"vender" poems
When your children
Near berserk us;
When the maitre de
Would disapprove;
When the pastor
Stops the service
To ask your cut-ups
To stop and move,
I shrug my shoulders.
Don't grow nervous...
I buy, of course,
Though they don't deserve it....
When the ice cream vender
Tries to serve us....
Not my monkeys!
Not my circus!
Aug 25, 2015
Aug 25, 2015 at 7:17 AM UTC
Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden
Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive
Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed
Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig
Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til
For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede
Jan 13, 2015
Jan 13, 2015 at 5:11 PM UTC
The echoes of silence whisper
Before you first kiss her
And the cruel love vender
Tempts you with splendor.
With a touch so tender
An elephant won’t remember.
What’s to remember?
After the three words she’ll whisper
With a look so tender
Directions to kiss her
And feeling of splendor
From this stomach butterfly vender.
The memory vender
Will cause you to constantly remember
The way she makes you feel splendor.
Sorrow is at a whisper
And it’s silent when you kiss her
And lock hands tight and tender.
Love is a butterfly beautiful and tender,
Sold carefully by a careless vender.
Pitching his sale every time you kiss her
With his silver tongue you won’t remember,
Love can hurt, cuts can be made out of a whisper
But even roses have thorns and sorrow its splendor.
How come I feel splendor
When my words touch tender
Like the hand of a whisper
And the feel good vendor
Sales. She’ll always remember
The way you make her feel when you kiss her.
So never forget to kiss her.
Because it makes her feel splendor
And will make you both remember
Through the touch so tender,
Why you sought out the cruel love vendor
And can’t keep your three words at a whisper
So kiss her tender,
Serenade her with splendor and be the vendor.
Make her remember the echoes of silence whisper.
May 19, 2012
May 19, 2012 at 2:45 AM UTC
Rigt dyreliv i en tæt bevokset provinsby.
Det er et svært gennemtrængeligt terræn,
så vi skærer gennem natten med vores macheter
og tører blodet af i græsset.
I dette tropiske klima tørster vi alle,
så vi hælder de gyldne dråber ned
og banker på himlens porte i håbet om et svar, på et spørgsmål vi ikke kender.
I dette forskurede etablissement
vender vi jungleloven på hovedet.
Her er det den svageste part,
der klarer sig på den stærkestes bekostning.
Jungletrommerne brager. Det uformelle netværk, hvor rygter og nyheder spredes hurtigere end sygdomme blandt divaer,
i junglen.
Nov 11, 2014
Nov 11, 2014 at 6:36 PM UTC
Lugar cativo
Onde me deito cativante
E abro a gargante e choro.
Nao darei mais o Tempo
Nem reconciliarei menos o perdao.
Somos os dias contados pelos dedos
E quanto menos tenho menos quero ter.
Frio com febre estou
Doente dos ossos, raspando-os
Ate ao po se extinguirem
e absorvo-os pela narina mais próxima
Directo ao cérebro que me permiti vender
Indirecto ao coração que morto 'e aos poucos.
Faca de dois gumes afiada na pedra
E enrolada no peito cada dia mais,
Milimetro a Milimetro
Para que a dor seja minuciosamente
Mental.
Fatal.
E da paisagem verdejante
Onde passeio as pernas pesadas
Do chumbo das balas perdidas,
Com que te matei,
Absorvo o bicho por entre o jardim
E a natureza para mim nao 'e mais
Que o conteúdo do bolo que cozinhei
Para esquecê-lo.
Cativo ligar
Que permaneço cativa
Húmido que me constipa os dentes
Como a agua gelada com que tomo banho
E nem assim acordo.
Não sei se esta Dor caberá
nas milhares de palavras que defecarei
Ate este dia tardar
E a minha vida por fim, acabar.
Não 'e de minha dor que escrevo,
'e a tua que me percorre este sangue anémico.
Consideras-te feliz que nem um porco
Que na lama chafurda a couraça.
E eu com esta dor de costas do peso
De trazer o Mundo nos bolsos
E por cada morte que deus padece
Um sopro no coração me oferece.
Dor, dor, dor, dor, dor, dor
Qual Jesus Cristo, o redentor.
Jul 7, 2012
Jul 7, 2012 at 9:01 PM UTC
jeg husker ikke meget fra den nat
jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille
din station
der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen
det der gemmer sig
jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok
følelsesløsheden
og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre
du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig
hvor har du været
jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender
hvorfor er du kommet
spurgte du
fordi jeg fryser
du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det
dine øjne
de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe
du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før
hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt
fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen
svarede du
der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb
... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen
glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik
der var koldt i værelset
igen
og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg
da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs
for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol
og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille
så undrer jeg mig
men det af dig
der svæver om mig
det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg
... fordi du altid lod
mig fryse
men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station
måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
Feb 15, 2015
Feb 15, 2015 at 6:00 PM UTC
A day on the boulevards chosen out of ten years of
student poverty! One best day out of ten good ones.
Berket in high spirits—”Ha, oranges! Let’s have one!”
And he made to ****** an orange from the vender’s cart.
Now so clever was the deception, so nicely timed
to the full sweep of certain wave summits,
that the rumor of the thing has come down through
three generations—which is relatively forever!
1.6k
Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til.
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!
Apr 21, 2019
Apr 21, 2019 at 4:22 PM UTC
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.
Sep 30, 2015
Sep 30, 2015 at 2:27 AM UTC
Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder
Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op
En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder
Mar 23, 2017
Mar 23, 2017 at 10:26 AM UTC
Du giver mig røde øjne, et manifest
Jeg ved ikke hvad jeg vil have.
Den ene og den anden side.
Forsvinder hele tiden, men dukker op
Dykker ned, en dukkert af følelser.
Græder, men vil grine. - gør i skam.
Jeg bliver ynkelig og desperat.
Klamrer mig fast til masten.
Telefonmasten, med mine beskeder til dig
på. På hovedet, vender min verden.
Du mishandler mig, misforstår kærlighed.
Væsker af salt løber ud af øjnene
Tårer med smag af løgn og latin.
Te amo.
Aug 26, 2015
Aug 26, 2015 at 3:41 PM UTC
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket
(Marolle)
May 14, 2015
May 14, 2015 at 5:41 AM UTC
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
Tienes, como Luzbel, formas tan bellas,
Que eí hombre olvida al verte, enamorado,
Que son tus ojos negros dos estrellas
Veladas por la sombra del pecado.
Y no turbas, hipócrita, el reposo
Del pobre hogar con que tu falta escudas,
Porque a besar te atreves al esposo,
Como besara a Jesucristo Judas.
¡Aun sus flores te dan las primaveras,
Y ya tienes el alma envilecida!
Ya llegarás a ver, aunque no quieras,
El horizonte oscuro de tu vida.
Desdeñas los sagrados embelesos
Del casto hogar de la mujer honrada,
Y audaz ostentas, al vender tus besos,
Las llamas del infierno en tu mirada.
Manchas el suelo que tu planta pisa,
Y manchas lo que tocas con tu mano.
Te dio Lucrecia Borgia su sonrisa,
Y Mesalina su perfil romano.
Brota el deleite de tus labios rojos;
Se aparta la virtud a tu presencia,
Porque negras, más negras que tus ojos,
Tienes, mujer, el alma y la conciencia.
Rosas de abril parecen tus mejillas,
Mármol de Paros tu ondulante seno;
Mas ¡ay! que tan excelsas maravillas
Son de barro no más, no más de cieno.
Reina del mal, tú tienes por diadema
La infamia, que con nada se redime.
¿El pudor? ¡Es un ascua que te quema!
¿El deber? ¡Es un yugo que te oprime!
Tienen las gracias con que al mundo halagas,
Precio vil en mercados repugnantes;
¡Y te envaneces de cubrir tus llagas
Con seda recamada de brillantes!
En este siglo en que el honor campea,
No te ha de perdonar ni el vulgo necio.
Hieren más que las piedras de Judea
Los dardos de la burla y del desprecio.
Mañana, enferma, pobre, abandonada,
De la mundana compasión proscrita;
El Honor, cuando mueras humillada,
Sobre tu losa escribirá: ¡Maldita!
1.1k
Jeg kendte til mystiske væsner
Mærkværdige fabeldyr
nogle man aldrig har hørt om før
nogle der ikke kan beskrives med ord
Jeg blev budt velkommen af mange
men der var nogen der var forunderlige
de var nærmest som skygger, der krydsede folks veje
uden at møde nogen
Jeg lod dem vandre, for hvad ville der ske hvis man talte til dem
Måske forsvinde, det var hvad jeg havde hørt
Man bør aldrig forstyrre en skyggegænger
de går i cirkler, men vender aldrig tilbage til samme sted
Jeg ved ikke, hvor de forsvandt hen
Jeg ser dem aldrig mere
Jeg havde hørt det ville ske, at det sker for alle
Jeg håber de har det godt
May 23, 2015
May 23, 2015 at 2:02 PM UTC
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC
Baby pink soft toys, Flirting around with tough boys!
Having an obsession with the color pink and putting their wits into the sink.
Letting emotions control their decisions. So, that their lives can never be lead by precision.
I definitely ain't this kinda girl. Indeed the one who insults with a hurl.
But.. If you do get to know me, You"ll understand that i am not a ******** vender.
Not a narcissist. But, hell yes a pacifist.
I'd love to live and die as a pertinent, I hope my thoughts were a little more Consistent!
May 15, 2014
May 15, 2014 at 4:26 AM UTC
A vida é um mistério geral cheia de condolências,
Os cínicos do costume que peneiraram na nossa vida,
Das águas saloias consolidaram a nossa intimidade!
Mas será que lá longe ainda o céu é distante,
Ou gentes carentes procuram aliviar coisas irritantes?
É, essa foi a verdade, numa historia idiota,
Na procura de esquecer um amor ampliatório!
Já eu não tão sóbrio, um perfeito idiota,
Deixei que apreciassem de uma fraqueza minha!
Lol. A solidão que eu tanto gostava, separei-me dela pela mentira!
Mas são assim todos os idiotas como eu,
Gostam, e aventuram-se no desconhecido de gentes bestiais,
Desprovidos de tristeza e fortes em avareza!
Aparentam o que não são e fazem-se vender mais caros!
Mas e eu que sou um idiota puro e aventureiro,
Não pensei que traria comigo no bolso as coordenadas
De uma nova vida! Em segundos tudo mudou,
A besta que me tornei é realmente feliz!
Autor: António benigno
Código de autor: 2012.02.12.01.01
Aug 30, 2013
Aug 30, 2013 at 1:54 PM UTC
I was obliged to a vow
This vow was an obligation
To commemorate my
Perseverance.
Persecutions upholds the level
Of transparencies
Consequences flamboyant to
My ideologies.
Preserve and perceive
The hollow tumor of my
Beloved radiant memory
I render a tender
To my self vender
Does it come asunder
After like striking thunder?
I bow to this vow
Obliged and compelled
A favor to my self I shotgun
Impelling this vow and
Disrespecting not.
The oomph of vowing and the zeal
To embrace
I heart this vow for betterment
Of me myself and I.
♡♡♡♡
Nov 10, 2016
Nov 10, 2016 at 4:57 AM UTC
Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket
Dec 5, 2016
Dec 5, 2016 at 4:24 PM UTC
du kommer kun forbi
en gang hver
sjette
måned
altid et
nyt
uventet
sted
er der oftest kun
partielt
delvist
på et kort
visit
vender om på
nat
og dag
for en stund
ser man på dig
bliver man
(for)blændet
og du er et
fænomen
man skal opleve
mindst
en gang i
livet
og du kommer
i morgen
og forsvinder
i morgen
Mar 19, 2015
Mar 19, 2015 at 2:45 PM UTC
Na minha parede branca
tem uma mancha
sujeira qualquer
que não sei donde vem
mas é só uma mancha
que passa desapercebida
que nos momentos de depressão é meu acalanto
esperando que o pintor
daqueles de parede
quando eu for vender minha alma
vá pintar essa parede suja
para que o futuro empreendedor imobiliário
faça um bom negócio
e ninguém nunca vai saber
pois a ninguém interessa saber
se tinha essa mancha
na minha parede branca
Jul 9, 2015
Jul 9, 2015 at 11:06 PM UTC