-la e encostei-a a mim,
Enquanto dormia!
Autor: António Benigno
Dedico à minha vida que nem para nem anda!
Aug 31, 2013
Aug 31, 2013 at 4:58 AM UTC
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket
(Marolle)
May 14, 2015
May 14, 2015 at 5:41 AM UTC
Eu não sei o que sentir,
É tudo tão vago.
Por aqui, ele me disse.
Olhe as rosas, tão belas quanto você,
Teu perfume é melhor com certeza,
A doçura delas se perdeu ao ver
Que o meu amor era teu.
Rimas e rimas depois,
Vinhos mais tarde,
Era você e uma moça
No parque
Não eu!
May 2, 2014
May 2, 2014 at 11:39 PM UTC
San Lorenzo, io lo so perché tanto
di stelle per l'aria tranquilla
arde e cade, perché sì gran pianto
nel concavo cielo favilla.
Ritornava una rondine al tetto:
l'uccisero: cadde tra spini:
ella aveva nel becco un insetto:
la cena dei suoi rondinini.
Ora è là, come in croce, che tende
quel verme a quel cielo lontano;
e il suo nido è nell'ombra, che attende
che pigola sempre più piano.
Anche un uomo tornava al suo nido:
l'uccisero: disse: Perdono;
e restò negli aperti occhi un grido:
portava due bambole in dono...
Ora là, nella casa romita,
lo aspettano, aspettano in vano:
egli immobile, attonito, addita
le bambole al cielo lontano.
E tu, Cielo, dall'alto dei mondi
sereni, infinito, immortale,
oh! d'un pianto di stelle lo inondi
quest'atomo opaco del Male!
1.1k
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft
akavet venskabelighed, fortumlet interaktion
ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved
skriver digte der dernæst glemmes
'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'
føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
hvem er jeg overfor dig? tilbageblikkets endegyldige tvivl og
hjernens omdrejninger
smilende øjeblik,
derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse
hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
filtrere al støjen væk ?
tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag
vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!
farvel!
hvem er jeg uden dig
velkommen tilbage, fremmed følelse
velkendt person
farvel
Oct 24, 2015
Oct 24, 2015 at 6:22 PM UTC
Eu te olhei
Pela primeira vez na chuva,
Seu sorriso brilhava
As lágrimas no meu rosto pararam
E eu sorri também.
Queria sentir seu perfume,
Todo dia.
E quando eu te disse adeus,
Tudo em mim doía.
E dói,
Dói até hoje.
Eu não consigo evitar,
Ao me olhar no espelho,
Tudo que vejo é você.
Dec 8, 2013
Dec 8, 2013 at 4:47 PM UTC
De siger at du skal kæmpe imod dine fjender
men det er utrolig svært at kæmpe imod dig selv ikke?
Du blev skåret af disse skarpe vinger
og blomster flød ud af din hud, din mund og dine øjne
Stemmen er ikke den eneste der kan skrige også huden, kroppen og armene for nogen eller noget
Og jeg ved ikke hvad der er værst.
Mar 31, 2015
Mar 31, 2015 at 4:39 PM UTC
Dolce e chiara è la notte e senza vento,
E queta sovra i tetti e in mezzo agli orti
Posa la luna, e di lontan rivela
Serena ogni montagna. O donna mia,
Già tace ogni sentiero, e pei balconi
Rara traluce la notturna lampa:
Tu dormi, che t'accolse agevol sonno
Nelle tue chete stanze; e non ti morde
Cura nessuna; e già non sai né pensi
Quanta piaga m'apristi in mezzo al petto.
Tu dormi: io questo ciel, che sì benigno
Appare in vista, a salutar m'affaccio,
E l'antica natura onnipossente,
Che mi fece all'affanno. A te la speme
Nego, mi disse, anche la speme; e d'altro
Non brillin gli occhi tuoi se non di pianto.
Questo dì fu solenne: or dà trastulli
Prendi riposo; e forse ti rimembra
In sogno a quanti oggi piacesti, e quanti
Piacquero a te: non io, non già ch'io speri,
Al pensier ti ricorro. Intanto io chieggo
Quanto a viver mi resti, e qui per terra
Mi getto, e grido, e fremo. Oh giorni orrendi
In così verde etate! Ahi, per la via
Odo non lunge il solitario canto
Dell'artigian, che riede a tarda notte,
Dopo i sollazzi, al suo povero ostello;
E fieramente mi si stringe il core,
A pensar come tutto al mondo passa,
E quasi orma non lascia. Ecco è fuggito
Il dì festivo, ed al festivo il giorno
Volgar succede, e se ne porta il tempo
Ogni umano accidente. Or dov'è il suono
Di què popoli antichi? Or dov'è il grido
Dè nostri avi famosi, e il grande impero
Di quella Roma, e l'armi, e il fragorio
Che n'andò per la terra e l'oceano?
Tutto è pace e silenzio, e tutto posa
Il mondo, e più di lor non si ragiona.
Nella mia prima età, quando s'aspetta
Bramosamente il dì festivo, or poscia
Ch'egli era spento, io doloroso, in veglia,
Premea le piume; ed alla tarda notte
Un canto che s'udia per li sentieri
Lontanando morire a poco a poco,
Già similmente mi stringeva il core.
1.1k