"unge" poems
Som programmerede robotter søger vi efter drenge
For vi vil gerne glemme at vi er robotter
Stivnede stål i en tid fuld af uopdaget blødt guld
Men guldet er sjældent hvor vi er nu
Sammen ruster vi i vores bløde senge
Værelser med kvindetøj og madrasser
Som at glemme hvem der kunne være
Og hvad vi ér udenfor sengene
Vi er ramt af en tid hvor ure går bedre end os
Og hvor vi langsomt irre og bliver grønne
Nu, er nu hvor vi må elske unge
Fordi guld ikke ruster
Kampklar
Dec 9, 2014
Dec 9, 2014 at 3:33 PM UTC
Verden ligger i et sterilt samsurium af apati.
For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden.
Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt.
Udenfor, står de
uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger.
Med ren marmor under vinter-violette negle,
holder de deres blå sjæle i hænderne -
Tænker Soma-Sema
To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler;
Nærmest spirituelt.
Er det sådan man gør udenfor?
Mar 25, 2015
Mar 25, 2015 at 3:04 AM UTC
Un monte azul, un pájaro viajero,
un roble, una llanura,
un niño, una canción... Y, sin embargo,
nada sabemos hoy, hermano mío.
Bórranse los senderos en la sombra;
el corazón del monte está cerrado;
el perro del pastor trágicamente
aúlla entre las hierbas del vallado.
Apoya tu fatiga en mi fatiga,
que yo mi pena apoyaré en tu pena,
y llora, como yo, por el influjo
de la tarde traslúcida y serena.
Nunca sabremos nada...
¿Quién puso en nuestro espíritu anhelante,
vago rumor de mares en zozobra,
emoción desatada,
quimeras vanas, ilusión sin obra?
Hermano mío, en la inquietud constante,
nunca sabremos nada...
¿En qué grutas de islas misteriosas
arrullaron los Números tu sueño?
¿Quién me da los carbones irreales
de mi ardiente pasión, y la resina
que efunde en mis poemas su fragancia?
¿Qué voz suave, que ansiedad divina
tiene en nuestra ansiedad su resonancia?
Todo inquirir fracasa en el vacío,
cual fracasan los bólidos nocturnos
en el fondo del mar; toda pregunta
vuelve a nosotros trémula y fallida,
como del choque en el cantil fragoso
la flecha por el arco despedida.
Hermano mío, en el impulso errante,
nunca sabremos nada...
Y sin embargo...
¿Qué mística influencia
vierte en nuestros dolores un bálsamo radiante?
¿Quién prende a nuestros hombros
manto real de púrpuras gloriosas,
y quién a nuestras llagas
viene y las unge y las convierte en rosas?
Tú, que sobre las hierbas reposabas
de cara al cielo, dices de repente:
-«La estrella de la tarde está encendida».
Ávidos buscan su fulgor mis ojos
a través de la bruma, y ascendemos
por el hilo de luz...
Un grillo canta
en los repuestos musgos del cercado,
y un incendio de estrellas se levanta
en tu pecho, tranquilo ante la tarde,
y en mi pecho en la tarde sosegado...
1.3k
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.
Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.
Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-
Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.
Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".
Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.
Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
Dec 3, 2015
Dec 3, 2015 at 3:37 PM UTC
Vi er grupper af fortabte sjæle
Om lørdagen drikker vi sammen
Cigaretter og hash og mørke stuer
Sammen er vi lidt endnu
Vi holder til næste lørdag
Om fredagen dør vi i vores senge
Om lørdagen står vi op
For der skal vi mødes og drikke sammen
Dér føler vi os unge og frie
**** mit liv og løb i mørket
Vi løber sammen
Og drikker sammen
Og næste fredag dør vi
Dec 9, 2014
Dec 9, 2014 at 3:34 PM UTC
Carne de yugo, ha nacido
más humillado que bello,
con el cuello perseguido
por el yugo para el cuello.
Nace, como la herramienta,
a los golpes destinado,
de una tierra descontenta
y un insatisfecho arado.
Entre estiércol puro y vivo
de vacas, trae a la vida
un alma color de olivo
vieja ya y encallecida.
Empieza a vivir, y empieza
a morir de ***** a *****
levantando la corteza
de su madre con la yunta.
Empieza a sentir, y siente
la vida como una guerra
y a dar fatigosamente
en los huesos de la tierra.
Contar sus años no sabe,
y ya sabe que el sudor
es una corona grave
de sal para el labrador.
Trabaja, y mientras trabaja
masculinamente serio,
se unge de lluvia y se alhaja
de carne de cementerio.
A fuerza de golpes, fuerte,
y a fuerza de sol, bruñido,
con una ambición de muerte
despedaza un pan reñido.
Cada nuevo día es
más raíz, menos criatura,
que escucha bajo sus pies
la voz de la sepultura.
Y como raíz se hunde
en la tierra lentamente
para que la tierra inunde
de paz y panes su frente.
Me duele este niño hambriento
como una grandiosa espina,
y su vivir ceniciento
resuelve mi alma de encina.
Lo veo arar los rastrojos,
y devorar un mendrugo,
y declarar con los ojos
que por qué es carne de yugo.
Me da su arado en el pecho,
y su vida en la garganta,
y sufro viendo el barbecho
tan grande bajo su planta.
¿Quién salvará a este chiquillo
menor que un grano de avena?
¿De dónde saldrá el martillo
verdugo de esta cadena?
Que salga del corazón
de los hombres jornaleros,
que antes de ser hombres son
y han sido niños yunteros.
992
Jeg plejer altid at være forelsket når det er forår
Forelsket i foråret
Men i år kommer foråret langsomt
Og dagene er stadig kolde
Selvom solen skinner
I år er jeg ikke forelsket i foråret
Men i den samme vinter jeg var forelsket i sidste år
Og året før det
Men vinter bliver til forår og forår bliver til sommer
Og min vinter er kommet videre
Det er forår og du er forelsket
I den varme unge sommer
Og jeg er det blæsende regnende efterår
Du er forelsket i en der ikke er mig
Apr 17, 2015
Apr 17, 2015 at 3:00 PM UTC
de bedste aftner er dem hvor stjernestøvet falder fra himmelen
hvor jeg lader mig forhekse af smukke drenge stemmer der
charmerer mig og lader deres hænder føle mine kvindelige former
under diskokugler og kulørte lamper danser unge piger rundt på
høje stylter iført stramme kjoler i 50 nuancer af sort
og har hængt sig selv op i det lækreste frækkeste sorte blonde lingiere
i håbet om at de i aften finder en mand
der vil elske dem for en nat og give dem en smule af den kærlighed
de fortjener
jeg er en af de piger
og mine aftner er altid bedst når stjernestøvet falder fra himlen og jeg
lader mig forhekse af dine smukke ord når du læser knækket poesi
op for en knækket pige og maler mine kinder lyserøde
de aftner hvor vi glimtre og glitre
det er de bedste aftner
Mar 16, 2015
Mar 16, 2015 at 5:14 PM UTC
nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner
det mønster min løbende mascara malede på
min hvide kinder
efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting
om mit skrøbelige væsen
men alligevel ville du ikke lukke mig ind
i dit sind lavet af glas
hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med
klar ***** og døsende rødvin
så kiggede du på mig med et blik som sagde
hvor jeg dog elsker dig
men du kunne aldrig sige det
og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid
på at rende rundt efter dig og behage dig
da du endelig kyssede en anden
og kiggede i hendes unge funklende blå øjne
istedet for mine grove safir grønne øjne
at jeg havde spildt min tid
på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele
så nu har jeg lært
at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint
og ikke kan finde mig
jeg kan ikke få dig til at elske mig
hvis du ikke gør det
og nu har jeg givet op på dig
hvis dine lange fingre en dag
skulle lange ud efter mig
så skærer jeg dem af din ubetydelige krop
Mar 24, 2015
Mar 24, 2015 at 2:11 PM UTC
kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker
Mar 3, 2016
Mar 3, 2016 at 4:54 PM UTC
måske ser vi ikke hvordan
vi falder fra hinanden
når vi ikke holder blikket længere end to sekunder
selvom vi deler fortorvet med fremmede ansigter
det er midt i det travle tog
når drengen smiler med unge læber og
ingen mundvige gengælder hans glædeblik
det hele sker i et øjeblik
når vi alle for længst er gået forbi
ingen lukker dig ind i deres tankeunivers
for "hvad nu hvis"
ingen ved hvem de er
for alt hvad vi ved er
at vi er brikker i et spil, hvor
tillid er et fremmedord og
livstørstige sygdomme er mere almindelige
end ordet undskyld
May 28, 2015
May 28, 2015 at 2:33 PM UTC
hiver efter vejret
svimmel
lykkelig fortvivlelse
kig dig over skulderen, retroperspektiv
hvad er virkelig det værste? det ville være en skam
at lade det gå til spilde
potentialet
gyset
den forrygende unge kærlighed
Sep 7, 2015
Sep 7, 2015 at 5:26 PM UTC
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge, men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende
*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
Sep 27, 2015
Sep 27, 2015 at 5:11 AM UTC
Tomhændede hænder
det er det jeg ender med at stå tilbage med.
En ikke eksisterende kærligheds falset,
som gentagende gange laver falske pirouetter.
Vi går begge på linen, men ingen af os danser.
Du falder ned i nettet, imens jeg falder ned i uendeligheden.
Vores øjne vender synkront, men vi kigger ikke på hinanden
ikke på samme måde som vi gjorde før hen!
Dine øjne lyste op når de fik kontakt med mine.
De lyste op på en måde hvor på lyset gik i ét med mørket.
Dit nærvær går igennem kroppen på mig, koldt..
Er det min opfattelse, eller er det din?
jeg ved vi er unge men jeg føler mig ældre, tiden går ligeså hurtigt som hvis tiden ikke gik.
May 21, 2017
May 21, 2017 at 5:13 PM UTC