spiser min tunge for at være
sikker på, jeg ikke siger noget,
jeg fortryder om lidt
du sidder på sengekanten med
dit højre ben under venstre lår,
ruller endnu en cigaret
siger du ikke er afhængig af
andet end blå mandage, og
jeg ved ikke hvilken dag det er
i nat
hvis champagne havde været
tøj, ville du være nøgen
hvis cigaretskodder havde været
mad, ville vi begge to være mætte
mine ankler er ømme af
kærlighed
mine fingre svider af frygt for,
de ikke kan gøre op for alt det,
jeg sjældent lader dig høre
jeg var kun et barn, da jeg
elskede dig
havde svært ved at
holde op
igen

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

I want to bud on
A mountaintop.
To bloom with no
Shelter from the
Weather. Let my
Petals fall down
For hours, so that
Those below don't
Know from what
Place I've come.

Everybody
Is broken
At least a little bit
Since when did brokenness land on a measurement of more, or less?
Like, beaten is better than broken,
It's better to be battered than shattered

But last I checked broken was a loss of functionality,
If you can't do the same things you used to without crying,
You're just as broken as the rest of us,
If you just don't smile as often as you used to,
You're just as broken as the rest of us,
If you can't even hold a pencil without your hand shaking,
I'm sorry, you're broken, just like the rest of us.

What if I told you that in order to be truly broken you have to accept it,
What if I told you that in order to accept brokenness you inherently accept that you were ever whole in the first place and you, were made of pieces.
Two halves came together to make you,
And no self inflicted bashing, slashing or thrashing will bring you alive again because you were never dead
You have so many parts that have lost segments of code
You're not broken, you've just altered your directive
Because brokenness, assumes that you have a function,
And
If you can't perform a function anymore,
It's okay to find a new one.
You're not broken,
You're just weathered.