Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
How sweetly shines, through azure skies,
  The lamp of Heaven on Lora’s shore;
Where Alva’s hoary turrets rise,
  And hear the din of arms no more!

But often has yon rolling moon,
  On Alva’s casques of silver play’d;
And view’d, at midnight’s silent noon,
  Her chiefs in gleaming mail array’d:

And, on the crimson’d rocks beneath,
  Which scowl o’er ocean’s sullen flow,
Pale in the scatter’d ranks of death,
  She saw the gasping warrior low;

While many an eye, which ne’er again
  Could mark the rising orb of day,
Turn’d feebly from the gory plain,
  Beheld in death her fading ray.

Once, to those eyes the lamp of Love,
  They blest her dear propitious light;
But, now, she glimmer’d from above,
  A sad, funereal torch of night.

Faded is Alva’s noble race,
  And grey her towers are seen afar;
No more her heroes urge the chase,
  Or roll the crimson tide of war.

But, who was last of Alva’s clan?
  Why grows the moss on Alva’s stone?
Her towers resound no steps of man,
  They echo to the gale alone.

And, when that gale is fierce and high,
  A sound is heard in yonder hall;
It rises hoarsely through the sky,
  And vibrates o’er the mould’ring wall.

Yes, when the eddying tempest sighs,
  It shakes the shield of Oscar brave;
But, there, no more his banners rise,
  No more his plumes of sable wave.

Fair shone the sun on Oscar’s birth,
  When Angus hail’d his eldest born;
The vassals round their chieftain’s hearth
  Crowd to applaud the happy morn.

They feast upon the mountain deer,
  The Pibroch rais’d its piercing note,
To gladden more their Highland cheer,
  The strains in martial numbers float.

And they who heard the war-notes wild,
  Hop’d that, one day, the Pibroch’s strain
Should play before the Hero’s child,
  While he should lead the Tartan train.

Another year is quickly past,
  And Angus hails another son;
His natal day is like the last,
  Nor soon the jocund feast was done.

Taught by their sire to bend the bow,
  On Alva’s dusky hills of wind,
The boys in childhood chas’d the roe,
  And left their hounds in speed behind.

But ere their years of youth are o’er,
  They mingle in the ranks of war;
They lightly wheel the bright claymore,
  And send the whistling arrow far.

Dark was the flow of Oscar’s hair,
  Wildly it stream’d along the gale;
But Allan’s locks were bright and fair,
  And pensive seem’d his cheek, and pale.

But Oscar own’d a hero’s soul,
  His dark eye shone through beams of truth;
Allan had early learn’d controul,
  And smooth his words had been from youth.

Both, both were brave; the Saxon spear
  Was shiver’d oft beneath their steel;
And Oscar’s ***** scorn’d to fear,
  But Oscar’s ***** knew to feel;

While Allan’s soul belied his form,
  Unworthy with such charms to dwell:
Keen as the lightning of the storm,
  On foes his deadly vengeance fell.

From high Southannon’s distant tower
  Arrived a young and noble dame;
With Kenneth’s lands to form her dower,
  Glenalvon’s blue-eyed daughter came;

And Oscar claim’d the beauteous bride,
  And Angus on his Oscar smil’d:
It soothed the father’s feudal pride
  Thus to obtain Glenalvon’s child.

Hark! to the Pibroch’s pleasing note,
  Hark! to the swelling nuptial song,
In joyous strains the voices float,
  And, still, the choral peal prolong.

See how the Heroes’ blood-red plumes
  Assembled wave in Alva’s hall;
Each youth his varied plaid assumes,
  Attending on their chieftain’s call.

It is not war their aid demands,
  The Pibroch plays the song of peace;
To Oscar’s nuptials throng the bands
  Nor yet the sounds of pleasure cease.

But where is Oscar? sure ’tis late:
  Is this a bridegroom’s ardent flame?
While thronging guests and ladies wait,
  Nor Oscar nor his brother came.

At length young Allan join’d the bride;
  “Why comes not Oscar?” Angus said:
“Is he not here?” the Youth replied;
  “With me he rov’d not o’er the glade:

“Perchance, forgetful of the day,
  ’Tis his to chase the bounding roe;
Or Ocean’s waves prolong his stay:
  Yet, Oscar’s bark is seldom slow.”

“Oh, no!” the anguish’d Sire rejoin’d,
  “Nor chase, nor wave, my Boy delay;
Would he to Mora seem unkind?
  Would aught to her impede his way?

“Oh, search, ye Chiefs! oh, search around!
  Allan, with these, through Alva fly;
Till Oscar, till my son is found,
  Haste, haste, nor dare attempt reply.”

All is confusion—through the vale,
  The name of Oscar hoarsely rings,
It rises on the murm’ring gale,
  Till night expands her dusky wings.

It breaks the stillness of the night,
  But echoes through her shades in vain;
It sounds through morning’s misty light,
  But Oscar comes not o’er the plain.

Three days, three sleepless nights, the Chief
  For Oscar search’d each mountain cave;
Then hope is lost; in boundless grief,
  His locks in grey-torn ringlets wave.

“Oscar! my son!—thou God of Heav’n,
  Restore the prop of sinking age!
Or, if that hope no more is given,
  Yield his assassin to my rage.

“Yes, on some desert rocky shore
  My Oscar’s whiten’d bones must lie;
Then grant, thou God! I ask no more,
  With him his frantic Sire may die!

“Yet, he may live,—away, despair!
  Be calm, my soul! he yet may live;
T’ arraign my fate, my voice forbear!
  O God! my impious prayer forgive.

“What, if he live for me no more,
  I sink forgotten in the dust,
The hope of Alva’s age is o’er:
  Alas! can pangs like these be just?”

Thus did the hapless Parent mourn,
  Till Time, who soothes severest woe,
Had bade serenity return,
  And made the tear-drop cease to flow.

For, still, some latent hope surviv’d
  That Oscar might once more appear;
His hope now droop’d and now revived,
  Till Time had told a tedious year.

Days roll’d along, the orb of light
  Again had run his destined race;
No Oscar bless’d his father’s sight,
  And sorrow left a fainter trace.

For youthful Allan still remain’d,
  And, now, his father’s only joy:
And Mora’s heart was quickly gain’d,
  For beauty crown’d the fair-hair’d boy.

She thought that Oscar low was laid,
  And Allan’s face was wondrous fair;
If Oscar liv’d, some other maid
  Had claim’d his faithless *****’s care.

And Angus said, if one year more
  In fruitless hope was pass’d away,
His fondest scruples should be o’er,
  And he would name their nuptial day.

Slow roll’d the moons, but blest at last
  Arriv’d the dearly destin’d morn:
The year of anxious trembling past,
  What smiles the lovers’ cheeks adorn!

Hark to the Pibroch’s pleasing note!
  Hark to the swelling nuptial song!
In joyous strains the voices float,
  And, still, the choral peal prolong.

Again the clan, in festive crowd,
  Throng through the gate of Alva’s hall;
The sounds of mirth re-echo loud,
  And all their former joy recall.

But who is he, whose darken’d brow
  Glooms in the midst of general mirth?
Before his eyes’ far fiercer glow
  The blue flames curdle o’er the hearth.

Dark is the robe which wraps his form,
  And tall his plume of gory red;
His voice is like the rising storm,
  But light and trackless is his tread.

’Tis noon of night, the pledge goes round,
  The bridegroom’s health is deeply quaff’d;
With shouts the vaulted roofs resound,
  And all combine to hail the draught.

Sudden the stranger-chief arose,
  And all the clamorous crowd are hush’d;
And Angus’ cheek with wonder glows,
  And Mora’s tender ***** blush’d.

“Old man!” he cried, “this pledge is done,
  Thou saw’st ’twas truly drunk by me;
It hail’d the nuptials of thy son:
  Now will I claim a pledge from thee.

“While all around is mirth and joy,
  To bless thy Allan’s happy lot,
Say, hadst thou ne’er another boy?
  Say, why should Oscar be forgot?”

“Alas!” the hapless Sire replied,
  The big tear starting as he spoke,
“When Oscar left my hall, or died,
  This aged heart was almost broke.

“Thrice has the earth revolv’d her course
  Since Oscar’s form has bless’d my sight;
And Allan is my last resource,
  Since martial Oscar’s death, or flight.”

“’Tis well,” replied the stranger stern,
  And fiercely flash’d his rolling eye;
“Thy Oscar’s fate, I fain would learn;
  Perhaps the Hero did not die.

“Perchance, if those, whom most he lov’d,
  Would call, thy Oscar might return;
Perchance, the chief has only rov’d;
  For him thy Beltane, yet, may burn.

“Fill high the bowl the table round,
  We will not claim the pledge by stealth;
With wine let every cup be crown’d;
  Pledge me departed Oscar’s health.”

“With all my soul,” old Angus said,
  And fill’d his goblet to the brim:
“Here’s to my boy! alive or dead,
  I ne’er shall find a son like him.”

“Bravely, old man, this health has sped;
  But why does Allan trembling stand?
Come, drink remembrance of the dead,
  And raise thy cup with firmer hand.”

The crimson glow of Allan’s face
  Was turn’d at once to ghastly hue;
The drops of death each other chace,
  Adown in agonizing dew.

Thrice did he raise the goblet high,
  And thrice his lips refused to taste;
For thrice he caught the stranger’s eye
  On his with deadly fury plac’d.

“And is it thus a brother hails
  A brother’s fond remembrance here?
If thus affection’s strength prevails,
  What might we not expect from fear?”

Roused by the sneer, he rais’d the bowl,
  “Would Oscar now could share our mirth!”
Internal fear appall’d his soul;
  He said, and dash’d the cup to earth.

“’Tis he! I hear my murderer’s voice!”
  Loud shrieks a darkly gleaming Form.
“A murderer’s voice!” the roof replies,
  And deeply swells the bursting storm.

The tapers wink, the chieftains shrink,
  The stranger’s gone,—amidst the crew,
A Form was seen, in tartan green,
  And tall the shade terrific grew.

His waist was bound with a broad belt round,
  His plume of sable stream’d on high;
But his breast was bare, with the red wounds there,
  And fix’d was the glare of his glassy eye.

And thrice he smil’d, with his eye so wild
  On Angus bending low the knee;
And thrice he frown’d, on a Chief on the ground,
  Whom shivering crowds with horror see.

The bolts loud roll from pole to pole,
  And thunders through the welkin ring,
And the gleaming form, through the mist of the storm,
  Was borne on high by the whirlwind’s wing.

Cold was the feast, the revel ceas’d.
  Who lies upon the stony floor?
Oblivion press’d old Angus’ breast,
  At length his life-pulse throbs once more.

“Away, away! let the leech essay
  To pour the light on Allan’s eyes:”
His sand is done,—his race is run;
  Oh! never more shall Allan rise!

But Oscar’s breast is cold as clay,
  His locks are lifted by the gale;
And Allan’s barbèd arrow lay
  With him in dark Glentanar’s vale.

And whence the dreadful stranger came,
  Or who, no mortal wight can tell;
But no one doubts the form of flame,
  For Alva’s sons knew Oscar well.

Ambition nerv’d young Allan’s hand,
  Exulting demons wing’d his dart;
While Envy wav’d her burning brand,
  And pour’d her venom round his heart.

Swift is the shaft from Allan’s bow;
  Whose streaming life-blood stains his side?
Dark Oscar’s sable crest is low,
  The dart has drunk his vital tide.

And Mora’s eye could Allan move,
  She bade his wounded pride rebel:
Alas! that eyes, which beam’d with love,
  Should urge the soul to deeds of Hell.

Lo! see’st thou not a lonely tomb,
  Which rises o’er a warrior dead?
It glimmers through the twilight gloom;
  Oh! that is Allan’s nuptial bed.

Far, distant far, the noble grave
  Which held his clan’s great ashes stood;
And o’er his corse no banners wave,
  For they were stain’d with kindred blood.

What minstrel grey, what hoary bard,
  Shall Allan’s deeds on harp-strings raise?
The song is glory’s chief reward,
  But who can strike a murd’rer’s praise?

Unstrung, untouch’d, the harp must stand,
  No minstrel dare the theme awake;
Guilt would benumb his palsied hand,
  His harp in shuddering chords would break.

No lyre of fame, no hallow’d verse,
  Shall sound his glories high in air:
A dying father’s bitter curse,
  A brother’s death-groan echoes there.
llcb Dec 2015
Drømmene om drengene
og timevis samtaler sammen om de idioter
og tusindevis af tårer af tortur over dem
og smil til festerne
og øjnene på gangene
og huller i maven
og huller i hjertet

og et hul i hjernen hos dig;
fordi du fik din dreng efter noget tid
men tog også min med

Jeg vidste jo godt
at han var et røvhul
men jeg vidste bare ikke
at du også var det.
Hazel Apr 2018
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
-Hazel
emma Jan 2014
indviklet
viklet ind
i hinanden
mens vi falder
ud af mængden
væk fra natklubber
hånd i hånd
gang på gang

lejlighedsdøren knirker stadig
falsk kærlighed
sandt begær
nøgenheden lyver aldrig
men forholder sig tavs
smil fra dine øjne
brænder
som salt i åbne sår
for jeg er en andens
men vi er stadig
viklet ind
i hinanden
some poems just aren't supposed to be in english
llcb Jun 2015
Fik du margeritter på din fødselsdag? Den dag hvor din glæde kunne føles som en let brise på kilometers afstand og din kærlighed smilte til mit hjerte, og fik det over de 37 grader, som min krop er så bekendt med.
Vidste du hvor smuk du var? Den fredag du grinte over pis og papir.
         Tag min hånd ven.
Du ved det måske ikke, men du er et unikum i skyggen af dig selv. Dræbt af storhedsvanvid og smil for andre. Men når du er ærlig, så skinner du igennem og folk forelsker sig.
andenrangs poet Oct 2014
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
<3 tak for jer alle 7. og vi, alle 8.
Eowyn Apr 2015
For evigt sagde uret.
Mens viseren stod uden lærling,
En kold sommerdag
Mellem linjerne
Jeg hviskede et smil
Som kun verden kunne se.

Uvidenhedens byrde
Ubøjelig og støvet
Som bogen på hylden
Gerninger udviskes
Man slog med terningen.
Profitpolitik til taberne.

Profeternes livstegn,
Dagenes endelidt
Ledte til visdom
Hos den brave indianer,
Solgt som bankekød
I gårsdagens tumult.

Farvel sagde timen,
Da klokken slog tre.
Døde hen i solen.
Et matematisk spørgsmål.
Hav blot barmhjertig
Tikkende tastes tak.
Danish poetry
'The storm is in the air,' she said, and held
Her soft palm to the breeze; and looking up,
Swift sunbeams brush'd the crystal of her eyes,
As swallows leave the skies to skim the brown,
Bright woodland lakes. 'The rain is in the air.
'O Prophet Wind, what hast thou told the rose,
'That suddenly she loosens her red heart,
'And sends long, perfum'd sighs about the place?
'O Prophet Wind, what hast thou told the Swift,
'That from the airy eave, she, shadow-grey,
'Smites the blue pond, and speeds her glancing wing
'Close to the daffodils? What hast thou told small bells,
'And tender buds, that--all unlike the rose--
'They draw green leaves close, close about their *******
'And shrink to sudden slumber? The sycamores
'In ev'ry leaf are eloquent with thee;
'The poplars busy all their silver tongues
'With answ'ring thee, and the round chestnut stirs
'Vastly but softly, at thy prophecies.
'The vines grow dusky with a deeper green--
'And with their tendrils ****** thy passing harp,
'And keep it by brief seconds in their leaves.
'O Prophet Wind, thou tellest of the rain,
'While, jacinth blue, the broad sky folds calm palms,
'Unwitting of all storm, high o'er the land!
'The little grasses and the ruddy heath
'Know of the coming rain; but towards the sun
'The eagle lifts his eyes, and with his wings
'Beats on a sunlight that is never marr'd
'By cloud or mist, shrieks his fierce joy to air
'Ne'er stir'd by stormy pulse.'
'The eagle mine,' I said: 'O I would ride
'His wings like Ganymede, nor ever care
'To drop upon the stormy earth again,--
'But circle star-ward, narrowing my gyres,
'To some great planet of eternal peace.'.
'Nay,' said my wise, young love, 'the eagle falls
'Back to his cliff, swift as a thunder-bolt;
'For there his mate and naked eaglets dwell,
'And there he rends the dove, and joys in all
'The fierce delights of his tempestuous home.
'And tho' the stormy Earth throbs thro' her poles--
'With tempests rocks upon her circling path--
'And bleak, black clouds ****** at her purple hills--
'While mate and eaglets shriek upon the rock--
'The eagle leaves the hylas to its calm,
'Beats the wild storm apart that rings the earth,
'And seeks his eyrie on the wind-dash'd cliff.
'O Prophet Wind! close, close the storm and rain!'

Long sway'd the grasses like a rolling wave
Above an undertow--the mastiff cried;
Low swept the poplars, groaning in their hearts;
And iron-footed stood the gnarl'd oaks,
And brac'd their woody thews against the storm.
Lash'd from the pond, the iv'ry cygnets sought
The carven steps that plung'd into the pool;
The peacocks scream'd and dragg'd forgotten plumes.
On the sheer turf--all shadows subtly died,
In one large shadow sweeping o'er the land;
Bright windows in the ivy blush'd no more;
The ripe, red walls grew pale--the tall vane dim;
Like a swift off'ring to an angry God,
O'erweighted vines shook plum and apricot,
From trembling trellis, and the rose trees pour'd
A red libation of sweet, ripen'd leaves,
On the trim walks. To the high dove-cote set
A stream of silver wings and violet *******,
The hawk-like storm swooping on their track.
'Go,' said my love, 'the storm would whirl me off
'As thistle-down. I'll shelter here--but you--
'You love no storms!' 'Where thou art,' I said,
'Is all the calm I know--wert thou enthron'd
'On the pivot of the winds--or in the maelstrom,
'Thou holdest in thy hand my palm of peace;
'And, like the eagle, I would break the belts
'Of shouting tempests to return to thee,
'Were I above the storm on broad wings.
'Yet no she-eagle thou! a small, white, lily girl
'I clasp and lift and carry from the rain,
'Across the windy lawn.'
With this I wove
Her floating lace about her floating hair,
And crush'd her snowy raiment to my breast,
And while she thought of frowns, but smil'd instead,
And wrote her heart in crimson on her cheeks,
I bounded with her up the breezy slopes,
The storm about us with such airy din,
As of a thousand bugles, that my heart
Took courage in the clamor, and I laid
My lips upon the flow'r of her pink ear,
And said: 'I love thee; give me love again!'
And here she pal'd, love has its dread, and then
She clasp'd its joy and redden'd in its light,
Till all the daffodils I trod were pale
Beside the small flow'r red upon my breast.
And ere the dial on the ***** was pass'd,
Between the last loud bugle of the Wind
And the first silver coinage of the Rain,
Upon my flying hair, there came her kiss,
Gentle and pure upon my face--and thus
Were we betroth'd between the Wind and Rain.
Dig
Dig
Sekunder, timer, dage
Har jeg brugt på dit smil
På, at få sætninger til at beskrive.
1578 ord
Krøllet, smidt  ud, gemt væk
For at få det til at hænge sammen
Ingen sætninger
Ingen taler
Ingenting
er ligesom
Dig
- Mandags tanker og tirsdags melankoli
*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det
spildt smil
trængende fingre, sitrende usikkerhed
bizar normalitet
omvendt kærlighedssang,
nemesis er min bedste ven. metamorfose
en ærlighed kan være sjælden
udtryk for respekt, omtanke
et smil, et spild
ildebrænd som destruktivt potentiale
alt står stille, men det ryster
glem alt om myter
glem alt om kvantefysikken
glem alt om dig selv
der er så meget mere sandhed at stille sole sig i
respekter dig selv
vær ærlig
Elizabeth Dec 2015
Jeg savner din duft og dit smil
Og dit rolige blik
Dit nærvær der gjorde mig tryg og glad
Og dine varme knus da du omfavnede mig

Du dømte mig aldrig
Du elskede mig og du viste det
Jeg kan knap nok huske det
Men dine knus var perfekte

Du er her stadig men bare ikke hos mig
Hvor jeg ellers følte at du tilhørte
Men mennesker tilhører ikke hinanden
Og det ved jeg også godt

Jeg prøver at acceptere det
Og selvom jeg tænker på dig hver dag
Så er det ved at gå op for mig
At jeg heller ikke tilhører dig

Jeg tror at jeg har givet slip
Men inderst inde vil du jo altid være den bedste
Og jeg ville altid vælge dig frem for alt og alle
Også selvom at vi ikke har talt i flere år
HTR Stevens Feb 2019
Not a soul stopped Jim from roam’in
                      the wild wild sea
While the foams o’er him were roll’in
                      and down went he
Into the depth of the water;
                      he cried in vain.
Mermaids crowned him in wonder;
                      he woke not again.

With eyes closed, his lips half smil’in –
                     down down went he
And friends’ calls were not far reach’in
                     into the sea
While dreamt he of gardens pretty –
                     far, far from real
Which were dreamt ne’er by you nor me -;
                     he’s dreaming still.
TÅRER PÅ KINDEN
SPRUKNE LÆBER
HYSTERI OG FACEBOOK
PLACEBO VARME FRA HJERTELØSE RADIATORER
KRAKKELERET NEGLELAK OG KNUSTE HJERTER
SØVNLØSE NÆTTER OG (UTOPISK) REALITY
KOLLEKTIV ANGST OG SOCIALE SELVMORD
STRÆBEN FOR PERFEKTION
MANGEL PÅ PRÆCISION
INTET ER GODT NOK.
KROPS IDEALER.
AR PÅ HÅNDLEDENE
AR PÅ SJÆLEN.
HYSTERISKE RÅB OM HJÆLP
SKYLLES UD I TOILETTET.
FACADE-SMIL OG MAKE-UP
DIANOGSER OG ENSOMHED
TOMME LØFTER OG REFLEKTION
FORVENTNINGENS GLÆDE
OG HAD
KOLDE NEGLE; SJÆLE AF IS OG *****.
der gør det svært at være til.
llcb Jan 2015
I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.
First born of Chaos, who so fair didst come
        From the old *****’s darksome womb!
        Which when it saw the lovely Child,
The melancholly Mass put on kind looks and smil’d.

Thou Tide of Glory which no Rest dost know,
        But ever Ebb, and ever Flow!
        Thou ******* of a true Jove!
Who does in thee descend, and Heav’n to Earth make Love!

Hail active Natures watchful Life and Health!
        Her Joy, her Ornament, and Wealth!
        Hail to thy Husband Heat, and Thee!
Thou the worlds beauteous Bride, the ***** Bridegroom He!

Say from what Golden Quivers of the Sky,
        Do all thy winged Arrows fly?
        Swiftness and Power by Birth are thine:
From thy Great Sire they came, thy Sire the word Divine.

’Tis, I believe, this Archery to show,
        That so much cost in Colours thou,
        And skill in Painting dost bestow,
Upon thy ancient Arms, the Gawdy Heav’nly Bow.

Swift as light Thoughts their empty Carriere run,
        Thy Race is finisht, when begun,
        Let a Post-Angel start with Thee,
And Thou the Goal of Earth shalt reach as soon as He:

Thou in the Moons bright Chariot proud and gay,
        Dost thy bright wood of Stars survay;
        And all the year dost with thee bring
Of thousand flowry Lights thine own Nocturnal Spring.

Thou Scythian-like dost round thy Lands above
        The Suns gilt Tent for ever move,
        And still as thou in pomp dost go
The shining Pageants of the World attend thy show.

Nor amidst all these Triumphs dost thou scorn
        The humble Glow-worms to adorn,
        And with those living spangles gild,
(O Greatness without Pride!) the Bushes of the Field.

Night, and her ugly Subjects thou dost fright,
        And sleep, the lazy Owl of Night;
        Asham’d and fearful to appear
They skreen their horrid shapes with the black Hemisphere.

With ’em there hasts, and wildly takes the Alarm,
        Of painted Dreams, a busie swarm,
        At the first opening of thine eye,
The various Clusters break, the antick Atomes fly.

The guilty Serpents, and obscener Beasts
        Creep conscious to their secret rests:
        Nature to thee does reverence pay,
Ill Omens, and ill Sights removes out of thy way.

At thy appearance, Grief it self is said,
        To shake his Wings, and rowse his Head.
        And cloudy care has often took
A gentle beamy Smile reflected from thy Look.

At thy appearance, Fear it self grows bold;
        Thy Sun-shine melts away his Cold.
        Encourag’d at the sight of Thee,
To the cheek Colour comes, and firmness to the knee.

Even Lust the Master of a hardned Face,
        Blushes if thou beest in the place,
        To darkness’ Curtains he retires,
In Sympathizing Night he rowls his smoaky Fires.

When, Goddess, thou liftst up thy wakened Head,
        Out of the Mornings purple bed,
        Thy Quire of Birds about thee play,
And all the joyful world salutes the rising day.

The Ghosts, and Monster Spirits, that did presume
        A Bodies Priv’lege to assume,
        Vanish again invisibly,
And Bodies gain agen their visibility.

All the Worlds bravery that delights our Eyes
        Is but thy sev’ral Liveries,
        Thou the Rich Dy on them bestowest,
Thy nimble Pencil Paints this Landskape as thou go’st.

A Crimson Garment in the Rose thou wear’st;
        A Crown of studded Gold thou bear’st,
        The ****** Lillies in their White,
Are clad but with the Lawn of almost Naked Light.

The Violet, springs little Infant, stands,
        Girt in thy purple Swadling-bands:
        On the fair Tulip thou dost dote;
Thou cloath’st it in a gay and party-colour’d Coat.

With Flame condenst thou dost the Jewels fix,
        And solid Colours in it mix:
        Flora her self envyes to see
Flowers fairer then her own, and durable as she.

Ah, Goddess! would thou could’st thy hand withhold,
        And be less Liberall to Gold;
        Didst thou less value to it give,
Of how much care (alas) might’st thou poor Man relieve!

To me the Sun is more delighful farr,
        And all fair Dayes much fairer are.
        But few, ah wondrous few there be,
Who do not Gold preferr, O Goddess, ev’n to Thee.

Through the soft wayes of Heaven, and Air, and Sea,
        Which open all their Pores to Thee;
        Like a cleer River thou dost glide,
And with thy Living Stream through the close Channels slide.

But where firm Bodies thy free course oppose,
        Gently thy source the Land oreflowes;
        Takes there possession, and does make,
Of Colours mingled, Light, a thick and standing Lake.

But the vast Ocean of unbounded Day
        In th’ EmpyrÆan Heaven does stay.
        Thy Rivers, Lakes, and Springs below
From thence took first their Rise, thither at last must Flow.
carololololo Nov 2014
den mørke tid kommer os i møde
den møder os ikke med glæde og kram
nej
den møder dig ikke lige så varmt som da du
mødte ham
nej
den kommer med kulde
med blæst og uhygge
ingen kan føle sig trygge
nej
vi gemmer os
under facader
under smil og under grin
og endnu en gang forsøges
mørket at druknes med
den billige vin

*c.t
Cheryl Tan Mar 2015
doorbell, 2a.m.,
she stands there in the cold.
wrapped in a dark grey jacket,
and pain and a dying hope.
he opens up, lets her in.
the fire's warmth feels cold.
she starts crying knowing he'll
never love her again if he knew.

if he knew her darkest secrets
kept vaulted from the world;
all the things that she's ashamed of
that incarcerate her soul.
if he knew she knew she was wrong,
yet in weakness carried on,
how could he love her still?
where would that love come from?

but he opens her heart like a letter,
and reads it inside out.
then, in silent darkness holds her,
until no more tears streak down.
"i've loved you from the beginning,"
he says, and lifts a ***** silver plate.
he wipes it with his white t-shirt,
and with it clean, she sees her face.
"i love everything about you
amidst the mistakes you made
and now i know all that you've done
i love you more, i do," he says.
"i'll wipe all your ***** silver plates;
all the heartbreaks and the shame."
she smiles now, she understands:
she's white as snow, she's not the same.

he sees her to the door now,
as the midnight snow falls down.
he's wiped the darkness off her;
she knows where love comes from.
the snow does not feel cold now;
the cold was from her soul.
"go now," he says, "and when you fall,
you can always
come back
home."

-c.t.
{{as far as the east is from the west}}

thank you.
ungdomspoet Nov 2015
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?
Annesofie Olsen Jan 2015
Indeni står jeg med tåre til knæerne
Indeni er jeg helt ødelagt
Indeni ønsker jeg at forsvinde
Indeni skriger jeg
Udenpå står jeg med det største smil
Udenpå er jeg glad
Udenpå er der intet galt
Udenpå griner jeg
sabinasophie Feb 2015
jeg er hende den sjove
hende der med beton i øjnene smiler og griner
jeg er hende den sjove
hende der danser ballet hen over tilværelsen, iført blodige ******>jeg hende den sjove
hende der med et smil, fjerner de knuste glas uden at skære sig
jeg er hende den sjove
hende der har det vidunderligt, selv med tårer trillendne ned af kinderne
jeg er hende den sjove
hende der får det bedste frem i dig, når din selvtillid er i kælderen
jeg er hende den sjove
hende der som talent kan skjule smerte med den efterhåden slidte frase "jeg er hende den sjove, jeg har aldrig haft det bedre"
jeg er hende den sjove
men det er bare ikke sjovt
sabina sandager
eksistenser der efterlader ar i huden, trukket over ryggen, over leggene, over identiteten
mulden i hjertet, hjertet i halsen
gravsten i ribbenene og knive i albuerne
asfalt under neglene, asfaltsmanicure
river huden op river en i stykker
vi vil underholde vi nedbrydder os selv smil for smil
tænder et lys i mit hjerte for dig jeg vil stråle men
først skal tågen af melankoli fordampe mit
lys ligger bag et gardin af tristhed
sådan en rodløs forvirring en rodløs ligegyldighed
med murbroksruiner i lungerne får jeg vejrtrækningsproblemer
og skårrene i din latter stikker
ingen er ødelagte, men alle er flitrende
vi vil underholdes
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
adele horn Jan 2015
Broad-shoulder'd I,
stride amongst the ruins,
of what I had bled.

Brush off the ashes,
of love letters burn'd,
and dreams torn apart.

I clasp unto my own hand,
guide myself through the thorns.

You were not there.

I washed away,
the devices you left,
upon my mirrors and walls.

I took the punches,
display'd as trophy,
of my victory over grief.

I conceal'd the tear as it fell,
and smil'd like it didn't hurt.

You were not there.

Each day I float away.
Amongst the stars of forgetting.
Through the universe we marvel'd at.
Dissolving away my love into the cold.

I was the star that burn'd for you.
You were not there.
et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
shoutout til lille mig der skrev dette
Katrine Jul 2014
Kan jeg?
brænde mig selv ned
med hud og neglerod
hver en sprække
af fregnede smil
og skarpe vinterknogler
havde man fingre af kul
kunne man tegne sig selv op i silhuet
en skælvene kvindes
begyndende skygge tager form
på halvmånens blege papir
under fuldmånen er jeg
en lysende diamant
indtil da
danser jeg på tåspidsen om bålet
kan jeg se mig selv
gå op i røg og damp
stolt som den enøjede konge

Skal jeg?
presses sammen til
noget du ikke genkender
når vi støder ind i hinanden i gaderne
tilfældigt, selvfølgeligt
gyderne af vores
måneskinsvandringer
hvor vi drømte om en måne der var hel
skal jeg samle månens stykker sammen
uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme
og jeg lyser gyderne op

Må jeg?
glemme at du fandtes
den dag hvor der var måneformørkelse og du
ikke dukkede op i gyden
jeg så dig gå op i røg jeg så
at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig
må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at
jeg brændte mine fingre på dit hjerte
da du sagde at du elskede mig under månen
og jeg vidste at du var aftagende
Annesofie Olsen Mar 2015
Ungdom er forelskelse og fortrydelse
Det er øl og rødvin
Og søvnløse nætter
Det er angst og lysten til at opleve hele verdnen
Og troskab
Det er uforståelige forældre
Og smil men også tåre
Det er nye mennesker ind og ud af dit liv
Og forvirring om fremtid
Det er misundelse
løb gennem en dugvåd forstadshave ved daggry
   smag sommerens frugter i et smil fra en fremmed

rør ved blonderne på en sårbar samtale, frynserne
       luk øjnene; se verden
  se den!
    duft hyacinten i dine drømme og vågn med nye holdninger
             læs en andens tanke, anerkendende
jeg er blevet gennemsigtig!
jeg er blevet nyttig

jeg tror snart verden bliver for meget
   jeg støtter op om forår
jeg bliver trist om vinteren

     jeg har lånt en bog på biblioteket med min mors lånerkort

jeg tænker selvstændigt (af og til)
    tænd et stearinlys og se din egen negativitet brænde ned
tænd et håb, flamme i natten

       smil med et melankolsk tilbageblik på dine mælketænder
lån en bog på biblioteket uden at læse den. uden dårlig samvittighed
   livet går stærkt
A little black thing among the snow:
Crying weep, weep, in notes of woe!
Where are thy father & mother? say?
They are both gone up to the church to pray.

Because I was happy upon the heath.
And smil’d among the winters snow:
They clothed me in the clothes of death.
And taught me to sing the notes of woe.

And because I am happy. & dance & sing.
They think they have done me no injury:
And are gone to praise God & his Priest & King,
Who made up a heaven of our misery.
ungdomspoet Nov 2015
det var måske meget sundt for mig at
du alligevel ombestemte dig
og indså at jeg ikke var værd at bruge tid på
for det dumme naive smil klæder mig alligevel ikke
jeg ser smukkest ud når jeg ikke kan trække vejret
og endnu engang fik du bare bekræftet mig i at
jeg ikke kan elskes af nogen eller noget
mine gener er forbandede og mit hjerte er
så ******* knækket og det her var sidste gang
jeg åbnede mig for en der udgav sig for at være
noget han ikke var
så det var nok alligevel meget sundt for mig at
blive mindet om at jeg ikke er værd at elske
for jeg er dømt til at være alene og nyde min
ensomhed
Mercedes Oct 2014
Fanger mig selv i at mumle "store idiot. På en lidt syngende måde.
Højt. Lige midt i timen hvor alle kan høre. Pinligt. Voldsomt. Underligt.
I desperation hiver jeg i en neglerod. Min finger bløder. Ud over min bog om buddhisme. Hvad gør jeg. Jeg lytter ikke til lærerinden. Jeg vil ud.
Du sidder ved siden af hende. I griner og smiler og snakker. Jeg kan mærke jeres smil skære under min hud.  jeg gemmer mig bag krøller. fanget.

— The End —