Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Hazel Aug 2019
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
-Hazel
Hazel Apr 2019
Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til. 
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!
-Hazel
Hazel Aug 2018
Deja-vu
På en måde
Og så alligevel
Ikke.
-Hazel
Hazel Jun 2018
Mine noter, som førhen var ærlige digte,
Er nu blevet til indkøbslister og huskesedler.
Jeg har glemt at købe mit nærvær tilbage
Og min huskesedel siger intet om, at jeg skal huske noget vigtigt.
Ny note: HUSK AT DU SKAL GLEMME!
-Hazel
Hazel Apr 2018
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
-Hazel
Hazel Mar 2018
Blodsprængte øjne, fordi sprittens syndere
befamler min krop.
Længslens læske drikke, af blod, sved, og kaos. KLAMT.
Væsken danser ned i svælget, ombestemmer sig ikke.
Smagen er KLAM, følelsen ligegyldig. Endeløs og ligegyldig.
Jeg har diskofjæs, Grønne, røde, og blå lyssilhouetter
banker på ydersiden af mit indre.
Gid du var ligegyldig!
-Hazel
Hazel Feb 2018
Støvet dufter af dig.
Du, et gammelt minde
Tabt, og trådt ned i de slidte gulvbrædder
Som en flig har du boret dig ind under huden, og dybt inde rammer du en nerve.
Jeg har ledt steder jeg vidste du ikke var, for at finde en anden smerte.
Jeg har fløjet sammen med spurve i retninger du ikke er, for at finde et andet sind.
Jeg har hejst hvide flag, og begravet stride økser, men alligevel har blodet strømmet som en flod i Amazonas sumpede skovbunde. Jeg snittede med vilje forkerte initialer ind i træetskerne, fordi jeg vidste at du ikke ville besøge min fremtidsseance.
-Hazel
Hazel Jan 2018
For du var gift i glasset, salt i såret. Du var djævlens engel, og sandhedens mester. For du kunne hade og elske, få og miste, ofte som det passede dig.
Jeg var glasset der bar giften, jeg var såret der smagte salten, jeg var facadernes mester, jeg kunne hade og elske, give og miste.
Du var skyggernes herrer, solens profet og gudernes Lucifer.
Du bar din smagløse kærlighed i dine lunkne hænder…
-Hazel
Hazel Jan 2018
I en vejkant, i kanten af vejen
ligger jeg
På asfaltens kolde krop
Spredt ud mellem småsten og tyggegummi
DNA strøg fra alle der har gået her
inklusivt dig.
Derfor ligger jeg her.
Bastant er min kropsvægt
Tynget til vejens massive længsel,
efter gå gang, hop, og dans.
Måske fortvivler mine tåre?
Jeg fylder afløb, huller, og hjerter ud
med metaforisk kapgang
I et naivt håb om at din ømhed
vil ligge sig i en vejkant, i kanten af vejen.
-Hazel
Hazel Jan 2018
Det sitre i kroppen
Som utålmodigheden
Det spænder i hver en nerve
Ligsom stramme snørebånd.

Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor?

Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld.

Som tålmodigheden
Sitre det i kroppen
Ligsom stramme snørebånd
Spænder det i hver en nerve.
-Hazel
Next page