Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til. 
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!

Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.

*** ligger på marken
Hendes hud er helt bleg og hendes krop er kold.
*** har lagt der siden dét skete!
Marken er dækket af røde valmuer, kontrasten mellem hendes blege hud og de grønne græsstrå der giver fylde til marken, får det hele til at virke så uvirkeligt!
Brutalt, hendes øjne er stadig åbne, *** kigger til siden, for selvom *** er kold, er der stadig ting *** ikke vil se i øjnene.  
Blodet er stivnet, hendes blod er koaguleret, ligsom hendes liv.
Alt lever videre selvom *** er blevet plantet der ved en fejl, fuglene synger og insekterne spjætter, kun et spørgmål om tid før de bosætter sig på hendes korpus, og *** bliver en del af valmuemarken..

For du var gift i glasset, salt i såret. Du var djævlens engel, og sandhedens mester. For du kunne hade og elske, få og miste, ofte som det passede dig.
Jeg var glasset der bar giften, jeg var såret der smagte salten, jeg var facadernes mester, jeg kunne hade og elske, give og miste.
Du var skyggernes herrer, solens profet og gudernes Lucifer.
Du bar din smagløse kærlighed i dine lunkne hænder…

Fast parforhold.
Faste par.
Faste forhold.
Par.
Forhold.
Parforhold.
Fast forhold.
Hold.
Fast par.
Fast.
Hold fast.

Jeg elsker dig.
Elsker dig.
Jeg.
Elsker.
Dig.
Fast.

Er det strafbart
At sige du er rar
I mens vi drikker kaffe på en kaffebar
Kigge i dine øjne, er det rart?
Eller skal du forberede dig
3, 2, 1
Eller er du bare klar?
Vi kan også sige
Klar, parat start, der flere muligheder
Men du vælger bar!
Vi kan også bare snakke?
Men jeg venter svar!
for lige nu, er du det
jeg kalder for en smule uparat.  
Tror ingen af os, kom så godt fra start

Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!

Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!

Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!

I en vejkant, i kanten af vejen
ligger jeg
På asfaltens kolde krop
Spredt ud mellem småsten og tyggegummi
DNA strøg fra alle der har gået her
inklusivt dig.
Derfor ligger jeg her.
Bastant er min kropsvægt
Tynget til vejens massive længsel,
efter gå gang, hop, og dans.
Måske fortvivler mine tåre?
Jeg fylder afløb, huller, og hjerter ud
med metaforisk kapgang
I et naivt håb om at din ømhed
vil ligge sig i en vejkant, i kanten af vejen.

Mød mig på de rene linjer
Dans på de mørke gulve
Skab ro hvor uroen hvisker
Mal mine tanker hvide
For de er så sorte
Dans med tanken om lykke
Til de ulykkelige toner
Kron de ukronede
Og tal til de fremmede lyde
Vogt dig for de forbandede
Og fri dig fra noget andet

Hvisk til mig, fortæl at alt er okay
Tys på mine fordomme og alt der
Høre med
Fortæl mig at livet er farligt
Og at jeg skal tage den med ro

Mød mig hætteklædt
Og klæd mig på
Til livets omstændigheder
Og uheldigheder
Mød mig på linen hvor de danser
Selvom der ik er plads til flere end to

Sandheden er
hvad sandheden er
Den er hverken
mere eller mindre
sand eller usand

DET ER LIGSOM MØRKET.

SOM AT SOVE.

FOR AT DRØMME.

SÅ AT VÅGNE.

JEG VIL FLYGTE.

Det har stået på længe
Rigtig længe
For længe.
Jeg løber væk, og lader alt være som det er og forbliver.
Jeg vil ikke forblive, så derfor tager jeg afsted.
Jeg pakker mine følelser væk, blot for altid.
Trækker i mine sko, og lader alt stå tilbage. For jeg vil gå steder du ikke har gået, jeg vil møde mennesker du ikke har mødt, jeg vil elske en som jeg ikke har elsket. Jeg vil bare have lov til at være mig!
Jeg har pakket mine ting, og døren er låst.
Blot for altid.

DE KYSSEDE, HURTIGT!
Så cyklede han hjem, med en kebab i tasken.
*** svingede op af sine trapper fordi, drinks på hans regning.

Vi var oppe at flyve, men nu lander vi!
Lander du, lander jeg.
Dit ja blev et nej.
Så hvor fra letter vi, og hvorhenne ender vi?
For ja, hvor i verden lander de?
Når vi er dem, og "de" er "vi"!

Jeg er ved at dykke ned i den verden jeg frygter aller mest.
Den verden hvor alting vender op og ned på ALTING.
Jeg ved ikke om jeg skal dykke længere, for jeg er bange for at drukne.
Prøver at bevare roen, selvom at den ro jeg har inden i er en vedvarende uro.
Jo længere jeg dykker ned, jo mere bliver jeg kvalt i den ikke eksisterende tid.
Uforstående er vi vel begge to, mindre og mindre skal der til for at tid ligepludselig bliver eksistentiel og at vi begge ender på bunden kvalt og alene i hinandens tilstedeværelse.

Så står vi her med tandpasta i hele fjæset,
kigger os selv i spejlet og ser vores spejlbillede,
reflektionerne viser eller beviser mere end vi vil erkende.  
Selvom vi kigger på hinanden og griner,
ved vi godt at en situation som denne, er ligegyldig i morgen...

Nok forlader jeg min grund, af grunde.
Sad fast i blandt mennesker, 20+, kaffeånde, væk fra alt der idealisere voksenlivet, og det der reflekterede en nærmest nær dødsoplevelse i mine øjne. Sad fast i mellem andres drømme, mixed up med ***** redbull, klistrede skosåler som valser ned i gennem jomfruhinden, for at projektere deres drømme med andres. For at finde ud af at de ikke er kommet videre i deres liv end fra sidste weekend. Nok forlader jeg podier, pedestaler, guld, sølv & bronze-mentaliteten, et ungdomsmararidt der altid ender i ramaskrig, ingen solidaritet for den modsatte. Springer ud fra tippen, af egen næse. nogle burde gøre det samme.

Tåget himmel
Tågede tanker
Tåge hoved
Synkende anker
Flåden til søs
Gør hvad vi kan for at høst
Tager den til land, tager den til kyst
Har du lyst? Har du lyst?
Master og skuder i sigte
Gør hvad vi kan for at sigte
Rammer plet, rammer plet
Gør hvad vi kan, vi skal jo forpligte  
sejler i havn, til ukendte steder  
Slås om vor land, på ukendte steder
Tåget himmel
Tågede tanker
Tåge hoved
Jeg er dét synkende anker

Sølvpapiret købt for det skulle brændes
efter noget tid var de søde, alle skulle krammes
flaskerne med huller i, bundvandet altid noget grumserig
for der var en sødelig lugt af de ristede cigaretter
bruner klumper i de voksnes frakker
Børn, hold ti! Nu er det de voksene der “snakker”..

Jeg vil være betydningen i de ord du BANKER ned i dit tastatur klokken 03:00 om natten, fordi du føler der ingen anden vej er frem, end at markere dine følelser ned, sort på hvidt.
Jeg vil gøre dig vred, indebrændt og gal, så jeg ved du holder af mig.
Men ej, er jeg en del af det, en del af det du længes efter…
Jeg mærker det, en konstant tomhed som begge er over os, men vi kigger stadig på hinanden i håbet om at vi kan blive DÉT!

*** græd
På knæ sad ***
Tiggede med hele sit hjerte
Ukendte øjne vendte sig
De så på hende
De havde set på hende før
Men det var ikke det samme blik
*** troede at det havde ændret sig
Men intet ændrer sig
Ufunktionel kærlighed
Det var sådan det var
Og det er sådan det er
Nu er de bare bekendte
Som går op i hinanden
*** græd

Tomhændede hænder
det er det jeg ender med at stå tilbage med.
En ikke eksisterende kærligheds falset,
som gentagende gange laver falske pirouetter.
Vi går begge på linen, men ingen af os danser.
Du falder ned i nettet, imens jeg falder ned i uendeligheden.
Vores øjne vender synkront, men vi kigger ikke på hinanden
ikke på samme måde som vi gjorde før hen!
Dine øjne lyste op når de fik kontakt med mine.
De lyste op på en måde hvor på lyset gik i ét med mørket.
Dit nærvær går igennem kroppen på mig, koldt..
Er det min opfattelse, eller er det din?
jeg ved vi er unge men jeg føler mig ældre, tiden går ligeså hurtigt som hvis tiden ikke gik.